At skrabe sine knæ

[Avilain Falk]

Amos Søfarer
Avilain bevægede sig med raske skridt mod Den Dansende Due. Hun brød sig ikke om at mørket var ved at falde på. Generelt ønskede hun slet ikke at stå i den situation, som hun stod i. Men hun blev nødt til at skrabe sine knæ hvis hun skulle begynde at kalde sig en ravn, i stedet for en skadeunge. I grunden ville hun helst kalde sig en skade, men uden at betale sin skat, havde hun ingen steder at høste sit guld. Hun beundrede dem der blot kunne flakke rundt, og alligevel få mad på bordet. Avi kunne bare ikke længere. Ikke efter hun havde sovet på gaden de sidste fire dage.
Derfor besluttede hun at søge hen til Amos Søfarer. Erklærer ham sin troskab, og håbe at han ville tage hende under sine vinger. Ikke var hun stolt over denne beslutning. For hende var det et klart tegn på svaghed; hendes moder havde trods alt smidt hende ud af reden, og hun var blevet dømt til at flyve selv. Det kunne hun ikke. Hun vidste at nu hvor hun var derude hvor hun ikke kunne bunde, gjaldt det om at søge den hjælp hun kunne. Hun havde trods alt et ansvar overfor sin lille gruppe, som var afhængige af at være under hendes vinger.
Hun nåede til Den Dansende Dues indgang. Der stod to store bøffer af vagter, og tjekkede alt og alle som trådte ind. Det gik op for hende at de bad alt og alle om at efterlade deres våben. Hun accepterede det og stillede sig beslutsomt i kø. Da det var hendes tur, rynkede de begge deres store buskede bryn. ”Hvad er dit ærinde?” spurgte han brysk. Avilain fugtede sine læber. ”Jeg ønsker audiens med Hans Majestæt,” sagde hun så klart hun kunne. Dog lød hendes stemme en smule skinger, da hun var nervøs.

”Javel. Han holder i øjeblikket hof, men vil befinde sig på sit kontor om ikke så længe. Jeg vil få en til at følge dig derhen. Dog lille tøs.. du bliver nødt til at afleverer alle dine våben. Er du med på den?”

Hun nikkede og begyndte at løsne alle sine knive. Nogle af dem var sværere end andre at få fat på. I dagens anledning havde hun læderbukser som var enormt slidte og en løs skjorte som var stoppet godt ned i bukserne. Dog gjorde hendes påklædning det nærmest umuligt at løsne de mange kasteknive som sad rundt omkring. Til sidst trak hun en lang smal dolk op fra brystpartiet, og nikkede lidt. Den talende vagt søgte hendes krop grundigt og nikkede derefter som tegn på hun kunne træde ind. Da hun trådte ind, hev en ung pige fat i hende og ledte hende op til en tom korridor. ”Vent her. Hans Majestæts kontor er lige bag den dør. Han skal nok dukke op.” Hun rakte Avilain et krus øl og forsvandt. Avilain så sig omkring og satte sig op af væggen med et suk.
Da hun havde siddet der i noget som føltes som timer, med et tomt ølkrus og et tåget hoved, hørte hun endelig fodskridt.

[Amos Søfarer]

Amos havde fået besked om, at Avilain var dukket op og ville tale med ham for et stykke tid siden. Men det var der altså ikke noget at gøre ved. Han havde et møde ganske kort efter, at hun var dukket op og hans inderkreds var ærligt talt temmeligt meget vigtigere, end en skadeunge.

Derfor kom han først hen til sit kontor en times tid senere og han gjorde et utålmodigt kast med hovedet, som han åbnede døren. "Fat dig i korthed. Jeg har travlt." Han satte sig i sin stol og så afventende på hende.

[Avilain Falk]

Avilain spring op da det gik op for hende hvem der ankom. Det svimlede for hende, men hun genvandt balancen. Kort bukkede hun og fulgte med ham ind på hans kontor.
"Jeg har bedt om audiens med Deres Majestæt fordi jeg gerne vil give min troskabserklæring. Jeg ønsker ikke længere at være en skadeunge," sagde hun så hurtigt at hun snublede over ordene.

Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige og så afventende på Amos Søfarer. De sagde han var en høj mand. men han var langt lavere end hun havde forestillet sig. Hvad morede hende en lille smule. Det resulterede i at hun ubevidst sendte ham et lille smil.

[Amos Søfarer]

Hans reaktion var at løfte et øjenbryn. "Fint. Gå ud og sig det til Sacherell. Du vil få bedre priser for dine ting fra nu af. Men hvis vi ser dig handle med Høgene, får du problemer." Hun var trods alt kun en ung pige, som havde brug for at lære, hvordan tingene hang sammen. Det havde hun åbenbart ikke lært, inden konflikten.

[Avilain Falk]

Avi var lettere chokeret over hans reaktion. Hun havde troet hun ville blive ristet langsomt over bålet. Men dette var tydeligvis ikke tilfældet. Tænk at hun fik lov til at sælge sit rov for højere priser. Det betød meget, men hun vidste ikke om det betød nok. Hun manglede stadig et sted at bo. Hun vidste bare ikke om det var noget hun kunne bedugge slynglernes konge med.
"Tak Deres Majestæt! Jeg skal gøre mit bedste.. men." Hun nåede knap nok ikke at tænke før det men svævede truende i luften.

[Amos Søfarer]

Amos havde mere eller mindre forventet, at Avilain var forsvundet ud, nu hvor hun havde sagt, hvad hun var kommet for at sige og han havde taget et kort i hånden, som viste en detaljeret plan over huset for en af de rige købmænd i Profosdistriktet. Derfor så han også bare let irriteret op på hende, da hun blev. "Men?" spurgte han ildevarslende.

[Avilain Falk]

Det ridslede Avi koldt ned af ryggen og hun ville helst bare forsvinde ud af den dør. Men til hendes forskrækkelse, havde han bidt sig fast i hendes bemærkning. "Jeg har ikke noget sted at bo, og derfor intet sted at opbevare mine ting," fortalte hun og prøvede ihærdigt at opretholde en stålfast facade. Hun knyttede den ene næve. Hvis bare hun var i stand til at holde sin mund en gang i mellem.

[Amos Søfarer]

Hendes ord gav ham et hårdt drag om munden. "Ikke for noget, Avilain.. Men værelser på Duen er dyre.. Dem skal man gøre sig fortjent til og du er milevidt fra at være der." Han så hårdt på hende og trommede så let i bordet. "Jeg kan måske henstille dig til en udlejer.. Værelserne er små og gamle.. Men lejen er til at komme om ved at betale?" Det var ikke meget.. Men hun var trods alt Ravn nu.. Og han havde et vist ansvar for, at hun ikke i det mindste døde i rendestenen.

[Avilain Falk]

Hun nikkede stille. Hun var da godt klar over at hun ikke fortjente at bo på Duen, eller havde pengene til det. Men hun ønskede bare et sted hun kunne kalde sit eget. Derfor smilede hun et lille smil da han kom med det andet forslag. "Det ville jeg sætte stor pris på, Deres Majestæt. Alt med et tag og en seng er tilfredsstillende," sagde hun og hendes smil blev en smule større. Det betød at han i det mindste havde taget imod hendes troskabserklæring og så hende som ravn og ikke en ussel skadeunge længere.

[Amos Søfarer]

Han nikkede let til hendes taknemmelighed. Det var, som det burde være. Han rakte ud til siden og fandt en kulstift og et stykke afrevet papir, som han gav sig til at kradse nogle få ord ned på. "Tag den her med hen til Madam Fisker på Bagergade. Hun bor i det store hvide hus. Så vil hun fortælle dig om, hvordan I kan finde jer til rette." Han rakte hende sedlen og gav hende så et bestemt blik. "Godt. Smut så. Jeg har ikke tid til dig mere."

[Avilain Falk]

Avilain smilede stort. Hun tog i mod sedlen, og bukkede. Hun rettede sig op. "Mange, mange, mange tak. Hav en god aften, Deres Majestæt." Hun drejede om på hælen og vendte ned af trapperne og ud af døren. Hun tog imod sine våben og satte dem på plads, blinkede til vagten og vendte kursen mod Bagergade og Madam Fisker med sedlen knugende i hånden. Hun var ikke længere en skadeunge men en ravn, og det gjorde hende umådeligt stolt og glad.

Tråd afsluttet