Forberedelser

[Hector Hvare Khshaeta]

COLLAB
Hector Hvare Khshaeta & Selmira Skæbneseer
18. juni 527

Det virkede helt underligt at sidde, som han havde gjort det i så mange måneder efterhånden, i den lille krog på Aben og vide, at om blot to dage ville det være slut med det. Ikke fordi Hector på nogen måde var hverken vanemenneske eller synderligt knyttet til stedet. Men Nedre By var blevet endnu et sted, hvor hans liv havde taget en uventet drejning. For blot et halvt år siden var han overbevist om, at han ville følge Alysy hvorhen det krævede. Og nu var han på vej væk. Men ikke uden at gøre sig sine forberedelser. Nu var tiden til det. Han havde studeret den unge skæbneseer længe og hun var, modsat han selv, virkelig en rutinepræget sjæl.

Døren åbnede og Selma trådte ind. Der var ikke så meget at tænke over. Hun havde siddet det samme sted så mange gange, at det var blevet en naturlighed. Fra den plads kunne hun også altid se Vitor, når han var der. Ikke at det var tilfældet lige i øjeblikket. Bogen nåede dog kun at blive åbnet, før en mand slog sig ned i stolen over for hendes. Hun så op på ham med let sammenknebne øjne. Navnet havde hun hørt før, selvom hun aldrig havde talt med manden. Hector.

”Anha shillolat yer shilo anna…” han tøvede ”Okeo, Alysy.” Det havde altid været Alysy, der havde taget sig af samtalerne på doi, så han var en anelse rusten. Han var dog ret sikker på, han havde spurgt hende, om hun havde mødt Alysy. Det kom bag på Selma, da sproget var meget mere velkendt for hende end det tortallanske, og hun nikkede tøvende. Det var immervæk ikke første gang, det var sket for hende.

Hector tog nikket som en opfordring og han fortsatte ufortrødent, om end stadig lavmælt. Denne samtale var ikke for tilfældige, nysgerrige ører. ”Anna okeo astat yer tat tikh mra ha yer.” Selma nikkede igen som svar på spørgsmålet. Hun mente selv, hun havde gjort sit bedste for at holde sin identitet skjult. ”Vosma anha laz tat rek, fin zalat tat ma anna tat Legan.”

Det var ikke fordi hans ord var direkte truende, men alvoren i dem var ikke til at spøge med og mellem linjerne var det tydeligt, at det var mere end bare et tilbud. Selma betragtede ham vurderende og lænede sig langsomt fremover. ”Jeg er her nu.” Det var svært at tale det fremmede sprog, når han havde brugt hendes modersmål og det havde samme hårde klang over sig, som det havde haft, da hun lige var kommet til byen.

Hector lænede sig langsomt bagud i stolen. Han havde ikke lyst til at tage af sted uden den lille seerpige, men det værste var nok, at hun var inden for Alysys rækkevidde. ”Det er kun et spørgsmål om tid, før det slipper ud, Naqis Ato,” kommenterede han henkastet og trak på skuldrene. ”Og hvordan skelner hun så mellem venner og de, der vil udnytte hendes gave?”

Kommentaren fik ganske effektivt lukket munden på Selma. Han havde jo ret. Det havde været et naivt håb, der havde holdt hende og Kian i Nedre By så længe. Aldrig igen om hun ville være bundet på grund af sine evner. En lille fugl i bur. Men Vitor… Nej. Han var loyal over for Farkas og hun turde ikke håbe på, at han ville vælge hende over ham.

”Fin tat ha mel.” Der var ikke mere at sige og Hector rejste sig igen. Nu kunne han kun håbe på, at hans ord i det mindste ville forhindre den lille seerske i at falde i Alysys gråde greb. Uden at se sig tilbage forlod han krostuen med Selmas blik i ryggen og et lille smil fandt vej gennem den ellers følelsesforladte mine, da han hørte hende rejse sig og forlade sin plads, før døren lukkede bag ham.

* Jeg mener, du har mødt min… ven, Alysy.
* Min ven bad dig passe på dig selv.
* Men jeg kan garantere dig sikkerhed, hvis du tager med mig til Legan.
* Lille Seer.
* Vælg med omhu.