Panik og kolde fødder

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia

Tiden nærmede sig. Hastigt. Og helt ærligt? Pendrima var ramt af panik. Hun skulle giftes om 15 dage. Der var 15 dage til, at hun skulle være Hertuginde Pendrima af Condia, hustru til Hertug Joreth af Condia. Der kom til at ligge et tungt ansvar på hendes skuldre. Hun skulle være en andens hustru. Hun skulle være hans hustru.

Hun havde som altid nok reageret barnligt og fuldkommen irrationelt ved at undgå ham. Igen. Simpelthen. Hun havde i stedet forsøgt at bruge så meget tid sammen med Vania som muligt. Men det var svært, når hendes kusine også selv skulle arrangere bryllup. Begge pigerne hoved var oftest et helt andet sted.

Hun havde på det sidste prøvet at glæde sig. Og hun vidste måske lidt, hvorfor hun gik i panik. Hun havde været alene. Hun var arving. Hun var vant til at bestemme over sig selv. Men nu var Joreth inde i billedet. Og han ville skulle bestemme det meste. Sådan sad hun på sit værelse og tænkte. Alene og uden en eneste tjener i nærheden. Hun havde sendt dem væk for længst. Hun trængte til at klare hovedet, inden hun gik udenfor en dør. Hun havde fået et hidsigt anfald overfor sin kammerpige, da denne havde påpeget Pendrimas pligter på rundrejsen. Og igen nævnt, at hun skulle ud og vise sig frem, fordi brylluppet jo snart skulle stå. Det havde gjort den temperamentsfulde komtesse noget så vred, at hun havde kastet med ting, revet ting i stykker og grædt. Hun havde sat sig på en divan med et glas saft i den ene hånd og en ligegyldig bog i den anden. Men hun læste ikke i bogen. Hun stirrede på siderne, mens hun tænkte over sit eget liv.

[Joreth af Condia]

Joreth var som regel en tålmodig mand, eller, han var det når især når han mente folk skulle komme til ham og det mente han for det meste Pendrima burde gøre. Der var dog gået adskillige lange dage siden deres sidste stund alene, uden andet end flygtige samtaler på farten eller til banketter og middage. Det huede ham ikke. Overhovedet ikke.

Nok måtte være nok og derfor nærmede han sig nu det værelse hun var indlogeret på. De ville snart ankomme til Corus igen. Rundrejsen ville være ovre og hverdagen begyndte igen, med alle de pligter og det ansvar der fulgte med der. Ting der ikke ville blive mindre, efter de var blevet fæstet om bare nogle uger. Han rankede sig af ren vane mens han bankede på døren og ventede på at blive lukket ind og meldt.

[Pendrima af Condia]

Hun havde flere gange overvejet at opsøge Joreth. Men var kommet fra det hver gang. Ikke med vilje. Ikke alle gangene i hvert fald. Men hun havde holdt sig for sig selv. Igen. Lige siden de havde forladt Stacine, havde hun holdt sig til sin egen lejr.

Tankerne farede igennem hendes hoved. De blev dog snart afbrudt af en banken på døren. En insisterende banken. Hun sukkede lavmælt. Ikke helt villig efter at åbne den. Men da det blev ved, rejste hun sig vredt op, i den tro at det nok var en af hendes tjenestepiger. Hun åbnede døren med et vredt blik. "Hvad er der?" Snerrede hun, inden hun opdagede, at Joreth stod udenfor. "Åh... Det er dig," mumlede hun og så ned i jorden. "Kom indenfor," hun åbnede døren lidt mere og trådte til side, så han kunne komme ind.

[Joreth af Condia]

Hvis han var overrasket over at se Pendrima selv åbne døren, viste han det ikke. I stedet hævede han et øjenbryn med det sædvanlige træk i den ene mundvig "Ventede du andre?" spurgte han og gik ind da hun trådte til side. RUmmet adskilte sig ikke fra så mange andre. En smule spartansk måske, men det var trods alt også en midlertidig indlogering.

Han satte sig selvfølgelig i den nærmeste stol og betragtede hende med hovedet lidt på sned "Du må have haft travlt på det sidste, så lidt som jeg har set til dig."

[Pendrima af Condia]

Hun svarede ikke på hans spørgsmål, men lukkede bare døren i efter ham. Hun havde ikke indrette sig på værelset med sine personlige ting. Der var så kort tid til, at det skulle pakkes ned, for så at blive pakket ud på paladset, når de kom til Corus.

Hun fulgte efter ham og satte sig på divanen overfor ham. Bogen og glasset med saft lå på det lille bord foran dem, men hendes blik hvilede på Joreth. "Det... Det har jeg ja. Der er jo meget at se til, her lige op til..." Hun snak en klump i halsen og slog blikket ned. Hver dag den sidste uge, havde hun fået noget der mindede om et hysterisk anfald, når nogen nævnte brylluppet. Og det var ikke retfærdigt overfor Joreth, at få et nu. "Men om... Om to uger, så har vi jo masser af tid sammen," hun forsøgte sig med et svagt smil, der langt fra nåede hendes øjne.

[Joreth af Condia]

HAns blik fulgte hende opmærksomt mens hun kom hen og satte sig. Han kendte hende godt nok efterhånden, til overhovedet ikke at være i tvivl om, at der var et eller andet på færde "Det har vi, ja." han lænede sig tilbage og lod den ene hånds fingre tromme lydløst mod det polstrede armlæn på stolen "Men forhåbentligt ikke mere at se til, end at du bliver klar til tiden?" spurgte han, mens de blå øjne stadig afsøgte hendes ansigt, aflæste hendes kropssprog og blev endnu mere sikker på der var noget hun ikke sagde.

[Pendrima af Condia]

Hun vidste godt, at Joreth kunne læse hende som en åben bog, uanset hvor meget hun forsøgte at skjule sine følelser. Hun glattede en usynlig fold i sin kjole, med en nervøs bevægelse og nikkede til hans ord. De havde resten af livet til at være sammen. Hun sank en klump i halsen. "Nej nej, jeg skal nok blive klar..." Hendes stemme var spinkel og en smule skinger. Hun rømmede sig og forsøgte at fatte sig. "Der har bare været meget at se til med den nye kjole, og bordplan, og... Alt det andet," sagde hun undskyldende og foldede hænderne i skødet, som en dydig lille komtesse. Hun var det dog langt fra. Dydig altså.

[Joreth af Condia]

DEnne gang rynkede han panden en smule og sad et langt øjeblik bare og betragtede hende spekulativt, før han tog ordet igen "Så alt det praktiske er på plads.." begyndte han og lænede sig nu frem i stedet, med armene hvilende over sine lår. Han kunne ikke nå hende, men havde han kunnet, ville han have strøget hende over kinden "Men er du klar her også? han løftede en hånd og lagde to fingre sigende mod sin ene tinding.

[Pendrima af Condia]

Hun havde aldrig været særlig god til at tale udenom. Det var virkelig ikke en af hendes styrker, og hun kunne se på Joreth, at det absolut heller ikke var lykkedes denne gang. Hun slog blikket ned, da han lænede sig frem. Hendes skuldre sank, for hun forstod udmærket godt spørgsmål. Og igen vældede alle tankerne op i hende. Hun begyndte at ryste lidt, hendes øjne blev våde og et lille snøft forlod hende. "Det... Det ved jeg ikke," svarede hun og ville næsten ønske, at hendes mor havde været til stede, så hun kunne krybe ind i hertugindens favn og få trøst.

[Joreth af Condia]

Rynken mellem hans bryn blev nu fremtrædende. Han vippede mellem at være en smule irriteret og en smule medlidende og endte et sted midt i mellem da han rejste sig fra stolen, trådte om på den anden side af bordet og satte sig ved siden af hende på divanen.

Han lagde en arm omkring hendes skuldre med et mentalt suk og pressede et flygtigt kys mod hendes tinding "Hvad går dig på?" spurgte han roligt og tilføjede et mentalt ..denne gang...

[Pendrima af Condia]

Hun lænede sig ind mod ham, da han satte sig ved siden af hende, og lagde en arm omkring hendes skuldre. Hun snøftede lavmælt. ”Jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til dine forventninger,” svarede hun og så ikke på ham. ”Jeg vil så nødigt skuffe dig Joreth. Men det virker for mig som om, at jeg næsten ikke gør andet,” hun blev så ked af det hver gang, at hun gjorde ham vred eller skuffet. Men hun havde en evne til at tiltro ham de værste ting. hele tiden.

[Joreth af Condia]

Han lod armen blive hvor den var, rent faktisk en smule overrasket over hendes sindstilstand, selvom han ikke direkte viste det ”Skuffe mig?” spurgte han alligevel, stadig med en prominent rynke mellem brynene ”Hvad får dig til at tro du har skuffet mig?” han drejede hovedet lidt, uden helt at kunne se hendes ansigt sådan som de sad ”Der er stor forskel på at være en udfordring og en skuffelse, lille fugl.”

[Pendrima af Condia]

Hun trykkede sig tættere ind mod ham. ”Fordi jeg stadigvæk opfører mig som et barn. Og endda et forkælet et af slagsen,” hun vidste godt, at hun ofte opførte sig uretfærdigt. Men det var sjældent, at hun tilkendegav, at det rent faktisk forholdt sig sådan. Hun løftede hovedet og så op på ham. ”Jeg elsker dig Joreth, men jeg tvivler på mine egne evner som hustru,” hun brød sig ikke om at føle sig så mangelfuld.

[Joreth af Condia]

Joreth fandt sig i hendes klyngende tilstand og lagde armen lidt fastere omkring hende. han sagde hende ikke imod, det var der ingen grund til. Tværtimod var hendes selvindsigt grund til anerkendelse og han gav den i form af et kys mod hendes pande da hun løftede hovedet ”Du har aldrig været nogens hustru endnu, så hvordan skulle du vide hvordan?” spurgte han, en smule retorisk, for han fortsatte før hun kunne nå at svare ”Alting kan læres og det er sjældent på skolebænken vi lærer de vigtigste ting. De kommer med erfaring.”

[Pendrima af Condia]

Hun sukkede lavmælt, da han kyssede hende på panden. Han skældte hende trods alt ikke ud. Det var hun i det mindste glad for. ”Men alle de andre nygifte komtesser får det til at lyde så let. Som om det bare er noget, de har gjort hele livet. Men…” Et meget svagt smil spillede om hendes læber. ”De er jo heller ikke blevet gift med dig,” hun vred sig ud af hans tag omkring hendes skuldre og drejede sin overkrop mod ham. ”Vil du love mig, at du vil lære mig op til at blive en god hustru? Så jeg kan gøre dig glad?”