Svaret af Annis Giftkniv on Mar 24, 2016 22:18:41 GMT
Collab mellem Annis Giftkniv og Vitor Øksesvinger
24. marts, 527 M.T.
Bølgerne havde gået højt aftenen før. Alt for højt. Og det var endt med, at hun og Farkas var blevet enige om, at de ikke skulle ses en tid. Og Annis havde haft brug for at komme væk og tænke for sig selv. Og et værelse på Aben havde ikke været langt nok væk.
Nu hvor hun havde fået styr på de mest voldsomme følelser fra aftenen før, var der dog andre problemer, hun var nødt til at tage sig af. Vitor og hun var i den sidste tid kommet til at stå hinanden rigtigt nær og hun følte sig noget så ussel over at efterlade ham til at håndtere Alysy helt alene. Og det var en samtale, hun var nødt til at have før der kom alt for meget mellem dem.
Derfor stod hun nu uden for hans dør og bankede på - alt for tidligt om morgenen for hendes temperament - men hun ville være sikker på, at hun kunne fange ham, inden han smuttede ned på Aben.
Vitor anede ærlig talt ikke hvad der foregik. Overhovedet. Han havde hørt om skænderiet, men så heller ikke mere. farkas havde ikke været til at tale med, og uanset hvem han spurgte, så havde ingen set Annis. Og det frustrerede ham.
Så Vitor havde gjort, som han plejede, når frustrationerne meldte sig. Han drak til hatten passede, og så gik han ud for at finde sig en slåskamp. Det var den eneste måde han følte, at han kunne håndtere frustrationen på.
Han var kommet hjem ud på morgenen, og havde næsten lige sat sig ned på en stol, da det bankede på hans dør. Med et noget utilfreds udbrud, rejste hans sig op, og gik hen for at åbne døren. Hans pande blev rynket, og han så ned på Annis med et afventende udtryk i ansigtet.
Hun var opfyldt af nervøs energi. Hverken hun eller Vitor var særligt gode til at tale om følelser, men situationen var så skæv, at der ikke var nogen vej udenom. ”Må jeg komme ind?” Hun så på ham med et sårbart udtryk i ansigtet. ”Jeg er nok nødt til at komme med en forklaring.” Hvis han ikke lukkede hende ind, så var hun ærligt talt ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre.
Han mærkede frustrationen fra aftenen før røre på sig igen. Og synet af hendes ansigtsudtryk gjorde det absolut ikke bedre. Han nikkede lydløst og trådte til side, så hun kunne gå ind i rummet. Han lukkede stille døren efter hende. Han slog derefter ud med hånden mod en stol, som hun for et par uger siden havde siddet på, mens de havde talt sammen og drukket øl.
Hun sukkede lettet, da han lod hende komme ind og hun gik forbi ham og satte sig på stolen, han anviste hende til. ”Jeg går ud fra, at du har hørt om igår?” Det var mere en åbning end ret meget andet. Selvfølgelig havde han hørt om det. ”Jeg ville gerne have en chance for at forklare, hvad der er sket, inden du hørte det fra andre.”
Hun tog en dyb indånding og lænede sig let ind over bordet. ”Du ved, at Farkas og jeg har været sammen. Og du ved, at jeg ikke har brudt mig om, når han var sammen med Alysy..” Det var noget af en underdrivelse, men hun tænkte, at han nok selv kunne sætte følelserne på, som ikke blev nævnt. Hun havde i hvert fald givet udtryk for dem over for ham før.
”Ja.. Igår.. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan.. Men vi skændtes, så det bragede.. Om Alysy og.. Også om Sacherell..” Efter deres snak om Petria, kunne han forhåbentligt forstå, hvordan Sacherell var kommet ind i den samtale. ”Jeg vil ikke give dig alle beskyldningerne.. Der er vist ingen grund til at rippe op i det igen.. Men da vi var færdige med at råbe af hinanden.. Vi kunne bare se, at det ikke fungerede for os at være sammen længere..”
Hun fik en lille smule blanke øjne, mens hun satte pris på, at Vitor bare lyttede uden at afbryde. ”Og ja.. Jeg havde brug for at tænke lidt, så jeg har fundet mig et lille kammer ikke så langt herfra.. Du kan få adressen, så du ved, hvor du kan finde mig.. Men vær sød at holde den for dig selv, bare lidt.”
Hun tog en dyb indånding og fortsatte så videre af den planlagte enetale. ”Når vi begge har haft tid til at køle ned, så taler vi om, hvordan det skal køre fremover. Jeg forlader jer ikke.. Jeg skal bare lige.. Tænke..” Først nu så hun over på Vitor og håbede, at han ville forstå.
Han satte sig ned overfor hende, og foldede armene på brystkassen. Hans blik var stadigvæk afventende. Det havde bare at være en god forklaring. For Vitor var overhovedet ikke særlig god til at håndtere forandringer. På ingen måde. Han håndterede dem ikke. Han benægtede dem nærmere.
Som hendes forklaring skred fremad, spændtes hans kæbe mere og mere, og han knyttede hænderne, så de blev helt hvide. Annis havde forladt Farkas. Hans blik var hårdt, og han sad fuldkommen stift i stolen, mens vrede, skuffelse og sårede følelser bølgede frem. ”Hvad skal der ske nu?” Var hans eneste kommentar. Hun efterlod ham alene.
Hans knoer blev tydeligt hvide og selvom hans stemme ikke afslørede det, så viste det hende alligevel, at det påvirkede temmeligt meget. Hun så på ham med et bestemt blik. ”Jeg kommer tilbage. Jeg er bare nødt til at sikre mig, at jeg kan håndtere situationen, som den er nu.” Hun bed sig lidt i underlæben, inden hun fortsatte. ”Jeg spurgte ham rent ud, om han ville have, at jeg trak mig fra min position og det sagde han nej til. De problemer vi har er forhåbentligt kun på personligt plan og jeg håber, at vi kan fortsætte på et professionelt, som vi har gjort indtil nu.” Det var i hvert fald planen.
Han havde det absolut ikke godt med det her. Overhovedet ikke. Han havde ikke sovet endnu. Han var ikke engang ædru endnu. Og nu dette. ”Så vi fortsætter med planen om, at I skal overtage Amos’ og Serenas pladser?” Spurgte han lige ud. Han havde brug for at vide, at bare lidt af det, som han vidste, stadigvæk var på plads. Og at ikke alt, forandrede sig med det samme. Han havde lyst til at slå en knyttet næve nede i bordet, men han vidste godt, at det ikke ville hjælpe.
”Det gør vi,” var hendes svar. I hvert fald, hvis alt gik, som det skulle. Men det følte hun ikke lige behov for at sige højt. Forhåbentlig gik alt, som det skulle. ”Men ja.. Jeg ville bare komme og fortælle om det selv.. Så du ikke hørte om det.. Fra andre.” Det kunne være gået rigtigt skidt, hvis han hørte om det fra andre. Hun vidste selvfølgelig ikke, om Farkas allerede selv havde sagt noget. Det virkede det dog ikke til. Vitor virkede for overrasket.
Godt. Det var godt. Så skulle han ikke begynde at håndtere, at han skulle respektere eller på nogen måde stole på Alysy. Og det havde han det godt med. Han brummede. ”Ingen har sagt noget,” sagde han og hentydede hermed til Farkas. ”Og ingen af mine spioner kunne finde dig,” og han havde ellers et ret godt netværk af spioner. Da han ikke havde fået noget ud af sine bestræbelser, og ikke havde fået gjort noget ved sine følelser, ja, så havde han håndteret det som han plejede, når noget gik ham imod.
Hun smilede skævt, da han sagde, at hans spioner ikke havde kunnet finde hende. ”Det er trods alt ikke første gang, jeg har skullet gå under jorden et stykke tid,” drillede hun let. ”Du må som sagt gerne få adressen. Det er nok meget godt, at nogen ved, hvor de kan finde mig. Men du er den eneste, jeg har lyst til, der skal have den lige nu.” Hun trak lidt på skulderen uden at lægge for mange følelser i udtalelsen.
Han nikkede, og valgte ikke at afsløre, hvor utilfredsstillende det havde været, ikke at opsnuse hende. Men det var nu, som det var. ”Det vil jeg gerne,” sagde han brummende. Annis var den eneste, som han kunne lufte sine tanker omkring, uden at hun kom med tåbelige forslag om at stikke af, og forlade Corus. Eller sagde at han skulle gå til Amos og bede om tilgivelse. Ingen af de to ting kom nogensinde til at ske.
Hun nikkede med endnu et smil. Det virkede ikke til, at han var sur på hende. ”Det er nede på Midnatsgade.. Det gule hus med gården, som ligger næsten nede for enden?” Hun så spørgende på ham for at se, om han kunne følge hende. ”Jeg har fået hjørneværelset ud mod det gamle bordel. Oppe på første sal.”
Han smilede ikke. Der var intet at smile af. Men igen, hvornår smilede han egentlig sådan rigtigt? Nok aldrig. Han nikkede til hendes anvisning af, hvor hun boede nu. Han vidste godt, hvor Midnatsgade var. Og hvilket hus hun boede i. Han kendte hver en afkrog af Nedre By som sin egen baglomme. ”Og du bor der alene?” Spurgte han og ville være sikker. Han havde ikke brug for, lige pludselig at skulle stå ansigt til ansigt med Sach, hvis han skulle have fat i Annis.
Hans spørgsmål gav hende et sug i maven, men hun nikkede uden at tøve. ”Det gør jeg, ja.” Hun havde måske tænkt tanker hele natten om, hvordan hendes situation pludselig havde ændret sig. Men hun havde ingen planer om, at Sacherell skulle vide, hvor hun boede. Selv hvis hun opsøgte ham. Hun skubbede tankerne ud af hovedet igen og fokuserede på Vitor.
”Godt,” svarede han. Og da det ligesom var på plads, begyndte han at slappe af i kroppen igen. Den havde været spændt under hele deres samtale. ”Og hvad gør vi to så nu?” Spurgte han og hentydede til deres indbyrdes forhold. For han var ærlig talt ikke helt sikker på, hvor de stod. Hun havde sagt, at hun ville trække sig for en tid, og først komme tilbage, når hun var klar til at håndtere det hele.
Hun fik et mere mildt udtryk i ansigtet. ”Det må være op til dig,” svarede hun og så for første gang nervøs ud. ”Hvis det stod til mig.. Så ændrer vores venskab sig ikke.. Men jeg forstår.. Jeg forstår, hvis..” Hun tog en dyb indånding og trængte de følelser tilbage, som ellers truede med at vælde frem. ”Jeg forstår, hvis du ikke bryder dig om det.” Hun nævnte ikke noget om at vælge sider. De var voksne mennesker og hun vidste godt, hvordan Vitor og Farkas havde det med hinanden.
Han lagde begge hænder på bordet, og åbnede og lukkede dem, mens han tænkte over tingene. Han brummede lavmælt. Men det var ingen indikator for, om han var i nogenlunde humør, eller om han var nede i kulkælderen. Han havde det stadigvæk svært. ”Intet kan blive som før,” startede han med at sige og kløede sig derpå i skægget. ”Men du efterlader mig ikke alene med hende…” Annis vidste godt hvem, han talte om. ”Jeg har brug for en, jeg kan tale med dette om,” og der var ingen andre end Annis, han netop kunne tale om dette med.
Hun mærkede en synkende fornemmelse i maven over hans ord, men det var vel også, hvad hun havde forventet. Det var bare ikke, hvad hun havde håbet. ”Det vil jeg også gerne.” Hun forsøgte sig med et forsigtigt smil igen. ”Vi forstår trods alt hinanden.”
Han kunne ikke sige, at intet imellem dem var forandret. Det var at lyve. For lige nu var en hel del ting i ham vendt på hovedet, og der var nogle følelser han skulle finde ud af, hvordan han skulle håndtere. ”Det gør vi,” sagde han bekræftende. ”Men jeg har brug for tid,” han havde behov for at finde ud af, hvordan gruppen nu skulle hænge sammen. Og hvad Farkas havde tænkt sig at fortælle om dette her.
Hun nikkede og rejste sig. ”Det forstår jeg.” Han skulle jo også lige have tid til at fordøje det hele. Og have snakket med Farkas selv sikkert også. ”Vi ses, Vitor.” Hun lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem, som hun gik forbi. Og så gik hun ud af døren. Bedre tilpas, end da hun kom.
