At give sig selv stuearrest?

[Larkin af Stenbjerg]

Kieran af Stenbjerg

Han hadede sin forældre med en passion, som han ikke havde for meget andet. Men de havde nu engang sat deres præg, og de havde fået ham ind i nogle vaner, som han ikke kunne give slip på. En af disse vaner var at lukke sig inde, når man teede sig. Eller ... da han var lille, havde han ikke gjort det selv, men var blot blev sendt af sted til sit værelse, hvis han blev besværlig.
Derfor var det der, han sad nu. På sit værelse. Han havde mistet besindelsen overfor Myrilla og han hadede sig selv for det. Ikke fordi det gjorde kvinden oprevet, men fordi han havde mistet kontrollen. Det var ikke meningen, at han skulle miste kontrollen. Aldrig. Så nu sad han på sit værelse og sydede i arrigskab over sig selv og den manglende selvkontrol. Hvilket selvfølgelig hurtigt blev lidt af en ond cirkel. Han var jo vred over at være vred og blev dermed bare mere vred.
Men folk kunne ikke se ham være vred, og det var det vigtigste.
Tjenerstaben ventede i nogle timer, men han kom ikke ud, og dagens planlægning af brylluppet blev beordret udskudt. Ingen havde lyst til at forstyrre hertugen, så de valgte at hente den eneste person, som ville være i stand til at gå ind på værelset uden at få bidt hovedet af. En køn lille tjenestepige blev sendt over til mester Kierans værelse for at fortælle manden, at hertugen havde låst sig inde, og om mester Kieran ikke ville være sød og gøre et eller andet for at få manden ud igen.
I mellem tiden havde Larkin allerede taget hul på sit andet glas whisky, imens han skumlede videre over sin vrede. Som altid sad han i komplet mørke, da han havde trukket gardinerne for. Disse situationer var heldigvis sjældne. Normalvis var han god til at styre sig. Hvornår var det sket sidste gang? For nogle år siden? Hmpf, det var også den åndssvage komtesses skyld. Hun var så afsindigt provokerende!

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran var ikke specielt overrasket, da han fik at vide Hertugen havde trukket sig tilbage til sine gemakker. Han kendte sin bror bedre end langt de fleste og måske også derfor, vovede han at bryde hans selvvalgte eksil, da han bankede på døren og gik ind før nogen svarede.

Han lukkede døren bag sig mens han så på sin bror med et hævet øjenbryn mod glasset i hans hånd ”Så slemt?” spurgte han, mens han gik nærmere og slog sig ned i den bløde stol overfor Larkin ”Er det ikke for tidligt med ægteskabelige kvaler før du overhovedet er blevet gift?”

[Larkin af Stenbjerg]

Han skulede da døren gik op, men sagde ikke noget i første omgang. Det var trods alt Kieran, der kom ind. Da mand talte, blev hans skulen dog endnu mere intens. Ikke fordi han var vred på broderen, men fordi han bare generelt var vred, og fordi emnet var Myrilla. ”Det er hendes skyld,” snerrede han irritabelt og bundede sit glas. ”Her går jeg ud af min vej for at give hende en gave og vise hende, at hun har det i sig til at blive en fantastisk hertuginde.” Han fnøs ved tanken. Han måtte have været rablende vanvittig, da han troede, at Myrilla bare et sekund kunne blive en god hertuginde. ”Men så begynder hun at skabe sig og diskutere skyld som et andet barn, midt i en følsom situation og så endda om morgenen! Der var ingen grund til at diskutere noget som helst, når det var hendes skyld!” rasede han videre og rejste sig op med et sæt for at gå frem og tilbage over gulvet. Han havde for meget urolig energi i kroppen til at kunne sidde stille nu. ”Den forbandede tøs ... burde bare kyle hende ud ...” mumlede han arrigt videre for sig selv.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran sad roligt og lod Larkin få afløb for sin tydelige frustration. Det var enhver mands ret og han var ikke forundret over hverken det, eller at hans kommende svigerinde var grunden ”Giv mig et glas, sæt dig og begynd fra starten. Hvad gjorde hun?” prøvede han med ærlig interesse. Måske havde han haft andre planer, men der var ikke mange der ikke kunne ændres til fordel for Larkin

[Larkin af Stenbjerg]

Han stoppede modvilligt op, siden Kieran bad ham om det. ”Fint ...” Han gik over for at tage et nyt glas og satte sig så tilbage i sin stol for at skænke whisky op til dem begge. Han tog sit eget glas, men drak ikke noget lige med det samme. I stedet trommede fingrene rastløse mod glasset. ”... jeg faldt i søvn inde hos hende,” startede han. Den del irriterede ham også stadig. Han burde ikke være faldet i søvn. ”Hun vækkede mig ikke, så da vi vågnede, var det morgen, og der stod en tjener udenfor med morgenmaden. Jeg gemte mig – du ved, for at undgå sladderen – og hun fik tjenestepigen smidt ud. Selvfølgelig var jeg nødt til at gå, så jeg sagde til hende, at hun skulle sørge for at vække mig næste gang, og så begyndte hun at te sig latterligt.” Tonen gik hurtigt fra forholdsvis rolig til decideret hidsig igen. ”Hun mente åbenbart, at det i hvert fald ikke var hendes skyld, og at jeg var urimelig, fordi jeg forlangte, at hun udviste bare en smule omtanke for vores situation! Derfra kom vi selvfølgelig op at skændes, fordi hun hidsede sig op og fortsatte med at te sig, og så smækkede hun med døren og skreg efter mig, da jeg gik, så nu ved hele godset vel nærmest, at vi sov sammen.” Han ømmede panden ved tanken og tog en ordentlig slurk af sit glas.

[Kieran af Stenbjerg]

Han lænede sig frem for at tage sit glas og blev siddende sådan mens han lyttede igen. Selvom han slet ikke havde været i tvivl, blev det kun understreget, at Larkin var oprevet – også selvom Kieran måske ikke selv fangede alle detaljer i hans frustration ”Mon det gør så stor skade – alt taget i betragtning.” begyndte han uden at have ladet sig mærke med broderens opflammende humør ”I ville hverken være de første eller de sidste der tog forskud på ægteskabets goder.” han tog selv en mundfuld af den gyldne væske og rynkede brynene lidt ”er alle kvinder ikke urimelige uden grund, Lark? Det ligger i deres natur.. og i vores at afrette dem.”

[Larkin af Stenbjerg]

Han skar en grimasse af Kierans svar i første omgang. ”Nej, jeg kan vel leve med den del ... det kommer ikke udenfor godset alligevel,” medgav han modvilligt. Staben skulle nok holde munden lukket – Larkin havde lært dem for længe siden, hvad der skete, hvis blot en af dem lod noget sive udenfor godsets mure. Kollektiv afstraffelse sørgede om noget for, at folk holdt deres mund. ”De fleste kvinder ville have indordnet sig for længst,” fnøs han irritabelt. Myrilla virkede ikke som en normal kvinde. ”Hun er ikke andet end en forbandet belastning. Jeg troede, jeg havde fået styr på hende. Hun var blevet så dejligt behagesyg ...” Han savnede allerede den kvalitet i hende: Behovet for at undgå konfrontation. Det havde hun droppet alt for hurtigt. Kieran havde dog ret i, at det var en mands lod i livet at rette sin kvinde ind. ”Jeg skal nok få hende under kontrol igen ... før eller senere.” Han skulle bare finde ud af, hvordan han fik den der stædige, irriterende attitude trukket ud af hende.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran åbnede munden for at påpege, at Larkin for ikke så forfærdeligt længe siden, selv havde pointeret nøjagtigt hvor godt et parti Myrilla var, og hvordan hun havde accepteret sin nye lod i livet. Et blik på broderen fik ham dog til at ombestemme sig og i stedet tog han endnu en mundfuld fra sit glas ”Men nu er hun under dit tag og ved hun bliver hertuginde om et par uger. Måske er det nu masken falder.” musede han og lænede sig tilbage, mens han slog ud med hånden der stadig holdt glasset ”Hun ved chancen for du trækker dit tilbud tilbage nu, er forsvindende lille, så..” han så sigende på sin bror.

[Larkin af Stenbjerg]

Kierans vurdering gav ganske god mening for Larkin. Myrilla havde sikkert bare spillet med, så hun kunne være sikker på, at han ikke afbrød forlovelsen, og nu var det så småt for sent at gøre den slags. Hun følte sig vel sikker på sin position. ”Forbandede kvinde,” brummede han irritabelt, men temperamentet havde så småt lagt sig igen. Det hjalp altid betydeligt, når Kier kom ind og fik stoppet den onde cirkel. Han var den eneste, som Larkin følte sig i stand til at tale om disse ting med. ”Jeg må vel bare ignorere hende indtil brylluppet – så vidt det er muligt.” De skulle jo stadig tage sig af planlægning og forberedelser, men han måtte bare sørge for at holde de samtaler professionelle og så ellers lade hende være alene resten af tiden. ”Også holde hende i Stenbjerg et godt stykke tid efter håndfæstningen.” Myrilla hadede jo sådan at blive holdt væk fra sine studier. Men hvis Larkin ikke mente, at hun levede op til sit ansvar som hertuginde, kunne hun ikke studere. Det havde de jo aftalt – selvom Myrilla muligvis havde troet, at der blot var tale om behovet for arvinger dengang.

[Kieran af Stenbjerg]

Det sitrede ganske svagt i Kierans mundvige over Larkins frustrerede udbrud, men det var væk igen før Larkin kunne nå at se det. I stedet nikkede han sin enighed over beslutningen mens han i en doven bevægelse lod indholdet i glasset glide rundt langs siderne ”Det burde kunne få hende til at genoverveje sin opførsel, ja.” medgav han og rynkede så brynene overvejende ”Tager du tilbage til Corus efter vielsen? Eller var planen at I begge ville blive heroppe?”

[Larkin af Stenbjerg]

Han bundede sit glas og stillede det fra sig for atter at skænke op til sig selv. Kieran lød enig i vurderingen af, hvad der ville virke på Myrilla, og han smilede en tand selvtilfreds for sig selv. Åh, den kvinde ville komme til at fortryde sin opførsel bitterligt ... Ved Kierans spørgsmål stønnede han irriteret. Tanken om at tilbringe sit liv med Myrilla efter brylluppet var ikke tiltalende lige nu. ”Aftalen var, at så snart hun var gravid, kunne hun rejse til Corus og fortsætte sine studier.” Så ja, de ville dermed begge to blive på godset i en periode efter brylluppet.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran skar impulsivt en lille grimasse. Kvinder der mente det var vigtigere at studere, end at opfylde de forpligtelser der lå på dem. Han ville aldrig komme til at forstå det "Studier kan vel udsættes. Hun har større forpligtelser nu, ikke sandt?" ræsonnerede han og slog ud med hånden der ikke holdt glasset "Om Gudinden vil, er hun i omstændigheder inden måneden er omme og du kan tage tilbage til Corus for en tid så det ikke blot bliver ved tomme trusler. Lade hende finde ud af, at du mener det og der er konsekvenser ved en sådan opførsel."

[Larkin af Stenbjerg]

Nu var det hans tur til at skære en grimasse. ”Godt at hun er tiltrækkende.” Det var ikke fordi, at hun ligefrem nød tanken om at skulle ligge med kvinden i øjeblikket. Hun skulle vel nok finde en eller anden ny måde at te sig på, så hele bryllupsnatten blev ødelagt. ”Men ja, du har vel ret. Det er nok den eneste måde at lære hende det. Hendes brødre bliver sikkert utilfredse, men det er nok en uundgåelig konfrontation ...” Han kunne lige så godt få det af vejen. Selv hvis det ikke ligefrem gavnede alliancen at komme på dårlig fod med svogerne. ”Når alt kommer til alt, er det vel heller ikke hendes skyld. Hendes familie har tydeligvis fejlet i at forberede hende på hendes fremtidige pligter. De har blot ladet hende gå rundt og lege lærd i Corus uden at forklare hende, hvordan virkeligheden hænger sammen.”

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran smilede skævt, uden at kommentere på hvorvidt Larkins tilkommende var tiltrækkende eller ej. Hun var ikke rigtigt hans type under alle omstændigheder, men det skulle hun selvfølgelig heller ikke være. Han fnøs en kende arrogant og rystede på hovedet ”Hun er ikke længere deres ansvar, men dit. Hvordan du vælger at vise hende hvem der bestemmer, må være din sag, ikke deres.” han tav igen, men hans misbilligende ansigtsudtryk viste tydeligt hans mening om mænd der lod deres døtre, hustruer og søstre løbe frit på en sådan måde ”Det er foragteligt.. at ødelægge en ung kvindes letpåvirkelige sind på en sådan måde.” medgav han og tømte sit glas.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede roligt til Kieran. ”Det er jeg skam bevidst om.” Problemet var bare, at Naxen-brødrene muligvis ikke var helt enige. Han ville helst undgå alt for mange sammenstød med de folk, der skulle forestille at være en alliance. Det var aldrig godt at være på dårlig fod med sine fæller. Kierans efterfølgende kritik, fik ham til at smile. ”De mener vel, at fordi de er Naxen, kan de lade deres kvinder te sig, som de vil. En noget opblæst holdning, men den nuværende hertug er jo heller ikke noget at råbe hurra for, når det gælder socialisering.” Han sukkede let. ”Selv med hende uddannelse fra klosterskolen, er det lidt som at starte fra bunden med hende.”