Opvisning [Åben]

[Helena af Linden]

Hvis der var hesteopvisning, kunne man være sikker på at finde en fra Linden blandt tilskuerne. Helena havde været en af de første til at indfinde sig på en plads og ventede nu blot på, at opvisningen ville gå i gang. Hun glædede sig til at se, om der var heste fra deres egen avl med. Det måtte der næsten være! Man kunne ikke lave denne slags opvisninger og ikke have mindst et par Linden-heste blandt dyrene. Nu hvor de var kommet væk fra ørkenen, havde hun fundet et sjal frem og lagt vifte og parasol til side. I stedet trak hun sjalet lidt om sig og smilede høfligt, da nogen satte sig ved siden af hende.

[Danuel af Cavall]

Danuel havde faktisk set lidt frem til dette arrangement omkring heste opvisningen. Han huskede kort tilbage til sin egen hest og sin tid som ridder, dette var også den store grund til han var taget med til dette arrangement var for dufte til hestene se opvisning og nyde et par glas vin. Danuel havde sat sig på opvisning sæderne. Han havde umiddelbart ikke lagt fokus på hvem han havde sat sig ved. Da fokuset var ved hestene. Da et horn lod og en kort præsentation før hestene kom frem til opvisningen, han lage kort mærke til nogle højere markeret heste, som han fik lidt større interesse for.

[Helena af Linden]

Helena genkendte greven af Cavall uden problemer. Hendes hoved listede straks diverse familierelationer og vigtige informationer. Det skete hver gang hun mødte en eller anden mand. Lidt uheldigt, men hun anså det for at være en form for miljøskade. Det var den slags der skete, når man havde det konstante pres om at finde en ægtemand hængende over hovedet. Denne mand var dog gift, så hun behøvede ikke bekymre sig om den slags. ”Goddag, Deres Nåde,” hilste hun i stedet høfligt og bøjede hovedet i respekt, før hun lod blikket søge ud på hestene igen. Øjnene kneb sig hurtigt lidt sammen for at spejde efter mulige eksemplarer fra Linden-avlen. Der var i hvert fald et par stykker.

[Danuel af Cavall]

Danuel lage først mærke til hvem der sad ved siden af ham, da den anden hilste. Lyst hår, høflig, lys hud. Hun måtte være en Linden. Han tænkte kort på sit barnebarn, men hvad han vidste om Linden slægten, han vidste at baronessen kun en søn, men han var allerede forlovet. Så han behøvede ikke at udspørge hele hendes familie for blot finde frem til det han allerede vidste. "Goddag nådig frøken" hans stemme var lettere kølig og rolig som altid. Danuel vidste ikke om havde et form for ry for hans væremåde. Han var faktisk også ligeglad, og hvad angik hans barnebarn og hendes rygte slog han hårdt ned på enhver sladder han kunne få fingre i. "De nyder forhåbelig synet fra Deres hesteavl?" spurgte han af høflighed. Han var ikke ligefrem den mest snakkelige person, når det galt fremmede eller bekendtskaber.

[Helena af Linden]

Hun tog sig ikke så meget af den kølige tone. Den var bestemt ikke unormal at høre blandt adelige, og en adelsfrøken måtte lære at håndtere den slags tidligt i sit liv. Hans spørgsmål fik et klædeligt smil frem på hendes læber, og hun løsrev kort blikket fra opvisningen for at se på ham. ”Det gør jeg bestemt. Omend det er min broder, der tager sig mest af vores heste. Mine søstre og jeg har mest kun fået lov til at ride hestene, når de allerede er tilredet,” fortalte hun og foldede hænderne i skødet. Hun havde selv tilredet Blæk, men ellers havde hun ikke haft meget at sige i avlen og opdrættet. Linden var jo i sidste ende ikke det len, som hun skulle gøre sig nyttigt i. Det var Rolands ansvar. ”Er De her blot som tilskuer, eller er De måske ved at lede efter en ny hest?”

[Danuel af Cavall]

Danuel brød sig bestemt ikke om at blive til i rette sat, og slet ikke af en der var yngre, omkring det var hendes broder der tog af avlen. "Det er jeg skam klar, hentyde skam til Deres slægts arv" han holdt en kort pause og forsatte "Det er også en god evne at kunne" der var ikke det store opmuntring, men det var hans måde at sige. At selv om han var hård, var ikke ligefrem ond. Der var bare ingen som skulle rette på ham, når der intet var at rette på. Han skubbede dog det hurtigt væk igen, det var i fortiden nu. En ting kvinder kunne lære efter hans mening, de lod altid sådanne små bagtæller fylde og overdømme deres dømmekraft. Han havde selv set det fra sin kone, men han havde da fået hende rettet til. "I dag er jeg som tilskuer. Det gætter jeg også på De er?" Danuel var overbevidst om at den anden allerede ejede en hest, hun var trods alt en Linden. Hvilken Linden havde ikke en hest?

[Helena af Linden]

Hun blinkede let med øjnene og nikkede. ”Ja, jeg er skam stolt af Linden,” svarede hun og fastholdt et koket smil. Den negative mine fra manden var der jo ikke så meget at gøre ved. ”Ja, det er jeg. Jeg finder det altid spændende at se, hvordan Linden-avlen klare sig mod resten af Tortalls avl.” Selv hvis hun ikke kunne stå for den slags, fandt hun nu stadig emnet spændende. Det var vel uundgåeligt, når man var vokset op med det. ”Har De nydt rejsen? Det varer efterhånden ikke længe, før vi atter er tilbage i Corus.”

[Danuel af Cavall]

Han nikkede kort til hendes svar. "Det ser ud til at arvlen klare det ganske godt" svarede han imens han så ud på hestene. Hvad han selv kunne observere var deres heste, de mest eftertragtet. Danuel var faktisk lidt i tvivl om hans egen nedstammede fra deres avl. Det var ikke ligefrem det han brugte mest af sin tid på. Han og hans hest var jo stor set gået på pension. Det var kun trave ture samt rejsen rundt, her på rundrejsen. "Ja det har jeg. Nej, jeg ser frem til at have et fast arbejds bord der ikke skal pakkes ned" svarede han roligt. Danuel arbejde meget, som han elskede mere end noget andet. Derfor var han hellere ikke altid glad for at tingene skulle ned i kiste og finde de rigtige papir igen. Det var nok det han så mest frem til. "Har De fået nydt rejsen?" spurgte han af ren høflighed tilbage.

[Helena af Linden]

Hun smilede glad ved hans ord. ”Det vil jeg sige videre til moder. Jeg er sikker på, at hun og min broder vil værdsætte en greves anerkendelse.” Officielt var avlen jo stadig mors ansvar, selvom Roland tog sig mest af det. Mor havde aldrig virket overdrevet interesseret i den praktiske del af at være lensoverhoved. Det var det, de havde forvalteren til. ”Jeg savner mest af alt privatlivet. Det er hårdt at skulle dele telt med sin søster.” Hun lo svagt ved tanken. Selv som børn havde Linden-pigerne haft deres egne værelser. At skulle dele et telt var derfor lidt af en omvæltning. Hun nikkede let til hans spørgsmål. ”Det har jeg bestemt. Jeg er glad for at have set så meget af Tortall. Der er så mange spændende steder.”

[Danuel af Cavall]

Danuel kunne ikke helt bestemte sig for hvad han syntes om den vinkel. Dette måtte hun jo om, hvad hun sagde videre til hendes moder eller broder, men hvis hun satte et rygte igang. Ja så ville han virker sød som han havde opført sig. "Det kan også være en udfordring, hvis De ikke er vant til at dele noget med Deres søster" svarede han roligt. Danuel havde sit eget telt og det havde Jemima også. Selvom hun nok befandt sig mest ved sin egen hest og til træning, hun var nok vant til at have mennesker omkring sig og ville nok ikke blive påvirket af bo med en anden i samme grad, som denne komtesse. "Det har forhåbentligt været lærerigt at bo med Deres søster. Så har De en fordel når De en dag skal bo med Deres ægtemand" kommenteret han lidt, efter at huske var denne linden endnu ikke forlovet væk, han var ikke sikker, der var jo nogle linden kvinder at holde styr på. Men komtessen burde se muligheder frem for begrænsninger. Danuel kunne sagtens indrømme at ofte selv kom til at se disse begrænsninger end muligheder, dog med årene blev det nemmere at se de store muligheder i livet og fremtiden, så som hans barnebarns gave. Han kunne, hvis hun ønskede det fremkalde ham fra de døde og han vil endnu leve mange år. Hvilket gav ham en form for tilfredsstillelse selvom han endnu havde et ambivalent forhold til denne gave.