Stenbjergs kommende hertuginde

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Der var efterhånden blevet travlt på godset. Tjenestefolkene hastede konstant rundt for at gøre alt klar til brylluppet. Godset skulle males over på inder- og ydersiden for at se splinternyt ud, og enhver krog af ethvert rum skulle rengøres, indtil det skinnede. Den store have skulle ligeledes endevendes for selv det mindste ukrudt, og gartnerne havde travlt med at rive grene sammen for at holde græsplænen nydelig.
Larkin fortrød allerede lidt sin forespørgsel til Joshua, men han vidste, at det havde været nødvendigt. Onklen tog jo snart af sted, så han havde været nødt til at gøre det nu. Han havde haft sin første træningstime om morgenen, hvorefter han havde brugt det meste af dagen på at vise Myrilla fest- og spisesalen, så de kunne diskutere, hvordan bordene skulle stå, og hvordan bordplanen skulle være. De skulle også have fundet ud af, hvordan dekorationerne kunne bruges bedst i lokalerne.
Da det var overstået, lod Larkin sin kommende hustru få lidt fred for sig selv igen. Han faldt selv i søvn hen over skrivebordet i sit arbejdsværelse – ved et uheld selvfølgelig. Det var længe siden, at han havde været så tidligt oppe, så før han vidste af det, vågnede han, fordi en tjener bankede på for at sige, aftensmaden var klar.
Ved aftensmaden havde Larkin samlet hele familien omkring bordet. Den forrige aften havde det ellers kun været ham og Myrilla, men i aften mente han, at han ville se, hvordan hun socialiserede med resten af familien.
Det virkede til at gå nogenlunde og efter aftensmaden trak han kort Myrilla til siden. ”Jeg har fået lagt en gave klar til dig på dit værelse,” fortalte han med et let smil. ”Gå op og skift – så kommer jeg ind for at se den på dig om en times tid.” En time burde være nok for hende til at få kjolen på.
Han havde valgt at følge Cyntheas råd om at give Myrilla en kjole. Dog ikke en i jordfarver, som Marcus havde anbefalet. Hun havde jo utvivlsomt allerede en masse kjoler i de farver. I stedet var den mørkerød. En farve der ville stå godt til hendes mørke hår og var betydeligt mere i øjnefaldne end de grønlige farver. Ud fra kusinens råd havde han sørget for, at den var blevet lavet i overensstemmelse med den nyeste mode, omend i en mere konservativ stil. Hun ville jo næppe føle sig tilrette i noget mere afslørende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Siden Myrilla havde forladt Corus og sin familie med det, der snart ville være hendes nye familie, havde det hele været kaotisk. Larkin havde vist sig kun at være toppen af et gigantisk bjerg bestående af et stort familiært makværk. Broderens ry var allerede gået ham i forvejen, men hele onklens forhold til sin søn og dennes forhold til sin hustru lod til at være et noget rodet foretagende. Det hele pakket ind i høflighed og en form for familiær forbindelse, hun endnu ikke følte, de havde.

Da de endelig var kommet til Stenbjerg, var det dog blevet lettere. Forberedelserne og det, at de nu ikke tilbragte hvert øjeblik i døgnet sammen havde gjort det væsentligt bedre for hende at prøve at falde til på den fremmede lensborg. Ikke at Larkin var til synderlig megen hjælp på det punkt ved sådan at holde den store familiemiddag kun dagen efter og hun var derfor også noget tavs under middagen.

Opfordringen var kommet bag på hende, men efter de sidste ugers udmattelser, havde hun ikke haft overskuddet til at tage diskussionen, der uundgåeligt ville følge, hvis hun modsatte sig ham, op. Hun var derfor gået op på det værelse, hun skulle bo på indtil deres ægteskab. Synet af kjolen havde ikke kun fået en lille rynken på næsen frem, men også hævet brynene i ren overraskelse. Mørkerød havde aldrig været hendes farve. Hun huskede stadig, hvordan hendes mor havde båret netop den nuance af vinrød, når ikke hun var i Naxens farver.

Med lidt hjælp fik hun kjolen på og håret blev sat op med silkebånd. Der var stadig tid tilbage, så hun tøvede ikke med at sætte sig med en bog. Larkin ville jo sikkert banke på, så hun kunne nå at lægge den væk, før han kom.

[Larkin af Stenbjerg]

Da Larkin kom hen til Myrillas værelse var det med en lille smykkeæske under den ene arm. Som hun forventede, bankede han på, og da hun først gav sin tilladelse, trådte han indenfor og viftede eventuelle tjenestepiger ud. Så lukkede han døren og vendte opmærksomheden helt mod Myrilla. Han smilede svagt ved synet af hende i kjolen. Det ville ikke komme bag på ham, hvis hun ikke selv var vild med den, men han syntes, den klædte hende. ”Du ser smuk ud,” komplimenterede han hende og satte æsken på hendes sminkebord. Han åbnede den og lod hende se smykkerne i den. En halskæde og nogle øreringe. ”Et af Stenbjergs smykkesæt,” forklarede han, selvom det vel sagde sig selv. De ville stå godt til kjolen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Ved lyden af det lette bank mod døren rejste hun sig straks op og lagde bogen tilbage på bordet, før tjenestepigen fik tilladelse til at åbne døren. Et forsigtigt smil lå om hendes læber, selvom det stivnede en anelse, da han sendte tjenestepigen ud. Hun havde dog lagt sit ansigt tilbage i venlige folder, da han igen vendte sin opmærksomhed mod hende. ”Mange tak,” svarede hun med et smil og kom ham i møde, fulgte med over mod sminkebordet. ”De er meget… Overdådige,” kommenterede hun, en anelse overvældet. Det havde ganske vidst været påkrævet af hende, at hun gik med Naxens smykker til forskellige lejligheder, men oftest undlod hun det ganske bevidst.

[Larkin af Stenbjerg]

Hendes noget tøvende bemærkning fik det til at sitre svagt i mundvigen, men smilet blev holdt høfligt og fik ikke lov til at blive bredere. ”Det er trods alt smykker, som skal være en hertuginde værdige,” bemærkede han roligt. ”Overdådig er påkrævet.” Han tog halskæden op og trådte om bag hende for at lægge den om hendes hals og lukke kæden. ”Men du slår mig ikke som en kvinde, der bryder sig om den opmærksomhed som overdådighed medfører?” Han trådte tilbage til æsken og rakte hende øreringene, så hun kunne tage dem på. Imens hun fik dem taget på, lod han blikket glide over hendes skikkelse i kjolen. Den var ikke afslørende på nogen måde, men fremhævede dog kroppen gennem sine snit og detaljer. Det var ganske passende. Den bidrog til skønheden, men uden at vise hud, som kun var for hans øjne – i hvert fald efter hans mening. "Selv hvis det er det, du er."

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun formåede ikke at undertrykke en svag skælven, da hans varme fingre strejfede hendes nakke. I tavshed lyttede hun til hans ord. Det var vel ganske sandt. Hun betragtede sig selv i spejlet, som halskæden blev lukket. Det var svært at genkende sig selv og hun vendte blikket væk for i stedet at tage imod øreringene, som hun prøvede at koncentrere sig fuldt ud om at tage på frem for at betragte helhedsindtrykket. Da hun var færdig vendte hun igen blikket mod ham, bemærkede godt hvordan hans blik kortvarigt havde dvælet ved hendes krop. ”Du har et skarpt blik,” det måtte hun give ham.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede let ved hendes bemærkning. ”Eller måske har jeg blot lært dig en smule at kende gennem de sidste par måneder?” påpegede han. Myrilla havde altid virket til at føle sig ukomfortabel med sociale arrangementer. Han lagde en hånd om hendes arm og trak hende lidt tættere på spejlet – dog så hun stadigvæk kunne sig selv i helhed. Han slap hende igen og lod en finger stryge op af hendes hals og ud under hendes hage, som han hævede en lille smule. ”Se så. Det er jo hertuginden af Stenbjerg,” bemærkede han med et drillende smil. ”Se på dig selv, Myrilla. Det her er det eneste du mangler.” Han trådte lidt tilbage, så det kun var hende, der var i spejlbilledet. ”Bevidstheden om, hvem du er, og hvad du faktisk er værd.” Han tvivlede ikke på, at hun kunne prædike om Naxens vigtige position og prestige, men når alt kom til alt, ville hun tydeligvis hellere lege studerende og lærde end adelig. Dermed var det også en sådan udstråling, som hun gik rundt med til arrangementer. Et udtryk der skreg, at hun ikke hørte til, selvom det ikke var tilfældet.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun bøjede nakken let i anerkendelse og fangede så igen hans blik, denne gang med et langt mere oprigtigt smil om læberne. Tøvende trådte hun to skridt frem mod og gav sig under hans berøring, formede sig som han ønskede med hagen let hævet. De grønne øjne var stift rettet mod hendes spejlbillede og hun sænkede ikke hagen, selv efter Larkin trådte tilbage. Aldrig havde hun slægtet sin mor på så meget som i det øjeblik og hun blinkede forundret. Selvom hun havde set op til Hertuginden af Naxen, havde hun aldrig troet, hun ville kunne ligne hende. Langsomt vendte hun sig om mod Larkin og fandt straks hans blå øjne med blikket.

[Larkin af Stenbjerg]

Da hun så over på ham, smilede han – måske en anelse selvtilfreds. Han var ikke sikker på, hvilke tanker kvinden havde lige nu, men det virkede som om, at der muligvis var sket en form for åbenbaring for hende. Han sagde derfor ikke noget i første gang. I stedet gik han over og stillede sig ved siden af spejlet. ”Hvad ser du?” spurgte han endelig og nikkede mod spejlbilledet. ”Fortæl mig det.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Uden at fortrække en mine fulgte hun ham med blikket, som han igen indskrænkede afstanden mellem dem og stillede sig skævt foran hende. Tavst så hun tilbage mod sit spejlbillede og betragtede sig selv med en vurderende mine. Så besluttede hun sig for at fortælle ham sandheden. De skulle immervæk tilbringe deres liv sammen. ”Min mor,” fortalte hun uden at tage billedet fra sit ansigt. ”Hertuginde Lianne af Naxen.” Hun havde været født til det. En kvindelig hertuginde, sin egen. Uden helt at være bevidst om det, rettede hun sig helt ud og stod mere rank.

[Larkin af Stenbjerg]

Han hvilede hovedet mod kanten af spejlet og iagttog hende, som hun rankede sig lidt ekstra. Måske var det virkelig ved at synke ind, hvem hun faktisk var. ”Hvis du står sådan der i et rum, vil alle sikkert bemærke ligheden. Din moder var en stolt og magtfuld kvinde. Naturligvis ville hun give sådanne egenskaber videre til dig.” Stemmen var rolig, imens han talte. Forældre var svære at løbe fra på det punkt. Man kunne ikke undgå at ligne dem på visse punkter. ”Du blev født til at blive hertuginde en dag, Myrilla.” Han sendte hende et skævt smil. Det var hans håb, at det her ville åbne hendes øjne for den magt og rang, som hun altid havde haft, og som hun havde brug for at vise mere. ”Kan du huske, da vi talte sammen for første gang? I Tirrsmont til den grønne galla?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hans ord fik hende til at se over på ham et kort øjeblik, før hun igen vendte et vurderende blik tilbage mod sit spejlbillede. Ligesom sin moder havde det jo ligget i kortene, at Myrilla en dag skulle blive hertuginde og nu havde Larkin gjort det muligt for hende. Da han rettede et spørgsmål direkte til hende, så hun igen tilbage på ham, nikkede langsomt. ”Ja, jeg husker det.” Hun vidste ikke, hvor han ville hen med det. Dengang havde hun endnu ikke mødt ham, vidste på det tidspunkt ikke hvor nuanceret og lunefuld hans person var.

[Larkin af Stenbjerg]

Han lod blikket hvile i hendes, imens han genkaldte sig deres samtale. ”Kan du huske, at vi talte om at ændre verden? Jeg sagde, at det ikke kun er Guderne, der kan ændre vores samfund og normer.” Blikket blev mere undersøgende som han iagttog hende. ”At en kvinde som dig selv ville kunne ændre ting – måske bare en lille smule – hvis du ønskede det. At du havde positionen og magten til det.” Han gestikulerede let mod hendes spejlbillede. ”Nu har du, hvad der skal til. Du har både hjernen og udstrålingen til det. Hvis du lærer at spille hoffets spil, kan du gøre det mere attraktivt for komtesser at studerer ved universitetet. Eller du kan måske skaffe flere forskningsmidler til alkymifeltet. Der er ikke det, som du ikke kunne blive en fortaler for, og hvis du spiller dine kort rigtigt, vil folk lytte.” Imens han talte forlod han spejlet for endelig at gå over til hende igen. Han stoppede lige foran hende og strøg en finger over hendes underlæbe, imens han mødte hendes grønne øjne.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun lyttede opmærksomt til den lille monolog og prøvede at genkalde deres samtale. Hans ord fremkaldte svage minder. Det sitrede ganske svagt i hendes mundvige. Selvfølgelig var det det, han fokuserede på. Hendes interessefelt. For Myrilla vidste udmærket godt, han ikke havde nogen interesse i, at hun skulle blande sig alt for meget i, hvad han foretog sig som hertug. Og hun havde egentlig ingen indvendinger. For ganske rigtigt lå hendes primære fokus på studierne. Alligevel kunne hun ikke dy sig. ”Og du?” spurgte hun og smilede ganske let under hans finger. ”Vil du være en af de, der vil lytte?”

[Larkin af Stenbjerg]

Hm, der var den der attitude igen. Tja, man måtte jo tage det i små skridt og så nyde de små sejre. Larkin smilede derfor blot svagt ved hendes spørgsmål. ”Jeg er altid villig til at lytte. Om jeg så er enig er en anden side af sagen,” svarede han roligt og tog så hånden til sig igen. Han hørte gerne hendes meninger, men vidste da også, at han ikke nødvendigvis gad rette sig efter dem. ”Men hvis der er noget, du ønsker at, ser jeg ingen grund til ikke at lytte til dine ønsker.” Hvis hun havde ting, som hun ville ændre, hjalp han gerne. Mest når det omhandlede andre, selvfølgelig.