Træning [Åben]

[Elise af Ravntoft]

Elise havde brugt dagen ved hesteopvisningen. Det var jo smukke dyr, og som de fleste andre riddere værdsatte hun heste utrolig højt. De var om noget en af ridderens vigtigste partnere – nok lige så vigtige som ens sværd og skjold. Selvfølgelig kunne hun aldrig drømme om at skifte Æble ud, men det var altid spændende at være til sådanne arrangementer.
Efter opvisningen havde hun haft lidt fritid, som hun brugte på at sidde og læse, før aftensmaden blev serveret. Nu hvor hun ikke skulle deltage i nogle sociale arrangementer, havde hun skiftet ud af kjolen til bukser og tunika. Det lange blonde hår blev som altid bundet op i en hestehale. Efter aftensmaden tog hun sit sværd og søgte ned til foldene. Det var altid hyggeligt at være i nærheden af hestene, og der var bedre plads til at træne. Hun havde selvfølgelig trænet med Galeron om morgenen, men hun havde lyst til at gennemgå et par øvelser før sengetid.
Hun fandt om bag foldene og begyndte roligt at gennemgå sine øvelser med sværdet. Opmærksom på hele tiden at placere fødderne, så hun fastholdt balancen, når sværdet blev svunget rundt.

[Alban Sølvtunge]

Han var glad for at dagene var blevet længere, og luften varmere - nu hvor de var kommet tættere på norden igen. Det gjorde det en del nemmere at være ude længere, når man ikke havde et telt. Ikke at han klagede. Han plejede alligevel at kunne finde et eller andet sted at sove med et tag over hovedet, på den ene eller den anden måde.

Denne aften havde han valgt at finde sig et sted hvor han kunne sidde og tegne lidt på nogen af de historier han havde samlet ind. Mens han stille slentrede omkring for at samle lidt inspiration faldt han over en kvindelig ridder der var i gang med nogle af deres øvelser. Han lagde hovedet på skrå og studerede hendes teknik. Efter lidt tid satte han sig på hegnet af en af foldene og lagde sin bog i sit skød og trak et kulstykke frem og begyndte at tegne hende når han fangede hende i sine aggressive positioner. Disse skitser ville passe godt til en af historierne om De Svages Beskytter. Hvad denne version af De Svages Beskytter ville komme til at kæmpe imod ville han finde ud af senere. Der var så mange monstre at blive inspireret af, at der nok skulle blive noget spændende.

[Elise af Ravntoft]

Elise var optaget af at træde rigtigt ved hvert sving og hug, så hun lagde ikke mærke til sin tilskuer i første omgang. Når man havde brugt adskillige år på at blive slået oven i hovedet for sin dårlige fodstilling, sad det nu nærmest på rygraden at koncentrere sig om det. Hun var da også blevet god til det, men dog ikke så god, at hun kunne tingene fuldstændig i søvne.
Hun stoppede først, da hestehalen løsnede sig en smule, så noget af håret begyndte at komme i vejen for hendes øjne. Med et svagt suk stoppede hun og stak klingen tilbage i sværdskeden, før hun skubbede håret tilbage og fumlede med at stramme båndet i nakken. Så opdagede hun endelig sin tilskuer. ”Åh ... godaften,” hilste hun med et strålende smil. Det var normalt, at folk holdt øje med hende, når hun trænede, så hun fandt det ikke ligefrem pinligt at blive set nu. ”Undskyld, jeg bemærkede Dem ikke. Har De siddet her længe?”

[Alban Sølvtunge]

Han tegnede koncentreret, men også hurtigt. De få øjeblikke hun stod i samme position skulle han udnytte til fulde for at få fanget alle detaljerne, men den grove skitse var for lang tid siden færdig. Det tog sjældent lang tid at fange det grove omrids, men detaljerne i hvordan beklædningen bevægede sig var noget sværere at fange. Man ville ikke være i tvivl om hvad han havde tegnet, men hvem det var ville man ikke have en chance for at gætte.

Han kiggede op lige som hun fik øje på ham. Han sukkede uhørt for sig selv. Det betød at hun nok ikke kom i gang med at kæmpe et lille stykke tid. Han pakkede kulstykket ned i sin lille læderpose og klappede bogen sammen. "Længe nok til at fange Deres bevægelser, na?", sagde han muntert med sin tykke maranske grænsedialekt. Hans gavtyve smil sad som det plejede, og det drilske glimt sad i øjet. Det ville ikke være svært at se at han var en garvet vandringsmand, på trods af sin forholdsvis unge alder.

[Elise af Ravntoft]

Han havde siddet og tegnet hende? Tja, kullet og papiret burde vel have været en åbenlys hentydning til det ... hvor romantisk! Elise strålede som en lille sol, da manden fortalte, hvad han lavede. ”Tegner De mig?” spurgte hun smilende og med en henført blik i øjnene. ”Virkelig?” Man tegnede jo ting, der var smukke og fangede ens interesse, så han fandt tydeligvis hende interessant!

[Alban Sølvtunge]

Han smålo. Han morede sig over at hun virkede så positivt overrasket over at nogen kunne finde på at tegne hende. Det er heller ikke alle der tager den udfordring op at tegne nogen i bevægelse. Mange kunstnere ville hellere have en model der stod eller sad stille. Det var også nemmere at fange detaljerne, men langt fra særlig dramatiske. Han ville gerne fange dramatikken, så de passede til de historier han havde samlet. "Ja. Er det så overraskende for Dem?", spurgte han og sendte hende et kækt smil.

Han sprang ned fra indhegningen og gik hen til hende. Han virkede ganske ufarlig, da de få skjulte våben han havde på sig ikke kunne ses på grund af hans løse klæder. "Det ser ud til De længe trænet har, na? Hvor længe har De ridder været, na?", spurgte han nysgerrigt. Han havde set hvor hun kunne forbedre sin teknik, men ikke noget han ville afsløre. Han morede sig altid når de ikke kunne genkende ham som værende Shang-Ræven. Han foretrak dette ukendte liv, end en mere offentlig profil, som de meget berømte Shang-krigere havde.

[Elise af Ravntoft]

Om det var overraskende? Hun nikkede kort. ”En smule. Det er ikke hver dag, at nogen bestemmer sig for at tegne mig,” svarede hun med et skævt smil og så til, imens han hoppede ned fra sin plads og kom over mod hende. ”Ja, jeg begyndte, da jeg var en 10-11 år,” nikkede hun til spørgsmålet. ”Jeg fik mit skjold sidste år. Jeg nåede knapt nok at få det, før jeg blev slæbt med på rundrejsen.” Hun sukkede svagt, men fastholdt dog smilet. Hun havde håbet på at skulle udstationeres og bevogte Tortall, men rundrejsen var nu også ganske spændende. Og hun havde da mødt en masse folk. ”Åh, mit navn er for øvrigt Elise,” tilføjede hun og bukkede så som etiketten foreskrev. ”Elise af Ravntoft.”

[Alban Sølvtunge]

Han slog sig for brystet med en knyttet næve da hun havde præsenteret sig og bukkede svagt. "De kan mig som Alban kalde, na?", sagde han fortsat ganske kækt. Han kunne godt lide at spille lidt denne mystiske fremmede. Folk plejede også godt at kunne lide denne mystiske facade han bar. Aldrig rigtig afslørede særlig meget om sig selv.

Han lod blikket glide hen over hende, selvom han allerede havde studeret hende ganske grundigt mens han havde tegnet hende. Ud fra hendes udsagn, og sin viden om Tortalls riddere, så måtte hun være omkring de nitten til tyve år. Hun så også ganske ung ud endnu. "Sådan en dygtig ridder, kan sikkert en vandringsmand et par kneb lære, na? De ved, landevejen er et farligt sted at opholde sig." Han spillede med hele sin charme og sendte hende også sit mest charmerende smil.

[Elise af Ravntoft]

Alban? Elise smilede. ”Det glæder mig at møde Dem, Alban.” Han var tydeligvis fra udlandet. Der var accent og alt muligt. For Elise var det ganske fascinerende. Hun havde endnu ikke set meget af verden, så denne mand var jo nærmest et møde med en helt ny kultur. En fremmed fra en anden verden. Hun havde læst utallige historier, der indeholdte dette scenarie!
Da han bad hende om at lære ham nogle kneb, blev hun en anelse forlegen. Folk havde aldrig bedt hende om at lære fra sig på den måde før. Hun blev en anelse varm i kinderne, når han smilede sådan til hende. ”Det ... det kan jeg da godt ...” nikkede hun. Sådan der havde mænd aldrig smilet til hende før, og hun kendte ellers mange mænd, så hun forstod ikke, at de stadig kunne have udtryk, som hun ikke havde set før. ”Så De rejser meget?” Det lød i hvert fald sådan.

[Alban Sølvtunge]

Hans smil blev blot større da han så hvordan hun rødmede overfor ham. Han elskede at have den slags påvirkning på folk. Hvor mange gange havde han ikke charmerede sig ind på en bondekone til et glas mjød eller til at få lov til at spise ved deres bord? Han vidste hvor langt han kunne komme med charme. Man skulle ikke undervurdere det diskrete våben et velplaceret smil betød. "Det ville være pænt af Dem," sagde han med sit sædvanlige skæve smil og sin sukkersøde stemme. Der var en grund til at mange kaldte ham for Sølvtunge, rundt omkring i De Østlige Lande.

"Ja," sagde han, "men der er så meget af verden, som jeg ikke set har, na?" Han elskede sit liv som en omvandrende kriger. Der var altid nyt at opleve. Selv i områder man havde været et år forinden. Man kunne se hvor meget forandring der var hele tiden i hele verden. Intet stod stille, og det var yderst fascinerende. Som en flod der altid løb og ændrede langsomt sin bugtninger gennem landskabet. "De har måske ikke meget af verden set, na?", spurgte han med en oprigtig nysgerrighed.

[Elise af Ravntoft]

Kun flere års træning stoppede hende fra at fnise tøset, da han takkede hende – fuldstændig opslugt af tanken om pludselig at befinde sig i en af sine bøger. Hun kvalte fniset, før det overhovedet slap ud og holdt sig til at smile. ”Men De bør vide, at jeg ikke rigtig har prøvet at træne folk før, så jeg er måske ikke den bedste læremester,” undskyldte hun på forhånd. Ja, hun var ridder, men hun gjorde sig ingen illusioner om, at hun skulle være et eller andet geni, når det gjaldt kamptræning.
Hans spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet. ”Desværre ikke, nej. Jeg har efterhånden set meget af Tortall, men ikke andre lande.” Det måtte være fantastisk at rejse verden rundt. Øjnene strålede helt ved tanken om, hvad denne mand dog ikke kunne have set. Han virkede endda til stadig at søge nye eventyr, hvilket passede fuldstændig med de mystiske eventyrer fra bøgerne, der havde set så meget, men endnu ikke var færdige. Det var på det tidspunkt heltinden sluttede sig til dem! ”Hvor har De været?” spurgte hun, nysgerrig efter at høre om hans oplevelser.

[Alban Sølvtunge]

"Jeg er sikker på at De en god læremester er," sagde han med et stort forsikrende smil. Han var meget nysgerrig efter hvad hun ville finde på at lære ham. Han havde efterhånden lokket en del af den tortallanske kampteknik ud af unge riddere og væbnere. Ikke at den var meget anderledes fra nogle af de andre lande, men dog havde de andre fokuspunkter.

Han kunne godt fornemme hendes interesse i hans eventyr. Sådan havde de fleste det. Langt fra alle kunne være lige så frie som dem af Shang. De var få, og derfor altid spændende at møde, når man stødte på dem en sjælden gang i mellem. "Jeg har i Maren, Sarain, Galla, Scanra og Tusaine været. Men det er kun få steder som jeg besøgt har. Ikke en gang i de lande som jeg set har, har jeg alt som til at opdage er. Der er så mange vidundere i verden, na?" Han fik lidt et sværmerisk udtryk som han talte, men han elskede også at rejse. Han var som de fleste af Shang. Rodløse og flygtige som vinden.
"Men hvad vil De mig lære?", spurgte han og gjorde sig klar til kamp, som om han virkelig kun var vant til at skulle forsvare sig i et kroslagsmål. Intet raffineret i sin fodstilling, og det vidste han også godt. Han var med vilje så klodset som en novice, for at bibeholde sin facade som en almindelig vandringsmand.

[Elise af Ravntoft]

Han troede også på hende. Hvor romantisk! Elise strålede og trådte lidt tilbage, så de begge fik lidt plads. ”De har nu stadig set flere steder end mig, lyder det til,” bemærkede hun med en svag latter. Han var så beskeden omkring sine rejser. ”Men De har ret. Der er så mange steder at se. Selv hvis man brugte hele sit liv på at rejse, ville man næppe nå at se alt,” medgav hun så og nikkede let.
Da han spurgte, hvad hun ville lære ham, trak hun let på skuldrene. ”Jeg tænkte, jeg måske kunne lære Dem et par af de mest basale øvelser ...” vurderede hun i et tøvende tonefald, før hun viste ham, hvordan han burde stå og begyndte at gennemgå et par forskellige greb og slag med ham. Måske havde han gjort hende forfjamsket, men da de først kom i gang blev hun straks mere professionel. At røre og rette på en mand var jo normalt for hende efter at have været omkring drenge på væbnerskolen.

[Alban Sølvtunge]

Han undrede sig nogen gang om der var et menneske der nogen sinde i hele verdens historie havde set alt hvad der var værd at se i De Østlige Lande. Han tvivlede kraftigt. Som rejsende kunne man aldrig få nok af nye oplevelser. At rejse til nye steder var som at leve i en evig rus. De nye oplevelser som ventede omkring hvert hjørne.

Han spillede med vilje lidt klodset, og var ikke skarp på sine greb og slag som Elise lærte ham. Han var god til at lade som om han var dårlig. Han vidste hvordan man skulle narre en modstander til at tage ham som en meget lille trussel. Han lod som om han kæmpede hårdt for at gøre det så godt som muligt og følge hendes rettelser på sin fod og håndstilling.
Selvom træningen ikke var lige så hård som han var vant til, kunne han dog godt mærke hvordan varmen kom snigende og sveden sad lige så stille som små perler på panden. Efter at have prøvet et greb et par gange lod han som om han var forpustet og satte sine hænder på knæene. "Det er hårdt ridder at være, na?", sagde han og kiggede op på hende med et skævt smil.

[Elise af Ravntoft]

Han var lidt kluntet i det, men det var nu bare kært. Det mindede hende meget om sin tid som page, hvor alting havde været nyt og svært. Da de stoppede, var Alban vist noget udmattet, og Elise selv tørrede lidt sved af sin pande. ”Det er det vel ... men også skønt,” svarede hun med et strålende smil. Nu kunne hun nok ikke rigtig tale af erfaring endnu, men ja ... Hun rakte om og strammede sin hestehale igen, imens Alban fik pusten. ”Jeg ville ellers have troet, at De allerede kunne forsvare Dem selv? Det må være farligt at rejse rundt på må og få?”