Midnat på Duen

[Rose Kayla]

Til - Tobeis Slagter

De sidste dage i ugen var altid de mest populære og denne aften var ingen undtagelse. Der var utroligt proppet med mennesker, selv mere end der plejede og klokken var ved at nærme sig midnat. Støjniveauet i krostuen var højt og folk råbte for at overdøve hinanden. 
En kvinde klædt i rødt var på vej gennem menneskemængden af fulderrikker og brutale typer. Hun strøg udmattet håret væk fra øjnene og prøvede at forsvinde i mængden. Hun vidste hun burde forsætte arbejdet, men hun var allerede så udkørt efter en lang aften med Grævlingen der ikke var endt særlig godt. Hun havde været uforsigtig en aften og var gået direkte til den Dansende Due. Han havde udspurgt hende til hvad hun lavede der, hun havde fundet en undskyldning, men det var uundgåeligt at han havde mistet sin tillid til hende. Hun var usikker på om hun ville finde ud af mere om ham. Sneen lå stadig på hendes kappe der skærmede hendes bare skuldre for kulden. Det var et hæsligt vejr udenfor og hun strøg fingrene gennem håret, hvorefter hun blidt skubbede hætten ned fra håret og børstede snefnuggene af sit tøj. Rose blev skubbet til af en der var igang med at brydes med en anden og hun famlede desperat efter noget at støtte sig til.

[Tobeis Tækker]

Instinkt gik forud for Tobeis’ almindelige årvågenhed, da Rose i en sky af sne kom flyvende ind i ham. Han lod hende synke ind mod sig og skærmede hende mod slagsbrødrene, som fik et uvenligt skub i modsatte retning. De vendte sig og råbte efter ham, men da de så, hvem gerningsmanden var fortrak de hurtigt. Klogt valg. Tobeis var i en olm lune. Han havde siddet og spyttet i et krus øl den halve aften, mens han havde ventet på en aftale. Denne var ikke dukket op, og Tobeis var altså gået tomhændet. En ting, han absolut ikke brød sig om. Han var ikke blevet for et krus mere, men havde mere behov for at afreagere.

Det stod i stærk kontrast til hans indædte ansigt, da han blidt trak Rose ud foran sig og så ned på hende. Hun så træt ud, men det var vel ikke ligefrem nogen overraskelse på denne tid af natten, eller i denne branche. Han smilede – eller forsøgte på det, for det lignede mere, at han skar tænder, så han forsøgte sig i stedet med en mere venlig gestus. Han rakte frem og børste det resterende sne af hendes kappe.

”Hård nat?” spurgte han og nåede ikke at standse sig selv, før han fortsatte: ”Hvor er Maja?” Han sukkede mærkbart og besluttede, at de stod i vejen, da en femte mand gik ind i ham. Han gjorde tegn til, at gå længere ind i rummet og ventede på hendes første fodtrin, før han med allerstørste fornøjelse ville lade et par stykker mærke, at nu gik de altså i vejen for ham. Det var lige før, smilet fandt sin vej tilbage til hans ansigt. Han var også træt denne aften. Mere end sædvanligt.

[Rose Kayla]

Rose troede hun ville falde mod gulvet, men i stedet blev hun grebet af en velkendt bunke muskler. Hun knyttede sine hænder let og pressede ansigtet mod ham, mens hun pressede øjnene sammen. Sneen smeltede langsomt på hendes kappe og hun mærkede varmen fra ham stryge ind i hende og hun begyndte at slappe lidt mere af. Hun gik et skridt tilbage og så op da han trak hende tilbage og hun gned sine øjne og gabte let. Tydeligvist ikke med energi til en lang aften i sengen med forskellige mænd.

Hun nikkede og rettede sig halvhjertet op og forsøgte at smile, selvom det ikke nåede hendes øjne. "Hun bliver passet af min veninde - hun skulle alligevel bruge hele aftenen på at væve." Hun så væk og rynkede sine øjenbryn, måske en dag ville hun være i stand til at være hjemme hos sin datter hele tiden. Lige nu havde hun travlt med at finde ud af hvad Grævlingen havde gang i og tjene penge hvor hun ellers kunne.
Rose tog det første skridt gennem menneskemængden, uden at bemærke hvordan vandene af mennesker syntes at skilles på grund af ham hun fulgtes med. Hun holdt diskret fast i et hjørne af et af Tobeis' klæder og gik gennem krostuen, mod et sted hvor de kunne være lidt mere alene. Hun vendte sig kortvarigt mod ham et øjeblik mens hun gik og mødte hans blik. "Har du det godt her til aften?" Spurgte hun og så på ham med et oprigtig smil.

[Tobeis Tækker]

Tobeis følte uvilligt en mild strøm af formildelse, da han betragtede Roses trætte ansigt. Menneskerne omkring dem fortonede sig, som han koncentrerede sig om hendes tilstedeværelse, men helt slip på sin agtpågivenhed gav han dog ikke. Klog af skade havde denne gamle vane vendt pludseligt opståede situationer til hans fordel flere gange, end han efterhånden kunne tælle. Han trak vejret tungt ind og fandt ro. Det begyndte at irritere ham, at han forfaldt til tanker i arbejdstiden. Han måtte virkelig være træt.

Han nikke langsomt. ”Belejligt.” Han behøvede ikke at analysere hendes rynkede øjenbryn. Han vidste, hvad de betød. ”Hun er en god pige,” svarede han. Der lå så meget i den sætning, men Tobeis var ikke i humør til dybsindig udveksling, hvis han da nogensinde var det. Det var ikke ham, man kom til efter privatlivets råd – til gengæld var han en pålidelig beskytter. Ikke velgører, der var forskel på folk. Rose var en af dem, der på mystisk vis havde sneget sig længere indenfor, end han havde tænkt sig. Men faktum var, at børn sjældent voksede op hos deres forældre – i alle dele af byen.

Han så på hende, ikke overrasket, men uforberedt på hendes spørgsmål. Han udstødte et heftigt fnys, før han nåede at bremse sig selv. ” Fint,” svarede han brusk, men fortrød. Han klarede stemmen ved at rømme sig og fortsatte: ”Jeg har ventet på en meddeler hele aftenen. Han kom ikke, hvis du skulle være i tvivl.” Der var en snert af humor flettet ind i hans ulmende vrede. Hans kæbe var stram, og hans øjne mørke. Albye skulle have en virkelig god grund for at undgå flodens bund. Måske var det derfor folk holdt sig på afstand her til aften.

[Rose Kayla]

Maja var stadig i hendes tanker da hun vendte sig for at gå videre ind i lokalet. Hun var en god pige ja og hun savnede hvert øjeblik hun ikke kunne være sammen med hende. Hun ønskede hun kunne gøre barnet lykkeligt og give hende gaver. Rose havde dog ikke lært noget og kunne ikke se nogen anden mulighed end at forsætte i den profession hun var i allerede. Hun vendte sig kun en gang om for at spørge hvordan han havde det og da han svarede med et fnys, blinkede hun hurtigt, mens et såret glimt fløj hen over hendes øjne. Det forsvandt dog da hun så at det ikke var hende han var irriteret på og hun smilede for sig selv mens hun gik videre bag ud i lokalet og stoppede op ved væggen, hvor de kunne snakke nogenlunde med hinanden, uden at behøve at råbe. Hun så opgivende på den høje mand og trak på skuldrene.

"Jeg fik heller ikke noget ud af min aften. Spild af kræfter." Mumlede hun og så ned, mens hun overvejede hvad hun skulle stille op med sin side-beskæftigelse nu. Hun var ikke engang sikker på om Majestæten havde fortalt Tobeis om hendes mindre mission hun var blevet sat på. Det var dog ikke noget hun havde lyst til at spekulere på nu.
"Hvad siger du til at glemme det og få en god aften alligevel? Tror du ikke vi kan nå det endnu?" Hendes ansigt lyste op i et smil og hun så optimistisk på ham, med et strålende, forhåbningsfuldt blik.

[Tobeis Tækker]

Tobeis nikkede istemmende. ”Spild af kræfter.” Gentog han, en anelse højere end hendes mumlerier. Det summede af utilfredshed i hans stemme, men man skulle kende ham godt for at vide, hvor fundamentalt det var for ham med orden i tingene. En aftale var en aftale. Han betragtede hende og fik et spekulativt blik i øjnene.

”Intet?” spurgte han mere interesseret, og han trådte automatisk et skridt nærmere, idet hans stemme sænkede sig. ”Det finder jeg svært at tro. Du blev valgt af en grund, Rose… Hvad skete der?”

Ved hendes sidste ord lyste han alligevel op. Der var noget håbefuldt i hendes ord, og han nikkede. ”Lad os det… Nu er vi her alligevel, og jeg kunne godt bruge at drukne en ting eller to.” Det blev sagt med smil i stemmen. Hendes optimisme var charmerende.

Han løftede hånden og fangede straks en piges blik, hun nikkede bekræftende, og som havde han været majestæten selv, gik der kun kort tid, før de begge stod med drikkelse i hænderne. ”Vil du sidde ned?” spurgte han venligt. Hun så træt ud.

[Rose Kayla]

Rose trak på sine skuldre og så ned, hans spørgsmål gjorde hende utilpas et øjeblik, men hun tog sig sammen og rystede på hovedet. "Fortæller det senere." Bemærkede hun og viftede med hånden. Hun havde ikke lyst til at snakke om det nu, hun ville bare have det sjovt med Tobeis, bamsebjørnen der havde det med at få hende til at glemme hendes nogle gange triste liv. I stedet for at tænke for mere over det besluttede hun sig for ikke at lade det påvirke hendes aften, så hun gav den høje mand et forslag, som han forhåbentlig ikke kunne afslå.

"Drukne - det lyder farligt." Sagde hun med et skævt smil, mens hendes mørke øjne skinnede drillende. Der gik ikke lang tid før en af kropigerne gav hende et glas med øl og Rose klappede hende smilende på skulderen, da det var en af pigerne hun kendte godt efterhånden. Hendes blik mødte Tobeis' da han talte igen og hun nikkede, hvorefter hun grinede let. "Ja hvis vi kan finde et sted at sidde. Ellers må jeg sidde på dig." Hun bed sig i underlæben og smilede flabet, mens hun puffede let til hans overarm, uden at forvente han ville røre sig ud af stedet over hendes minimale skub.

[Tobeis Tækker]

Tobeis betragtede hende uanfægtet, men godtog dog hendes svar. Han nikkede tavs og eftertænksomt. Et smil meldte sin ankomst i mundvigen, da hun viftede af ham, et træk ud af mange sider af hendes personlighed, der havde overvundet ham. ”Så siger vi det,” konstaterede han halvtørt, men de vidste begge, at hun senere ville blive stillet til regnskab for hendes foreløbige resultater eller mangel på samme. En afrapportering i bedste fald. Der var ikke det store cirkus i det, og når hun foretrak at blande forretning ude af deres heldige sammenstød, så var han ikke sen til at nyde den frihed, aftenen pludselig gav løfter om.

Han smilede igen, og denne gang nåede det hans øjne. Han lyste ligefrem op for første gang, siden de havde stødt ind i hinanden. ”Vi skal nok finde en løsning.” sagde han diplomatisk, og morede sig over hendes forsøg på at skubbe til ham. Han spejdede frem for sig og kunne konstatere, at der var fuldt hus. Men det betød jo heldigvis ikke, at der ikke kunne blive plads til dem. På den ene eller anden måde. ”Lad os gå finde et hjørne…” mumlede han halvt til sig selv, halvt til Rose. Han satte af sted med forventning om, at hun fulgte efter.

[Rose Kayla]

Rose var klar over at hendes affejing blot ville være en udsættelse og ikke en komplet undslippen fra spørgsmålet, men lige nu lod hun som om hun aldrig behøvede at snakke om det. Hun drak en tår af den lukne øl og sank det med et lettet udtryk i ansigtet. Det hjalp. Hun grinede let over hans svar og nikkede. "Du plejer at finde en." Bemærkede hun. Folk rykkede sig for det meste når han ville sidde et sted. Hun var ikke sikker på om det var hans fremtoning eller fordi folk vidste at han var gode venner med Tyvenes Konge.

Rose fulgte med ham uden at blinke og hun lagde ubevidst en hånd om hans overarm. Det gjorde at hun ikke blev skubbet så let væk fra ham mens de gik gennem menneskemængden. Hun blev dog flere gange mast ind mod den store mand, men hun havde ikke så meget imod det. Hun rettede lidt på sin kjoles udskæring da de var nået hen til et godt hjørne hvor der var mulighed for at sidde, kjolen var kommet til at sidde lidt uregerligt efter de maste sig mellem fjolser og fulde folk.
"Det her må gå an." Hun tog en tår af sin øl igen og gav hans overarm et klem, derefter slog hun sig ned på en bænk der var sat fast på væggen og fulgtes med hjørnet der var i bygningens mur. Hun smilede bredt til ham og strøg sit lange mørke hår om på ryggen.
"Hvad så nu? Må jeg spørge hvordan du ellers har det?" Det var noget tid siden de sidst havde set hinanden, da Rose havde haft travlt med at indynde sig hos Grævlingen. Hun var dog glad ved at Tobeis ikke var den jaloux type men hun fortalte ham sjældent detaljerne om sine minutter med mændene.

[Tobeis Tækker]

Et enkelt blik fra Rose, og Tobeis lod det ligge. Ikke fordi denne lille skabning havde den slags magt over ham, men fordi han forstod. Nå ja, og så kunne han da også godt lide hende. Han smilede for sig selv. Et privat, næsten-glad smil, som gav flere spørgsmål end svar. Han nikkede for guderne måtte vide hvilken gang, et undervurderet kommunikationsmiddel, hvis man spurgte ham. Alt for mange mennesker brugte krudtet på ord, der viste sig overflødige. Det, der betød noget, fandt man oftest helt andre steder. Han gik gennem rummet og satte kurs mod den plads, han havde udset sig.

Han trak sin arm en smule ind til sig, da hun rørte ved ham. Det var en invitation, ikke en afvisning. Det var også lettere sådan her, for hun var en lille spirrevip i en stor mængde mennesker. Og flyttede de sig ikke for Kongens mand, så skulle de nok flytte sig på anden vis. Han smilede grumt og følte sig i lige præcis det humør. Han var stadig sur over at være blevet brændt af, og dog var han blevet formildet. Han så på hende, da de standsede.

”Du går altid an, Rose,” sagde han blidt, før han vendte sig mod de to mænd på bordet. Han stillede sig med hænderne afvendende i siden, og tingene syntes at løse sig selv. Mændene var allerede ved at forlade bordet, så det ud til. Med stor sandsynlighed fordi de havde set dem krydse gulvet med kurs mod dem, men Tobeis var ligeglad. De kom til at sidde, og det var det, han ville. Han drak en større tår, mens han forholdt sig tavs, og der de var væk, lod han Rose sætte sig, før han selv gjorde. Han besvarede hendes smil mere løssluppent.

”Jeg har det godt,” svarede han roligt og så på hende. ”Og jeg får det endnu bedre i morgen, når jeg finder…” han rømmede sig og slap det, før han kom for godt i gang. Irritationen emmede under hans hud, men han druknede den i en slurk øl. ”Holder du hovedet højt?” spurgte han i stedet og fjernede opmærksomheden fra sig selv. Ikke at han havde hemmeligheder, han antog blot, at Rose var et mere muntert emne her til aften. Imellem tiden viftede han efter kropigen endnu en gang. En øl kunne ikke gøre det.

[Rose Kayla]

Fordelen ved at gå tæt på Tobeis, var at han skabte bølger af folk der veg til side for ham og man kunne derfor let gå gennem kroen. Rose stoppede op da de var nået hen til bordet og ventede et øjeblik på at mændene rejste sig. En næsten usynlig rødmen sneg sig frem på hendes kinder, da han gav hende et kompliment. Hun fik dem tit, men det betød mere når det kom fra hendes nuværende ledsager. Han havde kendt hende i mere end et par minutter og de var de færreste der fik lov til det. Hun hviskede smilende ”Tak”, hvorefter hun satte sig ned, mens hun sørgede for ikke at krølle sine skørter.

Rose havde altid fundet ham ganske kær når han var sur, så hun undslap en afdæmpet latter. Derefter drak hun en tår af sin øl og smilede. ”Godt jeg ikke er i hans sted.” Bemærkede hun og tog endnu en tår. Rose havde også brug for at få noget at drikke, en mængde alkohol kunne nok hjælpe på humøret.
”Ja – det gør jeg.. Det går egentlig fint nok.. Maja er ikke syg længere.. Og jeg har haft heldet med mig på det sidste.. Så jeg er i højt humør” Hun tog en tår af øllen igen og vendte blikket mod ham med et kækt smil på læben. Rose brugte sit liv på at lyve at det efterhånden var blevet en så naturlig del af hende, at hun ikke tænkte over det længere. I virkeligheden var det ligeså meget for at overbevise sig selv.
Derefter satte hun glasset på bordet og rykkede lidt tættere på ham. ”Jeg ved godt hvad der kan muntre dig op.” Hendes blik hvilede på den bredskuldrede mand og et sigende smil hvilede på hendes læber.