En lige højre

[Roland af Linden]

Hun reagerede nøjagtigt, som han havde forventet. Hun var godt klar over, hvor hendes stærke og svage sidder lå. Det var godt. Men det blev de trods alt også trænet i fra deres første time som page. Og han havde trænet i det lige siden. Hun brugte et gammelt trick, og et skævt smil hvilede under hans blonde skæg, som han drejede rundt på hælen, og igen afværgede hendes slag.

[Elise af Ravntoft]

Han parerede igen, og hun trak sig igen for en stund. Blikket løb søgende over mandens overkrop for at lede efter åbninger. For en stund tog hun sig ikke rigtig af at manden var tiltrækkende. Det havde ingen relevans lige nu. Hun tog et øjeblik til lige at tørre blodet væk fra sin overlæbe, da hun opfangede den metalliske smag. Heldigvis blødte næsen ikke længere, så hun behøvede ikke koncentrere sig yderligere om det. Så angreb hun igen og svang mod mandens ene side. Da han parerede igen, trådte hun straks videre og gjorde et nyt udfald mod ham.

[Roland af Linden]

Han lod hende angribe. Igen og igen. Det var godt, at hun forsøgte. Men for hvert udfald hun gjorde, afværgede han det, eller parerede. Han lod hende ikke komme ind på livet af sig. Det var han for god til. Han var langt fra træt, og i stedet pressede han hende. Han tvang hende til at tænke udenfor boksen. Finde på nye indfald og positioner. Og være kreativ. Akkurat som han en gang var blevet tvunget til det for mange år siden.

[Elise af Ravntoft]

Hun fortsatte ufortrødent med sine angreb. Roland pressede hende, men det var jo sådan, hun ville have det. Hun blev ikke bedre af, at folk tog hensyn til hende. Desuden havde hun trænet en masse med Galeron under rundrejsen, så hun var i god form. Hun søgte hele tiden efter nye åbninger på den ældre ridder og brugte enhver mulighed for at hugge ud mod ham og forsøge at komme gennem hans forsvar.

Da hun endelig stoppede, hev hun en anelse efter vejret, og pandehåret var blevet en anelse fugtigt af sved. ”Puha ...” hun tog en dyb indånding og kørte en arm over panden for at tørre den lidt. ”Tak, ridder Roland.” Hun sendte ham et glad smil og stak sværdet tilbage på plads. Så strakte hun kroppen en enkel gang i gennem.

[Roland af Linden]

Hun forsøgte at bryde igennem hans skjold, men det skete ikke på noget tidspunkt. Og det var Roland ganske tilfreds med. Han havde ikke tænkt sig at tabe til en ung og kvindelig ridder.

Hun standsede selv træningen, og han rettede sig op. Han holdt stadigvæk sværdet i hånden, mens hun stak sit i skeden. "Det var så lidt," sagde han og svedte ganske vidst, men han var langt fra udmattet. Han kunne dog godt se, at hun måske led lidt under varmen. Han var vant til det, der var værre. Ekstrem varme og ekstrem kulde. En ridders lod.

[Elise af Ravntoft]

Hun rullede det lange blonde hår op i en knold bag på hovedet, så hun kunne få lidt luft til nakken. ”Det er rart at få mulighed for at sparre med nogen af de mere erfarne riddere. Det holder en ved ilden,” grinede hun og sukkede svagt ved følelsen af den kølige vind mod sin nakke. Skønt! Kort efter slap hun håret igen og vendte blikket mod Roland. ”Nå, men jeg vil ikke opholde Dem længere. De har uden tvivl et stramt skema.” Han var jo en arving, og hun vidste fra Galeron, at de ofte havde travlt. Derfor bukkede hun for ham efter etiketten og undskyldte sig så for at gå ud til siden af træningspladsen og drikke noget vand. Det var jo en varm dag, så man skulle sørge for godt med væske!

lukket