Svaret af Prunella af Trebond on Apr 20, 2016 20:41:23 GMT
Foråret 526 M.T.
Fra det øjeblik Prunella satte sin fod på grunden ind til sin families hus, begyndte hendes hjerte at flakse. Hendes ansigt var som malet i sten, men indeni var hun i vildt oprør. Hun følte sig endnu en gang sat i et guldbur, men samtidig var skuffelsen over ingen gode alternativer næsten det, der generede hende mest. Hun var så pokkers bitter! Rundrejsen havde for hende blot betydet en uendelig mængde af ukomfortable situationer. Hun brød sig ikke om at sove udendørs, slet ikke at sørge for de mest fundamentale behov under sådanne primitive former. Hun brød sig ikke…
Åh. Hvem prøvede hun overhovedet at narre…??
Snerten af eventyr og romantiske stjernefyldte nætter sprængfyldt med nattens mystiske lyde rev i hende, så hun næsten kunne smage det. Telte slået op i al sin pragt og massevise af tjenere til at sikre hende luksus på hvert et skridt hun tog. Fester, løb, konkurrencer. Sladder, intriger og første parket til adelens skyggesidder, der skjulte sig dårligt bag en teltdug. Hendes fantasier levede deres eget liv og opfyldte hende med en harme, som ikke var særligt konstruktiv. Hun følte sig snydt og vred over at endnu en gang at blive meldt ude af sin kedelige mor, der efterhånden var godt træt af sin genstridige datter. Hun havde sat hende i karantæne her i Corus, hvor hun kunne få lov at kede sig halvt ihjel – eller endnu bedre: Finde sig til tåls med en passende kaminhylde hos en potentiel ægtemand. Grevinde Coranna af Trebond var måske nok ved at løbe tør for tålmodighed, men hendes vedholdenhed var trods alt beundringsværdig.
Prunella snak en klump på størrelse med sin knytnæve og tog det næste skridt. Det hele føltes kvælende og skræmmende, selvom det var et dejligt vejr. Forårssolen kærtegnede hendes hud med sine skarpe stråler, men hun kunne ikke nyde den. Hele byen klemte sig sammen om hende med dens fremmedhed og larm. Hun kunne ikke mane den mindste rosenrøde fantasi frem her.
Hun hastede mod døren, der blev åbnet for hende. Hun mærkede næsten ikke, at hun gik, men hendes ene sko drillede i stenen, og hendes gang blev mærkeligt stavrende det sidste stykke. En knægt, der kunne ligne hendes fætter, flækkede i et fregnet smil. Han stod længere inde, men de kunne sagtens få øjenkontakt gennem døråbningen, og det slog på mærkværdig vis noget af vreden af Ella. Hun mærkede sig selv igen og kølede mere ned, så selvom hun stadig var optændt, så undgik den stakkels tjener at blive trådt over tæerne, da hun gjorde sin entre. Denne gang.
For en stund lod hun sig drukne i en velmenende og overraskende oprigtige velkomst. Måske var der alligevel håb?