Hjemkomst

[Mallaidh Lille]

Amos Søfarer

Mallaidh indtog Duens gulv med stedvante skridt og styrede direkte hen til højbordet, hvor Amos sad med et par folk. Han virkede optaget, men ikke nok til at hun burde vente. Hun nikkede til de tilstedeværende og endelig til Amos. Han så op på hende, og hun nikkede endnu en gang til hilsen. Hun vidste, at hun havde været væk længere end normalt. Faktisk havde hun nok flirtet rigeligt med grænsen for, hvad hun kunne tillade sig overfor sin konge, men omvendt håbede hun, at tilliden gik begge veje. For hun havde været nødt til at tage sig af nogle ting i kølvandet på magtskiftet. Hendes netværk havde været truet af hele loyalitetsspørgsmålet, og som hun selv havde været plaget af tvivl, havde så mange andre været det. Det havde hun ikke råd til at lade dem tænke for længe over. Da hun valgte side, var det afgørende at tage så mange som muligt med sig. Nogle havde trådt lettere end andre. Enkelte havde hun befriet helt fra deres tvivl. Det var trist, men nødvendigt. Ingen løse ender.

” Amos,” sagde hun blødt, men hendes blik var alvorligt. ”Du vil gerne se det her.” Hendes stemme var insisterende og dog med en snert af tøven. Hun kendte ham stadig ikke godt nok til at vide, hvilken drifter i ham, der dikterede hans regime. Tog han imod hende som hjemvendt Slyngel eller skulle hun overbevise ham først? Hun trak vejret ind. For den opmærksomme person lidt tungere end hun havde ønsket det. Hun var afventende, men rakte med sikker hånd en seddel frem. Den var diskret lukket sammen og afslørede intet om sine hemmeligheder. Under andre omstændigheder ville hun nok have været mere diskret, men hun havde brug for hans tilkendegivelse denne gang. Selvom hun var dukket op ud af det blå.

[Amos Søfarer]

Amos opdagede Mallaidh, inden hun nåede op og hans fokus faldt fuldstændig på hende i det øjeblik. Han var ikke en mand, der smilede normalt og han gjorde det bestemt heller ikke nu. Hun havde været væk i næsten et år uden at have givet en lyd fra sig. Hun havde sendt nogle oplysninger hjem engang imellem, men han var ærligt talt ikke helt sikker på, hvor han havde hende. Han var ret sikker på, at hun ikke var gået over til høgene, men han var ærligt talt ikke sikker på, om hun reelt var på deres side heller.

Han tog dog imod papiret og kastede et kort blik på det. Hans ansigtstræk blev hårde, som han læste det igennem igen. "Kom med ind bagved," brummede han lavmælt og rejste sig. "Send Serena ind, når hun dukker op," instruerede han den mand, som sad til hans venstre side og så gik han forrest ind i baglokalet, mens han tydeligvis forventede, at hun fulgte med.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh ville ikke indrømme det over for sig selv, men hårene rejste sig let i hendes nakke, som hun stod foran bordet og Amos’ blik faldt på hende. Hun var klog nok til ikke at forsøge sig med humor. Det ville fejle allerede, før det nåede over hendes læber. Hun var heller ikke den store spøgefugl – og aldrig når det gjaldt forretninger. Hun havde til gengæld altid været en gambler, og når det gjaldt hendes position ved hoffet, så var hun kommet for at blive. Hendes kæbe strammedes op, da han talte. Ordene var ikke den forløsning, hun havde håbet på, men han havde i det mindste ikke afvist endnu. Endnu. Hun nikkede og fulgte efter, da han rejste sig.

Hun så ikke på nogen på sin vej derind. Hendes blik var fikseret på Amos’ ryg, og hun var beredt. Ikke på et fjendtlig udspil fra sin konge, men på situationen som samlet hele. Hun var stadig ikke sikker på, hvor de havde hinanden, men hun var til gengæld forholdsvis sikker på, at sedlen havde vakt hans interesse. Det var værdifulde informationer. Det havde trods alt ikke hjulpet stort at vende tilbage efter så lang tid og så være tomhændet. Hun havde i den grad brug for noget at købslå med, og det var hendes håb, at hun med dette ville vinde sin indtræden tilbage. Hun sank og lukkede med rolig hånd døren bag sig. Hun fortsatte ind i rummet og afventede hans næste træk.

[Amos Søfarer]

Hun fulgte med ham ind, som han havde forventet. Og på trods af deres mistillid til hinanden, så forventede han alligevel ikke, at hun ville stikke ham en kniv i ryggen. Men så igen. Han gik også så langt fremme, at hun ikke ville kunne komme til det, uden at han hørte hendes for hurtige trin inden.

De kom ind i baglokalet og han satte sig i den store stol bag bordet og viste med en håndbevægelse, at hun skulle sætte sig i stolen på den anden side. Han sad stadig med papiret i hånden og det var nu let krøllet, fordi han var kommet til at knuge det. "Det her er oplysninger, som vi har forsøgt på at få fat i i lang tid. Ingen har kunnet få opsnuset præcis, hvilke planer Farkas har med Havnefronten. Hvorfor kommer du her med dem?" Han vidste det godt. Eller. Han troede, at han vidste det. Men han ville gerne høre det fra hende i stedet.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh så mod stolen, som Amos slog ud mod, men viste ikke tegn på den tøven, hun følte i sit hjerte. Hun brød sig ærlig talt ikke om at skulle sidde ned, hvis hun blev truet på den ene eller anden måde. Det ville gøre et eventuelt modværge noget besværligt, men hun havde så heller ikke rigtigt noget andet valg end at sætte sig, hvis hun ønskede at blive hørt. Hun så skiftevis fra sedlen og op på hans ansigt, men blev stadig ikke meget klogere. Ud over hvad der stod på sedlen, og hvad den information betød for Amos og Ravnene. Hun satte sig på stolen.

Hans spørgsmål vakte et stramt smil på hendes læber. Hun så på ham et langt øjeblik. Hun vidste godt, hvad han ønskede at høre, men alligevel sad ordene fast i hendes mund. Hun sugede let på sin underlæbe, før hun fik dem til at skille sig ad, og hendes stemme lød en smule hæsere end normalt. ”Fordi det er dig, jeg er tro mod, Amos,” sagde hun. ”Det valg står jeg ved – også selvom jeg nogle gange beder om at få den samme tillid tilbage, som jeg viser dig.” De vidste begge, at hendes tillid var sværere at vinde end hendes loyalitet, selvom de var knyttet tæt sammen. Hun ønskede at stole på ham. Nu bad hun ham om at gøre det samme for hende.

Hun betragtede hans ansigt, men behøvede ikke at nærstudere ham. Han havde ikke forandret sig meget i den tid, hun havde været væk. Måske en smule alvorligere. Kongeværdigheden måtte være tung, selv for de stærkeste skuldrer. Hun måtte nu indrømme, at han havde klaret det godt. ”Jeg har været væk længe,” sagde hun så og tog hul på bylden. ”Men jeg har ikke spildt tiden. Jeg var nødt til at sikre mig, at mine aftaler stadig holdt vand, og at der ikke var nogen løse ender tilbage.” Hendes smil blev hårdt. ”Det er der ikke.”

[Amos Søfarer]

Hans blik veg ikke fra hendes, da hun søgte øjenkontakt. At være Tyvekonge var ikke meget anderledes, end at være Kaptajn på et skib. Hvis du viste svaghed, så var du en død mand. Hendes ord fik ham dog til at knibe øjnene let sammen, mens han havde den ene hånd i lommen, hvor han gned det pulver, som blev kaldt 'øjenklar' mellem fingrene. Det kløede let, som han lydløst påkaldte sin magi.

Han holdt sin mund, mens hun talte og han fik det bedre med hele situationen, da der ingen rød aura kom omkring hendes ansigt. Hun havde altså ikke løjet om noget, hun havde sagt. Det var selvfølgelig ikke en hundrede procent sikker metode og han ville stadig skulle holde øje med hende. For der var mennesker, som kunne finde ud af at omgå besværgelsen, ved at vælge deres ord så præcist, at de sagde usandheder, men uden direkte at lyve. Hans mavefornemmelse sagde ham dog, at Mallaidh ikke var én af dem. Og han havde brug for dygtige folk, han kunne stole på.

Han børstede sine fingre af i bukserne og nikkede let. "Godt. Der er rigeligt af løse ender her i byen, uden at vi behøver at have flere." Han nikkede let og rakte om bag sig for at tage to små glas og den flaske med rom, der stod deromme. "Vil du have et glas? Du har sikkert været et stykke tid undervejs?"

[Mallaidh Lille]

Mallaidh smilede et sjældent smil. Det var ikke, fordi hun morede sig. Hun følte sig lettet. Hun var ikke blevet smidt på porten endnu. Det var et godt tegn. Alligevel voldte det hende noget besvær at slappe af. Alle hendes sanser var i beredskab, og hun sad desuden en anelse ukomfortabelt på stolen. Hun rørte på sig flere gange, men endte med at tvinge sig selv til at sidde stille af frygt for at blive uheldigt bemærket eller endnu værre: misforstået. Hun forventede intet mindre end samme observans rettet mod sig selv, som hun sendte ude i rummet.

Hun noterede sig alle Amos’ bevægelser og signaler. Ligesom hende selv var han på vagt, og hun fandt ikke tegn på, at hun skulle være truet (mere end forventeligt). På vagt kunne hun leve med, hun ville nok føle sig mere nervøs, hvis han ikke var det. Hun forsøgte at tænke tilbage på deres første møde, men huskede ikke det præcise tidspunkt. Han var ikke faldet i øjnene med de store armbevægelser den gang. Amos var snarere gledet direkte ind i deres midte, hvilket fortalte hende en hel del mere, end hvis han havde været en skrydende opportunist. Dem gav hun ikke meget for.

Hun lyste op, da han nikkede, og et smil dansede mundvigen. Hun svarede ved at nikke en enkelt gang tilbage, men uddybede ikke hvad hun havde gjort for at fjerne de løse ender. Det var ikke nødvendigt at udpensle i dette selskab. Hun ville aldrig været blevet lukket ind i kernen, hvis det ikke var soleklart, at hun ville gøre, hvad end der var nødvendigt for at sikre deres styre. Hun havde været kendt for at være loyal. Det ville hun blive igen. Hun gav ikke op så let – og det vidste Amos godt.

Mallaidh åndede ud, da han fandt to glas. Nu smilede hun ægte. ”Meget gerne!” tilkendegav hun. ”Jeg kommer direkte fra vejene,” Hun ville ikke virke for ivrig eller afsløre for meget om sine kontakter. Hun havde været temmelig langt væk den her gang. Det kunne tidsrummet for hendes forsvinden vel alene afsløre noget om. ”Hvordan står tingene til herhjemme?” spurgte hun så endelig og lænede sig tilbage. Ordene var oprigtige. Hendes kropssprog signalerede hendes overgivelse til ham. Det havde taget hende lidt tid at lægge paraderne efter al den tid, men hun havde ønsket sig tilbage, så snart hun var trådt ind på Duen.

[Amos Søfarer]

Det gik ikke hans næse forbi, at hun sænkede paraderne lidt, nu hvor han have gjort det samme. En lille tilfreds trækning gik over hans ansigt, som han skænkede op i de to glas. Han havde altid vidst, at de havde meget til fælles. Men det kom stadig lidt bag på ham, at de begge reagerede på den måde.

Han hævede sit eget glas til en skål og lagde rutineret nakken tilbage, inden han tømte det og hældte op påny, mens han så spørgende på hende med løftet flaske. "Der er sket meget.. Rigtigt meget.. Men jeg tænker, at du har hørt det meste? Du kan få resten bagefter." Han var mere interesseret i, hvad hun havde at sige. Han nippede til sit glas i stedet for at tømme det denne gang og satte det så fra sig på bordet. "Nå. Hvad kan du så fortælle mig om din tur?" Han var klar over, at der var ting, hun ikke fortalte nogen. Men der måtte også være noget, hun kunne fortælle.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh skålede og smagte på glassets indhold. Varmen bredte sig frydefuldt ned gennem hendes hals, og hun satte det for munden igen og tømte det. En tilfreds lyd undslap hendes mund, idet hun lod ham skænke op igen, og hun følte sig opløftet. Hun havde ikke sat sig op efter noget, men håbet at hendes forsoningsgave ville bringe hende hjem igen. Det havde i sandhed været en lang rejse, hun havde været ude på, men mest i hendes hoved og hjerte.

Hun lænede sig frem i stolen mod ham. ”Hvor meget tid har du?” Det var egentlig ikke et spørgsmål. Hun lød en smule sammenbidt, da hun sagde det, men det forsvandt fra hendes stemme hurtigere end det var kommet, da hun fortsatte. ”Jeg går ud fra, at du er bekendt med vores venner i Blåhavn?” begyndte hun og drejede let glasset mellem sine fingre, idet hun blev mere eftertænksom. Minderne dukkede op med en fart og voldsomhed, som hendes ord ikke lod hende gengive. Hun manede dem til ro. Hun var ikke kommet til afklaring med det første liv, der blev spildt på hendes rejse. Særligt fordi hun på det tidspunkt ikke havde været helt afklaret selv. ”Blake har altid været en god ven af min familie. Jeg har kendt ham, siden jeg var barn, og hans dør har altid været åben, uden at der blev stillet spørgsmål, selvom han nu har sine egne folk at stå til regnskab for som leder. Selv da det hele syntes at falde fra hinanden her i Corus… Sådan lød det i hvert fald i krogene ude i byerne, vi kalder vores naboer; vores venner og støtter.”

Selv da hans egen bror blev et problem… Hun gøs overfladisk.

Tvivl var aldrig en god ting. Det kunne bruges til ens fordel, men det kunne også være et svagt led, der ødelagde hele kæden af information. Hun forventede ikke, at Amos kendte alle grupperinger af slyngler ude i byerne. Det var netop sådan noget, han havde hende til at holde styr på. Blake var en undervurderet karakter i Blåhavn. Han havde arbejdet sig op ved at bevare sin identitet som ingenting, og en dag skar han struben over på sin største konkurrent og satte sig tungt på stolen, han efterlod sig. I dag trak han i trådene, når det kom til illegale handler og sjældne varer. En sidegevinst hertil var de informationer fra hele landet og fjernere egne, som fulgte med de handlende. Med Blakes nyvundne position var et det strategisk klogt at spille med musklerne ved at demonstrere et samarbejde. Det havde hun også med hjem til sin konge.

”Han var det bedste sted at starte, selvom det ikke var ønskværdigt at forlade Corus på det tidspunkt.” Hun skævede op på Amos fra sit glas. De vidste begge, at hun havde forladt byen på et virkelig skidt tidspunkt. Alle andre var i færd med at slås for deres position, vælge side og bevise deres loyalitet, men hvis man tænkte sig om og gav sig tid til at se nærmere efter, så var det præcis, hvad Mallaidh også havde gjort.

”Der var selvfølgelig rotter i alle reder,” sagde hun afvisende, men kunne ikke skjule noget mørkt og tungt i sin stemme. ”men det er der styr på nu.” Papiret i Amos hånd var badet i blod, men det var kun Mallaidh, der så det. Hendes behov her og nu var enkle. Hun havde brug for sikkerhed, at drikke tungt og sove uden et vågent øje. Hun var vanvittigt træt, men smilede med munden og skålede igen. Det føltes godt at tømme glasset igen.

[Amos Søfarer]

Han sad bare og ventede og trommede fraværende lidt i bordet med sin tommelfinger. Han nikkede let, da hun snakkede om slynglerne i Blåhavn. "Jeg ved selvfølgelig, at de findes, men jeg har endnu ikke selv været der." Ikke siden han blev tyvekonge i hvert fald. Han lyttede intenst til hendes fortælling og nikkede på de rigtige steder og brummede engang imellem, når der var noget, han var lidt utilfreds med.

Han var udmærket godt klar over, at hun havde forladt Corus for at sikre sine kontakter. Det var også dét, hun havde sagt, da hun tog af sted. Men de vidste også begge to, at hun havde haft brug for at finde ud af, hvor hun selv stod. Og det havde efter hans mening taget hende temmeligt længe. Men for nu, kommenterede han ikke på det. Kun en lille trækning ved øjnene viste hende, at han tænkte sit over hendes kommentar.

Amos havde været slyngel i mange år, selvom de fleste af dem havde været på havet. Og han genkendte uden problemer den tone, der sneg sig ind i hendes stemme. Det var lyden af udmattelse. Og hun var kommet udmattet til ham i stedet for til Farkas. Han nikkede let. "Du har været effektiv," kommenterede han roligt og hældte op i begge deres glas igen med rolige og tænksomme bevægelser. "Jeg sørger for et værelse til dig her på kroen. Og de næste par dage kan du drikke gratis i krostuen. Og spise også for den sags skyld. Det er denne seddel rigeligt værd." Han viftede lidt med sedlen.

"Jeg får Serena - min Dronning - til at vise dig dit værelse." Stemmen var ildevarslende og udfordrede hende til at sige noget nu - og kun nu - hvis hun havde noget at sige til hans valg af Dronning. Mallaidh vidste uden tvivl, hvem hun var. Det havde de fleste gjort dengang, selvom Serena først var blevet en del af slyngelmiljøet cirka da Mallaidh smuttede.

[Mallaidh Lille]

Stilheden sænkede sig mellem dem et øjeblik. Den var ikke ubehagelig, men tillod roen at nå dybere ind, mens lydende uden for rummet nåede dem gennem døren. Det var som en gammel ven, der bankede på. Mallaidh åndede ud i ét langt drag og sank lidt sammen. Der var ikke brug for at sige mere nu. Amos havde løbende fået bidder af informationer, der stod også sit på sedlen, men det altafgørende var, hvor de havde hinanden. Roen demonstrerede, at de begge var tilfredse med, hvad de havde fået. Der var måske ikke sagt alverden, men der var sagt nok – endnu mere mellem linjerne. De var heller ikke færdige med hinanden, men endnu en ting, de havde til fælles var ikke at spilde taletiden med unødvendigheder.

Hun nikkede først som tak, men følelserne i hendes øjne afslørede en dybere taknemmelighed, end hun ønskede at udtrykke. Hun var virkelig træt på en måde, man kun genkendte, hvis man selv havde stået der. Hun sank. ”Tak.” sagde hun endelig. Af mange grunde, for mange ting.

Serenas navn fik hende til at løfte et øjenbryn i overraskelse. Så smilede hun i tydeligt tegn på morskab. Det var ikke et nedladende smil, snarere anerkendende. Hun var måske endda en anelse imponeret og mindede sig selv om at drikke Serena fuld nok til en dag at fortælle hende, hvordan hun endte med at blive dronning af slummen. Hvis hun da stadig var god for en omgang eller fem. Hendes blik blev mildt som svar på Amos’ udfordring, men hun havde intet problem med Serena som sådan. Det var ikke Mallaidhs ego, der kom i vejen for at stille sig på Amos’ side uden tøven i sin tid. Det var hendes hjerte.

”Jeg ser frem til at møde hende igen,” svarede hun blot og gjorde antog til at rejse sig. Hendes krop var tungere end en sæk kartofler, men det lykkedes hende alligevel.

[Amos Søfarer]

Amos nikkede og hans skuldre faldt en lille smule, som hun uden videre accepterede Serena's autoritet. Det var langt fra alle, som havde gjort det samme. De brød sig ikke alle om at have en tidligere prostitueret som overordnet. Men det var der altså ikke noget at gøre ved. Han havde selv trænet hende og hun havde vundet pladsen på ærlig vis.

Da Mallaidh rejste sig, gjorde han det samme. "Sæt dig ud i baren. Så henter jeg Serena Løveklo," sagde han i en rolig stemme. Så kunne han også lige give kroværten besked om den nye gæst.

*out*

[Mallaidh Lille]

Mallaidh forsvandt ud gennem døren og fandt hurtigt en stol i baren. Der var ikke så mange mennesker endnu, at det var helt umuligt at komme til at sidde ned. Hun så sig om i lokalet, men faldt lidt i staver. Det var mærkværdigt at tænke på Lanidas storhed og forfald. Hun genkaldte sig hende, men skubbede hurtigt tankerne på afsted. Det bragte ingenting brugbart med sig alligevel. Hun havde ikke været nogen nær relation, selvom deres veje havde krydset hinanden jævnligt. Nu var hun væk. Det var der nu så mange, der var.

Mallaidh trak på skuldrene i en afsluttende gestus og blev vækket af et glas, der knaldede i bordet ved siden af hende. Hun genkendte manden i baren og følte sig et øjeblik lettet. Blandt så stor udskiftning og så mange omvæltninger var der trods alt stadig nogle faste holdepunkter og traditioner. En af dem var, at man tog sig af sine egne. Hun tog imod glasset og takkede. Så snart Amos’ ord havde nået de rette ører, var hun hjemme. Hjem. Det var stadig et sårbart ord.

[Serena Løveklo]

Serena gik, eller snarere vuggede, ned ad trappen fra Duens førstesal, uden synlige tegn på at have travlt. Man kunne fjerne horen fra bordellet, men aldrig helt fjerne de reaktionsmønstre og andre ting, der over årene var blevet en del af hende. For Serenas vedkommende, var det en aura af forførisk energi, der lå i alle hendes bevægelser, i hendes mimik og kropssprog, uden at hun længere tænkte bevidst over det.

Hun stoppede midt på trappen og lod blikket glide søgende ud over krostuen. Der var masser af mennesker, som altid, men i dag søgte hun en helt bestemt person. Blikket fæstnede sig på et blond hovede ved baren og mens hun kneb øjnene lidt sammen omkring et vurderende blik, sitrede det let i hendes mundvige da hun begyndte at gå igen. Det mørke hår var samlet i en stram fletning der dansede over hendes ryg i en fast rytme, sat af hendes skridt, da hun skråede gennem krostuen og stillede sig bag den lyshårede kvinde med den ene hånd på hoften "Så kunne du ikke undvære os længere, mmm?"

[Mallaidh Lille]

Mallaidh så op ved lyden af Serenas stemme og følte sig lettere opløftet af den energi, der emmede fra hende. Hun havde ikke ændret sig meget siden sidst. Ikke udadtil i hvert fald. Mallaidh vendte sig rundt og lod glasset stå. ”Og gå glip af alt det her?” Hun slog ud med hånden og forsøgte sig med et træt smil. Hun havde ikke helt den samme gejst, som hun plejede at mønstre. Det ville en god nats søvn råde bod på. Eller et par stykker.

”Du har ikke spildt tiden, Serena,” konstaterede hun. ”Men vi har vel alle sammen hængt i med kløerne. Jeg ville blive skuffet, hvis du havde ligget stille.” Dobbelttydigheden sneg sig hurtigt ind i hendes sætning og afslørede en jovial undertone, som kom helt naturligt, når de var i rum sammen. Mallaidh havde altid vidst, at Serena var ambitiøs. Hun var en karakter, man aldrig måtte undervurdere, men det gjorde hende ikke til en trussel. De havde ikke de samme ambitioner for fremtiden. Mallaidh var ikke en gang så sikker på, hvad morgendagen bragte.

”Du ligner dig selv,” smilede hun og fandt sit glas, som hun skålede med og bundede. Dermed mente hun blandt andet, at Serenas dronningeværdighed ikke havde givet hende horn i panden. Magtforskydningen skræmte ikke Mallaidh, ej heller vendte det hendes verdensbillede på hovedet. Hun var mere hårdfør end det.