En lige højre

[Elise af Ravntoft]

Roland af Linden

Solen skinnede, og himlen var næsten fri for skyer. At være indenfor på sådan en dag virkede absurd, så Elise var søgt ud. Håret var bundet op i en hestehale, og hun havde taget sit træningstøj på. På dage som disse var der ofte folk ude for at træne oppe ved paladset, så måske ville hun finde nogen af sparre med?
Som forventet var der livligt ude på træningspladsen, da hun nåede op til paladset. Mange riddere boede her jo, så det var ikke unormalt at se dem træne, når pladsen ikke lige var optaget af de studerende pager. Hun overlod Æble til stalden for en tid og nærmede sig pladsen med sit sværd hængende ved hoften. Hun hilste smilende på et par kammerater, som hun havde fulgtes med gennem pagetiden og nåede udkanten af pladsen.
Hun havde lidt håbet på at se en anden kvinde, men kunne ikke få øje på en. De var som regel lette at spotte, siden alle mændene ofte trænede i bar overkrop på varme dage som denne, imens kvinder ikke så let bare kunne smide tøjet. Imens blikket gled over de trænende spottede hun en høj blond mand, der var i gang med at træne. Hvis hun ikke tog meget fejl, var han fra Linden? Var han ikke forlovet med en Jesla eller sådan noget?
Han var nu meget pæn. Det var riddere jo ofte. Store og stærke og sådan. Siden hun gik og kiggede på ham, lagde hun ikke ordentlig mærke til sine omgivelser og fik derfor en knytnæve i hovedet, da en af de andre riddere trak hånden tilbage for at hugge med sværdet. Hun gik omkuld på jorden og bandede lavmælt for sig selv, imens hun holdt sig for næsen. Hun havde prøvet værre skader, men det var irriterende at komme til skade på sådan en pinlig måde!

[Roland af Linden]

Der var solskin og Roland var tilbage i Corus. Det sted han helst ville være, når hans familie var i Linden. Hvilket ikke var tilfældet lige i øjeblikket. Så meget af hans tid gik med træning, både med sværd, knytnæve og til hest. Han sparrede med en af de andre riddere, og anede ikke, at han blev betragtet. Det var ikke der hans fokus lå.

Men da de var færdige, og han drejede sig rundt, så han en kvinde få en knytnæve i ansigtet og han løftede det ene øjenbryn. Hun burde have passet bedre på. En træningsplads var ikke et sted, hvor man skulle være uopmærksom. Han sukkede lavmælt og gik hen til kvinden. "Kom, lad os få noget køligt på den næse, brummede han lavmælt.

[Elise af Ravntoft]

Hun kom på benene, stadig lettere irriteret. Hun håbede virkelig ikke, at Galeron kom til at høre om det her! Han ville aldrig lade hende glemme det. Hun sukkede opgivende og så op, da nogen talte til hende. Det var den blonde mand fra før. Elise spærrede øjnene en smule op. Han var kommet over for at se, om alt var i orden og for at hjælpe hende! Hvor var det sødt! ”Tak,” kvidrede hun med et lille forsigtigt smil og fulgte pænt efter ham, da han viste vej. Hun kendte selvfølgelig også selv vejen, men mænd kunne jo godt lide at være forrest og være dem, der havde styr på tingene. ”Og undskyld jeg forstyrrede din træning.” Hun stirrede drømmende på hans nakke. Han var jo perfekt! Hensynsfuld og tiltrækkende.

[Roland af Linden]

Han gik foran hende indenfor og ind i et rum, der netop var beregnet til, når man kom tilskade. Han brummede lavmælt, da hun sagde tak og trak blot på skuldrene. "Min træning var færdig," kommenterede han blot og gik hen for at hente noget, som han kunne komme på hendes næse. Som ridder lærte mig en ting eller om skader. Og helt bestemt en brækket næse. "Fjern hånden," sagde han og forventede ikke, at hun sagde ham imod. Han så på den i et øjeblik. Hun havde helt bestemt næseblod. "Gør det ondt eller er den bare øm?" Spurgte han, mens han rakte hende et stykke klæde, hun kunne holde op for næsen, så det måske kunne standse blodet.

[Elise af Ravntoft]

Hvor var han altså venlig! Elise undertrykte et drømmende suk og forsøgte at lade være med at stirre alt for meget på manden. Hun fjernede hånden, som han forlangte og tog imod klædet, så hun kunne stoppe blodet. ”Jeg tror ikke, at den er brækket,” svarede hun med et let smil. Det gjorde ondt, men bestemt ikke nok til, at hun frygtede den slags. ”Det gør bare lidt ondt. Det går snart over,” lovede hun, fast besluttet på ikke at være til mere besvær end højst nødvendigt. Selvfølgelig kunne mænd vist godt lide skrøbelige kvinder, der dånede i tide og utide, men hun var trods alt ridder og havde ikke lyst til at virke svag. ”Øhm ... jeg er Elise af Ravntoft ... jeg fik mit skjold sidste år,” præsenterede hun sig så med et forsigtigt smil og så på ham med afventende øjne. Han ville være nødt til at præsentere sig selv nu, ikke?

[Roland af Linden]

Han nikkede og lagde tingene væk igen. Dem var der ikke brug for, så længe næsen ikke var brækket. "Godt," sagde han bare og rettede sig op. Han skulle lige til at gå, da hun præsenterede sig selv. Han kvalte et opgivende suk og så bare ned på hende. "Roland af Linden," brummede han med sin dybe stemme. Han havde ikke noget behov for at fortælle, hvor mange år han havde haft sit skjold i. Intet indikerede, at han var en ung ridder. Det ville man kunne se på hans arrede overkrop.

[Elise af Ravntoft]

Han virkede som den store, stærke, stille type. Hvor spændende! Elise smilede strålende, da han gav hende sit navn. Så havde hun vist gættet rigtig tidligere – han var en Linden. Nu var problemet så bare, at han var på vej til at gå, så hvordan kunne hun fortsætte med at tale med ham? ”Ehm ... kan De måske lade være med at fortælle om det her til min storebror? Galeron.” Hun duppede lidt mere blod væk. Det var vist så småt ved at stoppe.

[Roland af Linden]

Igen var han ved at gå, da hun blev ved med at tale. Hvad var det her? Et forhør? Han rynkede panden ved hendes forespørgsel. Han kendte godt Galeron. Ikke kun fra væbnerskolen, men også fra ridderhvervet. Og fordi de jo næsten var i familie. Roland var fætter til Piers, og kvinden foran ham var kusine til den samme ridder. "Hvorfor skulle jeg fortælle ham om det?" Det var ikke ligefrem fordi, at de talte sammen. "Og hvordan skulle jeg kunne gøre det? Er han ikke rejst til Gyldensø?" Det var ingen hemmelighed, at Ridder Galeron var taget med familien Gyldensø.

[Elise af Ravntoft]

Hun grinede lidt, da han stillede sit spørgsmål. ”Det ved jeg ikke. Jeg ville bare ikke risikere, at han hører om det og bruger resten af vores liv på at drille mig med det,” svarede hun med et skuldertræk og lagde klædet fra sig, da blodet så småt var stoppet helt. Så kunne hun også følge med Roland ud. Perfekt! ”Og ja, det er han.” Men Galerons tur til Gyldensø var jo ikke interessant. At tale for meget om sin bror i denne situation ville være dumt. Hvis Roland var den tavse type, burde hun nok ikke tale for meget. Hvad kunne hun så gøre for at blive ved med at omgås ham lidt endnu? ”De var færdig med Deres træning, ikke sandt? Kunne ... kunne De måske sparre med mig lidt? Lære mig nogle kneb?” spurgte hun forsigtigt. Han var stærk og sikkert glad for at træne. Måske ville han være villig til at lære lidt fra sig?

[Roland af Linden]

Han trak på skuldrene, da hun svarede på hans spørgsmål. Det kom ikke ham ved, hvad der foregik mellem hende og hendes storebror. Og det interesserede ham egentlig heller ikke. Han nikkede blot, da hun bekræftede, at Galeron var afsted. Det mente han nok. Han havde heller ikke set ridderen til træning. "Det kan jeg vel godt," sagde han og vendte ryggen til, mens han gik ud af rummet. "Næver eller sværd?" Han havde ikke noget imod nogen af delene.

[Elise af Ravntoft]

Han gik med til det! Elise dansede en lille sejrsdans i sit hoved, men sørgede for at holde begejstringen under kontrol og smilede blot glad. Manden var jo forlovet, så hun burde ikke være for åbenlys. Det ville blot blive en belastning for ham. ”Sværd,” svarede hun kortfattet, men stadig med et let smil på læberne. Hun havde trods alt taget sit sværd med herop, så hun burde få det brugt.

[Roland af Linden]

Han nikkede og ude på træningspladsen fandt han sit sværd frem. Det var pyntet med fine sten. Roland havde altid været glad for gode og prægtige sværd. Han stillede sig klar på pladsen og kunne ikke lade være med at synes hun så helt forkert ud, med resterne af blodet fra næsen siddende på overlæben. Men han kommenterede det ikke. Hendes udseende var ikke hans fokus. Men træningen derimod. Og hvis hun gerne ville lære noget, så skulle hun være velkommen til det.

[Elise af Ravntoft]

Elise glædede sig over at have skaffet en omgang træning med en mere erfaren ridder. Den slags var ikke altid let – især siden Galeron var rejst til Gyldensø. Hun havde allerede sværdet hængende ved sin side og trak det, da de først fandt en plet af træningspladsen, hvor de kunne gå i gang. Hun greb godt fat om sværdet og stillede sig klar. Uanset hvor meget hun trænede, ville de mandlige riddere som regel have en fysisk fordel mod hende. Mænd var bare generelt stærkere. Derfor måtte hun – og de fleste andre kvindelige riddere – afhænge mere af deres smidighed og fart. Det holdt hun i tankerne, da hun hævede sværdet og huggede ud mod ham. Sværdet var blevet sløvet, så det kunne bruges til træning uden at forvolde alvorlige skader.

[Roland af Linden]

Han stillede sig i position overfor hende, og ventede på, at hun ville gøre det første udfald. Han var ikke en aggressiv angriber. Han ventede, fandt huller, og nedlagde derefter sin fjende. Kalkulerende og dødelig, sådan kæmpede han. Hans sværd var ikke sløvet, for hans træningssværd havde han ikke taget med. Det var ikke den træning, han havde tiltænkt sig selv. Derfor måtte hun tage imod hans rigtige sværd.

Da hun huggede ud mod ham, trådte han et skridt til siden, løftede sværdet og parerede sin maveregion, samtidig med, at han pressede hende bagud. Hun var måske ikke af samme styrke som han, men hun kunne sagtens være hurtig. Og det var det, han holdt øje med, samtidig med, at han ville udmatte hende.

[Elise af Ravntoft]

Så snart han parerede og pressede mod hende, trak hun sig lidt tilbage. Hun skulle spare på kræfterne, så der var ingen tråd til at forsøge at presse igen mod ham. I stedet søgte hun lidt udenfor hans sværds længde og cirklede lidt om ham. Hun samlede sig og angreb så igen. Denne gang trådte hun til siden og svang mod hans ryg.