Nye bekendtskaber i tordenvejr

[Aidaya Sarkietha]

Elise af Ravntoft

Aidaya stod under et piletræ som stod ude i en af paladsets mange haver. Regnen silede og himlen buldrede. Hun nød naturens musik og træk sjalet tættere om sig. Alt var så anderledes her i Tortall. Sproget, tøjet, lugtende, folks opførsel, vejret, maden, naturen...

Men underligt nok så savnede hun ikke hjem. Carthak. Alt havde så pludseligt forandret hendes hjem, hendes familie. Hendes mor var så indelukket, og hendes fader... så evigt optimistisk. Hun selv vidste ikke hvordan hun havde det. Det tog hun ikke stilling til. Det var hendes opgave at finde en mand... Men de sidste par dage havde hun været isoleret på sit værelse. Hun turde ikke gå udenfor en dør, nu hvor alle var kommet tilbage fra Rundrejsen.
Hun var så bevidst om hvor anderledes hun måtte fremstå med sin mørke skikkelse. Dog var det hurtigt gået op for hende, at her i Tortall fandtes der mange med forskellige kuløre. Sikkert ingen med spidse øre, tænkte hun tvært og rettede på sin turban.

Hun kiggede op imod himlen. Det var efterhånden stoppede med at regne, og hun kunne kun høre det brage i baggrunden. Var det solen hun kunne ane bag de tunge mørke skyer?

[Elise af Ravntoft]

Efter den lange rejse rundt i Tortall var det såmænd godt at være tilbage i Corus for en stund. Elise gik stadig og ventede spændt på at blive udsendt, men i mellemtiden var hun blevet inviteret op til paladset, hvor et par af hendes kammerater opholdte sig. De havde tilbragt lidt af dagen sammen, før de atter tog afsked med hinanden. Før Elise tog hjem til sin familie, valgte hun dog at slentre en hurtig tur i haverne, siden regnen så småt var stilnet af. Det var helt underligt at befinde sig ved paladset igen. Sidst hun havde været her, havde hun været en væbner, og nu var hun en ridder.
Hun var dog i ført kjole som enhver anden anstandsdame, siden hun ikke var i tjeneste, og håret var samlet i en fin fletning for at holde styr på det. Det buldrede stadig langt væk i skyerne, men regnen var så godt som stoppet. Hun stoppede op, da hun bemærkede en kvinde stå under et træ og rynkede bekymret på panden. ”Det er ikke en særlig god ide at stå under et træ i tordenvejr,” bemærkede hun med en bekymret mine. Forhåbentlig havde kvinden ikke opholdt sig der gennem hele regnvejret?

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya vidste ikke hvor længe hun havde stået under træet. Tordnen skræmte hende ikke. Tværtimod. Bare det faktum at der var en risiko for at lynet ville slå ned i træet, fik adrenalinen til at suse i hendes krop. Efter hendes brors død, havde hun en tildens til at opsøge farlige situationer. Hun kunne ikke forklare hvorfor, andet end at hendes brors død stadig efterlod sig store sår som med tiden ikke var helet.
Det gav hende lidt af chok, da hun hørte den ukendte stemme. Hun trådte ud og så den anden kvinde foran sig. Hun smilede et lille smil. "Åhh nej, det er jeg godt klar over. Men jeg blev nødt til at overvære det," svarede hun muntert på fællessproget. Det var tydeligt på hendes accent at hun var fra Carthak. Nok kunne hun tale fællessproget flydende, men accenten ville hun aldrig slippe af med.

[Elise af Ravntoft]

Svaret forvirrede Elise en anelse. Hun lagde hovedet på skrå og kastede et blik tilbage mod paladset. ”Men det er sikre at overvære det fra en bygning?” påpegede hun, før hun så lo en anelse. ”Og indenfor er der også færre muligheder for at blive gennemblødt. Det ville være synd, hvis Deres kjole blev våd.” Med alle de lag af stof kunne det let blive meget ubehageligt at gå rundt i en våd kjole. Vandet gjorde jo kun stoffet endnu tungere.

[Aidaya Sarkietha]

Selv Aidaya blev en smule forvirret, og det gik op for hende at hun brugte det forkerte ord. "Jeg tror jeg brugte det forkerte ord. Mit fællessprog er lidt rustent. Jeg mener at jeg gerne vil være en del af tordenvejret. Det er da også umuligt at trække luft bare fordi man stikker hovedet ud af vinduet ikke?" spurgte hun og lo en smule. Hun træk lidt op i sine mange skørter, som rigtig nok var tunge af regnen. Det var ikke rigtig noget hun havde tænkt over. Hun måtte bare ud hvor hun ikke var indrammet af vægge og døre og lavt til loftet.

[Elise af Ravntoft]

Svaret gav vel på sin vis mere mening. Elise forstod ikke rigtig, hvorfor kvinden ville være en del af uvejret, men hun borede ikke i det. Kvinden var jo tydeligvis fra udlandet, så måske var det blot en kulturel forskel? Måske var torden og regn sjældent, der hvor hun kom fra? ”Det er vel sandt,” nikkede hun derfor med et let smil. ”De er ikke fra Tortall, vel? Er De fra Carthak?” Det ville nok være hendes bedste bud på kvindens ophav. ”Hvad bringer Dem hertil?”

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya morede sig tydeligt over deres misforståelse. Hun vidste dog ikke om det var noget kulturelt, andet end at hun følte sig mere fri end hun havde følt længere. Ikke længere blev hun vogtet af sin moders øjne. Ikke at det gjorde den store forskel fordi hendes faster var sendt afsted som anstandsdame. Dog var hun halvt blind, hvad Aidaya i den grad så som en fordel. Hun var bundet op af pligter, men hun agtede stadig at sit nye land at kende. Hun betragtede den anden kvinde mere nøje. Hun undrede sig en smule over hvordan den anden kunne spørge så åbent. Men hun blev hurtigt enig med sig selv om at hendes hverv her, ikke var en statshemmelighed.
"Ahh ja.. jeg er fra det sydlige Carthak fra et len kaldet Sarkietha. Et hertugdømme," fortalte hun stolt. Det kunne godt være der ikke var flere penge i kisten, men hun var stadig stolt af sit ophav. "Jeg er rejst til Tortall for at finde en ægtemand," svarede hun ærligt.
"Hvad med Dem? Hvad beskæftiger De Dem med her i Tortall?" spurgte hun nysgerrigt. Selv hun havde hørt historierne om kvindelige riddere i Tortall. Det fascinerede hende at kvinders eneste lod her i livet, ikke nødvendigt kun bestod af et ægteskab, men også kunne byde på en større frihed. Hun vidste jo godt det ikke kunne ske for hende selv, men det gav hende stadig håb om et godt liv her i Tortall.

[Elise af Ravntoft]

”Det lyder som en lang rejse.” Elise havde aldrig været i Carthak, så hun kunne knapt nok forestille sig at skulle rejse så langt. Hun havde aldrig selv været udenfor Tortall. ”Men det må have været en spændende rejse!” grinede hun så og foldede hænderne foran sig, imens hun kom helt over til kvinden. ”Jeg er dog bange for, at mange af adelsmændene er blevet afsat på rundrejsen. Deres ærinde kan gå hen og blive vanskeligt.” Rundrejsen havde været fyldt med forlovelser til højre og venstre, når nu så mange folk var samlet på ét sted. Ved kvindens spørgsmål lyste hun atter op i et smil og nejede let. ”Jeg er Elise, datter af greven af Ravntoft, og ridder for Kronen.” En præsentation var vel også kun på sin plads.

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya nikkede sigende. Rejsen havde været lang. Hun vidste ikke hvor lang. Desuden forstod hun ikke hvorfor hendes fader sådan ønskede at hun skulle rejse og nærmest ville ankomme når Rundrejsen var slut. Det gav ingen mening. Men hendes fader var en desperat mand, og han blev nødt til at finde hende en mand, som ikke kendte til hendes families ulykke. Hun vidste ikke hvorfor valget var faldet på Tortall, men hun havde en fornemmelse af at det var fordi alle var så rige her. Det var i hvert fald den opfattelse som hendes fader havde.
"Det var en meget spændende rejse. Det blev koldere og koldere jo tættere vi kom på Tortall. Men den lange rejse over havet kunne jeg godt have undværet," sagde hun og lo.

"Ja jeg ved godt at jeg må være tålmodig. Jeg har nu ikke travlt med at blive gift. Jeg kan godt vente et år eller to. Min fader derimod.. han er meget utålmodig. Men jeg kender ingen her, og ingen kender mig ud over min slægts navn," fortalte hun.

Hun lyste pludselig op da den anden fortalte hun var ridder. "Elise af Raventoft. Hvilken ære. Mit navn er Aidaya," hilste hun. "Ridder? Virkelig? Det vil jeg meget gerne høre mere om," sagde hun med en sand interesse.

[Elise af Ravntoft]

Hun gjorde store øjne, da kvinden nævnte havet. Nå ja, man var nødt til at sejle for at komme til Tortall fra Carthak. ”Jeg har aldrig prøvet at sejle ... hvordan er det?” spurgte hun nysgerrigt. Det lød heldigvis ikke til, at kvinden havde travlt med at finde en mand. På den anden side kunne hun måske ske at møde nogen til den kommende håndfæstning. To fra Condia skulle jo giftes på paladset. ”Fædre kan være noget så besværlige,” medgav hun med en svag latter. Kvindens fascination af hendes erhverv, gjorde hende dog en smule forlegen. ”Der er nu ikke så forfærdelig meget at fortælle. Jeg fik mit skjold kort før rundrejsen, så jeg har endnu ikke rigtig prøvet at være udstationeret ... jeg deltog i krigen mod Maren, men det var som væbner ...” Hendes ridderliv havde indtil videre været langt mere afslappet end hendes tid som væbner, ironisk nok ...

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya blev en smule overrasket og den andens udtalelse. Hun havde sejlet tit, ned af de store floder som skar sig igennem Carthak. Men havet havde dog været en helt anden sag. "Det er smukt, luften er så frisk, og lugter af tang, salt og hvad der eller befinder sig i havet. Det gynger meget, især hvis det begynder at blæse op. Vi endte i en lille storm, hvad ikke havde anden konsekvens end at vi alle blev frygteligt søsyge. Jeg var meget taknemmelig for da vi kom på sikker lang igen," fortalte hun med et skævt smil.

Aidaya anede ikke hvordan hun skulle finde sig en fremtidig mand. Hun vidste ikke hvor hun skulle møde dem. Hun vidste knap hvad en håndfæstning var. Hun kendte navnene på de store slægter i Tortall, men det var også det. Hendes fader havde ikke givet hende nogle pejlemærker, eller nogen hun kunne gå til. Hendes faster bestilte ikke andet end at beklage sig om alt det, som var så anderledes og fremmede i forhold til Carthak. Og hvis det stod på i længere tid, ville hun stå på egen hånd. Derfor havde hun behov for bekendtskaber, så hun kunne finde ud af hvor hun skulle starte.
Hun nikkede taknemmeligt og var glad for at den anden var enig. Fædre var besværlige. Især fordi de ingen anelse havde om hvad de skulle stille op med deres ugifte døtre.
Aidaya blev en smule skuffet. Hun troede at livet som kvindelig ridder var mere eventyrligt. Det virkede mere som et gement stykke arbejde.
"Mhmm.. Hvordan var krigen mod Maren? Og hvad med riddertuneringerne? Har du mange bejlere?" spurgte hun i et væk. Der måtte da være noget eventyrligt ved livet som kvindelig ridder. Var der ikke?

[Elise af Ravntoft]

Hun lyttede fascineret til kvindens historier om havet. Hun kunne godt tænke sig at sejle til landene længere væk. De lød alle sammen så eksotiske. Langt mere interessante end Tusaine og Tyra, der mindede om Tortall på så mange måder. ”Det lyder fantastisk ... bort set fra søsygen selvfølgelig.” Hun grinede lidt ved tanken. Lige den del havde hun ikke rigtig lyst til at opleve.
Hun begyndte at gå videre i haven, imens de fortsatte samtalen. Spørgsmålet om krigen var vel forventet, men det var ikke ligefrem et behageligt emne. ”Krigen var forfærdelig. Der var blod og død over alt,” svarede hun ærligt og tog en dyb indånding, før hun vendte opmærksomheden mod de lettere emner. ”Men jo, jeg har deltaget i en del ridderturneringer på rundrejsen. Det er altid ganske sjovt med lidt venskabelig konkurrence.” Nogen tog det selvfølgelig mere alvorligt end andre. Det sidste spørgsmål gjorde hende en anelse forlegen. ”Kvindelige riddere har ikke bejlere.” Kvindelige riddere blev ikke lige frem jagtet på samme måde som de almindelige adelsdamer. Elise ville ikke have noget imod at have en bejler, men det hastede nu heller ikke.

[Aidaya Sarkietha]

"Åhh nej, det var bestemt ikke behageligt. Men jeg har hørt fra historierne om Løvinden at selv hun ikke kunne fordrage sørejser, så jeg tog det i så stiv arm som jeg kunne," sagde hun smilende. Aidaya fulgte med den anden. Luften var så frisk og adskillige dufte slog hende i møde. Aidaya nikkede sigende. Stolt ville hun være, hvis hun kunne vove at påstå at hun ikke havde overværet død og blod. Også havde det været hendes egen bror. Hvis han dog bare havde beholdt hjelmen på!
"Jeg har overværet en masse, men den sidste endte noget så galt. Jeg har ikke været til en siden. Jeg frygter sådan at skulle overvære den samme ulykke endnu engang," fortalte hun, på trods af at det var i mod hendes moders reglement om ikke at vise eller tale om sin egen person. Heldigvis var moderen her ikke til at rette på hende.
"Virkelig ingen bejlere?" spurgte hun forundret.

[Elise af Ravntoft]

Så selv folk i Carthak havde hørt om Løvinden? Hun smilede for sig selv ved tanken. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en anelse stolt over det. Som kvinden fortalte om sin egen oplevelse, nikkede hun let. ”Dyster kan gå forfærdelig galt af og til. Især når det er udenfor en venskabelig turnering.” I turneringerne handlede det ikke decideret om at dræbe hinanden, men når man udfordrede nogen for at forsvare sin ære eller sådan noget, gik det ofte galt for en af parterne. Den slags slap begge personer sjældent levende fra. ”De fleste adelsmænd er riddere og soldater, så de ser mere os kvindelige riddere som kollegaer end som potentielle hustruer. Vi er bare en af ’drengene’,” svarede hun med et lille smil. Sandt at sige vidste hun selvfølgelig ikke, om det var sandt. Måske var det naivt af hende at tro, at de mandlige riddere så hende som en af dem. ”Nå, men De er blevet sendt langt. Er der noget særligt, som Deres familie leder efter, siden De er i Tortall?”

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya havde fra barnsben tigget sin barnepige, som tilfældigvis kom fra Tortall, fortælle historier om landet på den anden side af Indlandshavet. Barnepigen sladrede som regel til hendes moder, og hendes moder skældte hende ud og sagde at det på ingen måde klædte en ung adelsfrøken at dagdrømme om ammestuehistorier. Men historierne om Løvinden passede. Det vidste Aidaya nu hvor hun var ankommet til Tortall.
"Hvis min bror blot havde taget sin hjelm på, havde han ikke knækket nakken," sagde hun tørt. Hun havde stadig ikke helt tilgivet sin brors handlinger. Og jeg var ikke blevet sendt til Tortall, tænkte hun tvært.
"Åhh det kan jeg godt se. Men De ønsker ikke at blive gift?" spurgte hun nysgerrigt. De fleste kvinder hun kendte, havde et endegyldigt mål om at blive gift. Det gjaldt også hende selv, da det var hendes pligt. Men hun havde aldrig stillet sig selv spørgsmålet om det var noget hun ønskede. Og desuden havde hun ingen anelse om hvad hun skulle svare.
"Nyt blod,"grinede hun. "Min moder og fader er fætter og kusine til hinanden. Og der var ingen af rette stand ledige medmindre jeg skulle gifte mig med en der lige er kommet ud af vuggen eller en som har et ben i graven." forklarede hun. Det var delvist sandheden. Ikke nænnede hun at sige sandheden om at hendes familie var gået konkurs og ingen af de andre storslægter i Carthak ville røre hende med en ildtang.