Ruten er lagt [R]

[Selmira Skæbneseer]

Vitor Øksesvinger
30. juni 527

Ved daggry var de taget tilbage mod det, der over de sidste uger var blevet deres begges hjem. I starten havde det været underligt at tænke på, at der havde boet en anden kvinde, selvom der ikke havde været mange spor efter hende. Men nu var det deres. Hurtigt havde Selma selv fundet det, hun var kommet for. Den lille skindpose. Nogle få ting ud over den, havde hun også samlet sammen, men selvom hun havde en del ting, havde hun ikke behov for meget af det og det var med en lille smule tøj, kindposen og nogle gifte samt noget medicin, at hun var gået udenfor for at holde vagt. Netop havde hun vendt sig for at se tilbage, om Vitor skulle være på vej, før et hårdt slag mod baghovedet gjorde alt sort.

Langsomt åbnede hun øjnene. Alt var sløret og mørkt. Hun prøvede igen. Og igen. Så gik det op for hende, at lokalet var mørklagt. Hendes overkrop var kold, blotlagt og presset tæt op ad det, der føltes som et træbord. Med et sæt huskede hun, hvad der var sket og prøvede at sætte sig op. Først der opdagede hun rebene, der var stramt bundet om både hænder og fødder. En skærende smerte i hendes ryg fik hende til at skrige gennem stoffet, der var bundet om hendes mund.

Hvor længe hun havde været væk, da hun endelig igen tumlede igennem gaderne i Nedre By, vidste hun ikke. Solen var stadig på himlen, men det var længe over middag. Hun snublede over sin fod og måtte støtte sig op ad en husmur, lænede hovedet mod den. Stoffet fra skjorten klistrede varmt til hendes ryg. Hun kunne se Aben fra hvor, hun stod, men hendes hår klistrede sig svedigt og vådt til hendes pande og modet var langsomt ved at forsvinde. Hun skulle finde ham. Finde Vitor. Han var sikkert ude af sig selv.

[Vitor Øksesvinger]

Når man havde boet på værelset i flere år, så havde Vitor været i stand til at samle en del våben, som han ikke ville efterlade. Han forsøgte at pakke det meste af det praktisk ned. Selma var dog hurtigere end ham, og gik villigt ned for at holde vagt, mens han fik samlet sine egne ting sammen.

Da han kom ned for at tage afsted med hende, var hun der ikke. Han kaldte hendes navn. Men der var ingen, som svarede. Og hans isblå øjne kunne ikke se hende nogen stede. En isnende frygt lagde sig som en kold hånd om ham, og panikken begyndte at brede sig i hans krop, da det gik op for ham, hvad der var sket. Orvar. Det var Orvar. Han havde taget Selma. Hans Selma. Et vredt brøl gled over hans læber. Han ville slå den mand ihjel, næste gang han så ham. Det her, det skulle Orvar komme til at fortryde.

Desværre havde Vitor bare ingen spor at gå efter. Så han måtte gå gaderne tynde i Nedre By for at finde hende. Han sendte samtlige af sine spioner afsted. Hun skulle findes. Koste hvad det ville. Og han havde ikke tænkt sig at standse, før Selma igen var i hans arme.

[Selmira Skæbneseer]

Efter at have stået lidt og gispet efter vejret bevægede hun sig videre. Målet var Aben. Selv hvis Vitor ikke selv var der, ville der uden tvivl være en, der ledte efter hende eller ventede på, hun skulle dukke op. Sved og tårer havde vasket den sorte markering væk og hendes ansigt fremstod blegt, hvilket sikkert havde noget at gøre med den klistrede fornemmelse på ryggen. Hun huskede tydeligt, hvordan kniven havde føltes, da den trængte igennem hendes hud.

Et par hænder greb hende og hun trak sig instinktivt tilbage. En følelse, der fik det til at svide i ryggen. Ansigtet genkendte hun. Hun havde set manden på Aben før. Med et nik lod hun ham hjælpe sig indenfor, mens en anden stak i rend. Sikkert for at finde Vitor. Hun ville gerne se ham. Mærke den tryghed, han gav hendes sjæl.

[Vitor Øksesvinger]

Han havde ledt forgæves i hele Nedre By, og begyndte at overveje, om han også skulle til at gennemse de andre distrikter. Han kom dog ikke længere end til tanken, før en dreng kom hen til ham, og fortalte, at de havde fundet Selma og fået hende ind på Aben.

Aldrig havde Vitor løbet så stærkt, som han gjorde der. Hen til Aben. Hen til Selma. Han flåede døren til kroen op og styrtede gennem krostuen, fuldkommen ligeglad med de søvnige blikke, der blev sendt i hans retning. Videre op ad trappen og ind på det værelse, som Vitors udsendinge havde fulgt Selma ind på. "Gå," sagde han og nikkede til dem hver især. De ville få deres betaling bagefter. "Selma..."

[Selmira Skæbneseer]

Med hjælp fra manden blev Selma hjulpet op på værelse, hvor hun satte sig på sengen. Hun havde ikke lyst til at ligge på ryggen på grund af smerterne, men at ligge på maven gav hende en sur smag i munden. Hun lagde en hånd over sin ryg udelukkende for at se håndfladen smurt ind i hendes eget blod kort efter. Synet gjorde hende svimmel.

Lyden af skridt fik hende til at se op og hun lod hurtigt den blodige hånd falde ud af hans synsfelt. Hun ønskede ikke, det var det første, han skulle se. Selvom det svedige ansigt og de røde øjne talte sit tydelige sprog. ”Vitor.” Hun rejste sig og ansigtet fortrak sig hurtigt i smerte, som hun tumlede fremover mod ham, stadig usikker på benene.

[Vitor Øksesvinger]

Da hun kom frem mod ham, var han straks ved hendes side, og støttede hende tilbage på sengen. "Bliv der," sagde han og ville ikke give sig der. Han gav sig straks til at undersøge hendes ansigt. "Jeg var så..." Han færdiggjorde ikke sætningen, fordi ikke vidste, hvilket ord der ville dække bedst. "Jeg troede, at jeg havde mistet dig," sagde han så og kyssede hende blidt. Samtidig lagde han en hånd på hendes ryg, men tog den hurtigt til sig, da den blev fugtig. Han så ned på det røde blod og derefter på på hendes ansigt. Hans isblå øjne blev mørke, og det var bestemt ikke af begær. "Orvar," hvislede han og knyttede næven, inden han rejste sig op og gik hen til døren, heldigvis stod den lille dreng stadigvæk derude. "hent en helbreder, og skynd dig, hvis du vil have betaling for det," så vendte han sig rundt og så ned på sin hånd, der var fyldt med Selmas blod.

[Selmira Skæbneseer]

Hun snappede efter vejret, da han bestemt skubbede hende ned igen, men modsatte sig ham ikke. Derimod besvarede hun blot hans kys og mærkede sine øjne blive blanke. Han havde været det eneste, hun havde tænkt på i den tid, hun havde tilbragt med hans broder. Orvar. Hun så tavst efter ham, da han gik hent til døren og først da han igen vendte sig mod hende, rakte hun en hånd hen mod ham. ”Vitor,” hviskede hun bønfaldende. Hun havde brug for ham hos sig, som hun havde fantaseret om i de sidste par timer. ”Han gav mig en besked.”

[Vitor Øksesvinger]

Han turde næsten ikke røre ved hende, da han satte sig ned på sengekanten. Hele hans krop dirrede af indestængt raseri. Vrede. Had. Han var ikke i tvivl om, at hvis han så Orvar nu, så ville han gå besærk. Bogstavelig talt. Som i, at han ville gå i tilstanden besærk. Han så op ved hendes ord og rynkede panden. "Besked?" Han studerede hendes ansigt. "Hvilken besked?" Han løftede den ene hånd og lagde den på hendes kind, hvor han strøg tommelfingeren over hendes hud.

[Selmira Skæbneseer]

Hun vidste ikke, om hun skulle søge tryghed hos ham eller være bange for ham. Det var en ting, der havde ændret sig meget hurtigt, efter Orvar var trådt ind i deres liv. Hun lukkede øjnene, mens hans finger strøg hendes kind, før hun så langsomt rejste sig op. Skjorten var ikke lukket og det krævede derfor ikke meget arbejde at få den af. Det gjorde ondt, da den havde klistret sig fast til såret gennem begyndende skorpedannelse, og hendes ansigt fortrak sig kortvarigt i smerte.

”Følg prikkerne,” sagde hun og stemmen lød død. Han havde sagt det til hende mange gange, tvunget hende til at gentage, hvis ikke hun ville føle mere smerte. Og Selma var ikke på nogen måder som Vitor. Selvom livet var hårdt i Verdens Tag, var hun ingen kriger. Hun var viskone, rådgiver og vejleder. Så da smerterne var blevet for meget havde hun indlært sætningen.

Langsomt vente hun sig om og på hendes ryg var tegnet det, der bag al blodet kunne gå for at være et kort. Ruten fra Corus til Scanra. Ryggen var et kaos af blod og sved.

[Vitor Øksesvinger]

Han så forundret på hende, da hun rejste sig op. Det havde ikke været meningen. Han fulgte hende dog opmærksomt. Det gjorde ondt på ham, at se hende tage skjorten af. Den var smurt ind i blod, og havde tydelige plamager af hendes sved på den. I det hele taget brød han sig slet ikke om, hvad han så. Han havde kun lyst til at slå Orvar ihjel. Hævne sig. Gøre Orvar endnu mere ondt, end han havde gjort Selma.

Han rynkede panden ved hendes ord, og lod sit blik glide over hendes ryg, da hun vendte sig om. I et kort øjeblik glemte han at trække vejret. Han knyttede næverne så hårdt sammen, at de blev helt hvide, og da han endelig trak vejret, var det en hvislende lyd. Han kendte ruten bedre end nogen anden. Og der var ingen tvivl for ham, hvad det var orvar havde ridset ind i selmas ryg. Dette her var en advarsel, en trussel og ville blive et evigt minde for Vitor, hver gang han så på Selmas ryg.

Han rejste sig op, og trak hende ind til sig, dog påpasselig med ikke at røre ved hendes ryg. ”Du skulle aldrig have lært mig at kende,” hviskede han ømt, og kunne slet ikke sætte ord på, hvor hårdt ramt han var over, at Selma var blevet udsat for dette her.

[Selmira Skæbneseer]

Der var en del lyde, hun efterhånden kunne genkende. Den veltilfredse brummen, de hårde støn, når han var tilfreds, når han var utilfreds, når han ikke ønskede at snakke. Og så den lave hvislen. Det var en lyd, der ikke undslap ham ofte, men hun genkendte den godt. Had. Et lavt, sårbart klynk forlod hende, da han trak hende ind i sine arme og hun lagde straks igen ansigtet mod hans bryst. Hun følte sig skamfuld. Hvis blot Vitor havde fundet en kvinde, der virkelig havde lært at passe på sig selv, ville det her aldrig være sket. Så havde hun set Orvar komme længe før, han nåede at snige sig op på hende. Men sket var sket.

Først da han igen talte, så hun op på ham og rystede hovedet. Så tog hun lige så forsigtigt hans hånd og lagde den lidt over hendes bryst, en anelse mod venstre. Han ville sikkert kunne mærke de svage stød under. ”Du er her,” mumlede hun lavt. Hun havde aldrig haft behov for ord som at elske, så hun kendte det derfor ikke. Ikke på det fremmede sprog. Men hun behøvede det. Behøvede at fortælle Vitor, at hun ville være hos ham altid. ”Jeg er din.”

[Vitor Øksesvinger]

Han ville helst ikke holde hende for hårdt ind til sig, men han trængte til at mærke hende så tæt på sig som muligt. Og det gjorde virkelig ondt på ham, at hun var kommet til skade, for noget han havde gjort i et tidligere liv. Et liv, som ikke var hans længere. Han så til, mens hun tog hans hånd og lagde den oven på hendes hjerte. Han nikkede. "Og jeg er din," sagde han hæst, inden han lænede sig frem, for at kysse hende på læberne.

En banken på døren bag ved dem, fik ham til at trække sig væk fra hende og slippe hende. "Det må være helbrederen," sagde han og ville blive lettet, hvis de snart kunne få hende bare nogenlunde helbredt. Han åbnede døren, og en lille mand trådte ind ad døren. Det var en mand, der ofte havde helbredt Vitor og Farkas. Han stolede på den gamle og næsten blinde mand. Heldigvis behøvede man ikke at bruge øjnene til at helbrede. "Mester Tian," hilste han og viste helbrederen hen til Selma.

[Selmira Skæbneseer]

Hun havde fundet den tryghed, hun sådan havde haft brug for i Vitors arme og hun følte sig derfor uendeligt sårbar, da han slap hende igen. Hurtigt holdt hun skjorten op foran sit blottede brystparti. Selvom han ikke var synderligt blufærdig, var hun det stadig, når hun ikke lige var sammen med ham. Eller i hvert fald, når hun var blevet skamferet på den måde. Det sved bag hendes øjne og hun tyggede sammen om sine kinder, men sagde intet, da manden blev vist ind i rummet. I stedet fæstede hun blikket ved sine fødder uden at vide, hvad hun skulle stille op med sig selv. Sit ønske om at forblive bare nogenlunde anonym i byen var for alvor forsvundet. Tårerne pressede sig på, men hun havde ikke lyst til at græde foran Vitor. "Mester Tian," nøjedes hun derfor med at kopiere hans hilsen mod det, der måtte være helbrederen.

[Vitor Øksesvinger]

For Vitor var det lidt nemmere blot at tænke praktisk, end at skulle tage stilling til følelser, mens helbrederen var der. Det kunne komme, når han var sikker på, at Selma var rask. At der ikke var sket noget yderligere forfærdeligt med hende. Han lod Mester Tian gøre sit arbejde og koste rundt med Selma, indtil han var færdig. Imens gik Vitor selv hvileløs omkring i rummet, og kunne ikke gøre andet end at vente på, at det var færdigt. Da Mester Tian så rejste sig op fra sengen, kiggede Vitor hen på ham. "Jeg har forsøgt at hele sårene så meget som muligt, og lindre smerterne i hendes ryg. Men jeg vil give jer en salve, som skal smøres på hendes hud tre gange om dagen, for at sårskorperne skal hele ordenligt." Vitor nikkede og åndede lettet op. Han kastede et hurtigt blik på Selma, inden han viste helbrederen ud af værelset og fik klaret betalingen.

[Selmira Skæbneseer]

Selma var måske stædig, men ikke dum og selvom hun selv var ferm med urter og medicin, overgav hun sig til helbrederens ekspertise. Lydigt lystrede hun og da han smurte salve over hendes sår, måtte hun bide sammen om sin hånd for ikke at give efter for tårerne. For første gang nogensinde i selskab med Vitor, ønskede hun at erstatte ham med Kian. Hendes Kian, hvor hun uden problemer ville kunne kravle ind i hans favn og græde, som hun lystede.

Da helbrederen langt om længe var færdig, blev hun blot liggende på sengen og stirrede ind i væggen. Hun følte sig både skamfuld og blottet, og hun forbandede alle Vitors mænd og helbreder og hvad han ellers havde væk. Ansigtet gemte hun mod sin arm.