Uden opsyn ...

[Damien af Theaham]

Adelaide af Theaham

Det var svært ikke at blive rastløs. Op til flere af hans kammerater havde modtaget deres marchordre og var nu på vej til Frølund. Damien selv var en af de få, der havde været udsendt under rundrejsen, så der kom nok til at gå noget tid, før han ville blive sendt nord på.
Det var da også rart at være hjemme. Det var dog svært at finde lidt privatliv ... han sukkede svagt ved tanken og kastede et blik rundt i endnu en stue. Hvor var hun blevet af nu? Han havde en snigende mistanke om, at Adelaide foretog sig noget, som ville gøre mor noget så oprevet, når hun vendte tilbage fra sin aftale.
”Addie?” kaldte han ud gennem huset, men der kom intet svar, så han begav sig ud i haven. Allerede forberedt på at skulle sukke tungt, slå ud med armene og bede hende stoppe med, hvad end hun havde gang i.

[Adelaide af Theaham]

Med et temperament som Adelaides, lærte man at finde måder at komme rastløsheden til livs. Man lærte også at rastløshed, lige så godt kunne ramme når man var hjemme, som når man var udsendt. Det betød at hun tit fandt på foretagender, som ikke var afhængige af hvor i landet man var.
I dag havde Adelaide trukket Støvregn med ud i haven. Det var ved at være nogle måneder siden, at hun havde besluttet at akrobatik til hest var en god idé. Det var også ved at være nogle måneder siden, at hun første gang var blevet fundet til hesteryg, i det der bedst kunne beskrives som en ødelagt natkjole. Deres mor havde fået et mindre føl, men Adelaide var meget insisterende, og stod der nu for 117. gang i selv samme kjole. Den var optimeret til høj bevægelighed, påstod hun.
Støvregn skridtede roligt rundt i haven, og nappede af til græsset. Adelaide stod på hestens ryg, og var i færd med at løfte sit ene ben højt op over hovedet, da hun fik øje på sin bror. ”Hi Damien!” Hilste hun smilende, mens hun vinkede. ”Kan du ikke trække hende?” Hun lod sin fod få kontakt med hestens ryg igen, men blev ellers stående hvor hun var. Han skulle naturligvis have lov til at sukke og bede hende om at lade være.

[Damien af Theaham]

Så snart han fik et ordentligt overblik over haven, måtte han tage sig til panden. Nu igen med den hest ... Han sukkede højlydt og lettere klagende. ”Adelaide,” startede han i sin sædvanlige belærende tone, imens han gik ned fra terrassen og over til Støvregn. Hun så egentlig ud til at hygge sig fint. ”Du ved godt, at mor ikke vil have heste i haven.” Hvad planlagde hun overhovedet at bruge det her fjolleri til?! Han krydsede armene, da hun bad ham trække Støvregn rundt. ”Giv mig én god grund til, at jeg skal lege med på dine fjollede ideer? Hvad skal det der,” han viftede en hånd op mod hendes underlige stilling på hesten. ”overhovedet gøre godt for?”

[Adelaide af Theaham]

Damiens belæringer var så forudsigelige, at det fik Adelaide til at give et kort grin fra sig. Hun holdt blikket på sin bror, mens morskabens smil hvilede over hendes læber. ”Ud over at sørge for at jeg ikke bliver vanvittig?” Spurgte hun i første omgang, som bud på formålet med hendes ”fjollerier”. Da hendes underholdning ikke virkede som et godt nok formål, fulgte hun op med andre formål. Hun kunne sagtens finde på undskyldninger. ”Jeg har godt udsyn herfra, man ved aldrig hvornår man får brug for den slags. Det kunne jo være at man skulle være sikker på at man var alene.. Desuden” Adelaide lod sig elegant glide ned fra hesten, og stillede sig tæt foran sin storebror. ”Hvis du er sød ved mig, kan det være at jeg er ekstra sød ved dig” Hun vendte et par store dådyrøjne mod ham, og lagde roligt en hånd på hans bryst.

[Damien af Theaham]

Han grinede svagt ved svaret. ”Er det muligt for dig ikke at være vanvittig?” spurgte han retorisk og løftede et øjenbryn, imens hun forsøgte at finde på legitime undskyldninger og endelig kravlede af hesten. ”Hm ... du ville være sød uanset hvad,” nøjedes han med drillende at bemærke, men tog dog Støvregns grime. ”Men fint, hvis det får dig til at blive færdig, før mor kommer hjem, bliver jeg vel nødt til at hjælpe,” sukkede han så klagende og trak på skuldrene. Uanset hvad var det vel lidt for svært at sige nej til sådanne tilbud, når man blev sendt sådan nogle øjne. Det var også noget tid siden, at de sidst havde kunne finde en mulighed for at være alene sammen.

[Adelaide af Theaham]

”Tak søde Damien” Takkede Adelaide i sin bedste forførende tone, før hun placerede et hurtigt kys på sin brors skyld. Det så uden tvivl meget uskyldigt ud. Hun havde øvet uskyldighed meget. ”Så er du også sikker på at jeg ikke får en tjener til det” Det ville ikke være første gang, og det ville heller ikke være første gang, hvis den stakkels tjener blev fyret efter hun var kommet til skade og deres forældre havde fundet ud af det. Hun vendte rygge til ham, for at hoppe op på hesten igen. ”Man kunne vel også få en væbner til det. Dem kan mor helle ikke fyre” spekulerede hun højlydt, mens hun rejste sig op. Selvom det bare havde været en undskyldning, var det nu engang rigtigt nok, at hun havde meget bedre udsyn deroppe. ”Trav?” hun så spørgende ned mod sin bror. Hun havde ikke prøvet noget hurtigere end gang før, men hun følte sig meget selvsikker. Selvsikkerhed var også det hun udstrålede mere end noget andet.

[Damien af Theaham]

Han brummede noget utydeligt til hendes tak. Der var ikke så meget andet, han kunne gøre uden at de ville komme til at se for intime ud. Hun kom op på hesten, og han begyndte at trække den. Af og til så han sig dog over skulderen for at sikre sig, hun ikke var ved at skvatte af. ”Væbnere går bare i vejen,” nøjedes han med at bemærke. De rendte altid i hælene på deres ridder og var svære at slippe af med. Da hun bad om trav, skar han en grimasse. ”Du kan få skridt, kan du,” erklærede han så. Ikke tale om at han ville rende rundt i haven med en hest og balancerende kvinde på dens ryg. Han ville ligne en lallende idiot. Hvis han bare lod være med at kigge om på hende nu, kunne han undgå de der store dådyrøjne.

[Adelaide af Theaham]

Adelaide rynkede på næsen af ham ”Du kan få skridt” vrængede hun tilbage. Det var dens slags der skete, når hun ikke havde et ordentligt svar og det var hendes søskende hun snakkede med. I det mindste gjorde hun det ikke, når hun snakkede med almindelige voksne mennesker. Hun stod stabilt, og kunne nemt følge stødene fra hestens trin, ved at give efter i sine ben. Hun begyndte dog hurtigt at kede sig. Hun var ret sikker på, at Damien ville blive storebror-agtigt igen, hvis hun begyndte at lave smidighedsøvelser deroppe. I stedet sprang hun spontant fra hesten og ned på græsset. Landingen var ikke helt stabil, og hun endte med at skrabe sit knæ. Adelaide var dog ikke typen der blev nede, så hun var hurtigt på benene igen, og sendte et uskyldigt smil til ham. Måske kunne hun redde sig selv fra en ny opsang. Det var tvivlsomt, men det var altid et forsøg værd.

[Damien af Theaham]

Hun lod være med at gøre forsøg på at overtale ham, så det lettede da lidt. Han trak pænt Støvregn rundt og kunne måske ikke lade være med at smile en smule af situationen. Adelaide var skør i bolden det meste af tiden, men det var nu en tand underholdende nogle gange. Desuden elskede han hende, selvom hun kom på de mærkeligste ideer nogle gange. Han så sig forvirret over skulderen, da hun sprang af. Han skulle til at spørge, om der var noget galt, men så var hun igen.
Han kneb øjnene lidt sammen og bemærkede noget rødligt på hendes ben. Han slap Støvregn for en stund og knælede foran hende for at se nærmere på knæet og den mulige skade. Det kunne ligne hende at forsøge at skjule det. ”Jeg har sagt til dig tusind gange, at du skal være forsigtig,” brokkede han sig. Da han først fik udsyn til knæet, lod skaden heldigvis ikke til at være noget alvorligt. Et skrabet ben kunne enhver ridder klare. Han åndede lettet ud, men lod hånden hvile lidt længere om hendes skinneben, imens blikket hvilede mod såret. Det var fristende at lade hånden glide lidt op og ... han rejste sig hurtigt igen. Det var slet ikke tidspunktet til den slags. ”Er du snart færdig med at gøre dig selv til grin?” spurgte han med et løftet øjenbryn. ”Jeg kan komme på sjovere ting, som vi kunne foretage os.” I det mindste var der ingen tjenere i nærheden, så de havde forholdsvis fred og ro til at tale som de havde lyst til.

[Adelaide af Theaham]

Damien gik lov til at undersøge hendes knæ alt hvad han ville. Det var en af den slags ting, som man ikke kunne stoppe ham fra. Hvis han ikke fik lov at inspicere det nu, ville han bare gøre det senere... Og sikkert en fem-seks gange mere, bare for at være helt sikker. ”Og jeg har sagt tusinde gange, at du ikke bestemmer over mig. Jeg kan komme til skade hvis jeg vil.” Drillede hun roligt. Hun titlede hovedet en lille smule. Om hun var færdig med at gøre sig selv til grin? Tsk tsk. Hun gjorde aldrig sig selv til grin. ”Jeg tror jeg kan tage en pause, hvis det er for at lave noget sjovere.” vurderede hun med det samme skæve smil. Hun skævede kort hen mod Støvregn, som stod og snusede til deres mors blomster. Adelaide havde en mistanke om, at der snart ikke ville være blomster mere. Eftersom planterne var ugiftige, havde hun ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Hvis der var nogen der vågede over dem, var der en god chance for at de ville bekymre sig mere om blomsterne. ”Hvor lang tid har vi før de andre kommer hjem og ødelægger vores….. sjov?” Hun vidste at huset var tomt lige nu, men hun skulle ikke kunne sige noget om, hvad de egentlig lavede. Hun satte sig ærlig talt ikke ret meget ind i deres forældres dagligdag. Den var for kedelig.

[Damien af Theaham]

Modsat Adelaide var han ikke spor interesseret i, at Støvregn skulle begynde at spise blomsterbedene, så han greb fat i hendes grime og kaldte endelig en tjener over, så han kunne trække hesten tilbage til stalden. Så ville mors blomster overleve endnu en dag.
Han forholdt sig ikke til resten af hendes ord, før tjeneren var for langt væk til at overhøre dem. ”Det skal jeg ikke kunne sige. Far er muligvis væk, indtil i aften, men mor kommer nok hjem om en time eller to. Det var noget med et lille selskab ...” Han trak let på skuldrene og begyndte at gå tilbage mod huset. De var aldrig rigtig alene, når nu der var tjenere over alt, men i det mindste var der ikke noget familie i nærheden til at forstyrre dem. ”Lad os gå op på dit værelse og få renset det der,” han viftede let mod hendes knæ. ”Det ville være skidt, hvis mor og far bemærkede det.”

[Adelaide af Theaham]

Adelaide ærgrede sig en lille smule over at blomsterne blev reddet. Hun sagde naturligvis ikke noget til det, men bad blot tjeneren om at give Støvregn et par ekstra gulerødder. Hoppen havde udvist meget tålmodighed, præcist ligesom hun plejede.
Mens de ventede på at få afstand til tjeneren, pillede Adelaide roligt ved sit hår. Det hang i en fletning ned over den ene skulder, så det blev mest til at hun pillede små totter ud af fletningen. Et lumsk smil tvang sin vej frem, efterhånden som hun hørte Damiens vurdering af, hvor lang tid de havde. Man kunne nå meget på en time. Man kunne nå endnu mere hvis man havde to. Det gik op for hende at smilet var blevet lige rigeligt sigende, så hun skyndte sig at tørre det af sit ansigt. ”Ja, vi kan jo ikke have at de opdager en hudafskrabning på en ridder” Bemærkede hun sarkastisk, mest som et skud mod de overbeskyttende tendenser, mens hun fulgte med sin bror ind i huset.
Hendes værelse nåede de relativt hurtigt. Adelaide satte sig på en chaiselong, som hun havde stående foran den skræm hun kunne gå i dækning bag, når hun klædte om i nærheden af tjenestefolk. Hun trak det lette stof op forbi knæene ”Kommer du herover og renser mig?” Spurgte hun ledende, mens hendes fingre arbejdede stoffet videre op over låret.

[Damien af Theaham]

Han skar en grimasse ved bemærkningen. ”Du ved, hvordan de er, Addie. Hvis du får hudafskrabninger herhjemme, hvad får du så ikke, når du er af sted.” Han sendte et sigende blik mod hendes mave. Den skade havde foruroliget hele familien, og det havde ikke dæmpet forældrenes bekymringer over, at deres lille pige rendte rundt og forsvarede Tortall. Sarkasmen overhørte han fuldstændig.
Da de nåede op på hendes værelse, lod han døren glide i bag sig og låste den stilfærdigt. Der burde dog ikke være nogen grund til forstyrrelser. Han lo svagt ved hendes ord og lod blikket følge hendes arbejde med stoffet. ”Nogle gange mistænker jeg dig for at gøre det med vilje,” bemærkede han, angående hendes skader. Han bevægede sig roligt over og knælede på det ene ben for atter at tage fat om hendes skinneben og se på knæet. Det blødte ikke meget, så han lænede sig frem og lod uden videre tungen stryge over hudafskrabningen for så at kysse hende på knæet. Det efterlod en svagt metallisk smag i munden, men det gjorde ham ikke noget. Den ville snart forsvinde til fordel for langt bedre smage.

[Adelaide af Theaham]

Det kunne sjælendt betale sig, at forklare Damien at der var tale om sarkasme. Det var den viden, der var grunden til, at hun ikke sagde noget. Hun nøjedes med at sukke opgivende ”Man er ved at dø én gang og pludselig er man det sorte får” mumlede hun for sig selv. Personligt foretrak hun at bagatellisere sin skade, hver eneste gang hun fik muligheden for det.
Formaningerne til trods, lod det til at Damien var enig i, at en hudskrabning ikke var noget at gå i spåner over. Et suk gled hen over hendes læber, da hans tunge gled hen over hendes hud. Hun smilede tilfreds og spredte sine ben en anelse. Kun lige et par centimeter. Det skulle bare være en let antydning. ”Det er kun når jeg ved du er der til at kysse det bedre” svarede hun med et drillende smil. Kjolestoffet hvilede i hendes skød, da hun rakte ud og strøg en hånd gennem hans hår. Hendes hånd foresatte ned og kærtegnede blidt hans ansigt. ”Jeg har savnet dig, min egen” Fortalte hun i en varm tone. Mellem forskellige udstationeringer og problemerne ved at finde privatliv, var det faktisk nemt at komme til at savne ham… Også selv om han jo faktisk var der. Problemet var at det var noget andet, når de blev overvåget af familie og tjenere.

[Damien af Theaham]

”Hm.” Han fortsatte med at kysse lidt op af låret, imens hun strøg fingrene gennem hans hår. Han så først op på hende, da hånden gled ned til hans ansigt. Med et svagt smil rakte han hånden op om hendes nakken og trak hendes ansigt ned til sig. ”Selvfølgelig har du det,” medgav han i et drillende smil og undlod at sige, hvor meget han også havde savnet hende. Han kyssede hende på næsen, før han flyttede læberne ned til hendes hals og begyndte at kysse og nappe huden. Dog ikke til et punkt, hvor det kunne efterlade mærker. Imens gav hænderne sig til at stryge over hendes lår.