Nyanskaffelser

[Joreth af Condia]

Til:   Kayleigh af Linshart

Joreth stod lænet tilbage mod det solide skrivebord der optog en del af pladsen i det ene af de rum på paladset han rådede over. Hans arme var krydset over brystet og den diskret broderede skjorte han havde på. I den ene hånd havde han et glas, halvt fyldt med en dybrød væske, vin af den bedre slags. Han drak ikke af det, men stod blot med hånden løftet en smule og blikket rettet koncentreret mod væggen overfor sig.

Omtalte væg var domineret af et maleri. Det fyldte godt på væggen, omend det ikke gik helt fra gulv til loft. Det ville også være lidt af en bedrift, taget i betragtning hvor højt til loftet der generelt var i de fleste af paladsets rum. Han stod i sine egne tanker og betragtede motivet, så meget at han i første omgang ikke hørte den lette banken på døren. Først anden gang der blev banket drejede han hovedet og så svagt irriteret på døren "Ja." døren blev åbnet og hans efterhånden aldrende kammertjener kom til syne "Deres Nåde. Den unge Lady Gyldensøs vogn er netop ankommet." Joreth rettede sig lidt op og irritationen var på et øjeblik erstattet med interesse "Vis hende direkte ind." den ældre mand nikkede og bukkede på én gang og forlod gemakket igen før han overhovedet var kommet helt ind over dørtærsklen.

[Deleted]

Lyden af Kayleighs trin rungede i gangene, som hun skred fremad mod sin destination. Eller sådan lød det i hvert fald i hendes ører. Som torden og lynild, der med hvert skridt varslede hendes ankomst. Hendes hjerte flaksede i hendes bryst. Det var en blanding af forventning og frygt. Ikke at hun nogensinde ville vedkende sig det.

Tjeneren foran hende irriterede hende. Allerede ved døren, nej, da hun kørte ind ad porten, havde hun været i dårligt humør, men nu pirkede tjenerens tilstedeværelse til hendes irritation, så hun flere gange havde sukket højlydt. Hun var måske nok blevet inviteret hertil, men der havde egentlig ikke været et spørgsmål inkluderet. Det var Joreths måde at demonstrere over for hende, at hun skulle komme, når han kaldte. Det vidste hun. Og det provokerede hende umådeligt.

Da tjeneren standsede og bankede diskret på en dør, sagtnede hun farten og bed sig i læben. Han så ikke på hende, men han ville heller ikke have set, det hun følte. Det var skjult bag hendes røde lokker og lyse hud, det eneste folk oftest så, i stedet for at fange ilden i hendes blik. Joreth så den. Og det var derfor hun ikke kunne slippe væk. Ikke med sin krop, ikke med sin sjæl. Det gjorde ham farlig. De vidste det begge.

Hun kom først til fuld bevidsthed, da hun så sig selv træde ind i rummet i en yndefuld, glidende bevægelse, som mest af alt mindede om en dans. Dansen, hun havde forgivet hele sit liv. Langt inde i hende bævrede noget sårbart, som hun skubbede fra sig. Hun rankede sig og mødte frygtløst hans blik, selvom det rystede hende helt ned i fødderne. Deres sidste møde brændte på hendes læber, men til hendes held forsvandt tjeneren hastigt, og hun kunne springe høflighedsfraserne over.

Hendes blik faldt direkte på glasset i hendes tilkomnes hånd, og hun satte over mod ham. Ved hans side stod en delikat bakke med en karaffel og et ekstra glas på. Så meget måtte tjenestefolkene da have. De evnede at tænke. Hun rakte ud og tog det tomme glas op. Så vendte hun sig mod ham, afventende. Den første lille test ud af en evigheds.

[Joreth af Condia]

Joreth svarede selvfølgeligt da det kort efter bankede på døren igen, men han drejede ikke hovedet før døren gik op. Han rettede sig lidt op, uden dog at rejste sig helt fra sin afslappede stilling og fulgte sin trolovedes entre uden at værdige tjeneren så meget som et blik. Man kunne ikke ligefrem sige hun lignede en der følte sig hjemme, og alligevel førte hun sig som om hun havde al ret i verden til at være i hans gemakker. Det havde hun i og for sig også og han dvælede et øjeblik ved den tanke, at efter Beltane ville hun rent faktisk bo der. Det var stadig en surrealistisk tanke at skulle dele sit privatliv så nært med en anden, men han var hverken nervøs eller forventningsfuld.

Det trak endnu mere i hans mundvige da hun demonstrativt undlod at hilse på ham, men blot marcherede ind (selvom marchere var en meget dårlig sammenligning). Der kunne dog være to om det spil og han forholdt sig selv tavs mens hun stoppede ved siden af ham, tog glasset fra bakken og først der mødte hans blik. Et langt øjeblik gengældte han blot hendes blik, udfordrede hende med fuldt overlæg og rettede sig så langsomt op. Han satte sit eget glas fra sig, tog i stedet karaflen og skænkede uden et ord op i hendes glas før han fyldte sit eget igen. Han løftede det let, hilste på hende og tog en mundfuld før han brød den ladede stilhed "Hvad ser du?" spurgte han med oprigtig interesse mens han vendte ansigtet mod maleriet på den modsatte væg

[Deleted]

Kayleigh lod sig ikke mærke af omgivelserne, men forblev en stenstøtte af selvsikkerhed, da hun tog sig en evighed om at lade sit blik glide fra glasset og op på Joreths ansigt. For omverden kunne det synes som en oplagt provokation, men de to imellem var det stilhed før stormen. Hendes hjerte begyndte at slå hårdere, da hun mødte hans blik, og hun spændte let i kæben et sekund. Et lille grimasse, der kunne være alt fra et begyndende smil til irritation.

Her stod hun så. I sin tilkomnes gemakker. Hun bemærkede, han som altid var nydeligt klædt, ligesom hun selv var passende nettet til dagens anledning. Ikke at der var nogen større anledning end et uformelt visit. Det var dog netop her deres møde adskilte sig fra de øvrige. Her var ingen øjne til at observere deres mindste bevægelse eller bemærke, hvad der blev sagt. En sær form for frihed var blevet givet hende i det gyldne bur, man satte hende i. Hun sukkede let, idet han undlod at springe til hendes undsætning, men først efter en klar pause fyldte hendes glas op. Hun gjorde dog intet, men blev stående afventende.

Sandheden var, at hun følte sig lettet over, at han havde været eftergivende. Først og fremmest fordi hun trænge til at dulme et par forræderiske nerver. For det andet fordi hun ville have følt sig ydmyget – afvist – hvis han havde ladet hende skænke op sig. Det var en smule forsonende, at han trods alt havde efterkommet hendes ønske og tilmed havde pli nok trods de var alene, til at være galant. Hun løftede det til hilsen og tog en mundfuld.

Hun sank, før hun svarede og følte sig lettere til mode. At det bragte hende en smule ud af fatning rent faktisk at skulle tage stilling til, at hun stod i hans gemakker, lod hun sig ikke mærke med. Det faktum havde hun pure benægtet frem til nu. Men hun så et øjeblik på ham, og så drejede hun sig mod maleriet, som han havde spurgt til. Hun fik en eftertænksom rynke i panden. En rynke, der tydeliggjorde, at hun rent faktisk tænkte sig om og betragtede maleriet indgående. Hun nippede til vinen igen og strammede så let sammen i læberne. Hun følte sig igen provokeret.

”En tragedie,”svarede hun kontant og vendte sig for at se på ham. Var det dét, han ville fortælle hende? Var det hende på billedet? Hendes hjerte rørte på sig, men hun forsøgte at ignorere det. Billedet rørte hende. Det vækkede en længsel, som hun alt for længe havde levet med. Den vækkede en fundamental sorg – men mest af alt hendes stædighed. Denne side af sig var hun ikke parat til at give væk.

”Har du selv indkøbt det?” spurgte hun undvigende. Hun følte sig forvirret. ”Er det nyt?”

Hendes liv var en stenet kyst af uforløst længsel. Fortalte han hende nu, at alt håb var ude – eller at hun ikke skulle give op? Eller konverserede han bare om at maleri, som dekorerede hans egentlig smukke værelse, for at bryde tavsheden mellem dem. Hun fik næsten hovedpine af at gruble så heftigt. Hun drak af vinen og følte sig oprørt. Det måtte være en personlig rekord.

[Joreth af Condia]

Modsat Kayleigh, var Joreths blik ikke rettet mod maleriet længere. I stedet hvilede hans blik på hendes ansigt mens hun betragtede det, tydeligt afsøgende, og gled afsøgende ned over de fine træk. De fyldige læber, læber han allerede vidste hvordan smagte, den lille næse de blå-grønne øjne. Hun var mere end almindeligt køn med sit flammende hår der passede til en ligeså flammende personlighed. De to ting lagt sammen var netop hvad der havde fanget hans interesse for snart længe siden og ikke engang en krig skulle få lov at komme i vejen for, at hun snart ville være hans.

Han vendte ansigtet mod maleriet igen da hun svarede, kneb øjnene lidt sammen og lod en mundfuld af den dybrøde vin bade sin tunge "En tragedie.." gentog han hende tænksomt, uden at sige hende imod. Efter flere sekunder i tavshed nikkede han "Begge dele." svarede han ligeså kort som hende uden at se på hende igen. Først efter at have gransket maleriets detaljer endnu engang, fandt hans blik hendes "Du kan se det som en bryllupsgave på forskud." fortsatte han kryptisk. Hans blik afslørede intet og hans træk var afslappede. Det var lige denne del af legen han nød mest. At ryste hendes sikkerhed på hvor hun havde ham. At prikke til hendes fordomme så de smuldrede i kanten. Lidt efter lidt. Han var tålmodig, især når han havde udset sig noget. Hun skulle nok overgive sig før eller siden.

[Deleted]

Kayleighs blik var fæstnet til billedet, som afhang hendes liv af det. For hendes indre kæmpede en brav kamp for at holde sammen på sig selv, og hun hjemsøgtes af deres sidste møde, der nu forplantede sig som en pinagtig hovedpine. Hun vidste ikke, hvad hun mere skulle sige. Hvad han forventede af hende. Ikke at hun havde den mindste intention om at give ham noget som helst ønskværdigt frivilligt. Men hun tvivlede nu også på, at Joreth var helt klar over, hvad han ville. Han var en forkælet søn af en højbåren familie, der var blevet lidt for vant til at pege og få. Hun måtte tage sig i at skyde hagen frem, men hendes læber fik et strejf af den vrede, hun følte, før hun kvalte den.

Det blev hendes tur til at dreje hovedet, da han talte. Til hendes lettelse så han på maleriet. Hun drak igen, men nippede snarere til vinen. Hun lod tavsheden brede sig uden nogen intentioner om at bryde den. Hun nikkede eftertænksom af den nye information. En nyanskaffelse. Hun trak vejret ind gennem næsen, men hun tyggede på hans næste ord. Var hun ikke bedre opdraget, havde hun skåret tænder. Hendes blik forsvandt ind i hans på et splitsekund, da de så på hinanden. Han var helt afslappet, hun følte sig trængt op i en krog, men forholdt sig nu rolig.

”Det er smukt.” svarede hun høvisk og dækkede sin ind under sin stande evige maskerade. Som var han en fjern fætter af en ukendt baron, hun sniksnakkede med til et fuldstændig ligegyldigt bal. Hun trippede lidt på fødderne, da han blev ved med at se på hende. Hun bed sig i læben. ”Jeg har ikke noget at give dig til gengæld…” svarede hun lidt tøvende. Sandheden var, at hun var fuldstændigt på bar bund omkring, hvad han skulle have fra hende i bryllupsgave. Faktisk havde hun slet ikke overvejet den slags endnu. Det føltes anstrengende, at han havde gjort sig den ulejlighed selv at finde en gave til hende. Den slags kunne han havde været fræk nok til at lade en tjener om. Tanken havde strejfet Kayleigh, men noget i hende var pludselig i tvivl.

Hun så rundt i rummet, for at slippe det oprør billedet skabte i hende. ”Tilbringer du meget tid i dit kammer?” spurgte hun ud af det blå. Nysgerrigheden vandt. Hun ville gerne vide, om han havde indrettet sig her efter at rent faktisk være her.

[Joreth af Condia]

Joreth havde haft rigeligt med tid til overs siden deres sidste møde til at tænke over tingenes udvikling. Både forfra, bagfra og fra siden, men i stedet havde han slået det hen og nægtet at lade sig distrahere af det lille frø af tvivl der unægtelig var blevet sået. Den var der stadig nu, som en torn bagerst i hans bevidsthed der ikke var til at glemme, men godt kunne ignoreres langt hen ad vejen.

Antydningen af et smil spillede et splitsekund på hans læber og han så næsten tilfreds ud mens han stod der og holdt hendes blik fast. Så brød han ukarakteristisk øjenkontakten som den første og nikkede afmålt før hans blik mødte hendes igen "Det glæder mig du synes om det." hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten tro han mente det oprigtigt. Antydningen af et selvtilfreds smil voksede sig kun mere markant da hun fortsatte. Han havde et svar lige på tungen, men bed sig i tungen før det slap ud i de ord han tænkte. Ikke at han normalt gik ad vejen for at provokere, heller ikke når det gjaldt Kayleigh, faktisk netop ikke når det gjaldt hende. Hendes reaktioner der var en skønsom blanding af trods, forargelse og skarpe kommentarer, fastholdt til stadighed hans interesse "Men det har du.." svarede han hende endelig, lettere kryptisk og med et glimt i de grå øjne der næsten var alvorligt. Det stod i klar kontrast til smilet der stadig hvilede på hans læber før han vendte ansigtet væk igen og løftede glasset til læberne.

Han var tavs indtil hun talte igen, men svarede heller ikke denne gang med det samme. Faktisk vidste han for en gangs skyld ikke hvad han skulle svare, eller nærmere om hun spurgte for at fylde stilheden ud eller fordi hun var oprigtigt interesseret. Han vendte ansigtet mod hende igen og lagde armene over hinanden uden at sætte glasset fra sig "Hvorfor spørger du?" denne gang var nysgerrigheden reel nok og han så afventende på hende med let rynkede bryn.