Stilhed og sjap

[Jonathan af Condia]

Kronprinsen tog en dyb indånding i den klare vinterluft. Han havde brug for at tænke, brug for stilhed, brug for et øjebliks fred fra rådsarbejde, såkaldt vigtige papirer, sladrende hoffolk og en elskelig men krævende familie. Udendørs var der efterhånden flere, der begyndte at vove sig, men vejret var ikke smukt og der var alt for koldt til lange gåture blandt vinterroserne og den stædige pyntegran. Desuden havde den halvsmeltede sne ingen stor tiltrækningskraft på sarte hofdamer i pyntesko eller de mænd, der frivilligt bar lignende fodtøj.

I haven var der lidt fred at finde og i den solide blå uldkappe kunne han endda tillade sig at sætte sig på kanten af en stenbænk og se ud over herlighederne. Der steg røg op fra en skorsten og duften af mad nåede ham hvor han sad. Paladset var aldrig inaktivt. Det var en livlig, sprudlende størrelse, der dog kunne komme til at virke ganske triviel, for en, der var opvokset der. Særligt kraftig blev denne følelse for Jonathan, fordi han burde være et andet sted. Gode mænd marcherede i krig og dog sad han stadig her. Maren truede Tortall og dog var det blevet ham forbudt at møde dem på kampmarken. Han stirrede ud i luften og gav sig til stille at nynne en af de kampsange han havde lært i sin tid som væbner.

[Raoul af Condia]

Raoul havde fået øje på sin bror, mens han gik ud fra et bibliotek og da han var færdig med dagens gerninger, tænkte han at den gamle mand kunne bruge en opmuntring. Og hvilken en ville være bedre end at tale med sin lillebror? Han var en kendt humørbombe og den unge mand ville ikke lade sin tyngede broder være alene ude i haven og tænke alvorlige tanker. Lillebroren kunne godt gætte sig til hvad de tanker gik ud på, han kendte sin bror godt og han vidste at det han ønskede mest var at blive beskidt i en masse mudder med et sværd i hånden. Han kunne ikke opfylde det sidste ønske, men det første kunne måske gå an.

Da Raoul gik ude i haven fik han en uspekuleret ide der højst sandsynligt ville drive broderen til vanvid. Sneen var måske næsten smeltet, men hvis han var heldig kunne han stadig lave en snebold. Han bøjede sig derfor og samlede en klump op, som han med lidt simpel magi fik til at fryse lidt mere og han sneg sig videre i haven, mens han kiggede efter sit mål. Da han fik øje på ham længere fremme, listede han langsomt derhen, sprang frem i tre skridt og kastede snebolden på kronprinsen.
”Der fik jeg dig brormand!” Han så ikke engang om snebolden ramte, så tilfreds var han med sin egen opfindsomhed at han småklukkede mens han betragtede manden på bænken.

[Jonathan af Condia]

Jonathan så en snebold flyve forbi sig og lande et par meter længere fremme. Hans nynnen var brat forstummet, men han drejede hovedet med en kølighed som jorden under hans fødder. ”Raoul,” sagde han selvfølgeligt. Det var mere en konstatering end en hilsen. ”Synes du ikke, at din adfærd passer sig bedre til yngre børn eller mere private rammer end vinterhaven?”

Han smilede en anelse og det var knapt så stift som hans resterende adfærd. Der var måske nok dage, hvor hans reaktion havde været, at kaste sig ud i en drabelig sneboldkamp – uanset at han havde rundet de tredive og var far til tre. I dag var bare ikke en af de dage og lillebrorens valg af kontaktforsøg var uønsket. Man kunne spørge sig selv om nogen kontakt i det hele taget var andet end uønsket, men det spørgsmål ville Jonathan ikke kunne svare på. Han havde bare brug for at tænke.

[Joreth af Condia]

Joreth havde overladt sin hest til en af de kongelige staldes mange staldknægte og som hver dag slog han vejen tilbage til paladset gennem haven. Han red en tur i skoven hver dag. Den samme tur hver dag tilmed og her i vintermånederne bragte de ham hver dag forbi husbådene der lå tøjret langs floden i skoven vinteren over. Det var ikke den første vinter flodsigøjnerne fik lov at overvintre, men han var lige mellemfornøjet med det hvert år.

Det var dog ikke det der fyldte hans tanker mens han kom ind i haven og fortsatte hjemmevant af grusstierne der stadig var delvist dækkede af sne. Regnen samme formiddag havde dog fjernet meget af den. Han var i færd med at trække den ene handske af, da velkendte stemmer nåede hans ører længere fremme. Et halvt smil trak i hans ene mundvig, uden dog at nå hans grå øjne og efter at have stået stille et øjeblik og lyttet, fortsatte han rundt om hækken hvor begge hans fætre som forventet kom til syne "Det lader til at komme bag på dig, at Raoul stadig er den af os der bedst har bevaret kontakten til sit indre barn, Jonathan." han stoppede nogle skridt fra de to andre mens han trak også den anden handske af og stak dem begge i bæltet.

[Raoul af Condia]

Raoul, som var vandt til brorens alvorlige facon, trak på skuldrene og satte hænderne i siden. Han skulle lige til at svare hans eneste broder, da han blev afbrudt af en anden, ligeså elskværdig mand, der kom gående rundt om et hjørne.
”Fætter Joreth - som altid er dine ord kærlige som en elskerindes kys – har du det godt?” Den unge mand var med et par hurtige skridt henne ved fætterens side og han klappede ham på skulderen, uden at bekymre sig om at den ældre mand måske ikke fandt det helt passende.
”Det er sandt jeg er som et barn – men i to er til gengæld som to gamle mænd. Der må gøres noget for at i liver lidt op.. Jonathan, hvordan skal vi fejre at du bliver et år ældre? Marts nærmer sig med hastige skridt.” Han betragtede sin storebror med et undersøgende blik. Hvis Jonathan havde tænkt sig at prøve at slippe afsted med ikke at holde noget særligt kunne han godt tro om igen, det de havde brug for i øjeblikket var efter Raouls mening en storslået fest. Slottet var alt for skummelt og trist efterhånden, alt folk tænkte på var den forbandede krig.

[Jonathan af Condia]

Den velkendte dræven fra de to brødres eneste fætter, fik Jonathans mundvige til at sitre ufrivilligt. De yngre mænd havde altid været så forskellige, som man overhovedet kunne være. At de begge to valgte at dukke op, når han allerhelst bare ville være alene, var typisk. Hvor mange gange i hans ungdomsår var der ikke en af dem, der havde forstyrret ham, ødelagt hans privatliv, spoleret en stund med en af paladset smukke unge damer? Nogen ting ændrede sig aldrig.

I stedet for at bede dem begge to om at skride – det havde været reaktionen dengang – himlede han med øjnene over begge. Han gned sig i panden og rejste sig fra bænken med en hørlig indånding. ”Marts nærmer sig og det samme gør vores tropper på Rodlund og Marens frontlinje, Raoul. Min fødselsdag bliver en privat affære. Den nærmeste familie og intet andet.”

Han så fra den ene til den anden. Det var mærkeligt, hvordan ingen af dem var på vej i krig. Det burde de være. De tre unge hanløver, Tortalls stolhed... Lænket til hovedstaden. Han ville aldrig have taget den beslutning som regent.

[Joreth af Condia]

Joreth betragtede den yngste af sine fætre (der dog stadig var et år ældre end ham selv, selvom det ikke altid føltes sådan) og fnøs næsten muntert da han blev tildelt nogle velplacerede skulderklap "Aldeles fabelagtigt." sarkasmen i hans stemme var ikke til at overhøre og de svulstige gloser der kom før spørgsmålet om hans velbefindende, valgte han med fuldt overlæg at ignorere. I stedet vendte han ansigtet mod sin ældste fætter der nu rejste sig og gav sin yngre bror svar på tiltale.

Selvom Jonathans svar var alt andet end humoristisk, kom Joreth alligevel til at smile. Han nikkede sin enighed og bød ind før Raoul nåede at protestere "Vi har ramt et af de sjældne tilfælde hvor jeg må erklære mig enig med dig, Jonathan." det skete ikke så tit, men selvom han mere end én interesse til fælles med Raoul, var det oftest Jonathans meninger og holdninger der lå tættest på hans egne "Du må vente til Beltane med at slå dig løs." hentydede han til sit kommende giftermål der var sat til at falde sammen med en af årets store højtider "Eller tage en tur i byen for at lukke damp ud."

[Raoul af Condia]

Som altid mistede Raoul ikke modet over broderens og fætterens opførsel. I stedet så han skarpt på den kommende fødselar og rynkede sine øjenbryn.
"Du inviterer mig med ikke?" Bemærkede han og lagde armene over kors. Han vendte derefter ansigtet mod sit ærekære familiemedlem. "Sjældent?" Han undslap en lang fløjtetone og hævede sine øjenbryn. Han var ikke helt enig i den påstand, når de tre var sammen var det for det meste de to 'gamle' der delte samme holdninger, det var i hvert fald Raouls synspunkt.
"Beltane.." Gentog han og drejede sig mod sin fætter. "Glæder du dig til at blive bundet til den rødhårede flamme? Hun bliver en fortræffelig hustru" Han så afventende på ham. Joreths eskapader var kendt på slottet og Raoul kendte dem også, men han regnede dog med at det ville stoppe når fætteren blev gift. Han kunne ikke forestille sig at han ville tilbyde sin kommende hustru sådan en ydmygelse, da han selv elskede sin hustru så højt.

[Jonathan af Condia]

Jonathan fangede udmærket Raouls hentydning og sendte ham et sigende blik under hævede øjenbryn. Han kommenterede dog ikke på det, men nøjedes med at fnyse en enkelt gang over omtalen af den utrolig unge komtesse, som Joreths forældre havde udvalgt til ham. Det var åbenbart en tendens, at hans familiemedlemmer skulle giftes med Gyldensø-slægten. Måske var det ved at tage overhånd. Man kunne kun gifte kongeslægten så og så meget med landets adelige, før de udenlandske kongehuse begyndte at skele til det.

”Lad os nu se, Joreth,” afbrød han, inden sidstnævnte kunne nå at svare på spørgsmålet om hans glæde ved det kommende ægteskab. ”Måske har jeg ikke formået at anspore din kampgejst tilpas meget i sin tid, men lidt fædrelandsfølelse har du vel? Hvis krigen eskalerer, er det upassende at holde kongeligt bryllup... Hvis vi da overhovedet er i Corus.”

[Joreth af Condia]

Næsten simultant med Jonathan, drejede Joreth hovedet lidt og så på Raoul med let sammenknebne øjne. At hans ældste fætter (og tidligere ridderherre) netop havde gjort næsten det samme, opdagede han dog ikke. At det måske også lidt modbeviste hans egen påstand, ville han alligevel aldrig have indrømmet.

Et halvt smil i hans ene mundvig udglattede det let skulende blik ved fætterens spørgsmål "Fortræffelig, ja." han lagde ikke skjul på han morede sig lidt og smilet der et øjeblik blottede hans fortænder understregede det kun "Man kan kun håbe hun tager lidt efter sin søster, ikke sandt?" hentydede han til Raouls hustru, der nu også snart ville bliver Joreths svigerinde. Han vendte ansigtet mod Jonathan og smilet svandt lidt ind "Du ansporede til mangt og meget." han trak på skuldrene uden reelt at svare på spørgsmålet "Alt til sin tid. Jeg er en tålmodig mand og jeg har ikke for vane at hensygne i længsel." han løftede den ene hånd og kløede sig i det trimmede skæg på den ene kind "Jeg får tidsnok lov til at opleve fornøjelserne ved at være en gift mand."

[Raoul af Condia]

Raoul nikkede til fætterens hentydning til Aenna, hun var en glimrende hustru, alt hvad en mand kunne ønske sig. Han var stadig meget glad for den unge kvinde, på trods af at hun var en smule svagelig. Han var en anelse bekymret over den kommende fødsel, sidste gang havde været en kende dramatisk, forhåbentligt ville det ikke skabe nogle problemer denne gang.
Raoul kom tilbage i samtalen efter de havde udvekslet et par ord og nikkede smilende. 
"Et ægteskab ville være en fortræffelig afslutning på en krig ligemeget hvad udfaldet bliver." Bemærkede han og vendte sig mod sin fætter. "Forhåbentlig er din forlovede ligeså tålmodig som dig" Et drillende smil hvilede på hans læber og han blinkede venskabeligt til hertugen. Kvinderne var trods alt tit ivrige efter at blive gift og det var ikke så mærkeligt, når det var det vigtigste der skete for de fleste af dem, næst efter at få børn selvfølgelig. Altså, for de fleste af kvinderne.

[Jonathan af Condia]

Jonathan betragtede Raoul med et splitsekunds vantro. Så tog han en enkelt, dyb indånding og lukkede den ud i et lydløst suk. Det var ham uforståeligt, ganske enkelt, hvordan hans lillebror kunne se på livet som kun en sprælsk ung væbner ellers ville. Han havde ellers rigeligt at tynge sig ned, hvis man så objektivt på tingene. Af erfaring var Jonathan dog klar over, at der absolut intet kom ud af at pointere nogen af delene og han nøjedes med at ryste på hovedet. Samtalen om Gyldensø-pigen irriterede ham.

Tilsyneladende var han sat på jorden for at være uenig med sin mor i stort set alting. I hvert fald var godkendelsen af det royale bryllup endnu et sted, hvor han selv ville have ageret anderledes. Joreths åbenlyse tilfredshed var ikke tilfredsstillende. Regenten var ikke alene om problemerne, hvis Hertugfamilierne besluttede sig for, at der var blevet vist dem foragt. Han havde hørt summen i krogene omkring emnet og hans kæber blev anspændte over den lethed emnet blev behandlet af de to andre. Diskussionen var desværre afsluttet og han fik intet ud af at bide af dem. Således sammenbidt, krydsede han armene hen over hinanden og betragtede de to med et mørkt blik.

[Joreth af Condia]

Joreth hævede et øjenbryn mens han igen så på Raoul "En afslutning?" han fnøs og og smilede et halvt opgivende, halvt overbærende smil "Som altid optimisten, Raoul." kommenterede han tørt og rystede på hovedet uden at give sig ud i sin forlovedes tålmodighed. Stod det til hende ville hun hellere vente til næste Midvinter, end at stå brud om få måneder, så meget var han ganske sikker på.

Hans blik fandt i stedet Jonathan og han kneb øjnene sammen mens han betragtede sin ældste fætter vurderende "Desuden tror jeg det er bedst at lukke emnet før din kære broder får hovedpine." han talte henvendt til Raoul, men så stadig på Jonathan, uden helt at kunne lade være at more sig diskret over det utilfredse udtryk på den andens ansigt og de demonstrativt korslagte arme.

[Raoul af Condia]

Raoul trak på skuldrene, hans fætters holdning til hans personlighed huede ham ikke, han var mere fokuseret på sin bror. Han havde måske valgt den forkerte indgangsvinkel. Han så lettere tænksomt ud i luften, mens han hvilede hovedet på sine knoer og håndens albue på den anden arm. Det var først da han hørte fætteren tale igen at han faldt tilbage på jorden. Han nikkede som svar og rullede sine skuldre et par gange, hvorefter han satte sig hen på bænken hvor hans bror havde siddet kort forinden og samlede en kvist op som han gav sig til at prikke til jorden med.
”Tager du i krig næste gang de skal afsted?” Hans krigs terminologi var mangelfuld, men han vidste dog at selv kronprinsen ikke bare kunne sætte sig på sin hest og ride mod Maren hvis det var det han ville. Raoul lod som om han var optaget af at tegne symboler i jorden, men han var mere interesseret i at høre sin broders svar. Han vidste med sig selv at han ikke ville tage i krig og han vidste ærligt talt ikke om han kunne undvære sin storebror så længe. Hvis han var væk, ville det forlange endnu mere af Raoul selv at blive tilbage. 

[Jonathan af Condia]

Jonathan sendte Joreth et enkelt, skarpt blik. Han var fristet til at give ham en lektion i at tirre ham, men han bed det i sig. En dag ville det være hans beslutninger, der påvirkede kongeriget. Indtil da måtte han underordne sig sin mor. Han overvejede ofte, om det havde været lige så svært for tidligere kronprinser eller om de i højere grad havde bifaldet deres forældres beslutninger.

Raouls spørg var lige i tråd med den slags overvejelser. Jonanthan tog en dyb indånding og slog let ud med hånden i en opgivende gestus. ”Muligvis,” svarede han simpelt. Han fremtvang et smil og trak på skuldrene. ”Hendes Majestæt kan ikke blive ved med at holde alt andet end grannevøerne fra krigen. Det bliver i hvert fald én af os.” Han kastede et undersøgende blik på sin tidligere væbner. Han havde kun været en knægt, dengang han tog Joreth ind og forsøgte at lære ham alt. ”Hvis jeg bliver sendt af sted, må du holde pladsen varm til jeg vender tilbage igen, lillebror.” Han så drillende på Raoul og kun folk der kendte ham godt, ville bemærke manglen på ægte munterhed.