Førstehåndsindtryk

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

d. 23. juni 527
Der var livligere end normalt på pagernes gange for tiden. Ridderne var begyndt at vælge deres kommende væbnere, så de fleste på Gils årgang gik og ventede rastløst på at få nyt at vide om deres situation. Især dem der havde klaret sig dårligt var nok noget bekymrede for tiden. Gil var ikke en af dem. Han havde klaret sig eksemplarisk, ligesom de fleste andre drenge, så han var sikker på, at nogen nok skulle vælge ham. Den største frygt var umiddelbart, at han ville ende hos en ridder, der brugte sin tid bag et skrivebord.
Gennem de sidste par dage var der begyndt at blive udstedt marchordrer igen, så flere pager var blevet udvalgt, siden ridderne ville møde dem, før de rejste til Frølund. Gil spidsede ører, når kammeraterne fortalte om deres møder og de få ting, som de hørte om Frølund i processen. Det gjorde ham blot endnu mere rastløs. Han hadede at sidde og vente, når alle andre kom ud og lavede noget – eller i det mindste hørte om det og fik udsigt til det.
Lettelsen ville derfor ingen ende tage, da han en dag fik at vide, at det var hans tur. Nogen havde valgt at tage ham som væbner. Han var ellevild ved tanken og havde svært ved at holde sig i ro, imens han blev vist ned for at møde manden. Han trippede utålmodigt udenfor døren, imens hans ankomst blev meldt til ridderen, før han endelig blev lukket ind i lokalet. ”Ridder Niklaus,” hilste han med et bredt smil og bukkede for ridderen. Han samlede hænderne på ryggen og lod fingrene fumle lidt med hinanden i et forsøg på at få afløb for noget af den nervøse energi. ”Jeg er Gil af Meagmarsk.” Det sagde selvfølgelig sig selv, men det var jo høfligt at præsentere sig.

[Niklaus af Legan]

Der var ikke længe til, at Niklaus skulle rejse mod nord og før det havde han besluttet sig for at finde en væbner. De ville være uddannede til august og det var noget, han længe havde overvejet. Især en havde tiltrukket hans opmærksomhed i både evner og senere indflydelse. Page Gilbert af Meagmarsk var ikke blot nogen dårlig væbner, men ville også være en perfekt allieret for Legan.

En tjener meldte pagen ankomst og han nikkede kort, før drengen trådte ind i lokalet. Et høfligt smil lå om hans læber og han bukkede formelt for ham, om end det ikke var nær så dybt. Det var ikke behøvet over for en page, selv hvis han så var hertugarving. ”En fornøjelse at møde Dem, Page Gil,” hilste han og rakte så hånden frem til den tortallanske hilsen. "Jeg foreslår at gøre kort af høflighederne og gå direkte til dus."

[Gilbert af Meagmarsk]

Smilet voksede lidt, imens han straks rakte hånden frem og greb om ridderens arm i den traditionelle hilsen. Han havde lige hilst på en rigtig ridder, der ikke var onkel Lug! Han skulle være væbner, og så var der kun fire et halvt år til, at han selv var ridder! ”Fornøjelsen er helt på min side!” Han rankede ryggen lidt ekstra i et forsøg på at blive lidt højere. Det var svært ikke at studere manden foran sig. Han havde aldrig rigtig mødt nogen fra Legan, siden han ikke havde familie der. Alt han rigtig vidste var, at det var et vigtigt len for handel. Umiddelbart så Niklaus ikke så gammel ud, hvilket han valgte at tage som en god ting. Det måtte betyde, at han forhåbentlig stadig brugte en masse tid på missioner frem for bag et skrivebord.
Da manden foreslog, de skulle være dus, nikkede han straks ivrigt. Han kunne være dus med en ridder! Det var som at være på lige fod med en ridder! ”Er D...du også på vej mod Frølund? Der har været en del riddere forbi, som skulle af sted.” Han forsøgte at lade være med at lyde alt for ivrig i spørgsmålet. Hvis Niklaus skulle til Frølund, kunne Gil måske prøve at blive udstationeret lige så snart, han blev væbner. Ingen kedelig ventetid!

[Niklaus af Legan]

Det var ganske underholdende at se den unge page og vide, at han uden tvivl havde set ud på nogenlunde samme måde, da han mødte sin første ridderherre. Han forsøgte ikke at dvæle ved tanken, men i stedet studere sin kommende væbner. Han så ud til at være fint bygget, ikke for tung. Så nikkede han uden at gøre sig umage med at skjule sin tilfredshed, før han igen fangede Gilberts blik ved spørgsmålet. Et skævt smil foldede sig ud på hans læber. ”Ja, det er jeg. Jeg tager af sted om fem dage og håber, du kommer derop, når du er færdig her.”

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil havde lyst til at lave en mindre sejrsdans, men holdt sig til at lade den udfolde sig i tankerne. Han skulle til Frølund! Fantastisk! ”Er der mange scanranere? Hvor tit tager man ud på grænsepatruljer? Hvordan er det at være i Frølund?” spurgte han ivrigt og så nysgerrig op på ridderen. Manden var stadigvæk noget højere, hvilket irriterede ham lidt. Kunne han nå at blive lige så høj som de andre riddere på de næste fire år? Hvad nu hvis han ikke blev højere? En lav ridder var det svært at tage alvorligt ... ”Jeg ville meget hellere tage med dig nu,” indrømmede han så og skævede tilbage mod døren med en svag grimasse. ”Det er så frustrerende at vente her, når der kun er en måned tilbage.” Han ville bare gerne skippe den sidste måned og tage direkte til Frølund.

[Niklaus af Legan]

Han var godt nok ivrig, den unge page. Så ivrig mindedes Niklaus sig ikke at have været, men måske det bare var mangel på selvindsigt. ”Så tæt på grænsen til Scanra, så ja, der er en del, men det ordner vi nok. Og resten tror jeg du skal opleve selv.” Han smilede i sit bedste forsøg på at være imødekommende. Alexander havde gjort ham opmærksom på, at det ikke altid var hans stærkeste side. Indrømmelsen fik smilet til at blive skævt. ”Du skal nok nå det. Der er massere af scanranere, der godt kunne bruge et godt lag tæv, så dem løber vi ikke tør for lige foreløbig.”

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil rynkede kort en smule på brynene, da Niklaus smilede skævt. Der var et eller andet ... han skubbede straks tanken til side. Han havde kort syntes, at der var et eller andet anderledes over manden, men han kunne ikke finde ud af, hvorfor han mente det, så det var nok bare indbildning. I stedet trak han på skuldrene og så ned på sine sko, som kradsede lidt mod gulvet. Af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til at se på mandens ansigt lige nu. ”Jeg ved det. Det er bare så kedeligt at sidde her, når jeg ved, at der sker alle mulige ting andre steder.” Han samlede hænderne bag på ryggen igen, før han vovede at se op igen. Denne gang gik det fint nok. Han var nok bare nervøs og gjorde sig selv forvirret ... ”Hvor længe har du været ridder?” spurgte han derfor, mest for at få sig selv til at fokusere og lade være med at blive distraheret af alt muligt andet.

[Niklaus af Legan]

Han var da meget fin, denne Gil af Meagmarsk, bemærkede Niklaus for sig selv. Måske det endda kunne blive ganske behageligt at have ham som væbner. Ikke at han vidste, hvordan normale forhold var mellem ridder og væbner. Hans eget havde nok ikke været normalen. ”Vi må alle gøre, hvad der er påkrævet af os. Der er en ret tid til alt,” forsikrede ham og prøvede at være faderlig, selvom han heller ikke der havde nogen synderligt god rollemodel at gå efter. Derfor sprang han hurtigt efter emneskiftet. ”Godt ni år,” fortalte han og rankede sig lidt op ved tanken.

[Gilbert af Meagmarsk]

Ni år. For ni år siden havde han stadig rendt rundt i familiens have og slået på ting med et træsværd. Det var fascinerende at stå og snakke med nogen, der havde været ridder så længe. ”Du var med i krigen mod Maren så, ikke sandt?” gættede han. Der var ikke mange riddere, der havde undgået kampene dengang. Han var ikke sikker på, om han kunne tillade sig at spørge ind til det. Han havde på fornemmelsen, at en regulær krig var noget anderledes fra grænsepatruljer ... ”Var det slemt?” Var der nye krige på vej? Nej, det kunne selv riddere nok ikke rigtig udtale sig om. At bekymre sig om det ville nok heller ikke rigtig hjælpe noget.

[Niklaus af Legan]

Niklaus nikkede, ikke ligefrem tryg med, hvor emnet havde bevæget sig henad. Det var ikke mange, der havde undgået at deltage i krigen mod Maren og det var de færreste af dem, der rent faktisk ønskede at tale om den nu. Det var oftest dem, der havde siddet derhjemme, der talte højest om den sejr. Til det næste spørgsmål trak han derfor blot på skuldrene. ”Det var krig.” Et strengt blik fortalte, at det emne også var uddebatteret, før han tvang skuldrene bagover, så de gav et hårdt knæk. ”Men fortæl om dig selv. Hvorfor vil du være ridder?”

[Gilbert af Meagmarsk]

Det kom ikke bag på ham, at ridderen ikke ville tale om det. Han havde trods alt selv været stor nok til at se, hvor bange de voksne havde været for alting dengang. Han lagde overvejende hovedet på skrå ved spørgsmålet. ”Jeg har aldrig rigtig overvejet andet,” indrømmede han tøvende. ”Det er bare det naturlige valg for en adelsmand. At blive ridder og beskytte Tortall. En lensherrer bør kunne beskytte sin befolkning, både økonomisk og militært,” vurderede han og kløede sig lidt forlegent i nakken igen. ”Og så er jeg dårlig til at sidde stille så at tage på universitetet virkede bare dumt ...” Han ville have været elendig til at studere et eller andet ved universitetet. Ja, der var også teori på væbnerskolen, men de fik trods alt også lov til at komme ud og træne. Derudover havde han ikke Gaven ligesom sin søster, så Gudernes By havde heller aldrig været aktuelt.

[Niklaus af Legan]

Gils svar var tilfredsstillende og han nikkede i accept. Sådan burde det også være. En ansvarsbevidst, ung mand. At være ridder var nemlig ikke bare et valg, det var en livsstil. Og en svær en, hvis ikke man virkelig ønskede det. Sådan som Niklaus selv ønskede det. Ellers havde han heller ikke gidet at bruge sin tid på en væbner. ”Det er jeg også,” forsikrede han ham og lyste op i endnu et skævt smil, da han igen vurderede, at de var kommet sikkert væk fra emnet om Maren. Det var godt, at han var hurtig til at lystre. Andet ville ikke gå i Frølund.

[Gilbert af Meagmarsk]

Denne gang fik det skæve smil ham straks til at le. Måske var det bare noget folk fra væbnerskolen havde tilfælles: En dyb modvilje mod at sidde stille.
Umiddelbart så det dog ud til, at han havde svaret rigtig, så han smilede tilfreds for sig selv. ”Jeg bør vel også spørge om dine forventninger til mig ...?” startede han så spørgende. Riddere havde vist noget forskellige tilgange til deres væbner. Nogen var meget kæft, trit og retning, imens andre gerne ville være på venskabelig fod. Han var ikke helt sikker på, hvilken kategori Niklaus mon faldt i. Det kom vel også an på, hvordan manden selv var blevet trænet.

[Niklaus af Legan]

Latteren var smittende. Måske det var det, han havde set hos nogle af de andre ridderherrer; væbnerede havde en tendens til at holde dem mere klare, unge på en måde. Igen nikkede han og foldede vurderende armene over brystkassen. Han havde ikke helt vurderet, hvordan han ville gære det endnu. ”På mange måder kommer jeg til at være din ven de kommende år, næsten som at have en bror,” han trak på skuldrene, ”Men jeg forventer selvfølgelig også, at du er fornuftig nok til ikke at sætte spørgsmålstegn ved min erfaring og autoritet.” Endnu et strengt blik, der dog hurtigt blev blødt op af et nyt smil.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han strålede ved tanken om at få en slags storebror. Selv hvis det så kom med visse forbehold og grænser. Det var uundgåeligt. Det var ikke nogen leg at blive udstationeret, så selvfølgelig skulle han forberede sig på at følge ordre og ikke fjolle rundt. Men det var stadig lidt fantastisk at have nogen, man kunne se som en slags bror! ”Selvfølgelig,” nikkede han derfor. ”Tak ... det burde jeg vel få sagt?” Han forsøgte at efterligne Niklaus´ skæve smil, men syntes ikke at det gik så godt. ”Jeg var bange for at blive valgt af en eller anden, der bruger al sin tid bag skrivebordet. Jeg vil gerne have noget erfaring i kamp, imens jeg er væbner.” Han ville hade at tjene nogen, der aldrig rigtig blev udstationeret. Han ville føle sig uforberedt, når han så endelig blev ridder. Desuden var det bare generelt irriterende, hvis alle ens kammerater kom af sted, og man selv skulle blive hjemme.