Et lille vidunder

[Filippa Almsted]

Erik Almsted

Som smerterne og den store mave og de hævede ankler og de tusind andre ting, der var overvældende ubelejlige ved graviditeten voksede op til hendes termin, voksede den boblende følelse af forventnings glæde til at møde deres lille barn også. Den havde været i Filippa og kun vokset sig større med hver dag og var noget af det sidste, hun tænkte på hver nat, inden hun faldt i søvn og det første, der slog hende, hver morgen, når de vågnede. Sammen med den værkende ryg og de hævede ankler, i hvert fald.

Denne gang var det dog anderledes. Ikke fordi der var noget underligt over, at hun vågnede om natten. Det var efterhånden længe siden, hun virkelig havde fået en god nats søvn uden at skulle op og tisse en masse gange eller berolige et lille, sparkende vidunder (og i det øjeblik pestilens!), men.. Hun satte sig besværet, forsovet og en anelse forvirret op. Havde det været for sent? Var hun rent faktisk kommet til at tisse i sengen eller…?

Hendes hånd tog et fast greb om den store arm ved hendes side. ”Erik? ” kaldte hun og stemmen var både spæd og grødet, da hun talte. Læberne samledes igen, mens hun rømmede sig. ”Erik?” Denne gang var stemmen mere insisterende, vågen. Og en smule bekymret.

[Erik Almsted]

Erik havde efterhånden været gift så længe, at han var vant til bevægelserne fra et andet menneske ved siden af sig i sengen. Oveni det sov han tungt og vågnede ikke da Filippa satte sig op. Han var også blevet vant til at hun rendte i tide og utide over de sidste måneder.

Han rynkede brynene lidt i søvne som lyden af hans eget navn skar sig gennem søvnen, men i stedet for at vågne, vendte han sig bare om på ryggen og rakte den ene arm over sig selv, for at lægge hånden over hendes mod sin arm med en søvndrukken mumlen der ikke rigtigt kunne kategoriseres som ord.

[Filippa Almsted]

Hvad Filippa havde forventet, da hun gav sig til at hive i sin snorksovende husbonds arm midt om natten, vidste hun ikke helt. Men det var i hvert fald ikke det. Især ikke når nu han jo altså selv i sovende tilstand måtte vide, at hans udkårne altså var gravid og kunne have behov for lidt hjælp. Tak.

Det hjalp selvfølgelig ikke, da han bare valgte at lægge en hånd over hendes arm. Med en smule moslen, der fik det til at føles ubehageligt vådt mellem hendes ben, fik hun rykket sig over, så hun også kunne tage fat i ham med den anden arm. ”Erik!” Hendes stemme var gået direkte over fra halvsøvndrukken, panisk mumlen til et voldsomt hyl, der også forskrækkede hende selv. Øjnene blev våde, mens hun insisterende ruskede lidt i ham.

[Erik Almsted]

Erik som ikke så tungt længere. Det var ret svært når Filippa møvede rundt ved siden af ham som en lille bjørn og han mumlede igen, en smule utilfredst, da hun næsten lagde sig ind over ham. Da hun denne gang kaldte på ham, var blev han dog rykket ud af søvnen ganske brat, slog øjnene op og så fortumlet på hende "Jeg er vågen!" erklærede han halvhøjt, uden helt at vide hvorfor og skubbede sig op på albuerne, stadig ikke komplet klarttænkende "Har jeg sovet over mig?" han løftede den ene hånd og gned sig i øjnene. Det virkede stadig for mørkt til at være morgen.

[Filippa Almsted]

Udbruddet virkede mest af alt som en indøvet forsvarsstrategi for at slippe uden om ubehagelige og høje lyde fra sin kone midt om natten, men det lod hun sig ikke spise af med. Igen blev armen rusket lidt i, mens det lod til, at han i det mindste prøvede at komme mere til sig selv. ”Erik, jeg tror, jeg..” hun tøvede og stemmen døde lidt ud. ”Altså enten har jeg måske tisset i sengen ellers…” Ellers skulle de til at være forældre. Lige nu. Midt om natten. Nej, sådan kunne det da vel ikke ske? Der var jo flere dage til, havde Elva sagt.

[Erik Almsted]

Han gned sig igen i øjnene i forsøget på at vågne helt, selvom det stadig føltes lidt som om der var var pakket omkring hans hjerne. Han missede med øjnene og så ned, uden at kunne se noget som helst tydeligt i det mørke rum. Først nu blev han opmærksom på, at madrassen under hans ene arm var fugtigt. Et sekund mere for at sætte brikkerne sammen og så satte han sig helt op, pludselig lysvågen "Nu? Lige nu? Jamen.. der var flere.. Madam Brygger sagde.. Nu?" hans blik flakkede hid og did, for så at fæstne sig i hendes, som han kunne se fordi de sad så tæt og i et anfald af kåd overstadighed, lagde han hænderne mod hendes kinder og kyssede hende "Nu!?" gentog han for tredie gang og de hvide tænder blev synlige i et smil, selv i det sparsomme lys der kom ind udefra.

[Filippa Almsted]

Omhyggeligt brugte han lidt mere af deres meget sparsomme tid på at gnide søvn ud af øjnene. Forstod han ikke, hun var ved at gå i panik? Så begyndte han endelig at tale og et lettet, om end stadig noget nervøst smil brød frem på hendes læber. Hans hænder fandt om de efterhånden lidt våde kinder og hun nåede kun lige at trykke læberne mod hans, før han var væk igen. ”Jeg ved ikke, hvordan det føles, jeg har aldrig prøvet det før, Erik!” vrissede hun og fik straks en smule dårlig samvittighed. ”Jeg.. Jeg tror det er nu.”

[Erik Almsted]

Han glemte helt at trække hænderne til sig, i hvert fald indtil hun talte igen og stadig lettere overstadig, besvarede hans hendes spidse tone, med endnu et kys "Hvordan har du det? Kan du mærke noget endnu ud over.." nu faldt hænderne og han klappede let på madrassen mellem dem "Skal jeg hente Madam Brygger, eller skal vi vente lidt? Sagde hun ikke noget om, at der godt kan gå længe før der rigtigt sker noget?" for tredie gang kyssede han hende hurtigt og slog så tæppet til side og svingede benene ud over sengekanten.

[Filippa Almsted]

Han sad bare der og var bedårende og blev ved at smile og kysse hende og til sidst smeltede Filippas arrighed væk og hun overgav sig selv til et varmt smil. Hans spørgsmål fik hende dog til at virre lidt med hovedet. Burde han ikke være den, der tog de vigtige beslutninger, når nu hun var den, der skulle til at presse et lille menneske ud af kroppen? Deres lille barn. Det boblede varmt i brystet. ”Burde hun ikke være her?” Hun tyggede lidt ned på indersiden af sin kind. Uanset hvor lang tid, der ville gå, burde Madam Brygger da være der hele tiden. I hvert fald for en sikkerheds skyld. Hun fulgte ham med blikket, da Erik svingede sig halvt ud af sengen.

[Erik Almsted]

Erik gik i stå siddende på sengekanten, stadig lidt tung i kroppen fordi han ikke havde sovet nok og var blevet vækket så brat, men komplet ude af stand til at falde i søvn igen, om han så havde prøvet "Det tager ikke lang tid at hente hende og hvis du ikke kan mærke noget endnu?" han drejede hovedet og så på hende over den ene skulder før han rejste sig, kun for at læne sig ind over sengen og give hende et kys på panden "Hvis jeg nu sætter vand over til te og får noget lys herind så vi kan se. Ikke at jeg ikke kan lide at lege mørkeleg med dig, men det er måske ikke lige det rigtige tidspunkt, vel." han forlod soveværelset i bare fødder og braies og kort efter fulgte lyden af en skramlende kedel i køkkenet.

[Filippa Almsted]

Den ro, der havde sænket sig i hende ved hans smil begyndte langsomt at krakelere under hans alt for rolige tilgang til sagen. Hun var altså smurt ind i.. vådt. Burde man ikke gøre noget? Hun trak vejret hårdt ind gennem næsen og talte til ti. Udmærket, det skulle nok gå. Lidt usikkert nikkede hun og trak på skuldrene. Det var måske en god ide. Lidt besværet moslede hun sig mod kanten og så mod døren, ventede på han kom tilbage, selvom hun godt kunne høre, han stadig befandt sig i køkkenet. ”Erik,” kaldte hun og støttede sig til væggen, mens hun kom på benene, ”Du kan ikke bare efterlade mig.”

[Erik Almsted]

Han kom til syne i døren næsten med det samme, denne gang med et lys i en stage og stadig et smil på læberne "Jeg efterlader dig ikke, Pip." han var langt mere rolig en han synes han burde være. Måske var det fordi der stadig var noget håndgribeligt han kunne gøre før det hele gik løs "Jeg ville bare have noget lys så jeg kunne se. Få gjort noget ved sengen og få dig i en tør kjole." han brugte lyset til at tænde lampen og de andre lys der var i rummet og gav hende sin fulde opmærksomhed da det var gjort "Hvordan har du det?" han havde lagt armene omkring hende nu og gentog sit tidligere spørgsmål.

[Filippa Almsted]

Hun nåede kun at tage et par usikre skridt, før Erik igen var vendt tilbage og lyset gjorde det lidt lettere at se. Stadig med en hånd på væggen trådte hun længere væk fra sengen, før hun modvilligt måtte slippe og bevæge sig videre. Gulvet var koldt mod hendes bare fødder. Hun bukkede sig forover, for at kunne tage kjolen frem, men måtte opgive sit foretagende. Hans arme fandt om hende og hun lagde hovedet mod hans brystkasse. ”Vådt,” mumlede hun og prøvede at få sit hjerte til at stoppe med at galoppere sådan afsted.

[Erik Almsted]

Det sitrede i hans mundvige over hendes svar og endnu et kys blev plantet på hendes mørke hår, der var en smule uglet efter den smule søvn hun måtte have fået "Ud over vådt." brummede han og blev stående med armene omkring hende. Det ville altid føles vigtigere at hun var tryg, en at få skiftet tæpperne på sengen. Halmen ville alligevel skulle skiftes, men det gav ingen mening før det hele var overstået "Hvad har du brug for?" spurgte han efter et langt øjebliks tavshed. Han havde været så fokuseret på alt det praktiske, at han måske et øjeblik eller to, helt havde glemt at tænke på andet.

[Filippa Almsted]

Nakken blev strakt lidt, så hun bedre kunne trykke de uglede krøller op i hans ansigt og modtage et kys mere. Hun trak på skuldrene og lagde armene om hans liv, trak sig selv lidt tættere ind til ham. Det virkede alt sammen meget skræmmende lige pludselig og hans nærhed hjalp på det. ”Jeg ved det ikke.” Hun talte stadig ind mod hans overkrop, nød den varme hud mod sin kind. En lav, klagende lyd forlod hende og den ene hånd slap ham og lagde sig mod maven i stedet.