Eftermiddag i solen

[Elias Taranis]

Til - Annalyn Tømrer

Det var efterhånden ikke mange vagter han havde som drabant, efter han havde meldt sig som soldat og var påbegyndt sin træning der. Da han allerede trænede en del som drabant, var soldater erhvervet ikke et stort problem for ham endnu - selvom sværhedsgraden nok ville stige snart. Han havde fægtet med nogen der ikke havde gjort det længe og egentlig var det ikke noget at være stolt af. Hans bueskydning havde også været temmelig god i forhold til de andres, det var heldigvis noget han var god til og kunne være stolt af. Det kunne være at han rent faktisk ville gøre en forskel alligevel.
Elias sad ude i gården foran drabanternes bygning og polerede støvler. Det var noget der skulle gøres ind i mellem og da der ikke var meget andet at lave i øjeblikket, slynglerne havde ikke travlt på denne tid af døgnet, havde han påtaget sig arbejdet. Et par af de andre drabanter var igang med at vaske gulve og en ældre en holdt øje med om de gjorde det godt nok. De var heldigvis langt nok væk til at Elias kunne sidde lidt for sig selv og nyde sin 'pause' i solen, som for en gangs skyld var dukket op på himlen.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn nød solen, virkelig meget. Hun havde aldrig brudt sig om de kolde, mørke vintermåneder og selvom vinteren ikke helt havde sluppet sit tag i hovedstaden, så var der adskillige små tegn på, at foråret var på vej. Af samme grund følte hun sig lidt mere oplagt end normalt da hun gik gennem de velkendte gader i Galopdistriktet. Hun havde endda vovet sig til at løsne det lune halstørklæde og lade den kølige vind nå sin hals.

På den ene arm havde hun en kurv. Den havde været fyldt med nybagt brød da hun gik over til sin tidligere læremester - Ervynne Taranis, og selvom brødet havde været til den ældre kvinde, var der stadig et godt stykke af det i kurven. Sammen med det var også et godt stykke ost og en flaske lyst øl. Vejen til Gladialusgade Kennellen var en hun havde gået mange gange i sit liv og som hun nærmede sig fik hun øje på en velkendt skikkelse på bænken ud mod gaden "Elias!" hun kaldte mens hun stadig gik og løftede en hånd for at vinke til manden hun havde kendt nærmest hele sit liv.

[Elias Taranis]

Elias blev forstyrret i sit arbejde et øjeblik da serganten råbte af ham at de tog en halv times pause. Han vinkede med hånden som svar og de forsvandt ind i bygningen, mens den unge mand blev udenfor et par minutter mere for at pudse den støvle færdig han sad med. Han begyndte at fløjte en melodi mens han gnubbede støvlen, men blev afbrudt i sit arbejde da han hørte en velkendt stemme kalde på sig. Han så op og et smil bredte sig på hans ansigt. Lynn var altid en god overraskelse og denne dag var ikke en undtagelse, specielt fordi hun så utrolig fin ud med solen reflekteret i håret og et opløftet blik i sine øjne. Efter hans blik havde hvilet på hendes ansigt og han havde vinket tilbage, faldt hans øjne på kurven og hans mave rumlede klagende efter det han vidste hun havde medbragt.

"Lynn." Bemærkede han for sig selv og rejste sig op mens hun gik hen til ham og lod skoen dumpe ned til bunken af støvler. Det var et fint tilfælde at han havde fået lov til at holde en pause, nu da han fik besøg af en ven.
"Godt at se dig - og de ting du har bragt med." Han smilede og så hende i øjnene med et varmt blik, da hun var nået hen til ham.
Elias placerede en hånd på hendes arm og klemte den blidt, hvorefter han skubbede nogle støvler væk, så hun kunne sidde ned.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns smil blev fuldbyrdet da Elias så op, mødte hendes blik og gengældte hendes vinken. Hun tog sig selv i et lille gadedrengehop mens hun satte farten på sine skridt lidt op det sidste stykke og stoppede foran bænken "Jeg håbede jeg kunne fange dig i et ledigt øjeblik." hun rakte op og strøg en løs krølle om bag øret mens hun lagde nakken lidt tilbage og stadig smilende så op på ham "Din mor hilser." hun rynkede brynene i undren et mens en varm hånd et øjeblik hvilede mod hendes arm og kom så til at smile igen "Er det din mor eller jeg der er så forudsigelig, eller har du evner til at se lige igennem fletværk?" drillede hun, tryg nok i selskabet til at være sig selv og mindre tilbageholdende end hun ellers lagde for dagen.

[Elias Taranis]

Elias smilede varmt og så på hende med et roligt blik. "Du var heldig, jeg har lige fået en halv times pause." Svarede han.
Hans øjenbryn løftede sig en anelse og han nikkede et par gange, da hun fortalte ham at hans mor hilste, det kom ikke bag på ham. Han lod sin hånd falde igen og satte sig ned på bænken, mens han gestikulerede til hende at hun skulle sætte sig.
"Jeg kan ikke se igennem ting, så er ked af at sige at det er .. nok min mor der er forudsigelig. Hun mener jo jeg skal have glæder af de dyr jeg bringer hjem.. og det gælder så også alt andet slags mad.. " Han grinede let og lænede sig tilbage mod muren, mens han tog en klud og prøvede at få det skosværte og skidt han havde fået på hænderne af.
"Hvad har du med? Jeg er hunde sulten." Bemærkede han med et flabet grin. Det var en almindelig kendt åndssvag spøg at bruge for drabanter og selvom det var den ringeste vits der nogensinde var skabt kunne Elias ikke dy sig.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn gengældte Elias' varme smil og lagde hovedet lidt på sned "Meget heldig." gav hun ham ret med et sjældent drillende glimt i de lyse øjne. Mænd var normalt en sikker grund til tilbageholdenhed, men Elias var en af undtagelserne. Det bundede sikkert i at hun havde kendt ham så længe hun næsten kunne huske og vidste nøjagtigt hvor hun havde ham. Det gjorde hende tryg og afslappet.

Hun strøg skørtet med sig i en vant bevægelse og satte sig på bænken hvor støvlerne kort forinden havde stået (og tjekkede diskret at hun ikke satte sig i en klat skosværte) "Så er hun ikke helt så forudsigelig i dag som du tror." svarede hun kryptisk og satte kurven på sine lår mens hun drejede sig lidt for at sidde halvt vendt mod ham "Der er ingen dele af dine dyr i kurven i dag." hun foldede klædestykket der dækkede kurven væk og foldede det ud på bænken mellem dem. På det satte hun flasken med øl, ostestykket og brødet "Med mindre du nedlagde en gedeost sidst du var i skoven."

[Elias Taranis]

Elias gnubbede sine fingre uden meget held. Kluden blev blot mere og mere indsmurt i skosværte og da der til sidst ikke var en ren plet tilbage på den, gav han op, trak på skuldrene og besluttede sig for at det værste skidt måtte være kommet af nu. Tilbage var bare den underlige sorte farve på hans lange fingre og håndflader. Han smilede let over hendes ord og så op. ”Ikke det?” Indskød han hurtigt og lagde kluden på bænken på den anden side end den Lynn sad på.
Elias betragtede klædestykket og det hun placerede på det. Han gned sig i panden og rystede på hovedet, uden at vide at han havde placeret to sorte mærker på siden af hovedet.
”Det er ofte jeg nedlægger gedeoste – de er ret nemme.” Han hævede øjenbrynene og sendte hende et skævt smil, hvorefter hans blik gled ned til det meget lokkende madbord hun lige havde dækket.
”Vil du med en anden gang? Jeg ved jo du også er en skarp bueskytte” Han så afventende på hende og smilede opmuntrende. Det ville være godt med lidt selskab, måske fangede han ikke så meget som han ville, men nu da det var ved at være forår ville det være skønt at have hende med til en af de nærliggende skove.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn kom impulsivt til at fnise og rettede sig op mens hun slog en hånd for munden og forsøgte at kvæle det næste fnis der var på vej op. Det mentale billede af Elias der jagtede gedeoste med sin bue var dog alt for underholdende og en lille latter slap ud bag hendes hånd. Hun rømmede sig, men latteren blev siddende i hendes blik da hun lod hånden falde og han fortsatte med et spørgsmål.

Hun så hurtigt ned igen og trak på skuldrene "Måske." svarede hun en smule undvigende og pillede ved sømmen på klædet der lå på bænken "Jeg har ikke fået øvet mig alt for længe. Jeg er lidt rusten." hun smilede skævt og så op igen "Har din mor fortalt dig hvad hun har sat gang i for mig?" skiftede hun emne og så lige dele spændt og lidt usikkert på ham.

[Elias Taranis]

Elias stoppede et øjeblik op i sin bevægelse da Annalyn lo, det var sjældent hun gav sig selv lov til det, så meget vidste han efterhånden, derfor så han forbløffet på hende og trak på skuldrene. Det var utroligt hvad hun valgte at le af nogle gange, men hun måtte åbenbart finde det morsomt. Det var dog hurtigt hun veg tilbage i sin forsigtige skal og han gav sig selv skylden for det, bueskydning var måske at strække den lidt langt.
”En anden gang” Indskød han og kløede sig selv i nakken, mens han begyndte at åbne flasken med øl og lyttede til hendes ord.
”Nej? Hvad har hun nu planlagt?” Hans stemme var anstrengt og han så afventende på hende, med den stadig lukkede flaske i hænderne. Det måtte være betydningsfuldt, siden det havde en så stor effekt på pigebarnet. Han var ikke helt sikker på om han var glad for det hans mor fandt på nogle gange, hvis det var sådan Lynn havde det med det.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn nikkede og så på Elias med et halvt undskyldende smil "Eller næste gang." trak hun i land, uden at have haft til hensigt helt at afvise hans forslag "Med mindre 'næste gang' er i dag, for så får jeg problemer med at få alting til at hænge sammen." forsøgte hun halvt spøgende og strøg håret om bag ørerne igen i en beklemt gestus.

Hun glattede lidt på en imaginær fold i skørtet og tog en dyb indånding før hun begyndte at uddybe "Hun har arrangeret at jeg får mere undervisning af Madam Guldblomme." det trak lidt i hendes mundvige "Hun mener åbenbart jeg kan lære mere end hun allerede har lært mig. Madam Guldblomme og hun håber jeg vil overtage din mors plads på runderne i Nedre By." det hele blev lidt mere definitivt af at sige det højt. Hun havde ikke helt bestemt sig endnu og håbede at høre Elias' mening om det hele før hun tog sin beslutning.

[Elias Taranis]

Elias nøjedes med at smile varmt til hende og nikke, der var ingen grund til at ytre flere ord i den sag. Han ville ikke presse hende, han vidste at hendes små famlende sætninger ikke var en måde at få ham til at presse sagen nærmere. Så han lod det ligge og rakte ud efter øl flasken og åbnede den først efter hun havde talt færdigt.
”Rhea?” Udbrød han uden at tænke over at den unge pige ikke var på så venskabelig fod med den lærde kvinde, som han selv var. Han trak åbnede flasken i et sæt og rynkede øjenbrynene let. Så ’Madam Guldblomme’ og lillemor mente at Lynn skulle rende rundt blandt slyngler og rakkerpak. Han var ikke helt sikker på at han syntes det var en god ide, men han forsøgte at se sagen fra hendes øjne, hun skulle ikke være drabant, måske ville det være mindre farligt når de vidste at hun var der for at hjælpe dem.
”Nå så det håber de – og hvad synes du selv? Har du mod på det?” Elias havde ikke tænkt sig at give sin mening før han havde hørt mere, det var ingen overraskelse af den del af byen ikke var et sikkert sted. På den anden side kunne han ikke beskytte den unge pige for evigt, selvom han godt kunne snakke med nogle af de andre hunde og bede dem om at holde øje med hende, hvis de var i nærheden.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn nikkede og så ned på sine egne hænder der lå samlet i skødet på hende "Catherea, ja." bekræftede hun. Hun havde fået lov at være dus med den lidt ældre kvinde, men det føltes stadig lidt underligt. Hun lænede sig tilbage mod den kølige mur, solen var ikke helt kraftig nok til at have varmet den op endnu og nikkede igen da Elias fortsatte. Hans spørgsmål fik hende til at rynke brynene og der gik lidt før hun svarede "Jeg ved det ikke." sagde hun ærligt og pillede rastløst ved snøren fra sin bluse "Men jeg finder heller ikke ud af om jeg har hvis ikke jeg prøver." fortsatte hun snusfornuftigt og lagde hovedet lidt på sned for at kunne se op på ham uden at løfte hovedet "Catherea har tilbudt at jeg kan tage med en gang eller to for at se hvad det egentligt går ud på før jeg bestemmer mig." tilføjede hun og sukkede let "Hvordan er der? I Nedre By." hun så søgende på ham "Er det så slemt som folk vil have det til at lyde?"

[Elias Taranis]

Elias tog en tår af flasken med øl, der var kold nok til at tilfredsstille den unge mand, efter han havde arbejdet det meste af dagen. Han slikkede sig om munden og pressede læberne mod hinanden, mens han rev et stykke af brødet og gnaskede det i sig. Derefter tog han en kniv frem og gav sig til at skære gedeosten ud i skiver, uden at røre selve osten med fingrene.
”Det er sandt.” Bemærkede han hvorefter han spiste et stykke brød med ost og betragtede hende afventende. Han overvejede hendes ord et øjeblik og rynkede sine øjenbryn.
”Ja” Hans svar var konstaterende og han trak på skuldrene. ”Det er slemt – men selv slyngler kan se værdien i at healere hjælper dem. Det er ikke jer de er ude efter. Drabanterne har det sværere, hvilket man jo godt kan forstå.” Han smilede skævt til hende med et glimt i øjet, hvorefter han tog en tår af sin øl.
”Hvis Catherea er med dig, skal det nok gå... Folk har det dog værre i Den Nedre By, så du skal forberede dig på at det bliver hårdt. De er ikke onde mennesker, ikke alle sammen, men deres liv er væsentlig værre end vores” Han så på hende med et indgående, alvorligt blik og forsatte  ”Jeg kan tage med – uden uniform – hvis det vil gøre dig mere tilpas” Han tog sig igen et stykke brød med ost, mens hans blik hvilede i hendes øjne.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn greb fat om den ene hånd med den anden for at forhindre sig selv i at pille mere ved snører, folder og hvad der ellers var indenfor rækkevidde. Hun havde tænkt og tænkt siden sit besøg hos den ældre healer, men manglede stadig det sidste puf ud af den sikre kasse hvor hun plejede at gemme sig. Hun forblev tavs mens hun lyttede til ham og hendes ellers stædigt opbyggede mod begyndte at smuldre lidt.

Da han tav sad hun stadig med blikket mod sine hænder og først da han tilføjede et spørgsmål, løftede hun hovedet med et håbefuldt blik og et forsigtigt smil "Ville du virkelig gøre det?" hendes blik flakkede let mens et varmt smil krusede sig svagt på hendes læber "Det ville det, men jeg ved ikke hvad Catherea ville mene om det." hun slog blikket ned igen "Og du har sikkert en masse mere spændende ting at lave."

[Elias Taranis]

Elias var et øjeblik bange for at han havde taget modet helt fra hende, men han var ikke typen der pakkede ting ind. Han smilede varmt til hende da hun så op og nikkede roligt.
"Mon ikke hun ville have det fint med det." Han trak på skuldrene og tog en tår af sin øl, hvorefter han lænede sig tilbage mod muren og så op mod himlen et øjeblik.
"En masse? Det er da også spændende at gå rundt med jer i Nedre By.. Eller er det ikke godt nok for en modig pige som dig?" Han så på hende og smilede drillende, uden at forvente at hun svarede. I stedet tog han brødet i sin hånd og brækkede det i to, hvorefter han gav sig til at spise det ene stykke.
"Har desuden ikke mange vagter efterhånden" Han vendte sig mod hende og skar et stykke af osten. "Jeg har.. Meldt mig som soldat.. Om jeg bliver udsendt er selvfølgelig ikke sikkert.." Han så op og mødte hendes blik, han havde ikke kunne få sig selv til at tilføje, at det var højst sandsynligt at han blev sendt af sted. Krigen så trods alt ikke ud til at stoppe lige med det samme.