Det kolde nord

[Elise af Ravntoft]

Det gav et sæt i hende, da stemmen lød igen. Det var altså ikke godt for nerverne at blive talt til af mystiske, usynlige folk! Hun kom på benene igen og skyndte sig med Jemima, da de først fik bekræftet, at det var riddere, som de kunne høre. Bortset fra kulden følte hun sig forholdsvis frisk, så hun gik lidt i forvejen gennem mørket, i retning af snakkende stemmer. Snart kunne hun se skæret fra fakler inde mellem træerne.
Hun var dog stadig en smule skeptisk, så hun sagde ikke noget, før de første skikkelser begyndte at dukke frem i mørket. Så drog hun et lettet suk og gjorde opmærksom på sig selv til de andre riddere. Hun blev stående, hvor hun var for at sikre sig, at Jemima var med, før de begge kunne slutte sig til gruppen igen. De andre så ud til at være sluppet fra kampen med mindre skader.

[Jemima af Cavall]

Hun gik sammen med Elise hen til den anden gruppe af riddere. Hun tvivlede ikke på sjælens tilbagemelding. Det var det gode ved dem. De kunne ikke lyve, når deres herre havde givet dem en ordre. Hun betragtede de andre, der kom hent il dem og spurgte om de var okay. Hun gav dem et nik, inden hun, som den eneste af de to der var tør, begyndte at lede efter sit sværd og skjold. Og sin hest. Hun fløjtede lavmælt, og den kulsorte hest kom hen mod hende. Blidt strøg hun den over halsen, inden hun vendte sig om mod Elise. "De må nok hellere finde deres udstyr, så vi kan ride tilbage til fortet, inden De redder dem en forkølelse."

[Elise af Ravntoft]

Hun grinede svagt ved Jemimas ord og nikkede. Æble blev trukket frem af en af de andre riddere. Hun havde heldigvis været tæt ved hesten, så de andre riddere havde ikke haft noget problem med at samle hendes ting og hænge dem på hesten. Hun nussede hoppen lidt på mulen og takkede sine kollegaer for hjælpen.
Uden flere indvendinger svang hun sig i sadlen igen og klappede lidt på Æbles hals. ”Ja, lad os komme af sted.” Hun var ret sikker på, at Jemima nok trængte til at hvile sig, men ville ikke gøre opmærksom på det. Imens hun vendte Æble tilbage mod fortet, strøg hun det våde hår over skulderen og vred det lidt med en svag grimasse.

[Jemima af Cavall]

Hun fik selv fanget Nat, der var gået lidt væk fra det hele. Han var vant til dette her, og søgte automatisk ud i udkanten af optøjer, hvis Jemima ikke sad på ham. Hun havde trænet ham til det. Hun fik puttet sværdet i skeden og fæstnet skjoldet på Nat, inden hun svang sig op i sadlen. "Vi sender to, når vi kommer tilbage til fortet," sagde hun, inden hun med et nik, lagde hælene ind til nats flanker, og satte i gang mod fortet. Det var mere end en kraftanstrengelse der sørgede for, at hun blev siddende på hesten. Hun ville ikke have nok energi til at hele sig selv, når hun kom tilbage, hvilket betød, at hun blev nødt til at se en helbreder.

[Elise af Ravntoft]

Da Jemima først var oppe på siden af hende, kunne de skridte hjemad. Eller hvad man nu kunne kalde Frølund. ’Hjem’ var det måske ikke helt. ”Hvis du vil, kan du lægge dig ned over Nat og sove?” foreslog Elise prøvende. Selvfølgelig burde de stadig være på vagt, men Jemima så noget kvæstet ud. ”Jeg kan trække ham?” Måske var det spild af tid at foreslå det, men hun følte, at hun var nødt til det. Det her var trods alt hendes skyld. Lige nu håbede hun bare, at hun ikke ville få lungebetændelse af turen i floden. Hun var jo nærmest lige ankommet så at have brug for en helbreder allerede ville være ærgerligt.

[Jemima af Cavall]

Hun rystede på hovedet og løftede afværgende hånden til Elises forslag. "Jeg er udmærket i stand til at ride," svarede hun og strammede grebet om tøjlerne. Heldigvis vidste Nat, hvor de skulle hen. Fortet var ikke et fremmed sted for ham, og han vidste lige nøjagtig, hvor stalden befandt sig. De var kommet ud af krattet fra det sted, hvor de var blevet angrebet, og Jemima satte endnu en gang hælene i siderne på Nat. Hun havde ikke tænkt sig at skridte hele vejen til fortet. Så ville de ikke være fremme før om en time. Og det var hun ikke sikker på, at hun kunne holde sig oprejst til. "Lad os skynde os," sagde hun blot, og forventede, at Elise fulgte trop.

[Elise af Ravntoft]

Hun nikkede og slog et par klik med tungen for at få Æble til at rende efter Nat. At komme hurtigt tilbage og måske få et varmt bad ville også være rart. Lige nu flåede kulden i hende, og hun anså det for at være et mirakel, at hun endnu ikke var blevet helt blå. Under hele turen sørgede hun dog for at holde et vågent blik på Jemima, bare for en sikkerheds skyld.
De nåede dog tilbage på fortet uden større problemer, og Elise overlod Æble til en af staldknægtene. ”Bad, bad, bad,” mumlede hun, næsten drømmende, for sig selv, før hun kastede et blik over på Jemima. ”Du vil i seng, går jeg ud fra?” gættede hun og var mere eller mindre klar til at tage sin afsked med kvinden.

[Jemima af Cavall]

Da de endelig så fortet, og kort efter var inde af dets porte, kom to staldknægte straks imod dem. Hun svang sig ned af Nat og overgav tøjlerne til drengen. Hun lod skjoldet hænge på sadlen. Det kunne en tjener altid komme hjem til hende med. Hun rystede på hovedet til Elises spørgsmål. "Nej, jeg skal give besked om, at der er to, som skal afsted til vagten. Vi skal erstattes. Og så skal jeg hen til helbrederen," hun havde opbrugt al sin egen energi på at holde sig varm, tør og på at hidkalde en sjæl.

[Elise af Ravntoft]

Det var selvfølgelig sandt. De skulle have sendt to nye vagter ud. Hun smilede opmuntrende til Jemima. ”Jeg kan da gøre det. Altså melde om vores erstatning,” foreslog hun optimistisk. Jemima var tydeligvis udkørt, så det ville nok være bedst, hvis hun kom hen til helbrederen hurtigst muligt. ”Du har allerede gjort rigeligt, og det var jo min skyld, at vi endte sådan her. Bare lad mig ordne det.” Hun sendte kvinden et strålende smil og vred så sit hår lidt mere i et forsøg på at få det sidste vand ud.

[Jemima af Cavall]

Hun nikkede denne gang. At være undtaget endnu en pligt ville være skønt lige nu. For lige nu var det kun tanken om, at en helbreder der ville tage sig af hende, som holdt hende oprejst. "Tak," sagde hun og orkede ikke at påpege, at de ikke var dus. Hun var for træt til at holde på formerne og etiketten. "Godnat Ridder Elise," sagde hun i stedet, og bukkede ganske let - akavet endda - inden hun gik hen mod infirmeriet.

Tråd afsluttet