Fødselsdags gaven

[Lug af Meagmarsk]

Junimi af Trebond

Lug tog sine handsker af og strøg en hånd gennem håret, tilfreds med at det igen var kort klippet. Han havde haft en stille og begivenhedsløs morgen. Nu var han taget afsted for at finde en fødselsdags gave til sin niece Zoia.
Zoia var med på rundrejsen men det gjorde ikke at hun ikke havde fødselsdag i dag og derfor var en gave på sin plads også selvom hun først ville få den når hun kom tilbage til Corus om 16 dage hvis rejseplanen stadig holdt.

Lug havde allerede sikret sig en særlig gave til Zoia, de to delte en del interesser, deriblandt våben, så Lug havde været på jagt efter noget særligt til hende og havde fundet en gammel scanransk tvebladet økse, ikke længere end hans underarm, sirligt udsmykket. Nu manglede han bare noget der var mere socialt accepteret at give en tolvårig pige.

Lug så op på facaden af kjole forretningen han havde planlagt at besøge for at finde gaven. Forretningens navn var ikke fremmed for ham. Det var blevet nævnt i en samtale han havde haft med en kvinde, der efterfølgende havde fået en særlig plads i hans hjerte, på Kobberøerne for snart to år siden.
Gave jagten var faldet perfekt ind i hans søgen efter Junimi, en legitim undskyldning for at opsøge forretningen og forhåbentlig kunne finde ud af om hun var i Corus.

Lug trådte gennem indgangen til forretningen og blev mødt af en kvinde der nejede og spurgte til hans behov for assistance, hvilket han tog i mod med et smil. Han anede ikke hvad han lavede eller hvad han ledte efter.

[Junimi af Trebond]

Junimi gik ude på lageret med en træplade og et enkelt stykke papir. Hun talte mængden af ruller på en enkelt palle og noterede det derefter på arket. Sådan fortsatte hun en lille tid og da hun var færdig gik hun med lange og effektive skridt ind i butikken. Bag disken stod hun og noterede sig endnu nogle ting, mens hun rådførte sig med en anden liste, hun havde lavet.

Et par stemmer kom langsomt nærmere og noget fik hende til at se op, selvom hun lige havde taget sig selv i at stikke fjerpennen i mundvigen og hun sikkert havde en blækplet siddende. Hun løftede armen og trak ærmet frem, så hun kunne tørre det af, men stoppede midtvejs, da hun så, hvem stemmen tilhørte.

Hendes hjerte hamrede pludselig af sted og et øjeblik så hun bare fuldstændig overvældet ud, inden et stort og glad smil bredte sig over hendes læber. "Lug," henåndede hun - måske for lavt til, at han ville kunne høre det.

[Lug af Meagmarsk]

Lug fulgte kvinden, nikkede og tilkendegav at klædnings genstandene hun viste ham var pæne og passende men uden at forpligte sig til en særlig stil eller et bestemt produkt. Han havde trods alt 16 dage til at finde den helt rigtige gave.

Lug så op ved lyden af sit navn, eller hvad han antog var lyden af hans navn. Junimi. Dér var hun. Det føltes som om vægten af en ringbrynje slap hans hjerte.
Han kunne indstille eftersøgningen. Gudinden være lovet! Hun havde hørt hans ønske og tilsmilet deres længe ventede genforening.
"Junimi." et bredt, varmt smil kom til hans læber. Han trådte et skridt frem, havde fuldstændig glemt kvinden ved hans side og hans søgen efter en gave.

Lug tog flere skridt frem mod Junimi, stoppede lidt mindre end en arms bredte fra hende. Det sitrede i hele hans krop for at røre hende men lokationen var ikke den mest ideelle.

[Junimi af Trebond]

Hans smil fortalte hende alt, hvad hun behøvede at vide. At han var her for at se hende. At han havde savnet hende. At han stadig ønskede hende. Hun stod som limet til gulvet, da han kom hen mod hende. Hun havde sådan en lyst til at kaste sig i armene på ham, men det ville hendes mor bestemt ikke bryde sig om. I stedet kunne hun nærmest mærke elektriciteten hoppe mellem dem, da han kom tættere på.

Hendes øjne spillede og blodet rullede i hendes årer. "Kom," sagde hun bare og flettede to fingre ind i hans - mest fordi hun ikke kunne lade være. Hun gik ud af bagdøren og de få skridt hen til lageret, som hun lige var kommet fra. Hun vendte sig om mod ham og skubbede ham ind mod væggen lige på den anden side af døren, inden hun nærmest overfaldt ham i sin iver efter at kysse ham.

[Lug af Meagmarsk]

Lug tog mere end villigt Junimis hånd og fulgte hende længere ind, gennem bagdøren og kort efter var de ude på hvad han antog var lageret. Store ruller af stof i massevis dominerede lokalet og belysningen var ikke den bedste. Det var alt Lug nåede at registrere før Junimis krop og væsen optog alt.

Junimi vendte sig så brat at han var et skridt fra at træde på hende og før han vidst af det var han mod en væg og hendes søde læber var på hans.
Lugs arme trak hende om muligt tættere ind i en omfavnelse og først da den indledende grådighed og iver var tilfredsstillet slap han hende langsomt og førte hænderne op til hendes ansigt. Han kyssede hende igen, langsommere men stadig med samme lyst og behov mens han strøg hendes hår væk fra ansigtet.

Lug trak hovedet tilbage, lod sin krop få en chance for at distribuere blod mere ligeligt i kroppen så han ikke pludselig gik i gulvet. Han sendte hende et skævt smil der fremhævede hans smilehuller inden han trak hende ind til sig igen i en varmt omfavnelse. Med sin mund tæt ved hendes øre hviskede han "Du har ingen anelse om hvor dybt mit savn har været.." med en stemme der var en tone eller to dybere denne gang. Han kyssede hendes hals og kæbe, indtil hans mund fandt hendes igen.

[Junimi af Trebond]

Hun var næsten desperat i sine bevægelser til at starte med, men da hun ligesom havde accepteret, at han rent faktisk var her. Var her for hende. Så fandt hun styrken til at slappe mere af. Hun lod sine fingre finde ind under bunden på hans skjorte og havde et kort anfald af dejavu og det blev kun forstærket af hans ord. Hun kom til at le overrasket og hun fik måske let blanke øjne. "Tosse," var det eneste, hun kunne få frem, inden hendes læber mødte hans igen, i et kys, som var mere ømt end det var desperat.

[Lug af Meagmarsk]

Lug løftede et øjenbryn som deres læber mødtes igen. Tosse?
Han mærkede hendes fingre mod sin hud og det udløste en ny følelse af forløsning i Lug. Alle de minder han havde af hendes hud mod hans angreb hans indre øje i hurtige gengivelser.

Lug flyttede vægten fra det ene ben til det andet så han kunne sætte den ene fod i gulvet lige foran den lukkede dør. Hvis nogen uheldigvis skulle ud på lageret ville de være forhindrede lige præcis så lang tid som det tog dem at skubbe hans vægt væk fra døren.

Lugs ene hånd viklede sig ind i hendes tykke mørke hår så han kunne holde hendes mund mod sin, mens den anden fulgte hendes rygs kurve nedefter for at gribe om hendes hofte og presse hende om muligt endnu mere mod sig. Han kunne på ingen måde få nok af følelsen af hendes krop mod hans.

Lugs læber slap Junimis et øjeblik og han sagde. "Hvor længe tror du der går før nogen kommer for at se hvor du bliver af?" Han så på hende med et lille smil. Lug så ikke frem til at deres kroppe måtte skilles men han var ikke interesseret i at hun kom i problemer.
En indskydelse kom til ham med et nyt smil. "Kan du holde fri resten af dagen?" Han så afventende på hende.

[Junimi af Trebond]

Hans fingerspidser mod hendes hovedbund, fik hende til at gyse på den mest fantastiske måde og hun trykkede sig tættere ind til ham. Hun skulle lige til at svare ham, da det næste spørgsmål kom og hun var nødt til at smile. "Jeg er lige blevet færdig med lageroptællingen og resten kan vente til i morgen. Hvis du har lyst til at lave et eller andet sammen, altså." Hun smilede drilsk og fandt hans læber igen. "Hvornår er du kommet til byen? Jeg spurgte efter dig, da jeg selv kom hertil for en måneds tid siden."

[Lug af Meagmarsk]

Junimis nærhed og gensynet med hendes læber fik Lug til at glemme de sidste syv måneders adskillelse. Det føltes som om deres farvel kort efter at Rundrejsen forlod Gyldensø, sidste år ikke var mere end et par dage gammelt.

Lug sendte hende et bredt smil. "Der er intet jeg hellere vil." Smilehullerne blev dybere. "Et eller andet, alt, ingenting." Han kyssede hende igen. Minderne fra deres tid sammen på Gyldensø stod helt klart for ham. Hemmeligheden, mørket, kyssene, de flettede fingre. Han havde ikke glemt et øjeblik af dem.

"Jeg ankom til Corus i går nat." Hendes ord gjorde ham glad. Lug var ikke den eneste af de to der havde søgt den anden.. De kunne forsætte hvor de havde sluppet hinanden sidst og forhåbentlig ville de ikke blive adskilt så hurtigt igen.. Eller overhovedet.

[Junimi af Trebond]

Hun nikkede og smilede. "Lad mig lige gå ind og sige, at jeg går," sagde hun roligt og fandt så alligevel hans læber igen, inden hun modvilligt trak sig væk og trak ham med sig hen til butikken igen. Hun efterlod ham udenfor, mens hun lige stak hovedet ind og fortalte, at hun holdt fri resten af dagen. Så kom hun ud til ham igen og hendes fingre fandt omgående ind i hans. "Hvad kunne du tænke dig, at vi skal lave?"

[Lug af Meagmarsk]

Lugs fingre flettedes nemt med Junimis og han sendte hende et smil. Han summede med en behagelig følelse i hele kroppen over at Gudinden endelig tilsmilede deres genforening, at han havde fundet hende så let og ubesværet.
"Vi har mange lyse timer foran os. Vi kan lave lige hvad vi lyster." Han løftede deres flettede fingre til sin mund og kyssede hendes håndryg. "Dit selskab er eneste succeskriterie."
Han trak deres samlede hænder mod sig så han kunne indfange hende i endnu et kys. Den søde smag af hendes læber ville aldrig miste sin effekt på ham.

"Lige nu kan jeg nøjes med følelsen af din hånd i min, dernæst vil jeg have lov at sidde med dig et sted og høre hvad der har optaget dig siden vi sidst så hinanden." Han kyssede hende igen. "Så vil jeg have noget mad på et tidspunkt.. Det vil jeg nok gerne flere gange." Han sendte hende et skævt smil. "Har du ønsker til hvad resten af dagen skal gå med?" Som sagt var hendes selskab det eneste han egentlig ønskede.

[Junimi af Trebond]

Hans ord varmede hende helt ind i knoglerne og hun kyssede ham tilbage uden at stritte det mindste imod. Tværtimod. Hun sukkede let og trykkede sig tæt ind til ham. Hendes tanker gik slet ikke i den retning, som de burde og hun endte med at give op. Hans ord fik et smil frem på hendes læber og hun trak sig ud, så hun kunne se ham ind i øjnene. "Hvad siger du til, at vi går hjem til mig? Og at vi så hører om hinandens tid siden sidst.. I min seng?" Det sidste blev næsten kurret ud, som hun trykkede sig ind mod ham. Ved Gudinden, hvor havde hun savnet ham!

[Lug af Meagmarsk]

... I min seng?...
Lug stivnede et sekund, helt paf og overrasket af Junimis ord.
En rumlen begyndte dybt i hans bryst. Jeg har vidst været for længe i familiens selskab til at værdsætte ukompliceret og ligefrem tale. Så begyndte latteren. Dyb og hjertelig.
Lugs øjne fandt Junimis og han sagde, uden at tøve et sekund.
"Ved Gudinden, jeg har savnet dig, Junimi af Trebond."
Lug gav efter for sine impulser og indtog Junimis mund med iver og styrke. Hendes duft var indbydende og tryllebindende.

Da Lugs indledende lyst var stillet og han trak sig lidt, både for at få luft men også for at få klaret tankerne nok til at være en funktionsdygtig mand der kunne gå og tale uden hjælp fandt han igen hendes smukke dybe øjne og et smil bredte sig over hans læber.
"Du fører an."

[Junimi af Trebond]

Han stivnede et kort nu og hun rynkede forvirret brynene et kort sekund, inden hendes ansigtstræk mildnedes igen, da han gav sig til at le. Hans ord gav hende en behagelig kildren i maven og hun lagde armene om nakken på ham og trykkede sig tæt ind til ham, da han kyssede hende igen.

Da han trak sig tilbage, stod hun et øjeblik bare med panden hvilende på hans bryst og en ubehagelig sårbar følelse i brystet. "Jeg har også savnet dig, Lug. Virkelig meget." Hvis sandt skulle siges, så havde hun savnet ham mere, end hun havde villet indrømme for sig selv. Men som hun stod her i hans arme igen, så strømmede alle de følelser, hun havde undertrykt de sidste mange måneder ind i hende og hun havde ikke lyst til at give slip. Ikke nu, hvor hun havde ham.

Hendes øjne var let blanke, som hun alligevel trak sig tilbage. Hun var trods alt praktisk nok til at indse, at selvom hun ikke havde lyst til at slippe ham, så ville det være meget bedre for dem begge to, hvis de fandt et andet sted at være sammenklyngede. Og hun foretrak, at det var et sted, hvor de også kunne smide tøjet. "Kom," sagde hun bare og flettede sine fingre ind i hans med et smil, som alligevel var lidt trist af, at hun havde skullet give slip. Og så førte hun ham til Markedsdistriktet.

[Lug af Meagmarsk]

Lug fulgte med Junimi, mere end villigt, kunne næsten ikke tro sit held. At møde en kvinde som Junimi, flere gange. Han havde lyst til at se hende hele tiden, røre ved hende hele tiden. Han ville nok følge hende til verdens ende hvis hun ville den vej.

To små stemmer i ham kæmpede om at blive hørt. Den ene talte om at de nok burde tage det lidt stille og roligt mens den anden råbte og skreg om at de absolut ikke vidste hvor længe de havde sammen denne gang. Dén stemme fik taletid og han greb chancen hver gang den viste sig, i små sidegader eller tomme stræder, til at gribe om hende, for dernæst at pirre hende med sin mund eller sine hænder.
Lug fulgte så meget med i retning og gader som det var ham fysisk muligt, med Junimi i nærheden.

Slut