Svaret af Sebela Almsted on May 21, 2016 22:23:11 GMT
Collab mellem Matti og Sebela Almsted
den 15. maj 527 M. T.
De var samlet til middag hjemme hos Sebelas forældre og resten af hendes familie. Og hun kunne ikke se sig fri for at finde det en smule hyggeligt. Selvom hun ikke havde det helt godt. Hun vidste godt hvorfor. Og det samme gjorde Matti. Hun var nu gået to måneder over tiden siden hendes sidste blødning. Og hun var glad. Virkelig glad. Hun elskede Matti og bar nu på hans barn.
Hun prikkede lidt til maden, men havde egentlig kvalme. Dog forsøgte hun stadigvæk at få føde i sig. Hun vidste, at det var vigtigt at sørge for næring til barnet, så det kunne vokse sig stort og stærkt.
Matti sad ved siden af Sebela og smilede næsten konstant. Han havde været nervøs, da hun havde sagt, at hun ønskede, at de skulle have børn lige nu, men nu hvor det var realiteten, så kunne han ikke lade være med at være glad. Bare tanken om, at der var en lille udgave af Sebela i hendes mave lige nu, gjorde ham glad.
Han spiste selv med god appetit og gav fra tid til anden hendes hånd et lille klem. Det var mest ment som en støtte, fordi de havde aftalt, at de ikke ville fortælle nogen om hendes tilstand, før den farlige periode var overstået, sådan som helbrederen havde rådet dem til. Det kunne ikke være let, når hun nu sad sammen med sin familie.
Hun smilede, hver gang han gav hendes hånd et klem. Og det var ikke bare et lille forsigtigt smil. Nej. Det var et lykkeligt et af slagsen, som normalt kun var forbeholdt Matti, når de var alene. Men de var efterhånden opstået oftere og oftere. Hans enorme appetit smittede af på hende, og mens hendes far talte om den pludselige stigning af ordrer, begyndte hun at spise lidt. Samtidig med at hun holdt kvalmen lidt væk.
Matti fangede et blik fra sin svigermor, hvor hun løftede et øjenbryn. Hun kendte tydeligvis sin datter godt, men han nøjedes med at sende hende et lille smil og så spise videre. Da de var færdige, flyttede de sig allesammen ind i stuen. Det ville sige. Det gjorde mændene og børnene. Sebela blev ude i køkkenet og hjalp sin mor med oprydningen. Matti ville egentlig gerne have hjulpet, men det var ikke rigtigt sådan, det blev gjort i Lysmager-familien.
Hun hjalp sin mor med at tage af bordet, rydde op og vaske op efter aftensmaden. De snakkede om løst og fast. Mest hvordan det var gået med Pippas fødsel, og Sebela fortalte gerne om, hvad der var sket og hvad køn barnet var blevet. Da de endelig var færdige, slog hun sig ned ved siden af Matti. Hun var efterhånden lidt mat i kroppen, og en anelse træt. Hun lænede sig lidt op ad ham og gabte.
Han sad og snakkede behageligt med hendes far, mens de ventede. Noget, som han ikke havde været sikker på, der nogensinde ville ske, da han begyndte at se Sebela. Men efter at de var blevet gift og efter, at hendes forældre kunne se, at han behandlede hende godt, var det heldigvis gået hen og blevet til et rimeligt afslappet forhold, han havde til dem. Og derfor havde han heller ikke noget problem med at lægge armen om Sebela og trække hende ind til sig, da hun lænede sig op af ham. ”Træt?” mumlede han blidt.
Hun holdt hånden for munden, mens hun gabte færdig, og lukkede øjnene et kort øjeblik. Hun nikkede med et svagt smil. ”Lidt ja,” svarede hun og nød at sidde sådan her med ham sammen med sine forældre. For bare et år siden, havde hun ikke anet, at det ville ske. Hun var glad for, at hendes familie havde taget så godt imod Matti, som de nu havde. ”Jeg tror… At jeg gerne vil ind og ligge lidt,” mumlede hun, og havde igen kvalme. Og ondt i maven.
Han nikkede og gav hendes hånd et klem mere. ”Jeg er sikker på, at du godt må ligge lidt inde på dit gamle værelse,” svarede han med et hurtigt blik over på sin svigermor, som heldigvis bekræftede det. Han kunne ikke lade være med at være lidt bekymret for hende. Det lå ham for meget i blodet.
Hun smilede til sin mor og havde det helt fint med, at de stadigvæk havde et værelse til hende, når hun var her. Hun rejste sig op, og kyssede ham på kinden, inden hun forlod stuen. Jo, hun var en smule skidt tilpas. Det kunne hun godt mærke nu, efter at have slappet lidt af. Hun lagde sig ned i sengen og lukkede øjnene, mens hun kørte hånden over maven i et desperat forsøg på at få den ubehagelige fornemmelse i maven til at forsvinde.
Hun forsøgte at falde lidt i søvn. I et håb om, at det måske ville hjælpe. Men nej. Det hjalp ikke. Kvalmen var efterhånden blevet erstattet af ondt i maven. Hun pev lidt og krympede sig lidt sammen i sengen. Det her… Var ikke godt. Hun kom op og åbnede døren. En skarp smerte skød gennem hende og hun faldt sammen i døråbningen. ”Matti!”
Matti sad og talte lidt med hendes forældre om værkstedet derhjemme og om, hvordan Erik klarede at være blevet far. Han havde netop afsluttet en lille historie om sin nye nevø, da Sebela kaldte og tonen i hendes stemme var så desperat, så han var oppe af stolen og henne ved hende på få sekunder. Hun var faldet sammen i døren og han løftede hende uden problemer og lagde hende ind på hendes seng igen. ”Få fat i en helbreder!” råbte han - til hvem vidste han ikke. Han vidste bare, at han ikke selv kunne forlade hende lige nu. Han lod hende klemme sin hånd, mens han aede hende forsigtigt over håret. ”Prøv at slappe af. Helbrederen er her lige om lidt.”
Hun trak vejret gispende, og hørte straks Matti komme hen til hende. Hun pev, da han løftede hende op fra gulvet, og hun pev igen, da han lagde hende i sengen. Hun lagde hånden mod sit underliv og hendes ansigt fortrak sig i smerte. ”Det gør ondt,” hendes stemme var desperat. På kanten til at græde. Hun var ret sikker på, at det ikke skulle være sådan her. Hun kunne godt høre, at det havde sat røre i familien, for der blev talt højlydt af madam Lysmager, der gjorde klar til helbrederen.
Han lagde ikke mærke til, hvad der foregik rundt om dem. Han havde kun fokus på Sebela, som tydeligvis var oprevet og bange. Det gav udslag i, at han selv var enormt rolig og trøstede hende i en lav stemme, mens der blev gjort alt muligt omkring dem. ”Bare rolig, Bela. Det hele skal nok gå. Bare træk vejret og tag det roligt.” Det var så langt fra den første krise, Matti havde befundet sig i. Med sit job, kom han ud for flere end så mange andre. Men det var første gang, at det var så tæt på og han mærkede en ubehagelig knude i maven.
Hun så på ham med blanke øjne, meget bange og krympede sig, da endnu en smerte skar gennem hendes krop. Det var her det første snøft kom over hendes læber, og hun klemte hårdt øjnene i. Ikke helt villig til at græde. Men det lykkedes hende ikke, for da hun åbnede dem igen, gled den første tåre ned over hendes kind. Hun ville gerne tro på hans ord. Det ville hun virkelig. Men hun kunne ikke. Dette her var ikke naturligt. Døren blev åbnet og hendes mor trådte ind sammen med en helbreder. Hun begyndte nu for alvor at mærke panikken brede sig i kroppen, og hun knugede Mattis hånd, mens hun så til. ”Hvor langt henne er du?” Spurgte helbrederen. ”Otte uger,” svarede Sebela og snøftede igen.
Matti sagde ingenting, da først helbrederen var kommet. Tiden var ikke til at afbryde hende. Hun kunne bedst selv fortælle helbrederen, hvad der var galt. Han lod bare Sebela knuge sin hånd, mens han strøg hende forsigtigt og trøstende over håret. Men han følte sig magtesløs og meget meget utilstrækkelig, når hun var så ulykkelig og der ikke rigtigt var noget, han kunne gøre for at hjælpe hende.
Hun trak vejret hårdt ind mellem læberne, da helbrederen instruerede hende i at ligge sig om på ryggen og bøje i knæene. Hun så op i loftet, mens tårerne strømmede ned over hendes kinder. Smerten blev ved i hendes mave, og hun forstod ikke, hvad der var sket. ”Har alt været normalt? Du har ikke haft ondt i maven eller underlivet på noget tidspunkt?” Sebela rystede på hovedet. ”Men…” Hun så på Matti, fordi hun søgte hans støtte. ”Jeg har haft kvalme og været træt hele dagen. Og haft en underlig følelse i kroppen siden jeg stod op,” de burde måske allerede i morges have kaldt på en helbreder? Kvinden nikkede dog blot og havde et tænkende udtryk i ansigtet. ”Lad mig se lidt på dig,” sagde hun og løftede op i Sebelas kjoleskørter. En dyb vejrtrækning fik Sebela til at se op i panik. ”Hvad? Hvad sker der?”
Matti forsøgte at lytte. Forsøgte at gætte, hvad det var, helbrederen tænkte. Men han havde ingen viden om kvindekroppen i denne tilstand og han endte derfor bare med at sidde og lade kvinden, som tydeligvis vidste, hvad hun skulle gøre, om at gøre det. Imens lod han Sebela knuge sin hånd og forsøgte at trøste med sin tilstedeværelse. Hans hjerte stoppede et sekund eller to med at slå, da helbrederens vejrtrækning ændrede sig. ”Jeg er ked af det, Madam Almsted. Men det ser ud til, at du har tabt barnet.” Hun så medlidende op på Sebela og Matti mærkede et stik af sorg i hjertet, inden han skubbede det til side og koncentrerede sig om Sebela.
Hun stivnede. Hele hendes krop blev til is, mens ordene blev gentaget flere gange i hendes hoved. Tabt barnet. Hun havde tabt barnet. Langsomt, som om det ikke var virkelighed, drejede hun hovedet og så på Matti. Nej. Det var ikke sandt. Vel? Hendes øjne blev blanke og tårerne hobede sig op i dem, mens hun forsøgte at sige noget. Men der kom ikke nogen ord over hendes læber. De føltes utrolig tørre. Og hun var pludselig drænet for energi. Hun havde ønsket dette her. Virkelig meget. Hun havde ønsket en familie sammen med Matti. Langsomt, begyndte gråden at overvælde hende, og hun hulkede lavmælt.
Det var tydeligt for alle, at Sebela blev overvældet af nyheden og helbrederen sendte hendes familie ud, mens hun gjorde hende ren og derefter selv forsvandt ud i stuen, så de to kunne få et øjeblik alene. Matti lagde sig op i sengen ved siden af hende og trak hende ind til sig i en liggende omfavnelse. Han anede ikke, hvad han skulle sige. Chokket var stadig for stort. ”Vi.. Vi kan stadig prøve igen,” sagde han forsigtigt. Han vidste, at det var en ringe trøst. Det var det også for ham. Men han følte også, at han var nødt til at sige noget.
Hun lagde ikke mærke til, at folk gik. Hverken helbrederen eller hendes mor. Hun koncentrerede sig kun om sin gråd og om Matti. Da han lagde sig op til hende, trykkede hun sig desperat ind mod hans krop. Hun var virkelig ulykkelig. De nætter, hvor hun havde været alene og frygtet for hans liv, var vand sammenlignet med nu. Hun vidste godt, at han bare forsøgte at trøste hende, mens hans ord fik hende bare til at hulke endnu mere voldsomt. ”Matti…” Sagde hun bare og så op på ham. Smerten og sorgen i hendes stemme var tydelig. ”Jeg ved ikke…” Hun var bange for, at hvis de prøvede igen, så ville det samme ske igen.
Han holdt hende tæt ind til sig og strøg hende let over håret og ryggen. ”Shh.. Bare rolig. Alting skal nok ordne sig igen. Det lover jeg.” Det var det nødt til. Andet var der simpelthen ikke at sige og han gjorde intet andet end at trøste hende og forsøge at få hende til at føle sig tryg.
Hun nikkede, og håbede på, at han havde ret. Hun lukkede øjnene, mens tårerne stadigvæk løb over hendes kinder. Gråden var dog stoppet for nu. Den eneste trøst var, at Matti var der. Og at hun lå i hans arme. ”Jeg vil ikke hjem,” sagde hun med en grødet stemme. Hun ville ikke kunne bære det, hvis hun stødte ind i Pippa eller Erik.
Han nikkede let. ”Så bliver vi bare her,” lovede han. ”Så længe, du har brug for det.” Han kunne godt forstå, at hun havde brug for sin familie lige nu. Desuden var han heller ikke vild efter at skulle forsøge at fortælle Erik om dette. Eller hans forældre for den sags skyld. De var så lykkelige lige nu, at det virkede næsten selvisk at gøre dem kede af det. Han måtte først finde ud af, hvad han burde sige. Hvad han burde gøre. Og det var sikkert meget godt, hvis de fandt ud af det her hos Lysmager-familien, som trods alt allerede vidste det.
Hun havde ikke lyst til andet, end at være her. Selvom hun var en del af Mattis familie nu, så havde hun brug for sin egen mor. Og hendes trøstende favn, når Matti ikke kunne være hos hende. Han blev jo nødt til at gå på arbejde. ”D-det lyder g-godt,” sagde hun, selvom hun helst ville have undværet denne situation. De skulle aldrig have forsøgt at få et barn. Det var hendes skyld.
Hans hjerte gik i stykker, da hun pludselig stammede igen og hans egne øjne blev blanke. Det havde hun nærmest ikke gjort siden brylluppet. Ikke med ham i hvert fald. Og han havde det forfærdeligt med, at hun gjorde det nu. Og pludselig faldt det ham ind, at han måske ikke behøvede at skjule sin sorg for hende lige nu. Måske havde hun brug for at se, at han også var ked af det. Og i samme øjeblik, han havde tænkt det, faldt de første tårer ned i hendes hår. Han gemte sit ansigt ved hendes hals og et besværet åndedrag senere, hviskede han anstrengt; ”Det her er ikke retfærdigt.”
Det var svært for hende lige nu. Og det gjorde hende endnu mere ondt, at Matti var nødt til at trøste hende, når hun vidste, at han også måtte være i lige så stor sorg som hende. Hun mærkede tårer mod sin pande, og hendes hjerte stoppede næsten helt. Hun havde aldrig set eller hørt ham græde. Det gjorde så ondt. Virkelig ondt. Og hun hulkede. Igen. ”N-nej,” hviskede hun og selvom han havde haft armene omkring hende for et øjeblik siden, var det nu hende, der lagde sine arme omkring hans krop. Hun trykkede sig ind til ham, fordi hun ikke havde kræfter til at trække hans krop ind til hende.
Han havde stadig armene om hende og holdt hende tæt ind til sig, mens han fik en smule ro på den mest akutte del af sin sorg. ”Vi.. Vi kommer igennem det,” lovede han både sig selv og hende. ”Og når det føles rigtigt, så prøver vi igen. Du bliver en fantastisk mor en dag. Det vil ikke engang Guderne forsøge at tage fra dig.” Det var han helt sikker på.
Selvom de var i sorg, var det betryggende, at de kunne ligge med hinanden og trøste hinanden. At han viste hende så stor tillid, og turde græde foran hende, det fik hende kun til at elske ham endnu mere. ”V-vi skal,” de havde ikke noget valg. Hun nævnte ikke noget om, at hun ikke helt vidste, om hun ville prøve igen. Hun kunne ikke tænke den tanke lige nu. ”V-vi siger i-ikke noget v-vel? T-til Erik og P-pippa?” spurgte hun forsigtigt. De var så lykkelig en familie, og hun ville ikke ødelægge deres lykke. Måske det var bedst, hvis de aldrig fandt ud af det?
Han havde fået sin egen sorg under kontrol igen og fortsatte i stedet med at trøste hende. ”Ikke lige nu i hvert fald. Jeg.. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige.” Han trak sig en smule tilbage og kyssede hendes pande i en inderlig manér. ”Jeg elsker dig så højt, Sebela Almsted. Mere end noget andet i verden.”
Hun kunne kun tilslutte sig den holdning. Hun ville heller ikke vide, hvad der skulle siges. Hverken til svogeren, svigerinden eller Mattis forældre. Det virkede så uoverskueligt for hende lige nu. Det eneste hun kunne koncentrere sig om var, at de skulle komme sig over dette her. ”Og jeg elsker dig, Matti Almsted,” hendes stemme rystede en smule, men hun stammede ikke. ”Min verden ville gå under uden dig,” og det mente hun.
Han smilede mildt til hende med let røde øjne. ”Det behøver du heldigvis aldrig tænke på. For det kommer du aldrig til at opleve.” Han strøg sine fingre ind i hendes lange hår tæt ved hovedbunden og trak hendes læber ind til sine egne. Måske deres kærlighed til hinanden kunne få dem sikkert gennem denne tragedie.
Hun forsøgte at smile, men det blev nok mest til en halvhjertet grimasse. Hun gjorde dog et forsøg. Hun sukkede ind mod hans krop og forsøgte at fortælle sig selv, at det aldrig ville ske. At han havde ret, og hun aldrig ville opleve sådan noget. ”Lov mig det,” hviskede hun og havde ikke det mindste imod at mærke hans læber mod sine egne. Hun trængte til at mærke kærlighed og bare en smule glæde.
Han trak hende tættere endnu og bevægede sine læber mod hendes i blide og søgende kys. ”Jeg lover det.” Stemmen var varm og sikker, som han forsikrede hende om noget, som var umuligt at forsikre. Han nappede let i hendes overlæbe, inden han kyssede hende igen. ”Og der er lykke i vente for os i fremtiden. Det lover jeg også.” Det var der nødt til at være.
Hun følte sig mere beroliget, da han lovede hende det. Det betød meget for hende. Ikke fordi hun troede, han havde evnerne til at gå imod Guderne, når tiden var inde, men fordi det betød, det ikke var med hans gode vilje. ”Ja, det er der,” sagde hun med en spinkel stemme og lukkede øjnene. Hun var træt og udmattet, nu hvor smerterne var gået væk og de lå sammen her i sengen. Måske var sorgen ikke så stor, så længe de havde hinanden?
