Svaret af Khalid Hetnim on Jul 1, 2016 15:03:49 GMT
Collab mellem Khalid Hetnim & Lalia af Sigisfelt
Josdirk d. 5 April år 527 M.T.
En muskel ved kæben dunkede. Det var efterhånden blevet et velkendt karakteristika hos Khalid, når han tænkte på Lalia. I tretten dage havde hun undgået ham nu. Hver gang de var mødtes i hendes forældre telt, var hun strøget ud, så hurtigt hun kunne. Og ikke nok med det. Han synes at hver gang han så hende, var det i selskab med en eller anden yngre eller ældre mand.
Han gik målrettet gennem lejren, og standsede først, da han nåede det telt hun sov i. Han kendte ikke rigtigt hendes ridderherre Galeron af Ravntoft, men på denne tid af dagen følte han sig overbevist om, at han havde gode chancer for at finde hende hér. De fleste havde for længst nydt dagens sidste måltid, men det var alligevel tidligt nok til, at de fleste ej heller var gået i seng endnu.
Om aftenen efter, at hun havde forladt Khalid nede ved søen, havde hun brugt det meste af natten på at græde. Over sig selv, og over ham. Mens skuffelse, skam og mange ukendte følelser var skyllet ind over hende. Morgenen efter havde hun dog bare besluttet sig for, at det var nemmere at ignorere ham og undgå ham, mens hun udførte sine pligter. Det var den eneste måde hun kunne koncentrere sig på. At hun så måske også havde talt lidt ekstra sammen med de andre væbnere og de riddere hun kendte, det var bare i ren trods.
Hun var netop ankommet til sit eget telt efter at have serveret for Galeron og Ravenna, og bagefter sørget for at rydde op, og gøre klar til den næste dag. Og nå ja. Så havde hun også fået af vide, at de skulle til Gyldensø efter rundrejsen. Hvilket hun glædede sig til. Så skulle hun tilbringe tiden sammen med Marylin. Hun gik i gang med at løsne sit lange hår, da hun hørte nogen udenfor sit telt. “Hvem er det?” Spurgte hun, og havde hånden hvilende på sit sværdskæfte.
“Khalid,” svarede han, selvom man sikkert kunne høre det på den dybe, karakteristiske stemme. Han rullede let med skuldrene. “Jeg er kommet for at tale med dig.” Han havde ikke tænkt sig at brase indenfor i teltet. Ventede udenfor på hendes svar. Ikke at han havde tænkt sig at gå, bare fordi hun sagde nej.
Hun spærrede øjnene op og gispede lavmælt, da hun hørte hvem det var. Men så kneb hun øjnene sammen og trådte længere ind i sit telt. Lyset inde i teltet forrådte hende. For det gjorde, at man kunne se hendes skikkelse uden for. “Men jeg har ikke lyst til at tale med dig. Gå din vej,” sagde hun trodsigt, og bandt sit bælte op for at lægge det ned på bordet sammen med sværdet. Hun håbede på at han blev, at han ville komme brasende ind og fortælle hende, at hun opførte sig som et barn. Og at han så bagefter ville tage magten fra hende, og kysse hende. Men hun håbede også at han gik. Det var meget forvirrende.
Det trak ganske let i hans mundvig. “Jeg har ikke tænkt mig at gå, før du enten lukker mig indenfor, eller kommer ud til mig.” Han foldede armene foran sig, lod blikket finde den skygge, som lyset indenfor sendte på teltdugen. “Jo før du taler med mig, jo før går jeg igen.” Det lå klart i hans stemme, at han ikke tog nej for et svar. Hun kunne ikke blive ved med at ignorere ham. Ikke, når han stod lige foran hendes telt.
Hun snerrede irriteret. Hvorfor pokker kunne han ikke bare gå? “Kom ind. Nu,” mumlede hun og valgte ikke at tage skjorten af. Eller mere. I stedet satte hun sig på sengen. Hun havde ikke så mange ting i teltet. En stol til et bord. Og en seng. Ud over hendes rejsekufferter naturligvis. Hun havde lagt armene over kors, allerede i forsvarsposition, inden han kom ind.
Han tøvede ikke med at gå indenfor, da hun først havde givet ham lov. Han trak derfor teltdugen til side, og trådte ind i det lille telt ganske nonchalant. Han lod blikket glide over omgivelserne, lod det hvile på stolen et øjeblik, før han lod det finde Lalia. “Du har undgået mig,” konstaterede han, og så på hende med et roligt blik. “Du kan ikke undgå mig forevigt.”
Hun tilbød ham ikke at sidde ned. For hun forventede ikke, at han ville blive særlig længe. “Ja, det har jeg,” svarede hun ham bare koldt og gengældte hans blik. Hendes var bare langt mere uudgrundeligt. “Forevigt? Nej. Men længe nok til, at jeg kan få mit skjold og rejse,” det var hendes planer. Havde været. Hun vidste det snart ikke mere.
Han foldede armene foran sig, og blikket på hende ændrede sig ikke hendes ord til trods. “Det ønske kan jeg desværre ikke imødekomme.” Han overvejede, om han skulle sætte sig ned uden hendes invitation. Men hvis hun foretrak at han stod og tårnede over hende, var det måske også fint. “Især ikke når jeg fornemmer, at du bevidst provokerer mig.” Han løftede brynene en smule i panden.
Alt ved Khalid indbød bare til, at hun havde lyst til at provokere ham. Skubbe til ham og hans jernhårde facade. “Så er det jo godt, at jeg ikke skal have din tilladelse for at rejse,” svarede hun og blottede sine tænder i et hånligt smil. Hun vidste, at hun legede med ilden, men hun kunne ikke lade være. “Hvor sødt, du tænker rent faktisk på mig,” hendes stemme var hæs og hun så op på ham gennem sine mørke øjenvipper. Hun bed sig i underlæben og rykkede sig bevidst længere ind på sengen.
Han fnøs let. “Det styrker moralen at have noget at se frem til,” svarede han uden meget følelse og lod hænderne falde ned langs siden igen. Fikserede blikket på hendes tænder der greb fat i underlæben, og hendes bevægelser på sengen. “Men lige nu har du intet skjold, og jeg har ikke tænkt mig at lade dig ignorere mig længere.” Han trådte en smule fremad. Blikket, hvor noget mindre roligt lurede under overfladen, havde fundet hendes igen.
Hun himlede med øjnene over hans følelseskolde kommentar. Men hun sagde ikke noget til det. Hans næste ord og bevægelser var langt mere interessante. “Nå, det har du ikke? Og hvad vil du gøre ved det? For jeg har tænkt mig at blive ved,” kommenterede hun bare provokerende. Hun lagde godt mærke til den ildevarslende gnist i hans øjne. Men hun ignorerede den, alt for fokuseret på at skubbe til ham. Hun havde så sandelig ikke glemt, hvordan det føltes at miste magten til Khalid. At han bare tog den og skræmte hende mere end noget andet. Og det faktum, at hun havde nydt det.
En let bevægelse i hans kæbe afslørede, at han bed tænderne sammen. “Du leger med ilden,” hvislede han let gennem tænderne, før de skiltes igen. “Det troede jeg at du havde indset.” Det var en tydelig hentydning til deres tidligere sammenstød. Hvordan han havde mistet besindelsen, og følte at det nemt kunne ske igen. Hvem mon der i virkeligheden var mest påvirket af hvem. Han bevægede sig længere frem, til han stod lige foran hende. Han måtte nu bøje hovedet nedad, for at kunne se hende i øjnene.
Hun trak på skuldrene over hans hvislende ord. “Det ved jeg,” svarede hun, og havde ikke den mindste smule dårlige samvittighed over det. Hun mødte hans blik. De mørke øjne, der var så ildevarslende, farlige og vilde. De drev hende til vanvid om natten, når hun forsøgte at sove. I stedet for en drømmeløs søvn, handlede de ofte om Khalid og hans hænder. De ru og stærke hænder, der tydeligt havde vist, hvilken magt de kunne tage fra hende, når han blev vred. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i et noget hurtigere tempo end normalt, mens hun løftede den ene hånd, og lagde den på hans brystkasse, afventende hans reaktion.
Hans blik afslørede ikke hvad han tænkte, men han tog fat i hendes hånd, for at trække hende op at stå foran sig. “Så er skylden helt din egen, hvis du brænder dig.” Det var så tydeligt en invitation hun sendte ham, bevidst eller ej. Han havde ikke tænkt sig at takke nej. Med den ene hånd stadig låst om hendes, greb den anden ud for at låse sig bag hendes nakke. Hans mørke blik var fastlåst på hendes underlæbe. Hvis ikke hun vred sig ud af hans greb, ikke fordi han havde tænkt sig at slippe, ville han læne sig frem og fange den mellem sine tænder.
Hun var lige ved at modsætte sig, da han trak hende op at stå, så de stod med brystkasserne ind mod hinanden. Hun kunne mærke varmen fra ham. Hun sagde ikke noget til hans ord. Hun fornemmede godt, hvad hun havde sagt med sin krop. Hun var fuldt bevidst om det. Han havde læst hende som en åben bog. Samtidig var Lalia ikke kendt for at være tålmodig, og da han blot endte med at stirre på hendes underlæbe, tog hun sagen i egen hånd. Hun stillede sig lidt på tå, lige nøjagtig nok til, at hendes læber i en flygtig bevægelse ville ramme hans.
Han kunne alligevel ikke lade være med at trække mundvigene svagt opad, da Lalias utålmodighed tog over. Han tog bedre fat om hendes nakke, og pressede sine læber ind mod hendes. Der var ikke meget flygtigt og uskyldigt over hans kys. Han slap hendes hånd for at række en arm omkring hendes liv i stedet. Hendes provokationer og pirren havde gjort sit. Stod det til ham, smed han hende i sengen og tog hendes tøj af med det samme. Og det ville han måske også gøre snart, alt efter om Lalia turde opretholde sin hårde facade.
Hun mærkede hans hånd i hendes nakke, presse hende tættere på, så hun ikke kunne flytte sig, mens han kyssede hende. Hun klynkede lavt ind mod hans læber, mens hun lod sine egne hænder glide over hans brystkasse, for at lægge sig til rette omkring hans nakke. Hun vidste, at hun burde være forsigtig. De var i hendes telt, og folk havde set ham gå ind i det. Men det gled lidt i baggrunden, efterhånden som hun efter bedste evne forsøgte at gengælde hans kys. Hun turde ikke gå videre. Ikke i hendes telt.
Ironien i det hele var slående, men han tænkte ikke meget over det lige nu. Det var i stedet væbnerens krop mod sin der var langt mere interessant. Han slap hendes nakke og lod i stedet hånden glide ned langs hendes ryg, hen til over hendes runde bagdel. Fornuften var slået helt ud et øjeblik, og det var først da han hørte nogen tale udenfor teltet, at han blev bragt tilbage til sin fornuft. Med et fnys trak han sig væk fra hende, og så på hende med et blik der var mørkt men ellers ikke til at tyde. “Jeg kommer tilbage.” Hans toneleje indbød ikke til diskussion. “Jeg lader dig ikke ignorere mig igen.” Han lod hende ikke svare, for der var ikke noget at rafle om. Han forlod hendes telt så pludseligt som han var kommet.
