Svaret af Gallaneren Mateo on Jul 7, 2016 18:26:28 GMT
Collab mellem Valina Nellike & Gallaneren Mateo
den 4. juli, 527 M.T.
Dagen før havde været mere turbulent, end han havde troet. Han havde ikke turdet gå tilbage på Duen, da først han havde fundet et værelse. Han var for bange for at rende i hende igen. Han havde ærligt talt også leget med tanken om bare at smutte fra byen igen. Finde et andet sted med andre mennesker. Men han havde ikke kunnet tage beslutningen i sidste ende.
I stedet havde han fundet sig en anden kro at drukne sin forvirring på og her havde han mødt en ung mand, som bestemt havde ment, at han ville kunne få humøret op på Liljen - et af byens finere blomsterhuse, hvor man havde specialiseret sig i alt mellem himmel og jord. Aftenen før havde han ikke haft energien til det, men da han fandt, at han var irritabel også i dag, så besluttede han alligevel at gøre forsøget. Derfor gik han nu ind af fordøren og så sig om.
Efter sammenstødet med Mateo vidste Valina ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde ligget søvnløs det halve af natten, genkaldt mørke fortidsminder fra Galla, og når hun endelig lykkedes at falde i søvn, vækkede de hende igen med et sæt. Klokken fem om morgenen gav hun op, stod op og tog et langt bad, hvor hun fik tømt sit hoved for tanker. For Mateo.
Danseren havde just sagt farvel til en kunde, da hun hørte en af de unge piger tage imod en ny inde ved siden af. Som sædvanlig nævnte hun de blomster, der var til rådighed, og hørte sig selv blive nævnt. Hun kunne ikke høre, hvad der blev svaret, men et eller andet sted håbede hun, at kunden valgte hende - at have noget at lave var distraherende, og Nattergalen havde brug for at blive distraheret.
Mateo havde knap stået der et øjeblik, inden en ung kvinde kom hen og gjorde sig til. Han smilede skævt og tog sig selv i at tænke, at hun var for høj til hans smag. Hun gik da også direkte på at fortælle, hvilke andre piger, der var frie og han måtte i sit stille sind komplimentere ejeren af forretningen for at have oplært sine piger godt.
Hans ansigtstræk blev dog hårde, da Valina's navn pludselig dukkede op igen. Men nej. Det.. Det var bare en tilfældighed. Det var han sikker på. Så han bad pigen om at beskrive denne Valina Nellike for ham. Og ansigtstrækkene blev hårdere endnu. Nej. Det var ikke en tilfældighed.
Han tog en dyb indånding for at få vreden og harmen under kontrol og bad pigen om at vise sig ind på et værelse og så sende Valina efter. Dette. Det. Åh, det kunne han slet ikke rumme. Han ønskede ikke at have mere med hende at gøre! Men endnu mere end det, så ønskede han ikke, at hun skulle være her.. At hun skulle røres ved af andre mænd! Det var næsten ikke til at håndtere og vreden rullede gennem årene på ham igen.
Valina så op, da en ung blond pige stak hovedet ind. “Val, du har en kunde ventende i rum 2.” Danseren nikkede og rejste sig. “Tak. Vi ses senere,” svarede hun med et smil og satte kursen mod rummet. Inden hun bankede på, rettede hun til sin ferskenfarvede, afslørende kjole og gled sine fingre igennem håret. Da hun hørte et kom ind på den anden side af døren, trak hun håndtaget ned.
Forskrækkelsen skyllede over hende, og hun stoppede op i døråbningen med adskilte læber. Nej. Ikke dette. ”Mateo . . .” hviskede hun og lukkede døren efter sig, da nogen gik forbi udenfor. Med ryggen momentært vendt mod den anden, samlede Danseren sig - var det ikke nok at såre ham en gang?
”Hvad vil du? Jeg troede ikke, at du nogensinde ville se mig igen?” Hendes stemme var kold, og hun vendte sig om og så hårdt på ham.
Han havde stadig haft et lille håb. Et lille spinkelt håb om, at den kvinde, han lige havde fået beskrevet, ikke var hans Valina. Men da døren gik op og hun kom ind, var selv det lille håb væk og han knugede hænderne hårdt sammen for at kontrollere sine følelser. ”Jeg vidste ikke, at du var her,” svarede han med sammenbidte tænder. ”Hvorfor er du er?” Han kendte svaret. Der var kun en grund til, at en kvinde endte et sted som her. Men han var nødt til at høre det. Hun havde opgivet sin fremtid med ham.. For dette?
Valina lagde armene over kors som svar på Mateos knyttede næver og blev stående foran døren uden at ændre afstanden imellem dem. Hun vidste ærligt talt ikke, hvad der kunne komme til at ske, da hendes eksforlovede ligesom sig selv havde et iltert temperament, og personligt havde hun tendens til at blive fysisk, hvis vreden tog over. Ikke fordi hun var i stand til at gøre manden foran hende fortræd - hun ville heller aldrig gøre et seriøst forsøg - men de var ikke de samme mennesker mere. Og derfor holdt hun sin afstand.
”Jeg arbejder,” svarede hun stift og gjorde sit yderste for ikke at lade Mateos bedømmelser nå til hende. ”Det var min eneste mulighed for at overleve, Mateo. Du var ikke længere i mit liv. Så er vi færdige her?” Valina var spændt som en buestreng og ønskede bare, at han ville gå. Hun kunne ikke blive ved at holde denne facade oppe, ikke blive ved med at såre ham længere.
Hendes ord gjorde ikke meget for at mildne vreden over, at han var nødt til at håndtere dette. Og slet ikke, fordi det ikke havde været hans skyld, at han ikke havde været i hans liv. I to lange skridt var han hende ved hende og pressede hende op af væggen, så han kunne lukke døren. ”Nej, det er vi ikke! Jeg vil ikke have, at du arbejder her! Stop. Nu!” Han havde ingen ret til at bede hende om det. Ingen ret til at tvinge hende. Men han kunne ikke arbejde med det. Og det var nødt til at stoppe. Nu.
Valina nåede ikke at reagere, før Mateo havde presset hende op ad døren. Længslen efter at føle hans krop mod sin skød op i hende, og hendes kinder fik en lyserød farve.
Hans ord tændte dog vreden i hende, og hun forsøgte at skubbe ham væk. “Kom ikke her og fortæl mig, hvad jeg skal gøre!” svarede hun heftigt og så på ham med gnistrende øjne. “Slip mig, Mateo,” tilføjede hun i et lavere toneleje for ikke at tiltrække andre til rummet. “Slip mig og gå!”
Det havde været en dårlig idé at gå så tæt på hende. Minderne vældede ind over ham og han kæmpede indædt imod dem. ”Jeg vil ikke have det!” gentog han vredt og holdt hende tæt ind til væggen. Som hvis han holdt hende fast der længe nok, så ville hun ikke være i stand til at udføre det væmmelige arbejde. ”Jeg forbyder det!” At temperamenterne mellem dem gik højt lige nu var han godt klar over, men han kunne ikke stoppe det.
Valina spændte kæben og lagde sine to håndflader på hans brystkasse i endnu et forsøg på at skabe afstand imellem dem. Han var for tæt på, og det føltes, som om hendes ben var ved at give efter.
”Hvad ret har du til at forbyde mig noget?!” hvæsede hun uden at bryde øjenkontakten. ”Jeg er ikke din mere. Jeg kan ikke . . . Slip mig, Mateo!” Desperationen begyndte at vokse i hende. Hun havde forladt ham i Galla af en grund - hun havde følt sig besudlet og klam, og det var ikke, hvad han fortjente. Nu var hun endnu mere af begge ting, og det bedste for ham, ville være at forlade hende og aldrig komme tilbage.
Han kunne ikke slippe hende. selv ikke, da hun skubbede endnu mere til ham og forsøgte at få ham væk. Han kunne ikke give slip på hende lige nu. Så ville hun gå ud til den næste kunde i rækken og han kunne ikke klare tanken. I stedet lod han sine hænder finde ned omkring hendes håndled og fjerne dem fra sit bryst. Han holdt dem fast mod væggen over hendes hoved og pludselig stod han og så ind i hendes øjne igen. I dette øjeblik var de mellemliggende to år væk og førend han nåede at tænke over det, havde han lagt sine læber over hendes i et desperat kys.
Valinas åndedræt blev hurtigere, da hun mærkede Mateos fingre om sine håndled. Blikket i hans øjne fik hendes krop til at sitre - hun følte sig så besudlet, men det var ikke sådan, han så hende. Hendes hjerte hamrede, hun var stadig så vred - hvorfor var han så stædig?
Et gisp undslap hendes læber, da han løftede hendes arme, og hun gengældte blikket og mærkede længslen tage over. Da deres læber mødtes sank hun i knæene, men sekundet efter huskede hun sin vrede og slap kysset. Hun sendte ham et lynende blik. ”Slip mig . . .” gentog hun, men vidste, at det manglede gennemslagskraft. Hendes blik faldt på hans læber, og hun skød hovedet frem og fangede dem igen i et hungrende suk.
Han mærkede hende reagere, som han kunne huske, at hun havde gjort for snart længe siden og det gjorde det ikke just lettere for ham at holde sig væk. I stedet ignorerede han hendes ordre om at slippe sig, men da hun selv søgte ind til endnu et kys, gjorde han trods alt, som hun sagde og lagde sine stærke arme omkring hende i stedet og holdt hende tæt ind til sig. Den ene arm om hendes skuldre og den anden på hendes lænd, mens hans læber udforskede hendes, som var det første gang.
Valina havde ikke følt sådan en tryghed de seneste to år, som hun gjorde nu, da Mateos stærke arme omfavnede hende. Selv slog hun sine egne om hans hals og holdt fast i frygt for, at han ville forsvinde hvert sekund, det skulle være.
Med lukkede øjne svarede danserens læber lige så ivrigt kysset og slog samtidigt et smidigt ben om hans hofte, så slidserne i hendes kjole afslørede næsten hele benet.
Han holdt ved hende, som skulle han aldrig give slip igen. Et langt, vidunderligt øjeblik var der intet andet i verden, men pludselig kom han i tanke om, hvor de befandt sig og kyssene blev langsommere og langsommere. Han trak vejret tungt, som han lænede sig ind mod hende, så hans pande lå mod hendes. ”Vi er nødt til at tale sammen. Uden at råbe helst.” Et lille smil lurede i hans mundvig. Det forsvandt dog igen, som han fortsatte. ”Og helst ikke her.”
Valina nød hver eneste et af Mateos berøringer, og da han lagde panden mod hendes, tog hun et par tavse åndedrag for at samle sig. Til sidst åbnede hun øjnene og så ind i hans. Hun ville have ham, men samtidig blev hun mindet om situationen.
”Jeg kan ikke bare gå,” svarede hun og trak øjenbrynene sammen. ”Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at sige det, men Liljen er mit arbejde - mit brød på bordet. . .” Valina strammede grebet om Mateo en anelse. ”Jeg . . .” Der var stadig så meget, han ikke vidste, og hun ønskede sådan, at de ikke behøvede at tale og bare kunne føle deres kroppe mod hinanden, men hun respekterede ham. Også selvom de måske aldrig ville elske igen, når sandheden - som han fortjente at høre - kom frem. ”I aften?” tilføjede hun og fangede hans blik med sit eget igen.
Hendes svar var langt fra tilfredsstillende, men dog alligevel acceptabelt og han nikkede let. Han havde dog stadig ikke sluppet hende, men stod bare og så ind i hendes øjne et langt øjeblik med en tydelig længsel. ”Du aner ikke, hvor meget jeg har savnet dig,” sagde han så og lænede sig ind og kyssede hende igen. Denne gang blidt og med følelse.
Valina lagde en blid hånd på Mateos kind og gengældte blikket. Hans ord fik tårerne til at vælde op i hende, og selvom hun forsøgte at lade være, var der en enkel tåre der fandt vej ned ad hendes kind, da de igen var forenet i et kys.
En alvorlig skygge lå over Valinas ansigt, da deres læber skiltes. ”Undskyld, Mateo. Undskyld, at jeg bare gik . . .” Hun studerede hans øjne for at suge alle detaljerne til sig, inden de måtte skilles. Hun havde også savnet ham, savnet ham så meget at det gjorde ondt, men uden at sige mere, omfavnede hun ham.
Hendes ord fik en kant frem i hans udtryk. For han havde ikke tilgivet hende, at hun havde forladt ham. Langt fra. Og han var ikke sikker på, at han overhovedet kunne gøre det. At de nogensinde kunne finde tilbage til dét, der engang var. Men hans reaktioner, når han var i hendes nærhed, talte alligevel sit eget tydelige sprog. Han var ikke færdig med hende. Og så måtte han tage alt, hvad der kom derefter i stiv arm. Han var nødt til at gøre et forsøg.
Han holdt om hende et øjeblik og trak sig så tilbage. Nu havde han også fået nogenlunde styr på sit ansigt igen. ”I aften,” gentog han hæst. ”Jeg venter på dig udenfor efter 7. timeslag.” Og med de ord, vendte han sig om og gik ud af lokalet.
Mateos udtryk smittede af på Valina, og hun slap ham lige i det, han trak sig tilbage. Hun nikkede til hans ord og trådte til siden, da han forlod rummet. Optaget af sine tanker, så hun ikke tilbage.
Arbejdet kaldte derefter, men efter at have taget en snak med Delia - som synet af heller ikke hjalp på humøret - fik danseren lov til at få aftenen fri. Taknemlig for at få ro, sad Valina den sidste time, inden de skulle mødes, og forsøgte at kontrollere nervøsiteten, nu hvor det var tid til at forklare Mateo, hvad hun faktisk undskyldte for.
