Familien samlet

[Larkin af Stenbjerg]

Joshua af Stenbjerg
d. 10. juli 527

Pludselig var godset fyldt med liv. For få dage siden havde her været ganske tyst, siden Larkin havde været her alene. Han hadede at indrømme det, men han brød sig ikke meget om at være den eneste fra familien på godset. Det virkede koldt og isolerende. Han hadede, når han gik og var alene med sig selv. Selvfølgelig var tjenestefolkene her, men dem socialiserede han jo ikke med.
Så var alle nærmest kommet på én gang. Det var en lettelse, og Larkin havde stået klar til at byde dem velkommen hjem. Det meste af hans fokus havde selvfølgelig været på Myrilla, som skulle introduceres til det nye sted. Han havde dog blot vist hende til hendes værelse i første omgang, og så fik hun ellers lov til at pakke ud i fred og ro sammen med sine tjenestefolk. De havde også spist aftensmad sammen, uden resten af familien.
Lidt hen på aftenen sad han dog atter alene i en af godsets mange stuer. Nu betydeligt bedre tilpas efter at have fået mulighed for at være social det meste af dagen. Han havde lagt en snor på det lille stuebord og var ved at bruge sin Gave til at manipulere det. Han havde været meget fokuseret på sin indsigt, så han følte behov for at vedligeholde nogle andre sider af sine evner – selv hvis de ikke var lige så potente.
Han havde så småt fået snoren til at løfte sig lidt op over bordet, da han genkendte nogle velkendte skridt ude i korridoren. ”Onkel!” kaldte han roligt og så op med et let smil, da den ældre mand kom ind i stuen. ”Kom og drik et glas med mig,” tilbød han og gestikulerede mod den flaske whisky som stod på bordet sammen med nogle glas. Snoren lod han lægge sig igen, før lyset fra hans Gave atter forsvandt fra ham.

[Joshua af Stenbjerg]

Det havde været en anelse lang rejse til Stenbjerg, men heldigvis havde han da selskab af Annalin og Myrilla. Og Arthur. Ikke fordi hans egene søn var den mest talende, og han tilbragte det meste af sin tid på hesteryg. Hvilket Joshua ikke gjorde. Så det blev til, at han nogle af dagene havde kørt i vogn sammen med de unge kvinder.

Han gik ned ad den lange korridor, parat til at gå ind på sit værelse, og få en god nats søvn, inden han skulle inspicere tropperne dagen efter. Det var blevet forsømt i snart et år. Og det måtte han lave om på nu. Men han hørte Larkins stemme, og stoppede op i døråbningen. "Jeg siger ikke nej, når du tilbyder det," sagde han med en munter stemme, der dog lød en smule træt. Han trådte ind i stuen og satte sig ned i en stol ved siden af Larkin. "Er det godt at have mennesker omkring sig igen?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han smilede tilfreds og hældte op til dem begge. ”Træt? I har haft en lang rejse,” bemærkede han og hævede sit eget glas til en skål. Efter at have smagt lidt på drikken, blev smilet mere skævt. ”Bestemt. Det er sandt, at jeg holder af at sidde og arbejde for mig selv, men jeg foretrækker nu en gang, at der er liv i resten af huset,” indrømmede han med en svag latter, før han drak lidt mere.

[Joshua af Stenbjerg]

Han trak let på skuldrene og hævede det glas, som han var blevet tilbudt. "Jeg troede, at opholdet i Corus var nok for min gamle krop til at slappe af," sagde han med et skævt smil og tog en tår af den gyldne væske, inden han satte glasset ned på bordet. Han lænede sig tilbage i stolen. "Ensomhed har aldrig gavnet nogen. Men nu er vi her jo allesammen, og der har så sandelig været liv på slottet i dag," det havde vrimlet med tjenestefolk alle steder. Det var kun meget få, der var blevet tilbage i Corus. Kun nok til lige at sørge for, at slægtens hus ikke blev forsømt.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede lidt ved onklens ord. ”Så gammel er du da heller ikke endnu, onkel,” halvt trøstede, halvt drillede han og lod glasset svinge den gyldne væske lige så stille og roligt rundt. ”Det må du nok sige,” medgav han. Pludselig havde de en ekstra kvinde i huset, og så var der jo Domitan. Børn skulle altid nok sørge for, at der skete noget. ”Snart får vi et hjem fyldt med kvinder. Forhåbentlig udvikler det sig ikke til den rene hønsegård.” Han smilede lidt ved tanken. Det var nok tvivlsomt. Han havde svært ved at forestille sig Myrilla som den sladrende, fnisende type. ”Har du nogle gode råd at give videre om ægteskabets faldgruber?”

[Joshua af Stenbjerg]

Han rystede på hovedet af Larkin. "Kodeordet her er "endnu"," sagde han med et smil og løftede glasset endnu en gang op til læberne for at tage en tår. "Det tvivler jeg nu på, at det gør. To kvinder udgør ikke en hønsegård," hvad der ville ske, så snart Helena kom herop, ja, det måtte tiden vise, når det en gang blev aktuelt. Han lagde straks ansigtet i alvorlige folder. "Lad være med at opgive opdragelsen, og lær dine børn værdien af at sætte pris på sin hustru," det knuste ham, at Arthur havde været sin mors dreng, når Joshua så, hvor ensom Annalin kunne blive. "Og sørg for, at Myrilla aldrig føler sig forladt. Forsmåede kvinder er farlige."

[Larkin af Stenbjerg]

”Nu synes jeg, du tager sorgerne på forskud,” påpegede Larkin afslappet og tog endnu en slurk. Han drak normalt vin, men af og til var adspredelse rart, og det var trods alt en god whisky, der burde blive drukket før eller senere. Han lyttede til sin onkels råd imens og nikkede kort. Det var let nok at regne ud, hvad han hentydede til, angående den første del. Den næste fik ham dog til at rynke lidt på brynene. ”Er det noget, som du har måtte bøvle med før i tiden?” spurgte han undrende. Hvis han huskede rigtigt, havde onkel haft et fint forhold til sin afdøde hustru. Hun havde ikke forekommet ham at være en forsmået kvinde. Måske hentydede han nærmere til Annalin? ”Eller måske er det en ny erfaring?” spurgte han med et drillende smil og hentydede til onklens nuværende forlovede. Nå, men uanset hvad burde han vel huske på det. Han havde ikke meget erfaring med ægteskaber, så det var nok bedst at tage hans råd alvorligt. ”Men tak, det vil jeg huske.”

[Joshua af Stenbjerg]

Han smilede skævt, men kommenterede ikke yderligere på, at han trods alt ikke blev yngre. Det var ret åbenlyst for alle og enhver. Hans hår var blevet mere gråt på det sidste, og det der havde været gråt, var på vej til at blive hvidt. "Gammel erfaring," svarede han med en skuldertrækning. "Godt nok ikke din tante, men, der var kvinder før hende," fortalte han og slyngede whiskyen rundt i glasset. "Men heldigvis var det ikke altid mine kvinder. Et par gange har jeg måtte rede trådene ud for nogle af de andre riddere, når de ikke selv kunne mande sig op," han lo brummende.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede, som onklen fortalte lidt om nogle mere akavede dele af ridderlivet. ”Tja, mon ikke det nok skal gå på den front. Jeg får ingen marchordrer lige foreløbigt.” Han kom nok ikke til at være væk hjemmefra så lang tid som nogle riddere var det. ”Det er dog noget, jeg har ville spørge dig om. Siden du jo ikke bliver yngre og sådan,” startede han med et skævt smil og bundede sit glas, før han fortsatte: ”Kan du tage dig lidt tid til at lære mig fægtning? Det kan selvfølgelig ikke blive så tit, men jeg ønsker at lære en smule.” Han holdt af alle former for viden, og selvom våben ikke var nær så spændende som magi, mente han stadig, at han burde lære en smule. Bare nok til at kunne forsvare sig selv, hvis det var nødvendigt.

[Joshua af Stenbjerg]

Han fnøs underholdt, men rystede så på hovedet over Larkins ord. "En kvinde kan føle sig forladt på flere måder. Det behøver ikke være fordi, at hendes mand fysisk ikke er tilstede," sagde han smilende. Det havde han også selv lært på den hårde måde for mange år siden. Han løftede øjenbrynet i en afventende stilling, mens Larkin fortalte sit ærinde. Og Joshua så overrasket på ham. "Fægtning? Jo, det kan jeg da sagtens. Jeg har tid tilovers indtil brylluppet," for bagefter måtte han forlade Stenbjerg igen og rejse til Frølund i et par måneder. Faktisk lige op til, at han skulle giftes.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grublede lidt over den forklaring. Det var vel rigtig nok. Kvinder kunne jo være så krævende. De mindste ting kunne vel gøre dem utilfredse. Da onkel accepterede, smilede han taknemligt. ”Det glæder mig. Jeg ved jo, at du har meget at tage dig af, men jeg tænkte, at det ville være godt, hvis jeg lærer en smule. Bare nok til at kunne forsvare mig selv.” Nu hvor han havde sin magiske uddannelse gjorde ideen om sværd ham ikke så meget. ”Jeg kan selvfølgelig bruge min Gave til forsvar, men man ved jo aldrig, hvilke situationer man en dag befinder sig i.” Han lagde overvejende hovedet på skrå for at gennemgå sit skema indtil brylluppet. Der var jo meget at ordne. ”Ville det passe dig, hvis vi trænede lige før eller efter aftensmaden?” Det meste af dagen ville han skulle tage sig af forberedelserne, og om aftenen skulle han nok holde Myrilla med selskab – i hvert fald af og til. Han håbede lidt, at hun også ville tilbringe noget tid med Annalin.

[Joshua af Stenbjerg]

Han nikkede og drak det sidste af whiskyen. Han havde selv mange pligter, at skulle tage sig af. Det var jo også derfor, han var en mand der stod op med solen. "Men det kan vi skam sagtens arrangere. Og selvom man har Gaven, kan den ikke hjælpe med alt," der fandtes objekter, som kunne hæmme brugen af Gaven. Og i sådan et tilfælde, ville det være nyttigt for Larkin at kunne bruge et sværd. "Men jeg har altså tænkt mig at få vores hær i topform inden jeg tager til Frølund, så Stenbjerg ikke bliver efterladt med udulige mænd," sagde han beroligende og begyndte efterhånden at slappe af i kroppen. Da Larkin foreslog et tidspunkt rystede han på hovedet. "Ingen af tidspunkterne passer. Jeg er ked af at sige det nevø, men du må stå op ved daggry og træne inden morgenmaden," sagde han med et underholdt blik. "Det er der jeg selv træner."

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede smilende til onkels udmelding. ”Godt. Vi får trods alt snart mange gæster, så soldater og vagter bør helst være i god form.” Der blev jo brug for en god sikkerhed til brylluppet. Både på godset, men også ude i lenet, så gæsterne kom sikkert frem. Der havde dog heldigvis ikke været særlig mange problemer med røverbander. Han måtte hellere rådføre sig med terningerne og sikre sig, at det ikke ville ændre sig ...
Så kom onkel med sit krav, og Larkin sukkede, lettere klagende. ”Det kan ikke være dit alvor ...” Han var pligtopfyldende som hertug, men havde nu aldrig set grund til at stå så tidligt op som riddere og soldater ofte gjorde det. Det var jo et absurd tidspunkt. ”Men fint ...” han hældte lidt mere whisky op til sig selv for at styrke sig på noget efter den nyhed. Det irriterede ham grænseløst, at han skulle tilpasse sig sin onkels skema. Det var ham, der var hertug. Folk fulgte hans skema! Men han nøjedes med at smile opgivende og tage en ordentlig slurk af whiskyen. ”Så må jeg vel stå tidligt op,” konkluderede han opgivende. ”Det er også længe siden, jeg har set, hvordan solopgangen ser ud,” bemærkede han drillende og grinede lidt. ”Hvor længe har vi efter brylluppet? Hvornår skulle du af sted til Frølund?”

[Joshua af Stenbjerg]

Han nikkede og kunne ikke lade være med at le brummende over Larkins overraskede udtryk. "Du har dine pligter at se til om dagen, og det samme har jeg. Og med det ansvar du har givet mig, så har jeg kun tid omkring daggry," sagde han og trak på skuldrene. Hvis han skulle have soldaterne og vagterne i form til brylluppet og månederne efterfølgende, så havde han næsten ikke tid til at spise eller sove. Hvilket de stakkels mænd også snart ville opdage. Joshua havde en grim fornemmelse af, at de var blevet en smule sløve i betrækket, fordi der ikke havde været nogen til at holde dem i ørerne. Jo, Kieran havde været her, men han havde ingen forstand på soldater.

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak på skuldrene. ”Ja, ja, så må det jo blive sådan.” Hvis han ville lære det, måtte han vel ofre sig lidt. Desuden ville det kun være indtil brylluppet. En to ugers tid kunne han vel nok orke det. ”Så hvornår skulle du rejse? Dagen efter brylluppet?” Han lagde nakken tilbage mod ryglænet, imens han stadig holdt glasset i den ene hånd. ”Du får nok ikke meget tid til at lære Myrilla nærmere at kende ... men på den anden side har du selvfølgelig brugt hele rejsen herop med hende, så måske kender I allerede hinanden lidt?” Rejsen mod Stenbjerg fra Corus var ikke ligefrem kort, så der var sikkert masser af tid for Myrilla til at stifte bekendtskab med resten af Stenbjerg-slægten. Medmindre hun havde stukket næsen i sine bøger gennem det meste af rejsen ... det var vel meget muligt ...