Svaret af Larkin af Stenbjerg on Jul 11, 2016 18:43:47 GMT
Myrilla af Stenbjerg
Der var efterhånden blevet travlt på godset. Tjenestefolkene hastede konstant rundt for at gøre alt klar til brylluppet. Godset skulle males over på inder- og ydersiden for at se splinternyt ud, og enhver krog af ethvert rum skulle rengøres, indtil det skinnede. Den store have skulle ligeledes endevendes for selv det mindste ukrudt, og gartnerne havde travlt med at rive grene sammen for at holde græsplænen nydelig.
Larkin fortrød allerede lidt sin forespørgsel til Joshua, men han vidste, at det havde været nødvendigt. Onklen tog jo snart af sted, så han havde været nødt til at gøre det nu. Han havde haft sin første træningstime om morgenen, hvorefter han havde brugt det meste af dagen på at vise Myrilla fest- og spisesalen, så de kunne diskutere, hvordan bordene skulle stå, og hvordan bordplanen skulle være. De skulle også have fundet ud af, hvordan dekorationerne kunne bruges bedst i lokalerne.
Da det var overstået, lod Larkin sin kommende hustru få lidt fred for sig selv igen. Han faldt selv i søvn hen over skrivebordet i sit arbejdsværelse – ved et uheld selvfølgelig. Det var længe siden, at han havde været så tidligt oppe, så før han vidste af det, vågnede han, fordi en tjener bankede på for at sige, aftensmaden var klar.
Ved aftensmaden havde Larkin samlet hele familien omkring bordet. Den forrige aften havde det ellers kun været ham og Myrilla, men i aften mente han, at han ville se, hvordan hun socialiserede med resten af familien.
Det virkede til at gå nogenlunde og efter aftensmaden trak han kort Myrilla til siden. ”Jeg har fået lagt en gave klar til dig på dit værelse,” fortalte han med et let smil. ”Gå op og skift – så kommer jeg ind for at se den på dig om en times tid.” En time burde være nok for hende til at få kjolen på.
Han havde valgt at følge Cyntheas råd om at give Myrilla en kjole. Dog ikke en i jordfarver, som Marcus havde anbefalet. Hun havde jo utvivlsomt allerede en masse kjoler i de farver. I stedet var den mørkerød. En farve der ville stå godt til hendes mørke hår og var betydeligt mere i øjnefaldne end de grønlige farver. Ud fra kusinens råd havde han sørget for, at den var blevet lavet i overensstemmelse med den nyeste mode, omend i en mere konservativ stil. Hun ville jo næppe føle sig tilrette i noget mere afslørende.