Solrigt forår

[Annora af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Solen skinnede over Corus, og Annora nød den varme, som solens stråler bragte med sig. Og hun havde derfor besluttet sig for at nyde den ude i haven. Især når hun kunne gøre det samme med Carolina, som lå i en kurv ved hendes side.

Hun sad selv med et pudebetræk, som hun var i gang med at brodere på. En lille pyntepude, som en dag skulle ligge i Carolinas seng. Ved siden af hende, stod der et bord, som var dækket med frugt og masser af saft. Hun havde en frygtelig trang til frugt hele tiden. Og hun spiste det på alle tidspunkter af dagen. Hun så op, da fodtrin inde fra stuen og ud på terrassen nåede hendes ører. "God eftermiddag Adrian," hilste hun med et smil og lagde sit håndarbejde ned i skødet.

[Adrian af Dunlath]

Det var snart Julias fødselsdag. Adrian kastede æblet lidt op og ned i den ene hånd, imens han vandrede gennem villaen. Han gik og overvejede, hvad han mon kunne give komtessen i fødselsdagsgave. Det var måske først i juni, men det ville nok være en god ide at gruble over det nu. Han drejede ud på terrassen med en eftertænksom mine og tog en bid af æblet. Han bemærkede først Annora, da hun hilste på ham, og nikkede høfligt som hilsen. ”Annora.” Han kunne se Carolina lå over ved siden af sin mor, men gjorde ikke noget forsøg på at gå over og hilse på hende. Børn var sødest på afstand. ”Nyder I vejret?” spurgte han og lagde nakken tilbage for at se op på himlen. Sommeren nærmede sig hurtigt.

[Annora af Dunlath]

Hun smilede og nikkede som svar på hans ord. "Helt bestemt. Selv her i skyggen kan man mærke varmen fra strålerne," hun kunne ikke sidde ude i solen, så længe Carolina kunne tage skade og blive forbrændt. Hun så op mod himlen, og elskede at hun ikke kunne se en eneste sky på den. "Nyder du at være tilbage i Corus?" Spurgte hun og så venligt på ham. Hun havde intet imod sin svoger, selvom han kunne give Rupert flere grå hår i hovedet, ned hun brød sig om. Hun bebrejdede ham heller ikke længere, at Rupert næsten ikke nåede at være med til fødslen.

[Adrian af Dunlath]

”Det er vist sandt,” grinede han og gik hen for at se ud over haven, halvt i søgen efter inspiration til gaver. Han så sig først over skulderen, da Annora stillede et spørgsmål. ”Tjo ... jeg er glad for at få lidt mere privatliv,” nikkede han. Følget havde været lidt klemt under rundrejsen. Man havde ikke meget plads til sig selv. ”Det er også ved at være noget tid siden, at jeg sidst har været i Corus. Jeg må kun være her, når far eller Rupert er her.” Han vendte øjne ved tanken, men far kunne jo ikke rigtig bebrejdes det i sidste ende. Adrian vidste godt, at han var nødt til at blive holdt lidt i snor. ”Er du faldet til?”

[Annora af Dunlath]

Hun smilede, da han lå og så godt hans tænksomme blik, da han kiggede udover haven. Men hun nævnte det ikke. I stedet blev hendes smil overbærende, da han nævnte det med privatliv. "Væggene er i hvert fald tykkere," sagde hun og vidste ikke helt, om hun syntes, der var mere privatliv, nu hvor både hendes svoger og svigerfar var kommet hjem. Nu boede de trods alt fem voksne mennesker og et barn under samme tag. Da han sagde, at han kun var i Corus, når Rupert eller baronen var der, sendte hun ham et opgivende blik. Men hun kommenterede ikke på det. "Det er jeg. Men jeg har jo også boet her i snart to og en halv måned," hun var ankommet til huset i starten af marts for at føde.

[Adrian af Dunlath]

Han grinede ved bemærkningen og nikkede. Tykke vægge var bestemt bedre end teltstof. Han kunne nu ikke rigtig slippe af sted med særlig meget alligevel, men lidt havde vel også ret. Da Annora påpegede, hvor længe hun havde boet her, trak han på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager at falde til i et nyt hjem.” Han havde selvfølgelig prøvet at opholde sig i Gudernes By, men der var han vist aldrig rigtig faldet til, siden han blev kylet ud igen. ”Hvad er en god fødselsdagsgave til en kvinde?” spurgte han og vendte sig helt mod Annora med en nysgerrig mine.

[Annora af Dunlath]

Hun smilede overbærende. "Det tager lige så lang tid, som det tager en at føle sig som en del af familien," sagde hun. Det var næsten sket helt naturligt, da hun havde født Carolina. Baronessen var nu langt mildere stemt, og Annora kunne godt lide sin svigermor, selvom deres forhold havde været lidt anstrengt til at starte med. Kvinden havde været den eneste familie, udover Emry, som Annora havde haft med på rundrejsen, mens hun var med barn. Hun lagde hovedet let på skrå, da Adrian fortalte om det, han gik og tænkte på. "Jeg går ud fra, at du tænker på en gave til komtesse Julietta, ikke sandt?" Hun håbede ikke, at det var en anden pige, som han talte om.

[Adrian af Dunlath]

”Hm ... det er vel rigtigt,” medgav han igen, lettere eftertænksomt. Det forsvandt dog hurtigt igen ved spørgsmålet, og han nikkede med et skævt smil. ”Hun er min forlovede, og hun har snart fødselsdag. Jeg bør give hende et eller andet, ikke sandt?” Eller var den slags ikke tilladt? Det virkede bare forkert at ignorere sådan en dato, når nu de skulle forestille at være kommende ægtefæller. ”Jeg ved ikke, hvad jeg bør give hende.” Især siden det var far, som skulle betale for gaven. Adrian havde ikke selv nogen penge at tage af.

[Annora af Dunlath]

Hun nikkede og lyttede til hans ord. Ganske stille og roligt, hvilede hun hænderne i skødet oven på sit håndarbejde. "Det synes jeg bestemt du burde gøre," svarede hun og så lidt til venstre, for at se til Carolina, der var begyndt at vågne. Hun lod sin ene hånd glide ned til datteren, inden hun igen kiggede op på Adrian. "Nu har jeg jo ikke selv haft muligheden for at hilse på hende," startede hun og kaldte lavmælt på barnepigen, som skulle tage sig af Carolina. "Men hvad med et sæt silkehandsker? Broderet med hendes navn?" Foreslog hun.

[Adrian af Dunlath]

Annora så ud til at mene, det var en god ide, så han valgte at sætte sin lid til hendes holdning. Hun var utvivlsomt stærkere i etiketten, end han selv var. ”Hun er lidt af en romantiker. Hun kan lide at tegne og synge, og så er hun ganske bedårende,” forklarede han, da kvinden påpegede, at hun ikke havde mødt Julia. ”Hun er lidt af en drømmer.” Og naiv. Men det mente han nu måtte skyldes Julias alder.
Annoras forslag til en gave fik ham til at sætte sig, imens han grublede lidt. ”Silkehandsker ...” Det var selvfølgelig noget, som komtesser gik med. Han måtte tage det op til overvejelse.

[Annora af Dunlath]

For Annora lød det til, at denne Julietta var meget... Ung. men det var Adrian naturligvis også. Selv Rupert var først blevet gift da han var blevet ældre. Men han havde også udskudt det en del gange. "Du kan jo også selv godt lide at tegne," på pegede hun og lagde sit ansigt i tænkende folder. "Hvad med at give hende et portræt af hende i gave, eller måske tagne borgen i Dunlath?" Hun gav ham bare idéer og forventede ikke, at han ville tage nogen af dem til sig. Adrian havde, så vidt hun vidste, altid gået sine egne veje, når han fik chancen. "Man skal altid give en person man holder af, noget som man selv gerne vil have."

[Adrian af Dunlath]

De næste ideer tiltalte ham en del. De virkede mere personlige, og han havde vel overvejet at tegne Julia i et stykke tid. Dette var måske en god anledning til det ... men måske var det lidt mærkeligt at tegne den person, som skulle have tegningen hængende? Men så var der måske det med borgen eller at tegne noget, som Julia selv holdt af? ”Tegne noget ... det var måske en ide ...” grublede han for sig selv. Det ville heller ikke kræve meget af fars pung. Han så over på Annora ved den næste bemærkning. ”Virkelig?”

[Annora af Dunlath]

Hun tænkte, at det nok havde tiltalt ham langt mere, end bare at bestille et par handsker ved en skrædder. Men det fortalte også hende, at Julietta betød noget for Adrian, siden han sådan ville give hende noget så personligt. Men hun sagde ikke noget. Hun havde dog tænkt sig at nævne det for Rupert senere. "Ja," svarede hun med et smil. "Hvis man giver noget, som man selv ønskede sig, så giver man indtryk af, at det er en personlig gave. Men det kan også være, at man giver noget i gave, som står ens hjerte nært," forklarede hun dybere. De Dunlath-mænd var ikke særlig romantisk anlagte. "Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis du tegnede Dunlath, vil det betyde meget for hende. For det bliver jo også en dag hendes hjem," akkurat som det ville blive Annora hjem en dag, når de rejste dertil.

[Adrian af Dunlath]

Adrian var kun glad for at kunne spørge Annora. Hvis han spurgte Rupert, ville manden bare sidde med sit bedrevidende fjæs og antyde en masse besværlige ting. Mor ville sikkert begynde at presse på for at få sat dato for håndfæstningen. Far ... far ville nok ikke gide snakke om det. Han betalte måske gerne, men Adrian havde ikke et indtryk af, at manden gad rådgive sine sønner i denne slags ting. ”Men hvis man selv ønsker det, ender man så ikke bare selv med at ville have gaven?” Han lagde nakken tilbage og så op mod himlen. ”Men ja, jeg kan vel godt se, at en god gave er noget, som giveren lægger betydning i.” Det var vel også derfor, han hældede til tegningerne. Dunlath-borgen var nu ikke særlig romantisk ... han skulle tegne noget, der var romantisk. Det var vel sådan noget, Julia ville have fra ham.

[Annora af Dunlath]

Hun lo ganske let over hans spørgsmål og rystede på hovedet af ham. "Det hænder. Men selvom man ønsker sig gaven selv, så er ønsket om at glæde modtageren ofte større, end ens trang til at beholde gaven," hun løftede en hånd og klappede hans ganske mildt, inden hun trak den til sig. Hans næste ord fik hende til at himle med øjnene. Mænd. Han kunne vel godt se det. Ved Gudinden de var tunge at danse med. "Du har fortalt om sneen i Dunlath. Hvad med et sneklædt landskab og en dyrefamilie? Rådyr eller ræve, der står i en lille oase af nyt forår?" Hun var ikke overbevist om, at Adrian og Julietta havde de samme meninger omkring, hvad der var romantisk. Hun vidste heller ikke, om hun havde samme opfattelse som Julietta. Hun var både ældre og allerede forelsket i sin mand, end komtessen var.