Grøn gåtur

[Helena af Linden]

Adelaide af Theaham

Vejret havde været lettere kedeligt de seneste par dage, så da solen endelig kom frem igen, tog Helena muligheden for at gå en tur. Som altid fulgte hendes anstandsdame med på gåturen gennem Corus’ gader – udelukkende de finere af dem. Da hun nåede parken, bestemte hun sig for at slentre lidt rundt og nyde den smule natur, som byen havde. Det var, da hun vandrede rundt på parkens stier, at hun bemærkede et velkendt ansigt længere fremme. ”Adelaide!” kaldte hun smilende og gik sin kusine i møde. ”Det er længe siden, jeg sidst har set dig.” Så vidt hun havde forstået, havde både Adelaide og Damien været udstationeret under rundrejsen. Hun havde derfor ikke set noget til nogen af dem i et år.

[Adelaide af Theaham]

Egentlig havde Adelaide haft kig på at finde noget at klatre i. Hun havde brug for at få brugt sine muskler, og klatring var godt til at få lidt forskellige områder i brug. Det var naturligvis ikke den traditionelle metode, men det var nu engang effektivt, når hun gik efter at få foretaget så mange forskellige bevægelser med sine mavemuskler som muligt. Hun blev distraheret, da en velkendt stemme kaldte hendes navn. ”Helena!” Hilste hun storsmilende, da hun fik øje på kusinen. ”Det er et års tid siden, er det ikke?” Spurgte hun videre. Det var egentlig ikke fordi hun havde brug for bekræftelsen. Hun havde rimelig godt styr på tiden. ”Du ser fantastisk ud. Jeg elsker din kjole” Efter at have slået ud med en hånd mod kjolen, så hun kort ned af sig selv. I kjortel og bukser, følte hun sig næsten lidt malplaceret overfor den smukke kusine. ”Jeg havde tænkt mig at træne” Forklarede hun mens hun trak sin fletning frem over den ene skulder.

[Helena af Linden]

Hun smilede skævt ved bemærkningen om kjolen og den efterfølgende forklaring af tøjet. ”Du er en ridder. Bukser og kjortler er mere nyttige for jer,” svarede hun ubekymret til forklaringen. Det var jo ikke noget nyt at se kusinen klædt sådan. Hun foldede selv hænderne foran sig og kastede et blik rundt i parken. ”Virkelig? Ja, I kan vel ikke slappe af, bare fordi I ikke er udstationeret,” medgav hun så med et smil og et let skuldertræk. ”Hvad med at gå lidt med mig i stedet?” De havde jo ikke set hinanden så længe, så det ville være hyggeligt at få samlet lidt op på hinandens liv.

[Adelaide af Theaham]

Adelaide gav et kort nik, som svar til kusinens konklusion på at bukser og kjortel var mere nyttige for riddere. Det var rigtig nok, men hun følte sig nu alligevel lidt malplaceret. Helena var næsten også så feminin som et menneske kunne være. ”Nogle kan slappe mere af end andre. Jeg bliver nødt til at holde mine mavemuskler fleksible” Forklarede hun roligt. Hun gjorde sig umage for ikke at overdele om den tidligere skade og dens konsekvenser, selvom hun gerne ville fortælle om sit liv. På den måde var det nemmere at snakke med andre riddere. De var vant til at dele historier på den måde. ”Jeg kan ikke se nogen grund til at sige nej til sådan et forslag” Afsluttede hun. I en hurtig bevægelse stillede hun sig op på siden af Helena, og slog ud mod vejen foran dem med en arm ”Du var vist på vej af denne her sti?”

[Helena af Linden]

Hun kunne ikke andet end nikke til Adelaides ord. Hun havde trods alt ikke noget stort kendskab til ridderlivet. Roland talte jo aldrig rigtig om noget som helst. Hun begyndte at gå igen og kastede et blik mod himlen. Det var skønt med noget sol efter de sidste par grå dage. ”Det var synd, du ikke kunne være med på rundrejsen, Adelaide,” sukkede hun ærgerligt. ”Vi fik set så mange steder i landet – alle mulige forskellige len.” Det ville sikkert have glædet kusinen og hendes eventyrlystne hjerte. ”Folk blev også forlovet til højre og venstre. Der skete hele tiden noget spændende.”

[Adelaide af Theaham]

Med ideen om at der skulle være sket et væld af forlovelser, havde Adelaide det pludselig meget bedre med ikke at have været med. Det lød til at turen kunne have givet hendes forældre fikse ideer. ”Ja, det var en skam” Medgav hun, til trods for de modstridende tanker. ”Måske en anden gang” Foresatte hun lidt mere oprigtigt. Det var jo ikke fordi hun ikke gerne ville rundt og se det hele. Hun havde bare ikke lyst til, at være omgivet af folk som var fokuseret på forlovelser, når hun gjorde det.
”Skete der noget man burde kende til?” Adelaide så nysgerrigt på Helena. Det var et bevidst valg, at spørgsmålet var åbnet for både nyheder om Helena selv og alle der nu en gang havde været med på rundrejsen.

[Helena af Linden]

Ja, det var ærgerligt, at hun og Damien ikke havde været med. Modsat Helena havde Adelaide dog nok nogle år at løbe på endnu, så det var jo ikke det største problemer. Men nogle af de gode folk var jo blevet taget af bordet.
Ved kusinens spørgsmål spidsede hun læberne i en eftertænksom mine. ”Lidt ...” Der var så forfærdelig mange nye par. Hvor burde man starte? ”Kronprinsens søn, prins Roald, er blevet forlovet med et barnebarn af hertugen af Meagmarsk.” Børnene var dog kun 11 år, så der kom nok ikke noget kongeligt bryllup lige foreløbigt. ”Dunlath-arvingen har også giftet sig med en Masbo ... åh, og hans lillebror er blevet forlovet med Julia.” Hun smilede lidt ved tanken om sin søsters heldige situation. Hun var lykkedes med ægteskab langt hurtigere end Helena selv – til gengæld var hendes forlovede ikke ligefrem et prestigefyldt valg. ”Jeg er selv blevet forlovet med ridder Joshua af Stenbjerg.” Hun gik ud fra, at Adelaide nok kendte til manden. De var jo i det samme erhverv. ”Og Petranne har giftet sig med greven af Meron.” Indtil videre var det vist Petranne der havde klaret det bedst. Helena var nu også godt tilfreds med, at hun selv ville blive gift ind i en hertugfamilie – selv hvis det var lidt langt ude.

[Adelaide af Theaham]

Adelaide måtte indrømme for sig selv, at hun ikke rigtig kunne sætte ansigter på alle navnene. Hun endte dog alligevel med at smile mod Helena. ”Jamen tillykke med forlovelsen, og send endelig mine lykønskninger videre til dine søskende, hvis du ser dem.” Lykønskede hun uden videre. Hun havde en idé om hvem Helenad forlovede var, men det var ikke en af dem hun kendte personligt. Hun vidste først og fremmest, at der var tale om en ældre herre. Selv ville hun være ked af at få sådan et ægteskab arrangeret, men Helena virkede til at have det fint med det. Ud over mandens alder, havde Adelaide sådan set ikke noget at sætte en finger på. Han var ridder, så han var sikkert fin nok. Adelaide mindede sig selv om, at hun ville være ked af et hvilket som helst arrangerer ægteskab. ”Har I nogen planer om hvornår brylluppet skal stå?” spurgte hun videre. ”Nu må I ikke sende invitationerne ud for sent, hvis I vil have flere riddere med” Påmindede hun med et smil. Helena var sikkert nok opmærksom på den slags, men Adelaide valgte altså at nævne det alligevel. Man kunne jo aldrig vide.

[Helena af Linden]

Hun smilede stort til Adelaide. ”Tak, det vil jeg gøre.” Petranne så hun ikke meget til længere, men Julia boede stadig hjemme. Roland blev sikkert lykkelig, når han først slap af med alle sine søstre. Han virkede til konstant at føle sig irriteret i deres selskab. ”Det bliver nok her i efteråret engang. Hertug Larkin skal jo giftes her om et par uger, så vi er nødt til at vente lidt.” At lægge to bryllupper oveni hinanden var sjældent en god ide, og så var der også hertug-brylluppet i Naxen i august, hvor Stenbjerg-familien ville være gæster. Dermed måtte Helena og Joshuas bryllup udskydes. ”Jeg glæder mig til at stifte familie,” betroede hun kusinen med et let smil. ”Jeg håber, at jeg kan nå at få i det mindste et barn. Måske en lille fin datter?” Hun grinede lidt for sig selv ved tanken. ”Hvad med dig? Du har ikke mødt en flot, charmerende ridder?” Hun forstod ikke, hvordan kvindelige riddere kunne gå så længe uden at blive forlovet. De var jo omgivet af stærke, flotte mænd. Hvordan man kunne holde sig i skindet i sådan en situation, var hende en evig gåde.

[Adelaide af Theaham]

Der var virkelig mange folk der blev gift, så Adelaide kunne godt forstå, at brylluppet ikke kom lige som det første. Hun smilede af kusinens lille indrømmelse. Hun undrede sig ikke rigtigt over det. Helena havde vist altid været typen på børn og familie.
Adelaide nåede at blive slået lidt ud af fatning, og se overraskende på Helena. Hvad? ”Erhm.....” Hun tøvede, mens hun tænkte over spørgsmålet. En flot charmerende ridder? Til sidst rystede hun på hovedet . Den bedste vej ud af de her spørgsmål, var vist en eller anden udgave af en løgn. ”Joh, der er da mange af dem der er flotte, men hvis man først har været udstationeret med dem, bliver de hurtigt mindre charmerende” Hun smilede skævt. Hun ville gerne kunne finde på noget mere at sige, men det var det hun umiddelbart kunne komme på. Gad vide hvad Damien sagde, når han blev stillet sådan nogen spørgsmål? Ville det have været smartere, hvis hun bare fandt på en eller anden? Nævnte en der tilfældigvis var pæn?

[Helena af Linden]

”... bør jeg være bekymret?” spurgte hun med et drillende smil. Hun skulle trods alt giftes med en ridder, og det lod til, at Adelaide havde set nogle mindre charmerende sider af sine kollegaer. Nu hvor hun tænkte over det skulle Joshua vist også af sted efter hertugens bryllup. Han havde bare at komme hjem i efteråret! ”Men ja, det er måske hårdt at være ene kvinde blandt så mange mænd?” Det var blevet tilladt kvinder at blive riddere, men det var stadigvæk et fåtal, der valgte den vej – og fik lov til det for den sags skyld.

[Adelaide af Theaham]

Det havde slet ikke været en overvejelse, at hendes fortælling kunne bekymre kusinen, så Adelaide så lettere chokeret på hende. Hun blev lettet, da hun fik ordentligt øje på det drillende smil. Med sit eget skæve smil, rystede hun opgivende på hovedet. ”De kan godt være lidt grove i kanterne, men de kan godt opføre sig pænt overfor en dame” Forsikrede hum, som respons på den første del. Etikette var trods alt også en del af deres træning. ”Men jeg ville være ked af det, hvis de syntes de skulle holde sig tilbage fordi jeg er der. Jeg vil hellere være en af mændene, end en sart dame, der ikke kan holde til lidt sjofle historier” Adelaide syntes faktisk det var værre at blive taget ekstra hensyn til, end at skulle vænne sig til den måde mænd opførte sig på, når man samlede dem på en udstationering.

[Helena af Linden]

Hun åndede lettet ud og hævede ansigtet mod solens stråler. ”Det er godt at høre.” Hun ville jo ikke giftes med en barbar! Joshua havde selvfølgelig heller aldrig givet noget indtryk af at være uciviliseret eller ubehøvlet. Han var fra en god familie og ganske kærlig. Med en noget anden livsanskuelse end Helenas familie. ”Sådan har du vel altid været,” drillede hun så. Adelaide havde altid været meget vildere end de fleste jævnaldrende piger. Helena kunne godt bekymre sig lidt for, om det ville stå i vejen for, at Adelaide kunne finde sig en mand at ægte ... men kusinen virkede aldrig særlig optaget af den slags. ”Jeg kan huske, hvor frustreret Roland altid var, når alle os tøser var samlet.” Hun grinede ved tanken. Storebroderen hadede vist at være omgivet af så mange hunkønsvæsner. ”Det er godt, at han i det mindste havde Damien på de tidspunkter, ellers var han sikkert gået fra forstanden, når hele familien var samlet.”

[Adelaide af Theaham]

Adelaide grinede og rystede kort på hovedet. Hendes attitude overfor fætteren var måske en lille smule opgivende. ”Er det ikke bare fordi Damien er mere stille end os andre?” Spurgte hun med en panderynken. Hun måtte indrømme, at hun aldrig helt havde kunnet regne ud, hvad der var med ham Roland. Hun var ret sikker på at han hadede alle og alt, men hun var ikke sikker på hvorfor. ”Jeg ved ikke hvad det ellers skulle være, for alt andet end stilhed kan jeg da gøre mindst lige så godt som Damien” Adelaide modstod en trang til at ligge armene over kors, for at understrege det. Selvom hendes tendens til at rivalisere med mænd, måske kunne være en lille smule overdrevet, var hun ikke ude på at gøre det direkte komisk… Eller barnligt