Svaret af Elise af Ravntoft on May 20, 2016 18:44:34 GMT
Roland af Linden
Solen skinnede, og himlen var næsten fri for skyer. At være indenfor på sådan en dag virkede absurd, så Elise var søgt ud. Håret var bundet op i en hestehale, og hun havde taget sit træningstøj på. På dage som disse var der ofte folk ude for at træne oppe ved paladset, så måske ville hun finde nogen af sparre med?
Som forventet var der livligt ude på træningspladsen, da hun nåede op til paladset. Mange riddere boede her jo, så det var ikke unormalt at se dem træne, når pladsen ikke lige var optaget af de studerende pager. Hun overlod Æble til stalden for en tid og nærmede sig pladsen med sit sværd hængende ved hoften. Hun hilste smilende på et par kammerater, som hun havde fulgtes med gennem pagetiden og nåede udkanten af pladsen.
Hun havde lidt håbet på at se en anden kvinde, men kunne ikke få øje på en. De var som regel lette at spotte, siden alle mændene ofte trænede i bar overkrop på varme dage som denne, imens kvinder ikke så let bare kunne smide tøjet. Imens blikket gled over de trænende spottede hun en høj blond mand, der var i gang med at træne. Hvis hun ikke tog meget fejl, var han fra Linden? Var han ikke forlovet med en Jesla eller sådan noget?
Han var nu meget pæn. Det var riddere jo ofte. Store og stærke og sådan. Siden hun gik og kiggede på ham, lagde hun ikke ordentlig mærke til sine omgivelser og fik derfor en knytnæve i hovedet, da en af de andre riddere trak hånden tilbage for at hugge med sværdet. Hun gik omkuld på jorden og bandede lavmælt for sig selv, imens hun holdt sig for næsen. Hun havde prøvet værre skader, men det var irriterende at komme til skade på sådan en pinlig måde!