Hvad foråret bringer med sig

[Agnes Rosalil]

Evin Larse

Rosalil var iklædt en olivengrøn kjole, hvor skørtet faldt frit og luftigt omkring hende. Det mørkebrune hår hang i naturlige krøller ned over begge skuldre, og hun lod en finger stryge en lok om bag øret, som hun hjerteligt lo over en kommentar.

Hendes kinder var let farvet af at have stået nær de mange bål det meste af aftenen. Nu stod hun dog i udkanten af festlighederne, og havde det godt med at gemme sig i skyggen, hvor hun kunne nyde sin varme cider, uden at føle at alle blikke hvilede på hende.

[Evin Larse]

Evins vagt var forbi. Han havde overvejet at gå hjem, en smule træt var han alligevel, men han følte sig draget af festlighederne på markedspladsen. Kan ville hurtigt kigge forbi, og opsnuse stemningen. Det var derfor festlighederne der fik ham til at komme, men et velkendt ansigt, der fik ham til at blive.

Han undrede sig ikke over, at finde hende i udkanten af festlighederne. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke følte sig tilpas med at være midtpunkt. "Rosa," tænderne blev lyst op da han smilte. "Jeg håber ikke, at du var på vej hjem?"

[Agnes Rosalil]

Agnes drejede hovedet ved lyden af en velkendt stemme. “Evin”, det unge ansigt lyste med et op ved synet af ham, og hun var ikke sen til at slynge sine arme om ham, og presse ham ind mod sig i et hurtigt kram.

Hun trak lidt på skuldrene. “Min veninde jeg kom med blev lidt væk fra mig”, fortalte hun, uden at afsløre, at det var fordi veninden - og ikke hende selv - var blevet budt op til dans. Hun lod de blå øjne glide blidt ned over hans ansigt engang. “Jeg troede du havde arbejde her til aften?”

[Evin Larse]

Han gengældte venindens omfavnelse, før hun igen blev genstand for hans venlige blik. Han kommenterede ikke hendes forklaring på, hvorfor hun var alene. Nu havde hun ham, og veninden kunne vel godt undvære hende lidt endnu. Uanset omstændighederne.

"Det var jeg også. Jeg kommer faktisk netop derfra," et øjeblik spillede noget træt i hans blik. Det var dog hurtigt væk igen, og blev i stedet erstattet med endnu et smil. "Og nu hvor jeg er her, slipper du ikke for en dans med mig!" En munter lyd forlod ham, før han tilbød hende sin arm. Han godtog ikke et nej.

[Agnes Rosalil]

Agnes fangede godt det trætte udtryk, omend han var dygtig til at skjule det. Hun skulle til at foreslå at de kunne følges hjem, da han i stedet gav hende et tilbud, der fik hende til at spærre øjnene op. 



“Evin, du ved det kun kan gå galt”, alligevel lod hun sin hånd finde ind under hans arm. Hun lænede flovt sit ansigt ind mod hans kind. “Vi ender med at snuble eller jeg kommer til at skubbe dig ind i et af bålene..”, hun holdt en lille pause, før et underholdt smil krusede de spinkle læber op.  “.. Ikke med vilje, selvfølgelig”, øjnene der så på ham glimtede varmt, og afslørede, at hun var tæt på at grine. 

[Evin Larse]

En munter latter forlod hans hals. "Jeg lever i forvejen livet farligt, du." Han blinkede til hende. "En risiko fra eller til, gør næppe nogen forskel - desuden, jeg er en fremragende danser, bare overlad du trygt det hele til mig!" Han blottede tænderne i et smil, før han ville eskortere hende til mængden af mennesker, for derefter at ligge sin hånd i hendes, og den anden hånd på hendes liv.

[Agnes Rosalil]

Læberne blev let adskilt, som en varm latter forlod hendes mund. Hun rystede en enkelt gang på hovedet af ham, før hun gav hans arm et blidt klem. “Så længe du ikke er lige så overmodig blandt drabanterne, som du er omkring mig - så er jeg glad”, det blev sagt i en let tone, men der var også en snert af alvor gemt i sætningen. Hun bekymrede sig altid så frygteligt når han ude.

Med et suk - der dog ikke var modvilligt - lod hun sig rive med ud i den dansende mængde af folk. Hun rystede igen en gang på hovedet, før hun lagde sin frie hånd på hans ene skulder, mens den anden tog sit blide tag om hånden der lå i den. “Det er på dit ansvar nu”, nåede hun spøgefuldt at få over læberne, før musikken var i gang, og de var tvunget til at bevæge sig, før folk begyndte at støde ind i dem.