På besøg

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen

Aftalen med Rupert havde lagt fast længe, og om et par dage skulle Murray og Vania derfor til middag hos Dunlath-familien. I forbindelse med middagen havde Murray bedt Vania om at komme på en gave til den lille nyfødte Dunlath, så i dag tog han over for at se, hvad hun var nået frem til.
På trods af den lange forlovelse med komtessen havde han aldrig opholdt sig i Blåhavn-boligen, som han lige nu nærmede sig. Han hoppede af sin vallak og overlod den staldknægten, før han begav sig op til indgangen, hvor et par tjenere stod klar til at modtage.

[Vania af Naxen]

Vania vimsede rundt som en lille bi i huset og havde gjort det det meste af formiddagen. Efter at de var kommet hjem til Corus, havde hun kun set Murray et par ganske få gange og selvom hun havde indset sandheden i hans ord om, at hun burde bruge tid med sin familie, mens hun kunne, så havde hun også indset, at det var meget normalt at ønske, hvad man ikke kunne få og derfor savnede hun ham mere, end hun kunne fortælle, når de ikke var sammen.

Nyheden om, at han ville komme denne dag, havde derfor rigtigt sat liv i hende og hun havde sørget for at finde en smuk kjole frem og få sat håret ordentligt. Da der blev meldt, at han var kommet, gik hun ud i hallen, men kunne pludselig mærke en generthed, som hun ikke havde følt omkring ham længe, indfinde sig. Måske var der gået for længe siden sidst? Hun nejede ynderfuldt, da hun så ham og smilede en smule, mens kinderne var en anelse røde. "Murray. Velkommen."

[Murray af Naxen]

Murray så sig lidt omkring i hallen, imens han ventede på Vania. Der var en flot indretning, så vidt han kunne se. Alt andet ville selvfølgelig også have været underligt. Her boede jo en hertugfamilie.
Da Vania dukkede op, rettede han straks opmærksomheden mod hende. Han bukkede for hende, da hun nejede. ”Tak.” Siden han var i samme bygning som hendes forældre, måtte han hellere gøre en smule ud af etiketten. Han skulle helst undgå at blive upopulær hos dem igen. ”Du havde fundet en gave til Ruperts datter?” spurgte han så og gik mere eller mindre lige til sagen. Han bemærkede godt hendes rødmen, men valgte at ignorere det for øjeblikket. Hvis han begyndte at drille hende her, risikerede han at få ballade hos sine svigerforældre.

[Vania af Naxen]

Hun smilede stadig, da han talte og hun blev pludselig igen meget opmærksom på de dybe toner, der var i hans stemme. Hans næste ord, trak dog smilet lidt i land igen. Ingen 'jeg har savnet dig' eller 'dejligt at se dig', konstaterede hun ærgeligt. Hun bed sig lidt i indersiden af kinden og nikkede. "Ja. Den ligger inde i dagligstuen."

Hun vendte rundt og gik forrest derind og hen til et bord, hvor der lå en yndig lille kjole i råhvid bomuld samt en kyse dertil. Babyer voksede hele tiden og havde brug for masser af tøj. Og det havde hun trods alt anset for en bedre gave end et eller andet legetøj, som barnet ikke kunne lege med i flere måneder endnu.

[Murray af Naxen]

Han fulgte med hende ind i stuen og kastede et nysgerrigt blik på børnetøjet. Hans erfaring med den slags var minimal, men han stolede på, at Vania havde valgt noget godt ... medmindre ...? ”Har du lavet det selv eller købt det?” spurgte han brummende og sendte Vania et spørgende blik. Hvis hun selv havde lavet det, skulle han jo sørge for at rose hende. ”Uanset hvad kan jeg se, at det var en god ide at spørge dig.” Han ville nok have givet barnet en dolk eller sådan noget. Han kunne sådan set let forestille sig, at Rupert ville være glad for sådan en gave, men hans hustru var muligvis af en lidt anden holdning. Han tænkte ikke nærmere over, at han burde give udtryk for at savne Vania. Det sagde jo sig selv, så han syntes ikke, at der var nogen grund til at påpege det, og hvad nu hvis det ville gøre hende ked af det, fordi hun fik skyldfølelse eller sådan noget? Han ville for alt i verden ikke have, at hun skulle have det dårlig med situationen – det havde jo ikke været hendes ide, så han burde ikke belemre hende med den slags.

[Vania af Naxen]

Hun var lige ved at få en stram mine igen, da han bare spurgte, om hun selv havde lavet det og ikke kommenterede det mindste på, hvad han syntes om det, men han formildede hende straks efter og hendes skuldre faldt den mindste smule. "Kjolen og kysen har jeg fået syet, men jeg har selv lavet broderierne," svarede hun selvfølgeligt. En kommende hertuginde beskæftigede sig virkelig ikke med simpel syning. I stedet havde hun broderet små blomster langs kanterne i en sart gul farve. Og over brystet i den ene side, havde hun broderet "Carolina".

[Murray af Naxen]

Han strøg kort hånden over tøjet for at mærke på broderiet. ”Det er flot.” Det ville sikkert falde i god jord hos Ruperts hustru. Han trak hånden til sig igen og nussede Vania lidt i håret. Han glædede sig lidt til at se, hvad hun ville ende med at brodere til deres egne børn. ”Hvordan har du det for tiden?” spurgte han så. Gaven så jo fin ud, så der var ikke det store at bekymre sig om der. Han kunne derfor let vende opmærksomheden mod sin forlovede.

[Vania af Naxen]

Hun smilede lidt af hans ros. Det var hun glad for, at han mente. Hun havde også brugt lang tid på det og havde koncentreret sig om at lægge stingene helt rigtigt. Da han lod hånden finde ind i hendes hår, tabte hun næsten vejret og mærkede igen kinderne rødme let. Hans spørgsmål fik hende til at bide lidt i underlæben, mens hun lænede sig op af bordet med det øverste af bagdelen. Havde han ikke netop været kærlig mod hende, så havde hun sikkert holdt sin mund af bare stolthed. Men nu kunne hun godt sige det. Omend det blev i en noget lavmælt tone. "Jeg savner dig," indrømmede hun. "Meget." Hun så ned på sine hænder i stedet for at se op på ham.

[Murray af Naxen]

Hendes svar kom bag på ham. Han havde selvfølgelig på fornemmelsen, at hun savnede ham – han savnede jo hende – men han havde regnet med at høre om, hvad hun fordrev tiden med. Men måske havde meget af tiden gået med broderingen? Det tog muligvis et stykke tid at lave sådan noget? Han rakte frem og tog hendes hånd. ”Jeg savner også dig,” lovede han og bøjede sig ned for at kysse hende i håret. At kysse hende på munden i hendes fars hus virkede lidt for respektløst. ”Efter vores middag ved Dunlath, kan vi rejse til Naxen, som jeg lovede dig.” Han havde jo lovet at vise hende lenet, og juni ville nok være et godt tidspunkt.

[Vania af Naxen]

Hun lod ham tage sin hånd, fordi hun ærligt talt ikke kunne lade være. Hans varme hånd med den ru håndflade var rar og hjemlig og hun sukkede stille. Smilede lidt, da han endelig sagde, at han også savnede hende. Nu vidste hun trods alt nok om Murray til at vide, at han aldrig kunne finde på at sige sådan noget, hvis han ikke mente det. Og det gjorde hende lidt bedre til mode.

Hans næste ord, fik hende dog til at se op på ham med et stort smil. "Virkelig? Åh, det vil jeg meget gerne!" Uden at tænke noget videre over det, rettede hun sig op og trådte ind i hans favn og trykkede sig lykkeligt ind til ham.

[Murray af Naxen]

Da hun søgte ind til ham, lagde han armene om hendes krop. Selv med al hendes træning var hun jo stadigvæk en lille nipsting, så hun fyldte ikke meget. ”Selvfølgelig. Det har vi jo haft en aftale om længe, ikke sandt?” påpegede han. Han gik ikke bare tilbage på den slags, og det ville sikkert blive en god rejse. ”Jeg skal bare lige have talt detaljerne i gennem med din far.” Hertugen ville næppe have noget imod det, men Vania skulle jo have nogle folk til at ledsage hende.

[Vania af Naxen]

Hendes arme lå omkring det nederste af hans brystkasse og hun bare nød, at han havde sine arme omkring hende. Til hans ord, nikkede hun. "Jo, vi har," svarede hun. Men hun havde ikke helt troet, at det ville blive endnu. Og hun havde måske også forestillet sig, at der i sidste ende ville komme et eller andet i vejen for, at de kunne få lov til at gøre det.

Da talen faldt på hendes far, trak hun sig ud af hans favn igen og nikkede - stadig med et smil på læberne. "Naturligvis. Jeg har dog nævnt for ham, at sådan en rejse muligvis kunne komme på tale, så han er ikke helt uforberedt." Hun havde det pludselig meget bedre, men vidste samtidig ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Talen om hendes far, havde mindet hende om, at hun befandt sig i hans hus og at de ikke engang var gift endnu. Det harmonerede bare ikke ret godt med, at hun længtes efter at være tættere på ham.

[Murray af Naxen]

Han slækkede grebet en smule og så ned på hendes fine ansigt, der var indrammet af det mørke hår. Når man tænkte på, at deres ægteskab var arrangeret, var det endt overraskende godt ud. Den slags kunne ellers tit ende skidt. ”Det var godt.” Han rakte hånden op og strøg hende lidt over kinden. De kunne jo ikke rigtig gøre andet end det. Til sidst måtte han også tage hænderne helt til sig, så de undgik, at nogen skulle vandre ind og se dem. ”Så ... din familie har en nydelig bolig ...” tonefaldet var noget tøvende, da han sagde det. Ikke fordi at han løj, men fordi at han ikke var helt sikker på, hvad han burde følge op med. Blikket gled derfor forholdsvis hurtigt tilbage Vania med et spørgende glimt i sig. Han håbede vel, at hun ville fortælle ham, hvad de burde snakke om.

[Vania af Naxen]

Hun rødmede en lille smule, da han strøg hende over kinden. Det var helt underligt, at en mand som Murray kunne være så blid. Og så over for hende. Da han tog hånden til sig, kom hun til at grine lidt af hans kommentar. Han havde aldrig været godt til at småsnakke og hun satte sig derfor uden videre dikkedarer i den ene af to lænestole i rummet. "Har du lyst til noget at drikke? En whiskey måske?" Hun ringede på tjenestefolkene. Uanset, så ville hun gerne selv have noget at drikke. "Hvordan står det til i Naxen?"

[Murray af Naxen]

Han åndede lettet ud, da Vania overtog samtalen. Det gjorde det hele betydeligt lettere. Han satte sig ned, da hun gjorde det, og nikkede accepterende til forslaget om drikkelse. ”Whisky lyder fint.” Når de sad ned, var det nok også lettere for dem at lade være med at røre hinanden. Han brummede lettere utilfreds ved spørgsmålet. ”En af karavanerne er blevet røvet igen. Heldigvis var det ikke en med våben.” Det var frustrerende, men røverbanderne skjulte sig godt i skovene. De var svære at få overblik over.