Uventet overraskelse

[Crystal Tømrer]

Owen Tømrer

Crystal havde opholdt sig ved Fabel Distriktet for lidt over en måned siden siden, efter at havde været en smut forbi Tågelygen, en hyggelig lille kro i Galop Distriktet. Her havde hun fået snakket med Lynn, køkkenpigen, i håb om at hun kunne tilbyde et job på kroen. Men hun var ikke den som Crystal skulle snakke med, men med Mylas Brygger som var ham som ejede stedet.
Hun havde aftalt at opholde sig i nærheden da Lynn ville give ham besked samme dag. Hun havde opholdt sig i Fabel Distriktet imellemtiden, her fik hun mødt den mand hun skulle tale med. Efter en lang og god snak, tog Crystal tilbage til Markeds Distriktet hvor hun boede med et glad og tilfreds smil om læberne. Jobbet var hendes.

Hun var vågnet tidligt, og var stået op frisk og udhvilet. Det var igen hendes arbejdsdag og hun fik i god tid, gjort sig klar for at tag af sted. Hun havde klædt sig i en fin blålilla kjole med et bælte i bronze, hun havde ubevist lagt sit hår i venstre side så sommerfuglen på højre side af halsen, lige under øret, var i øjnefaldende.
Dagen var gået rigtig godt, Hun var glad for arbejdet og hun synes selv hun kom godt ud af det med Lynn. Efter noget der føles få timer, kom Crystal ud fra køkkenet med sit nussede forklæde og med et behagelig suk og et let smil på læberne. Nu var der vist ikke mere der skulle laves.

[Owen Tømrer]

Owen var kommet til Tågelygten for at hente Lynn. Det var et stykke tid siden, han havde gjort det sidst, fordi vejret nu igen endelig var til at få lavet noget på tilbygningen og de havde arbejdet til langt ud på aftenen. Men i dag var han her altså for at hente hende. Han var netop kommet ind i baggården, da en ung kvinde kom ud. Han nikkede let til hende og tænkte egentlig ikke mere over det, før han fik set nærmere på hende. "Cr.. Crystal??" Stemmen var tydeligt overrasket.

[Crystal Tømrer]

Hun stod og snusede vejret og luften til sig imens hun tog sit nusset forklæde af som hun havde glemt. Hun rystede forklædet en smugle for at få lidt af det snavs der sad, hvorefter hun lagde det sammen gik ind for at ligge det på plads.
himmelen var lyseblå da hun trådte ud igen, eller stort set. Der var ikke meget vind at mærke men af og til mærkes et let brise som forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Crystal kunne godt mærke hun havde haft noget at se til i dag og det var en dejlig følelse. Hun kiggede op efter at havde stået og skubbede lidt til jorden, en mand dukkede op i baggården som nikkede let til hende. Crystal skulle lige til at hilse da det gik op for hende hvem denne mand var, og det gik vist også først op for ham hvem hun var, da han havde set nærmere efter. "Owen! udbrød hun overrasket og så også sådan ud. Hun stod lidt forbavset og gik langsom frem mod ham, for at se om det virkelig var ham?

[Owen Tømrer]

Han gik et par enkelte skridt frem, uden at tænke over det. "Det.. Deeeet.." Han lød fuldstændig dum, indtil han pludselig lyste op i et kæmpe stort smil. "Crystal!" Han gik hen til hende med krykken solidt under den venstre arm og glemte helt at se sig ordentligt for. Efter han havde fået den nye benprotese, gik han dog meget bedre og han kom også fra det, uden nogen uheld.

Da han kom hen til hende, lagde han armene om hende og trak hende ind til sit bryst. "Hvad laver du her??" Af alle steder.. At hun så lige skulle dukke op på Tågelygten.

[Crystal Tømrer]

Hendes blik veg ikke fra Owen og hendes læber bredte sig langsomt til et smil. Hun skulle selv lige komme over overraskelsen som også var lidt af et chok for hende. Owen virkede heller ikke til at kunne finde ordne frem, men et kæmpe smil bredte sig på hans ansigt.
Da han bevægede sig hen mod hende med sin krykke under den venstre arm, hun valgte at komme ham i møde og gengælde hans omfavnelse. Hvor var det dog dejlig at se ham igen, den dag havde hun aldrig troede skulle komme, og slet ikke her på tågelygten.
"Jeg har fået arbejde her, i køkkenet." Hun trak sig lidt ud så hun kunne se ordentligt på ham, han lignede sig selv. "Hvor..." hun stoppede sig selv og kunne ikke lade være med at smile "Vi har sådan savnet dig." sagde hun og ønskede ikke at spørge ind til ham nu. Han var her, og det var det vigtigste.

[Owen Tømrer]

Han holdt hende ind til sig længere, end han behøvede det og mærkede en varm glæde brede sig i ham. Crystal havde altid været den af hans søskende, som han havde det bedst med. "Virkelig? Er det dig, der er den nye køkkenpige??" Han smilede overrasket. "Annalyn og jeg.. Vi.. Hun er min.." Pludselig vidste han ikke, hvordan han skulle sige det. Det var så længe siden, han havde set hende. "Jeg har også savnet jer." Smilet var denne gang varmt og stemmen mere sikker.

[Crystal Tømrer]

Hun trak sig lidt tilbage efter at havde holdt om ham i lidt tid. "Ja, jeg hjælper Lynn. Hun havde brug for lidt ekstra hænder og jeg havde brug for et nyt job" Hun havde stadig smilet på læberne hun hun kiggede lidt opmærksom på ham, som for at se om der var noget forandret ved ham nu hvor det var så længe siden de havde set hinanden sidst.
Krykken havde han vist ikke skiftet ud, hun mente i hvert fald det var den han altid havde haft? Blikket gled lidt skjult ned hvor han havde hans benprotese, og på den hånd som også manglede. Hun var ked af at se ham sådan, men håbede på han havde det lært at leve med det og han havde vennet sig til, at det var sådan han ville se ud resten af livet.

Hun så nysgerrigt op da han forsøgte at komme ud med noget omkring ham og Lynn. og smilede da han også havde savnet dem. "Hun er din, hvad?? smilet bredte sig til et skævt smil. nu blev hun for alvor nysgerrig.

[Owen Tømrer]

Han smilede stadig. "Det er alligevel skægt, at du lige skulle dukke op her. Det er nogenlunde det eneste sted i Corus, du kunne løbe på mig," smilede han videre. Han rødmede rent faktisk en smule, da hun spurgte til det, han ikke havde kunnet sige før. "Jeg... Jeg elsker hende, Crystal." Han skottede op til hende, for at se, hvordan hun tog nyheden. Han kunne dog ikke lade være med at smile. Et smil, som hun sikkert ikke havde set, siden før han drog i krig.

[Crystal Tømrer]

"Ja, det er lidt pudsigt" Hun sukkede let og trådte lidt væk fra ham så de ikke skulle stå så tæt. det var der ingen grund til. Hun kunne ikke beskrive den glæde der strømmede igennem hende, at se ham igen var en dag hun aldrig ville glemme ligesom hun aldrig havde glemt hvor ked af det hun blev da han rejste.
Hendes smil bredte sig, da han kom ud med det han virkede til at havde svært ved at sige. "Jamen, det da dejligt, hun virker til at være en skøn person" Sagde hun overrasket. Hun kendte ikke Lynn så godt som Owen, men i den tid hun havde arbejdet med hende, så synes hun at de kom godt ud af det med hinanden. Hun så hans smil, et smil hun ikke havde set længe og det var rart at se ham glad. "Hvad siger du til at komme med ind?" Det kunne måske blive lidt kedeligt i længden at stå i baggården, så fandt hun det hyggeligere indendøre.

[Owen Tømrer]

Han smilede stadig stort og varmt, men havde ikke mere at sige. Han havde aldrig været den snakkesaglige type og han nikkede derfor bare let, da hun foreslog, at de gik ind igen. Han gik ved hendes side ind i køkkenet og så sig om efter Lynn, men hun var der ikke lige nu. Han trak lidt på skuldrene. Engang imellem skulle hun lige tale med Mylas, efter at hun var færdig med dagens arbejde. Han satte sig på bænken derude og så sig lidt omkring. "Ved du, hvordan mor og far har det?"

[Crystal Tømrer]

Hun vente sig rundt da han blot nikkede til hendes spørgsmål. Hun åbnede døren ind til køkkenet, som hun havde lukket efter sig, indenfor kunne man mærke varmeforskellen, en let og behagelig varme var i køkkenet, men ikke så varmt at det gik ud over dem eller maden.

Crystal havde sørget for at gøre køkkenet helt rent efter dagens arbejde, som Lynn også havde været med til at ordne. Lige nu var hun ikke tilstede i køkkenet, hun var smuttet over til Mylas for at snakke om et eller andet som Crystal ikke rigtig viste hvad var. Måske om hvordan dagens arbejde var gået?
Hun så opmærksom på ham idet han satte sig på bænken. ”De har det godt. Du burde virkelig besøge dem, de savner dig sådan, især mor.” Hun tav let og sænkede blikket og så ned på sit tøj. ”hvorfor rejse du bare? Er du klar over hvor kede af det vi alle blev” Hun mumlede, men det var højt nok til at det var til at forstå. En tåre pressede sig vej og gled ned af hendes kinder. En blandet følelse af glæde og sorg.

[Owen Tømrer]

Han smilede og hans skuldre faldt lidt, da han fik at vide, at familien havde det godt. Han havde ikke talt med dem i over et år og det var rart at vide, at ingen var kommet noget alvorligt til i den tid. "Ja måske.. Måske gør jeg det snart," svarede han bare og håbede, at hun ville lade emnet ligge en lille tid endnu. Det gjorde hun dog ikke og han mærkede et skyldbevidst kneb i maven, da han så hendes tåre. "Jeg vil ikke være til byrde for nogen, Crystal. Og det ved du godt, at jeg var." Mere var der ikke at sige om den sag. Han havde tænkt meget over det.

[Crystal Tømrer]

Crystal som mærkede tårene falde ned langs kinderne, fjernede dem med håndfladen og sukkede let. Det var ikke nu hun skulle stå og tude, hun skulle bare være glad for han faktisk var her, lige har hvor hun arbejde, det kunne være de fra nu af ville se mere til hinanden nu hvor han havde et forhold til Lynn.
Hun bemærkede han tøvede lidt da han svaret på hendes mening om at besøge familien. Hun lod dette svar ligge og så op efter at havde stirret ned på sit tøj. Tårene var borte og et roligt og kærligt smil kom langsomt frem i takt med at hun igen var ved at falde lidt til ro.

"ja, undskyld" sagde hun anerkende og lod også dette emne ligge. "Er der noget du kunne tænke dig, noget at drikke eller?" tilføjede hun spørgende.

[Owen Tømrer]

Han smilede til hende og var glad for, at hun ikke pressede på emnet. "Jeg vil meget gerne have lidt vand, hvis det er," svarede han med en varm stemme og glædede sig til at tale lidt mere med hende. "Men kom herhen, Crystal og fortæl mig, hvad du har gået og lavet."

De talte sammen i over en halv time, inden Annalyn dukkede op og Owen introducerede hendes nye køkkenpige som sin søster. Så talte de endnu en lille tid, inden han og Lynn var nødt til at tage hjem. Men han var rigtigt glad for at have sin søster i nærheden igen. Det ville ikke være sidste gang, de så hinanden.

*Tråd afsluttet*