Endelig alene [R]

[Junimi af Trebond]

Lug af Meagmarsk
Fortsat herfra

12. april, 527 M.T.

Hun trak ham med op af de smalle trapper, der løb op af ydersiden af den bygning, hvor hun havde sit værelse. Hun havde stadig sine fingre flettet bestemt ind i hans, da de kom op på den lille gangbro og hun gik ned af den, til hun fandt den rigtige dør. Hun trak en lille kulørt sten op af lommen og hviskede noget til den, inden hun holdt den hen til låsen.

Ingen kunne se, at der skete noget, men Junimi vidste, at nu var de beskyttende besværgelser, der var sat omkring hendes værelse, trukket tilbage og hun stak stenen tilbage i lommen og hev nøglen frem. Det var ikke særligt almindeligt at bruge den slags sikringsmetoder for almindelige mennesker. Men Junimi var langt fra almindelig. Og hun brød sig ikke om tanken om, at nogen kunne vente på hende derinde, uden at hun var klar over det.

Hun åbnede døren ind og slog ud med sin frie arm til at lille værelse, hvor der ikke var meget andet end en seng, et skab og et bord med to stole. "Ja, det er ikke meget," sagde hun drillende. "Men det er hjem." Og så lukkede hun døren efter dem og søgte hans læber igen.

[Lug af Meagmarsk]

Lug fulgte Junimi uden spørgsmål. Han noterede sig mentalt hvor de færdedes i de områder hvor han var kendt men på vejen mistede han sin præcise placering. Han ville uden problem kunne finde hjem og blot ved at se mod himlen eller horisonten ville han kunne finde pejlemærker der kunne lede ham hvor hen han ville men de præcise gader kunne han ikke huske.

Lug så sig om i det sparsomme lokale, prøvede at forestille sig Junimi vågne her, spise her, leve her. Deres liv og hverdag var så forskellig.. Og Lug kunne ikke være mere ligeglad.

Lug behøvede ikke meget opmuntring, så da Junimis læber fandt hans gav han slip på sin kontrol og mådehold. Han slap hendes hånd og lod i stedet begge sine hænder ligge sig omkring hendes ansigt, kyssede hende dybere og dybere.
Deres kroppe, presset tæt mod hinanden mødte væggen i en knap så stille kamp om hvordan og hvor men begge var de enige om at det var nu.
Lug slap hendes ansigt og hans hænder fandt i stedet til hendes hofter og fyldige bag.
Mentale billeder af deres seneste møder fløj forbi hans indre øjne i et tempo der gjorde ham svimmel mens hans hjertes hurtige slag skabte en dunkende rytme i hans krop.

Nogle forvirrede øjeblikke, fulde af hænder der var i vejen for hinanden og kroppe der mødte, de ellers sparsomme møbler, inden Junimi og Lug fandt en rytme i kærtegn og sensuel vold. I sin iver, fik Lug, lidt hårdhændet, mast Junimi op ad bordet og løftet hende, han lænede sig besidderisk ind over hende.

[Junimi af Trebond]

Hun lagde sine armen og nakken på ham, så hun holdt sig tæt ind til ham og fulgte uden problemer med, da han gjorde kysset dybere. Billeder af deres møde i Gyldensø og hvordan de var endt i hans seng, var fremtrædende i hendes sind og hun trak vejret tungt og pressede sig lidt mere ind mod ham. Ligeglad med - eller måske endda opildnet af - af han pressede hende ind mod væggen. Få sekunder senere, var det hans ryg, der mødte væggen og så var det igen hendes. Hun smilede stort ind mod hans læber.

Hendes hænder havde travlt med hans tøj, som hans havde det med hendes. Ingen af dem lod til, at de kunne vente ret længe på dét, som de begge ønskede lige nu og deres kys blev mere overfladiske og utålmodige som følge heraf. Hun stønnede kort, da hans hænder lagde sig om hendes bagdel og løftede hende op på bordet og hendes arme fandt igen omkring halsen på ham, så hun kunne holde ham fast ind til sig. Hendes blik låste sig med hans og hun nød hans styrke og den mandighed, han altid udstrålede.

[Lug af Meagmarsk]

Det meste af Lugs skjorte var nu åbnet, så han gjorde kort proces af resten ved at krænge den over hovedet, uden at hans læber var adskilt fra Junimis betydelig længe.
Med grådige hænder skaffede han også Junimi af med sin overdel. Hendes tunge vejrtrækning var som en dobbelt understregning af hendes velformede bryst og Lug var ikke sen til at kaste sin opmærksomhed dér. Han støttede en hånd i bordpladen og indfangede en stor mængde af hendes lange mørke hår i den anden. Han tvang hendes hoved bagud så hendes hals var blottet mens han kyssede sig vej fra hendes mund til kraveben, til bryster.

Det var ikke muligt for Lug at komme tæt nok på Junimi. Ikke med det dumme bord i vejen, så da han havde formået at skrabe bordet de sidste få centimeter hen af gulvet til det mødte væggen, tog han resolut fat om hendes lår og bagdel, håbede på at hun hang ved, og svang dem begge rundt så de havde retning mod sengen. Han tog første prøvende skridt, det gik fint. Lyst og adrenalin fuldstændig i kontrol over hans krop var intet umuligt.

Lug tiltede Junimi ned i sengen.
Mens han trådte ud af sine egne støvler greb han om hendes ene og trak den af. Den anden fulgte sin makker ned på gulvet som han greb ud efter hendes bukseben. Nogengange havde Lug lyst til at pille tøjet af af en kvinde, udforske hvert et stykke blottet hud, trække nydelsen til det uudholdelige.
I dag var ikke sådan en dag.

[Junimi af Trebond]

Hun lo muntert, da han tog ved hende for at flytte deres forehavende over til sengen og hun var på ingen måde imod det. Hun fortsatte bare med at udforske hans læber og lade sine hænder udforske hans nu blottede bryst.

Hun løsnede selv løbesnoren i sine bukser og hjalp ihærdigt med at skubbe dem ned om hofterne, da han gav sig til at trække i hendes bukseben. Hun kunne ikke blive nøgen hurtig nok, for det ville betyde, at han kom ned til hende igen og derefter sikkert ville røre ved hende igen. Hun sukkede lydeligt og satte sig op i sengen for også at hjælpe ham af med hans.

Fingrene var stadig lige ivrige, da bukserne faldt ned om anklerne på ham og et øjeblik efter, lagde hun sine røde læber omkring ham, mens hun så op og fandt hans blik med sit.

[Lug af Meagmarsk]

Det gibbede i Lug da Junimi tog ham i munden. Den varme, bløde, våde fornemmelse fik ham næsten til at krumme tæer i spænding. Øjenkontakten mellem dem gav ham en sugende, altfortærende følelse i kroppen. Han så tryllebundet på hende. Junimi var uden tvivl noget af det mest smukke han nogensinde havde oplevet. Denne tankestreg var ikke kun hjulpet på vej af den udsøgte nydelse hun bragte ham i netop dette øjeblik.
Hun komplimenterede alt ved ham og fik ham til at føle sig som noget exceptionelt, stærk, menneskelig og levende. Hendes hånd passede i hans, når de sov sammen passede hendes krop perfekt sammen med hans, som om de var skabt til at ligge sammen, krop mod krop.

Musklerne i Lugs arme, spillede under huden. Han knyttede sine hænder i flere sekunder, kun for at slippe dem igen. Han lagde hovedet tilbage og stønnede anstrengt af frygt for at miste kontrollen helt og give slip. Han havde lyst til at strække denne nydelse så langt som muligt.
Junimi forstod tydeligvis at tolke de signaler hans krop sendte hende for hun gjorde alt det rigtige, med sin tunge og læber.
Lug så ned på Junimi igen, hårene på hans arme rejste sig i rullende bølger af ren nydelse. Han mærkede de dybe dunk af klimaks der langsomt arbejdede sig op gennem ham fra hans lår og mellemgulv mod hans lyske. Stråler af summende energi. Bare et øjeblik mere..

Lug lod sin hånd forsvinde ind i Junimis tykke hår og greb en håndfuld. Et split sekund var han på vippen mellem at trække sig eller at gøre sig færdig men han havde et gennemtrængende behov for at mærke hende på flere end kun én måde.
Lug bøjede sig ind over Junimi mens han stadig havde hendes hår i sin hånd. Et smil bredte sig over hans læber og han kyssede hende mens han tvang dem begge ned mod madrassen.
Lug kunne smage sig selv på Junimis læber. Han var på ingen måde, hverken sart eller dobbeltmoralsk, det var nærmere ophidsende at hun smagte af ham, for så, i dette øjeblik, var hun kun hans.

Lug ville ikke komme til at gengælde nydelsen for Junimi, med sin egen mund. Det ville bare blive noget roderi. Det var ikke der hans seksuelle styrke lå.
Han lagde sig mellem hendes ben, strøg en hånd op af hendes muskuløse lår, hoftens runding og om til hendes velformede bagdel.
På knæ, mellem hendes lår, trak han hendes underliv tættere til sig med hænderne under hendes bagdel. Han trak vejret dybt ind og pustede tungt ud. Han ville ikke slippe hende igen før hun var tilfredsstillet.

[Junimi af Trebond]

Junimi smilede tilfreds for sig selv, hver gang hun virkelig kunne mærke, at hun ramte noget godt hos ham. Han nød det tydeligt og hun gjorde sig umage, netop af denne grund. Da han trak hende væk, var hun dog ganske tilfreds. Hun foretrak ærligt talt også, at de afsluttede dette sammen og hun lagde sig derfor villigt ned på sengen, mens hun klynkede let over hånden i hendes hår og hendes læber var som limet fast til hans i det øjeblik.

Da han trak hende ind til sig, stønnede hun uforbeholdent og hendes fingre krampede sig sammen om lagnet på sengen. Åh, hvor havde hun savnet ham. Også på denne måde. Hendes vejrtrækning blev hurtigt let overfladisk og fra tid til anden trak han lystne udbrud fra hende, mens hun forsøgte på at svaje mere i ryggen.

[Lug af Meagmarsk]

Lug havde et behov for at se Junimis bagdel foran sig, mærke hende om sig fra denne vinkel, have et næsten krampagtigt tag i balderne og se hendes ryg svaje i nydelse, alt mens han opretholdte et buldrende tempo. Han var tæt på, blodet i hans krop dunkede rundt i ham med samme rytme som hans krop mødte Junimis.

Lug slap sit tag i hendes bagdel og pressede hende i stedet let ned mod madrassen med en hånd mellem hendes skulderblade mens han lænede sig ind over hende. Han satte farten ned, tog sig god tid mens de sammen fandt den næste stilling.

Lug lagde sig til rette mellem Junimis ben igen, deres kys kun afbrudt af dybe udåndinger. Sveden løb dovent ned af dem begge, gjorde kys til salte fornøjelser og begge kroppe rimelig glatte.
Lug mødte Junimi på ny og præcis som de genvandt rytme og tempo begyndte bølgerne i Lugs mellemgulv. Han spændte musklerne i mave og lår for at udsætte det uundgåelige.
Han lænede sig let tilbage, trak et af Junimis ben op og hvile på hans skulder mens han balancerede sig over hende i kun en arm. Farten tog til og Lug lagde sin frie hånd mod Junimis skød. Fandt ind med sine fingre, hvor han kunne bevæge dem cirkulært mens han fangede hendes blik.

Junimi begyndte at trække sig sammen om ham i små kramper. Lug holdt vejret, det trak i alle muskler forbundet med hans underliv. Som smertelig sød tortur blev han ved med at bevæge sig og bevæge sine fingre.
Kramperne i Junimi tog til.
Lug lagde nakken tilbage, lukkede øjnene og pustede tungt ud, i ujævne støn.

[Junimi af Trebond]

Det var noget af det, hun virkelig elskede ved Lug. Han var så mandig og så god til at tage teten, når de var sammen. Ikke, at hun ikke kunne finde nydelse i selv at bestemme, hvad der skulle ske.. Det kunne hun sagtens. Men der var nu altså noget virkeligt afslappende over, at han førte an og hun fulgte med.

Derfor var det også uden brok og bare med endnu et dybt støn, at hun fik sig lagt om på ryggen, så han kunne trænge ind i hende igen og hun kunne ikke lade være med at strække i halsen, så ansigtet blev vendt opad et øjeblik i ren og skær nydelse. Bare fornemmelsen af at være sammen med Lug igen havde hende næsten på kanten af ekstase, så da han åbnede hende endnu mere og samtidig masserede hendes lystknude, knækkede hun næsten øjeblikkeligt sammen i nydelse, mens hun skælvede og kom med opmuntrende udråb. Hun sansede, da tidevandsbølgen også ramte ham og et tilfreds støn undslap hende.

[Lug af Meagmarsk]

Lug trak sig let tilbage. Hans fingre summede og hvis hans øjne ikke havde været åbne, havde han ikke kunnet finde ud af hvilken vej han vendte. Efterspillet af klimakset med Junimi lå tæt omkring hans krop og gjorde hans lemmer tunge. Hun drænede ham for energi, på den mest tilfredsstillende måde. Et smil bredte sig om hans læber og han lænede sig på ny ind over Junimi for at kysse hendes søde læber. For hvert intime øjeblik de havde sammen, fik han nye oplevelser og billeder han gemte på. Denne gang var det gennemtrængende; synet af hendes læber omkring ham. Han mærkede sin puls stige, blot ved tanken om hvad de læber, og den tunge de gemte, havde gjort ved ham.
Nu tog han de læber i sin besiddelse og det hjalp ikke meget på hans besindelse. Trætheden i hans sind var hurtig til at fortrække mens udmattelsen i lemmer vedblev. Når Junimi gjorde noget, gjorde hun det overordentlig godt.

Lug støttede sit hoved i hånden mens han lå på siden, strakt ud på Junimis seng. Hun lå ved siden af ham. Han så ned på hende med et lille smil. Hendes lange mørke hår var i uorden og hun blev ikke smukkere end hun var efter et af deres intime møder. Hun var betagende.
Der var ikke varmt i det lille rum og deres svedige kroppe havde kun gjort rummet fugtigt og dét sammen med kulden gjorde at Lug begyndte at blive kold.
Med sin frie arm, trak han Junimi tættere ind til sig.
"Så er vi endt i din seng.." Et nyt smil krusede hans læber. "Nu vil jeg høre hvad der skete efter Gyldensø.." Han så ned på hende.

[Junimi af Trebond]

Hun kunne ikke andet end at smile mæt op til ham og sukke tilfreds, når han kyssede hende. Hun trak tæpperne op omkring dem, da kulden i værelset begyndte at trænge sig på og puttede sig tættere ind til ham - glad for, at han var der.

Hans ord fik hende til at smile endnu mere. "Og jeg som gik og troede, at du havde glemt det," drillede hun med et smil og kyssede hans brystkasse, inden hun væltede ham ned at ligge, så hun i stedet kunne lægge sig ind til ham med hovedet på hans skulder. "Jamen jeg tog jo til Galla, som min moder ønskede det. Det var noget af et galehus og det tog et stykke tid, men til sidst kom jeg sejrrigt hjem med de varer, jeg var blevet sendt af sted efter."

Det var så ærlig en udlægning af sandheden, hun kunne give ham. Hun havde fortalt ham dengang, at det var hendes mor, der havde sendt hende af sted. I virkeligheden havde det selvfølgelig været Skyggen, men det sagde hun heller ikke noget om nu. Det kunne hun ikke. "Hvad med dig? Hvad har du fået tiden til at gå med siden sidst?" Hun tegnede små mønstre med sin pegefinger på hans brystkasse.

[Lug af Meagmarsk]

Lug trak vejret dybt ind, holdt det et øjeblik inden han pustede tungt ud. "Jeg fulgte med til Trucha." Han kyssede hendes hår og tilføjede "Derefter red jeg til Meagmarsk hvor jeg blev indtil for ni dage siden." Hvad havde han lavet i alle de dage de havde været fra hinanden?
Lug var hurtigt faldet ind i dagligdagen på Meagmarsk. Morgentræning med sin gamle læremester, jagt i sumpene, både efter fasaner og udødelige. Fasanerne blev spist, de udødelige brændt, utallige middage i den sparsomme, tilbageværende families selskab, i sin fader og storebroders fravær var Lugs ord det sidste, dog var alt i samråd med faderens sædvanlige råd.
"Jeg blev sendt i forvejen for at sikre hele besøget i Meagmarsk." Et smil sneg sig ind i hans stemme. "Så jeg fik muligheden for at té mig som en lenherre i omkring tredive dage inden jeg fik frataget mig mine beføjelser igen." Kiggede Junimi på ham ville hun ikke kun kunne høre smilet i hans stemme men også se det.

Lug lagde sin hånd på Junimis og stoppede derved pegefingerens dans over hans bryst, løftede den til sine læber og kyssede den. I intime situationer med Junimi kunne hun røre ham præcis som det passede hende, stort set alt var ophidsende men nu.. Han følte hver et strøg over hvert ar på kroppen og det var ikke behageligt.
Han flettede sine fingre med hendes. Så vidste han hvor den var.

[Junimi af Trebond]

Hun lo lidt af hans morsomhed og lod villigt sine fingre flette ind i hans. "Gik besøget så godt? Og blev du så forvænt, så du pludselig er blevet træt af, at du ikke skal arve?" drillede hun videre og lagde nakken tilbage, så hun kunne kysse ham på kæben. Hun følte sig vanvittigt godt tilpas lige nu. Bedre end hun havde gjort i mange måneder. Hun trak vejret dybt ind og sukkede tilfreds.

[Lug af Meagmarsk]

Lug trak uforpligtende på skuldrene. "I min optik gik det godt, ingen sårede, ingen døde." Han blødte op for det makabre i sine ord, med et smil rettet mod Junimi. Hans forventninger til og syn på besøget var simpelt og ukompliceret.
"Min moder ville, uden tvivl kunne finde utallige mangler men hun virkede tilfreds, så jeg anser missionen for fuldført." Han smilede igen og tog i mod hendes læbers kærtegn.

Et grin bølgede ud af ham. "På ingen måde!" Han kyssede hendes fingre, flettede med hans, igen. "Jeg har ingen aspirationer i den retning. Jeg er glad og tilfreds med mit bidrag til familiens omdømme, rigdomme og trivsel." Han så ned på hende, fuldt bevidst om sit ansvar overfor det navn han var født til at bære og han var altid klar til at leve op til dette ansvar. Selvom han nu også var ret vild med at tilsidesætte alt for andre, interesser.. Så som Junimi.
Lug undlod med fuldt overlæg at tænke videre over sit navn og forpligtelser i forhold til videre udvidelse af familiens størrelse og alt der lå før det.

[Junimi af Trebond]

Hun smilede muntert over hans svar og klukkede måske også en lille smule. Ingen døde var et temmeligt lavt kriterium at sætte for et godt lensbesøg, men hun vidste også godt, at Lug var kriger mere end adelsmand. Det var noget af det, hun elskede ved ham. Hun nikkede let, da talen faldt på hans moder og tænkte for sig selv, at hvis Hertuginden af Meagmarsk havde været tilfreds, så kunne det ikke være gået helt skidt.

En varm fornemmelse rullede gennem hende, da han kyssede hendes fingre igen og hun vrikkede sig en umulig smule tættere ind i hans favn. "Jeg er glad for, at det gik godt. Og jeg er ked af, at jeg ikke var der til at se det."

Hun blev ramt af en pludselig usikkerhed, som hun lå der i hans favn. For hvor længe ville de få lov til at være sammen denne gang? Selv hvis hun ikke selv blev kaldt ud, så var der altid en chance for, at han blev det. Og bagerst i hendes hoved, lurede også visheden om, at han kunne blive lovet væk til en anden. Tankerne gav hende en fornemmelse af, at de burde nyde hinanden så meget som muligt, mens de havde hinanden og hun fik viklet sig ind at ligge over ham, så hendes læber kunne finde hans igen. Denne gang måske med en lille snert af desperation.