Forsinkede nyheder

[Ravenna af Ravntoft]

Emmett af Gyldensø
7. maj 527 M. T.

Var Ravenna nervøs? Meget. Ufattelig meget. Og på hele turen hen til sin fars hus, vred hun hænderne i vognen. Virkelig vred hænderne, mens en kvalme steg op i hende. Ikke så meget på grund af graviditeten, men fordi hun netop var nervøs, og måske havde en smule dårlig samvittighed. Men hun havde ikke haft så meget mulighed for at overbringe ham nyheden før nu.

Hun tog en dyb indånding, inden hun steg ud af vognen og blev ført op ad trappen. Døren blev åbnet og hun trådte ind med rank ryg, mens en tjener gik i gang med at finde hendes far. Hun havde givet besked på, at hun kom. Men han var sikkert optaget med andre ting, og havde glemt tiden.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett havde set sit snit til lige at få nogle ting fra hånden i arbejdsværelset, inden Ravenna skulle komme. Efter så lang en rejse, var der masser af hængepartier, han skulle have styr på og det hjalp ikke ligefrem, at han skulle nå rigtigt meget, inden turen igen gik til Gyldensø. Årsagen til den tidlige afrejse var dog glædelig, så han arbejdede bare på livet løs for at nå det hele.

Han så overrasket op, da tjeneren kom ind og fortalte, at Ravenna var kommet og han måtte indse, at tiden var løbet fra ham. Han lagde papirerne fra sig og gik ned for at tage imod hende. Dette skete med et varmt knus og et stort smil. "Velkommen, min pige. Hvor er det dejligt at se dig."

[Ravenna af Ravntoft]

Hun havde stået i et par minutter og ventet, da hendes far endelig kom ud til hende. Hun smilede stort til ham og gled med glæde ind i hans store favn. Hun lagde hovedet mod hans brystkasse og nød duften af ham. Den savnede hun godt nok. "Goddag far," sagde hun med en svag stemme, der stadigvæk var lidt påvirket af kvalmen fra turen. "Jeg har glædet mig til at se dig igen," hun løftede hovedet og så op på ham, stadigvæk med et smil om læberne.

[Emmett af Gyldensø]

Han trådte lidt tilbage og nikkede. "Du kan tro, at jeg også har glædet mig til at se dig." Han strøg hende over kinden et kort nu, mens han mindedes tiden, hvor hun stadig bare var hans lille pige. Nu var hun voksen og gift. Og flyttet. Han tilbageholdt et suk og smilede i stedet.

"Hvad siger du til, at vi sætter os i stuen ud mod haven? Selvom det er lidt tåget, så bryder solen måske snart frem og så kan vi nyde det lidt, mens vi får vores te?"

[Ravenna af Ravntoft]

Hun smilede op til ham, og lod ham stryge sig over kinden. Sådan gjorde han altid, når han tænkte over tingene. Hun gav ham tiden til det. De var længe siden, at de havde været så adskilt, som de var nu, efter hun var blevet gift. Hun skulle selv vænne sig til tanken om, at være væk fra ham hele tiden. Hun nikkede til hans ord. Meget glad for at komme ud i haven. Hun håbede, at den var lige så flot, som den plejede at være. Det var næsten et år siden, at hun havde set den. Sidst de havde været i Corus lige efter hendes bryllup, havde hun ikke haft tid til at besøge haven. Hun satte sig ud ved bordet i haven og smilede over de blomster, der var begyndte at komme op, og dem der blomstrede. "Jeg er så frygtelig ked af, at jeg ikke har tid til at få sat mit præg på haven..." - 'Derhjemme' - Hun vidste ikke, hvad hun skulle kalde det. For det her havde været et hjem for hende i mange år, og nu boede hun i en anden families hus.

[Emmett af Gyldensø]

De gik ud i haven sammen og hurtigt derefter kom en tjener ud med afkølet saft og glas samt lidt frugt. "Det kan være, at du kan nå det endnu, min pige." Hans stemme var rolig og blid. Hun var trods alt ny i Ravntoft's hus og det tog lidt tid at føle sig som en del af familien. Guderne skal vide, at det havde taget tid for Christi. "Måske kan du tale med Grevinden om det? Måske vil hun give dig ansvaret for en del af det?" Elenore kunne være lidt streng, men hun var god nok på bunden.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun trak let på skuldrene. Og så ned i skødet, da tjeneren kom ud. Hun glattede en usynlig fold på kjolen. Men da tjenere var gået, så hun op igen og sendte sin far et skævt smil, mens hun forsigtigt tog et stykke melon. Lidt usikker på, om hun ville kunne holde det i sig. Hendes kvalme var kun steget i styrke de sidste par uger. "Jeg er bange for, at jeg ikke er så god til at have hovedet nedad lige i øjeblikket," sagde hun. Det var kun, når kvalmen blev for meget. "Far? Der er noget jeg må fortælle dig..."

[Emmett af Gyldensø]

Han takkede tjeneren og tog selv et glas saft, som han forsigtigt nippede til, mens han så på sin datter med et mildt smil. Han spidsede ører af hendes lille kommentar om at have hovedet nedad og havde sådan set allerede en idé om, hvad hun gerne ville sige. Han håbede i hvert fald, at det var dét. Men hun skulle selv have lov til at fortælle det og han nikkede derfor bare let, stadig med et smil på læberne. "Ja? Hvad er der, min pige?"

[Ravenna af Ravntoft]

For at trække tiden lidt, rakte hun ud efter et glas med saft. Hun var nervøs for hans reaktion. Akkurat som hun havde været det, da hun fortalte det til Francine. Hun løftede glasset op til læberne og nippede ganske let til saften. Så drejede hun hovedet og så over på sin far. Et svagt smil viste sig på hendes læber. "Jeg..." Hun sank en klump i halsen. En smule rørt over endelig at skulle fortælle det til sin far. "Jeg er... Jeg er med barn..."

[Emmett af Gyldensø]

Hun tog sin tid med svaret og kun mange års erfaring med tålmodighed sørgede for, at han blev siddende stille i stolen. Han besvarede hendes blide smil og mærkede smilet blive bredere, da det viste sig, at han havde gættet rigtigt. "Er det sandt, min pige? Tillykke til jer." Han rejste sig op igen og trak hende ind til endnu et knus. "Hvor er jeg glad på dine vegne."

[Ravenna af Ravntoft]

Hun smilede af hans spørgsmål og nikkede. En smule forlegen over situationen. Hun lod ham trække sig op ad stolen og gled med glæde ind i hans favn. Det var noget helt specielt at fortælle sin far sådan noget, og bagefter få et knus. "Vi glæder os meget. Helbrederen siger, at det bliver til december," hun smilede op til ham og var glad for, at han glædede sig sådan. Hun glædede sig også virkelig meget. Selvom hun var plaget af meget kvalme.

[Emmett af Gyldensø]

Han smilede igen og gav hende et ekstra kram, inden han satte sig ned og drak lidt saft. "December, hmm? Måske er I så heldige af få et midvinter-barn?" Han blinkede let og mente personligt, at den slags betød Gudernes bevågenhed i højere grad, end børn der var født på andre - og mere almindelige - dage. "To børnebørn på et enkelt år. Guderne må tilsmile mig - gamle mand." Han smilede mildt til hende.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun smilede. Og trak let på skuldrene. "Måske. Helbrederen nævnte muligheden. Alt efter, hvor lang tid jeg går over tid," sagde hun og løftede sit glas op til læberne og tog en tår. Nu hvor den svære del af samtalen var færdig, havde kvalmen også lagt sig en smule. "Du er ikke gammel far. Bare lidt... Gråhåret," drillede hun hun og havde aldrig fundet sin far gammel. Han havde næsten altid set ud, som han gjorde nu i hendes minder.

[Emmett af Gyldensø]

Han smilede varmt til hende og rakte ud og nussede hendes kind let med en finger. "Det er jeg glad for, at du synes, min pige." Han nævnte ikke noget om, hvorvidt hun havde ret eller ej. Man plejede at sige, at man kun var så gammel, som man følte sig. Men på det sidste, var det mere end tydeligt, at han var begyndt at føle sig gammel. Og han ville glæde sig til, at det var den næste generation, som holdt sit indtog i familien.

*Tråd afsluttet*