Alt man skal bruge er alkohol.

[Deleted]

Rupert af Dunlath

Kronhjorten havde altid været Maegons yndlings spisested i Corus, de lavede den bedste lammekrone man kunne opdrive i livet. Maegon var overbevist om det var den måde de krydrede kødet på - han vidste ikke meget om madlavning, men lidt havde han da lært i krigen, når man selv skulle lave maden - hans mad blev som regel forfærdelige dårlig, og det havde han også måtte høre på. Det var nu ikke det som ødelagde Maegons smil og positive person.
Kronhjorten havde også en hyggelig atmosfære og de holdte ens maver mætte og sørgede for man havde slukket tørsten i fremragende øl eller vin.

Maegon havde sat sig bagerst i kroen, for at sidde lidt væk fra døren og den konstante åben og lukken - hvilket godt kunne være lidt irritererende. Han sad ved at stort egetræsbord, hvor på der stod to lys og var tændt. Ved siden af lysene var der lige blevet sat et fad med lammekrone og tog store krus med øl. Øl.. Ja måske ikke adeliges foretrukkende drikkevarer, men ikke desto mindre var det en ting Maegon holdte meget af. Maegon havde aftalt med Rupert at mødes her, så de kunne drikke alkohol og få mad sammen. Han sad pænt med flettede fingre, og lod albuerne hvile på bordet imens han så på maden, og mærkede sulten komme frem i ham. Han havde tilbragt hele natten i nedre by, og var også endt med at få en flænge lidt over øjet, som nu var syet - han havde dog stadigvæk et hævet kindben, med et lille sår og en lille flænge ved læben.

[Rupert af Dunlath]

Rupert glædede sig til at se Maegon igen. Han så ikke så meget til sine kammerater, når de ikke var sammen ved grænsen og det samme gjaldt altså også for Maegon. Han var klædt som ridder, da han gik ind af døren på Kronhjorten og hans trin var derfor tunge og bestemte, da han gik hen mod bordet. Smilet var dog kammeratligt og han mærkede sin mave røre lidt på sig ved synet af den lækre mad.

Han greb om Maegon's underarm i den traditionelle hilsen og gav den et let klem. "Maegon. Det ser vanvittigt godt ud det der. Det var en god idé, du der fik." Han flyttede rutineret sit sværd til siden, så han kunne sætte sig, uden at det kom i vejen og satte sig derefter på den stol, som tydeligvis var tiltænkt ham.

[Deleted]

Maegons blik hvilede mod maden, som langsomt faldt i grader så længe Rupert ikke kom. Blikket gled dog hurtigt op på døren som gik ind og Rupert ansigt dukkede op i lyset fra ilden. Et smil bredte sig over Maegons blik, som rejste sig og strakte sine arme ud i omfavnelse og grinte lystigt, hans ene arm ramte Rupers underarm og hilste igen med et klem.
"Du ligner dig selv." sagde han med et smil, og blinkede. "Sid ned min ven, spis, drik og lad os tale om bryde ord om de seneste måneders adskillelse fra hinanden."
Maegon smed sig i stolen og fik endnu et krus øl ned til bordet, så Rupert også kunne fylde sin gane med væske og slukke tørsten.
Maegon tog en stor tår af sin øl og smilte varmt og venligt til den kære ven som var kommet ned på kroen for at bryde ord.

[Rupert af Dunlath]

Rupert rystede muntert på hovedet. "Ja, hvem skulle jeg ellers ligne?" spurgte han drillende og snusede tilfreds ind ved duften af alle herlighederne. Og da Maegon sagde god for det, begyndte han at lange mad over på sin egen tallerken. "Ja, hvad har du egentlig lavet siden sidst? Det er snart længe siden, man har set noget til dig ved grænsen." For nogen var 'grænsen' måske et ganske vidt begreb, men for de, som kendte Rupert, så var der kun én grænse af betydning i Tortall.

[Deleted]

Da Rupert var begyndte at skovle maden over på sin tallerken gjorde Maegon ham kunsten efter, og mærkdede hvordan hans tænder løb i vand om tanken om at spise noget af disse herligheder som fyldte bordet. Han tog hurtigt et stykke kød i munden og grinte til sin ven.
"Passer på Corus, og dens mange på kvinderne." sagde han drillende, og grinte ved tanken om sit eget svar. Han vidste godt hvad han mente, og dette måske ikke ville være det mest passende svar.
mest af alt lignede Maegon lige nu en som havde fået en lille omgang tæv, men det måtte Rupert jo selv nævne, hvis han ville vide mere om det.
"kvinderne i Corus er barske." sagde han med et smil, og grinte til ham, inde hans mund fyldtes med øl.
"Hvor lang tid har du været her nu?"

[Rupert af Dunlath]

Rupert hævede et bryn af svaret og nikkede over mod Maegon. "Er det dem, der har givet dig bank? Eller er det deres mænd?" Han smilede skævt og tog en bid i munden og stønnede nydende. Han skyllede bidden efter med en slurk øl og gik så igang med kniv og gaffel igen. "Jeg har været i byen siden starten af april. Annora skulle jo føde, ved du nok." Og det var blevet den smukkeste og dejligste lille pige i hele Tortall, hvis man spurgte Rupert.

[Deleted]

"Kvinderne er godt tilfredse, mændende ved ingenting og jeg sidder stadigvæk her og smiler, som vinderen af hele verden." sagde han med et bredt smil og kunne ikke lade vær med at føle sig en anelse smart, han tog noget kød i munden og lod blikket blive på Rupert.
"Det var en lille nævekamp mod lidt forskellige folk nede fra slummet." igen brød det store smil frem. Han havde aldrig følt de gamle skikke, og han havde altid helst ville løbe rundt blandt slyngler og andet godt folk.
Maegon bukkede hovedet.
"Ja, min største lykønskninger til dig og deres hustru min ven."
Maegon mente det oprigtig at han lynønskede ham, han var en god ven og havde ofte snakket godt om sin kone, hvor han Maegon ikke kendte til ordet kone - og hvis han havde børn, så vidste han intet om dem ihvertfald og det var umiddelbart en ganske udemærket ting.

[Rupert af Dunlath]

Et bredt smil var stadig at finde på Rupert's ansigt ved tanken om Carolina. "Tak skal du have," svarede han bare lykkeligt og vendte så tilbage til Maegon's andre fortællinger, mens han tog for sig med god appetit. Han var ærligt talt drønsulten. "Hvem kom du i klammeri med denne gang?" spurgte han nysgerrigt. Han var ikke uvidende omkring Maegon's udflugter til Nedre By og så længe han ellers opførte sig nogenlunde ordentligt, så var Rupert sådan set ligeglad.

[Deleted]

Maegon smilte stort til Rupert, og lavede en gestus med hånden han havde gaflen i. Det var fantastisk at han havde fået en skøn datter. Rupert og Maegon havde et godt forhold, og han var fortrolig med at kunne fortælle manden om hvad han gjorde af dumme ting ved siden af, så længe hans kære onkel og resten af familien fandt ud af det.
Maegon tog lidt mad ind i munden, og fik derefter erstattede smagen af mad med øl.
Denne gang i nedre by havde budt på en sand fortælling om nævekamp, en mindre sum og en hel del kvinder.
"Der var nogle som ville danse med mig, jeg var tydeligvis den bedste efter jeg havde danset med 4 forskellige. Derefter væltede der penge og kvinder ind over mig." sagde han med et smil, og grinte lidt og måtte hurtigt erstatte det med en hoste.

[Rupert af Dunlath]

Rupert hævede et øjenbryn i en uimponeret gestus. Maegon havde en tendens til at overdrive sine historier lidt og han rystede bare på hovedet. "Så længe de alle kunne gå derfra," sagde han så og spiste lidt mere. Chancerne for, at det havde regnet med penge og kvinder var nærmest ikke-eksisterende.

"Hvordan har din familie det?" skiftede han emne til og drak lidt øl. Gyldensø lå ikke så langt fra Dunlath og han kendte da en del til familien efterhånden.

[Deleted]

På trods af hans dække som historiefortæller var Maegon en forfærdelig historiefortæller. Når endelig hans historie var sande var de ofte lidt ekstremt. Maegons blik hvilede roligt på Rupert, han var en af de mest noble riddere han kendte og en god ven.
Desuden var Maegon kendt som lidt en kvindebedårer, og han havde altid elsket kvinders selskab højere end noget andet.

Hans blik vendte dig hen imod maden da han omtalte hans familie, og han fik et let smil på læben.
"De har det godt, Fran venter barn og er hjemme i Gyldensø. Generelt har folk det utrolig godt hele vejen rundt." sagde han med et smil og tyggede lidt af maden.
"Hvad med din familie?"

[Rupert af Dunlath]

Han smilede igen og var glad for at høre, at det gik slægten godt. "Vi har det også godt. Adrian er ikke helt tilfreds med sit forestående ægteskab, men jeg vil tro, han har det ligesom du på den front." Han blinkede lidt til kammeraten og spiste lidt mere.

Sådan sad de i flere timer og talte lidt om løst og fast. Og efterhånden som de fik mere og mere at drikke, blev stemningen også mere løssluppen og da Rupert endelig kom hjem den aften, var det ganske sent og han var ikke ligefrem ædru. Det havde dog været dejligt at være lidt sammen med en kammerat igen.

*Tråd afsluttet*