Ikke alle holder hviledag

[Vania af Naxen]

Murray af Naxen

16. april, 527 M.T.

Vania pustede og stønnede, men denne gang var det vejrtrækningen, som trak det korteste strå og ikke hendes armmuskler, som det havde været i starten, mens hun stødte ud efter Murray med det sværd, han havde givet hende for snart en evighed siden.

På trods af den hårde vejrtrækning smilede hun dog over hele ansigtet, mens hun angreb i det mønster, han havde lært hende. At hun nogensinde skulle være nået hertil i sin træning, var hun ærligt talt lidt overrasket over. Men det var en god følelse.

[Murray af Naxen]

Hun var lærenem, det måtte han alligevel give hende. Murray parerede Vanias sværd med sit eget. Det var en klassisk øvelse, hvor den ene part angreb, og den anden parerede. For hvert af Vanias udfald tog hun et skridt frem, og han tog et tilbage. Det var en god måde at sørge for at holde styr på sin fodstilling.
Da de nåede gennem mønsteret, som han havde lært hende, smilede han svagt, men tilfreds. Selvom de var kommet tættere på hinanden, betød det ikke, at hans ansigtsudtryk var blevet kraftigere, så for det meste viste han kun sin glæde og andre følelser i små trækninger. Han troede dog på, at Vania efterhånden var blevet i stand til at læse ham, så han gjorde ikke noget videre ud af at forbedre det. ”Ikke dårligt,” bemærkede han og svang sværdet en enkel omgang i sin hånd, før smilet blev lidt bredere. ”Min tur.” Hun var stadigvæk nybegynder, så han sørgede for ikke at hugge efter hende for fuld styrke. Sværdene var selvfølgelig sløve og kunne ikke skære, men han ville nu alligevel ikke give hende alt for mange blå mærker. Murray begyndte at angribe hende med hug og sving, imens de atter satte i bevægelse tilbage mod punktet, hvor de tidligere var startet.

[Vania af Naxen]

Hun var ganske tilfreds med sig selv, da de nåede til slutningen af hendes angreb. Hun svedte for meget og hev stadig efter vejret, men det ville rette sig ind med tiden. Det vidste hun af erfaring. Så hun stod bare imod, da han skiftede rolle og gav sig til at angribe hende. Hun fulgte sin træning til sidste dråbe og gjorde sit allerbedste for at ramme paraderne helt rigtigt.

Hun gik et skridt baglæns hver gang og hendes arme rystede lidt, fordi hans slag var så meget hårdere, end hendes var. Men det tog hun nu ikke så tungt. Hun havde på fornemmelsen, at han kunne slå meget hårdere. Desuden. Hvis hun en dag stod i en rigtig sværdkamp, ville de ikke lette på deres slag for hendes skyld. Da de nåede enden igen, fik hun bragt et krus med kølet saft og hun tog taknemmeligt imod det. "Det er sjovere nu, hvor jeg ikke ryster, bare ved at forsøge at løfte sværdet," erklærede hun med et lille smil i Murray's retning.

[Murray af Naxen]

Hun holdt glimrende stand mod ham, så da de var tilbage ved deres startpunkt, sænkede han sværdet og lod hende få noget at drikke. Han var ikke selv videre udmattet endnu, men han var jo også vant til det. Det var hårde for Vania. ”Ja, dets vægt kræver lidt tilvænning,” nikkede han brummende til hendes ord. ”Du er nu ved at komme godt efter det.” Det var jo det der med, at hun gerne ville have ros, når hun gjorde noget godt.

[Vania af Naxen]

Hun smilede over hele hovedet, da han roste hende og hun følte næsten, at hun blev et par centimeter højere. "Det er jeg glad for," sagde hun bare, inden hun gav kruset tilbage og hævede sværdet igen. "Skal vi tage en runde mere?"

Et stykke tid senere stod hun og hev efter vejret. Hun havde ikke mere at give af og de vidste det begge to. Hun smilede let, som hun lod sig falde ned i en stol, som en tjener havde sat frem. "Jeg glæder mig, til jeg kan gennemgå en omgang træning med dig, uden at være øm i flere dage efter," drillede hun smilende.

[Murray af Naxen]

Da de så småt nåede enden på træningen lod Murray sig dumpe ned på en stol ved siden af Vanias. Det var på disse tidspunkter, at han blev bevidst om, hvor meget han holdt af kvinden. Hun var stædig og videbegærlig. ”Det ville der ikke være meget sjov i,” brummede han fornøjet og lænede sig over for at kysse hende i håret. De trænede jo altid ude af syne for resten af følget. Uanset hvor hyggeligt det var, skulle Vania jo helst ikke få problemer. ”Men nu du siger det, er dine arme begyndte at få nogle ordentlige muskler,” fortsatte han drillende og prikkede let til hendes ene arm, velvidende at det ikke var sådanne ting en komtesse ønskede at høre.

[Vania af Naxen]

Hans lette brummen vidste hun efterhånden, der var udtryk for samme morskab, som når andre lo højlydt. Hun foretrak klart hans måde at udtrykke sig på og smilede varmt til ham, da han drillede igen. Hans næste ord fik hende dog til at se overrasket ned et sekund eller to, inden hun slappede af igen. "Murray altså! Så slemt er det ikke!" Hun daskede let til hans arm i et forsøg på at sikre, at ingen så de røde kinder, som hans lette kys havde givet hende. "Jeg blev helt nervøs."

[Murray af Naxen]

Han grinede lidt mere åbenlyst, da hun daskede til ham. ”Voldelig som altid,” drillede han videre og tog imod et glas vand fra en tjener. ”Pas på, at slå til folk kan give én endnu større muskler.” Det kunne vel ses som en form for træning. Han lænede sig tilbage på stolen og tog modvilligt imod en klud fra sin tjener, så han kunne tørre sveden af panden. Han var ikke så udkørt som Vania, men man kom trods alt til at svede, når man først fik bevæget sig og fik varmen. "Du har ikke noget at være nervøs for. Du er lille og køn, store muskler eller ej."

[Vania af Naxen]

Hun daskede til ham igen, da han kaldte hende voldelig. "Du ér trods alt ved at lære mig at slås med sværd. Ret meget mere voldeligt bliver det vist ikke," kommenterede hun i en påtaget hoven tone. Hans næste ord fik dog hendes kinder til at brænde igen. "Tak. Det.. Det er jeg glad for." Hun sad et øjeblik og vidste ikke helt, hvad hun skulle sige eller gøre, inden en tjener kom også hende til undsætning med en fugtig klud. Hun lagde den mod sin pande og lukkede øjnene med nakken lagt let bagover. "Det er sært.. At rundrejsen snart er slut."

[Murray af Naxen]

Han fnøs let af hendes svar, men det trak stadig i mundvigen. Det var vel sandt, at det her ikke var den mest fredelige beskæftigelse. I stedet for at daske igen valgte han at stryge pegefingeren op langs hendes hals, da hun lagde hovedet tilbage. Det burde i hvert fald få en underholdende reaktion ud af hende. ”Det er det vel. Jeg glæder mig til at komme tilbage til Naxen ...” Det blev rart at slippe væk fra alle disse hof intriger og adelige. Det ville blive lettere at slappe af.

[Vania af Naxen]

Hun havde ikke forventet, at han ville røre ved hende og et let kuldegys gled ned langs hendes rygrad, da han gjorde det alligevel. Hun spærrede øjnene op og kom med et meget lavmælt gisp, inden hendes blik søgte hans. Og da hun tydeligt kunne se, at han havde gjort det for at drille hende, rødmede hun dybt igen og hun skyndte sig at lægge kluden over både pande, øjne og kinder. "Det kan jeg godt forstå." Hendes stemme var kun en anelse ude af sit normale leje. "Jeg glæder mig til at besøge dig derude." Og det gjorde hun virkelig. At tænke sig at om bare fire måneder, ville hun være Hertuginde af Naxen. Og skulle bo et vildfremmed sted. Det var altså lidt mærkeligt.

[Murray af Naxen]

Hun var blevet lidt bedre til at undertrykke sine reaktioner. Men det var som altid sjovt at se hende rødme og blive pinligt berørt – selv hvis det ikke var så voldsomt som normalt. ”Vi må se, hvornår vi får tid til at rejse dertil. Vi vil nok være tvunget til at deltage i et par bryllupper.” Han fnøs ved tanken og gav tjeneren kluden tilbage. Han orkede næsten ikke flere sociale arrangementer, men han kunne jo ikke rigtig udeblive fra mange af de kommende bryllupper. ”Har Myrilla for øvrigt talt med dig?” spurgte han overvejende og drak lidt vand. Myr havde virket meget trist, da han talte med hende, men hun lod heldigvis til at være muntret lidt op hen over de sidste par dage. Ikke at han troede, at hun var fuldstændig lykkelig, men hun så i det mindste lidt friskere ud.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede og afleverede kluden med et taknemmeligt smil, da tjeneren lagde an til det. Hun skottede let hen til ham og undgik hans blik, mens hun forsøgte ikke at lade sig mærke med noget. Hun havde lovet at holde sin mund. "Ja.. Hun kom og besøgte mig for et par uger siden," svarede hun med et lille smil. "Vi lader til at komme bedre ud af det med hinanden nu." Måske kunne hun dreje samtalen væk fra dét, de havde talt om.

[Murray af Naxen]

Det lød som om, at de havde formået at snakke sammen. ”Kunne du hjælpe hende?” Han ville selv have gjort det, men han havde ikke rigtig haft en ide om, hvordan en hertuginde burde gebærde sig. Han havde altid kun beskæftiget sig med sit eget ansvar. Og så de helt lav praktiske opgaver, som en hertuginde skulle udfører. Det havde dog ikke virket til, at det var det, som Myrilla havde haft brug for hjælp til.

[Vania af Naxen]

Hun bed let ned i sin læbe. Hun havde lovet Myrilla, at hun ikke ville fortælle noget om, hvad der trykkede hende til nogen. Og det havde hun tænkt sig at holde. Men hun ville heller ikke lyve for Murray. Hun sank en enkelt gang og nikkede. "Til dels ja." Hun smilede let og rejste sig. Hun var ikke langt fra at ønske, at Murray ville nægte Myrilla at blive gift med Stenbjerg-hertugen. Han virkede ærligt talt ikke rar. Hun rejste sig op og lod en tjener tage stolen igen. "Skal vi ikke gå tilbage?"