Den hjemvendte søn

[Elva Brygger]

Mylas Brygger & Mathias Brygger

Døren til Elvas arbejdsrum stod på klem så den lune forårsluft kunne få lov at komme indenfor. Elva selv sad på bænken op ad muren og var for en gangs skyld ikke optaget af urter, tinkturer, salver eller gravide kvinder. Mellem fingrene havde hun i stedet en skjorte der næsten var færdig. Hun fæstnede tråden, skar den af og holdt så skjorten op foran sig, så hun kunne vurdere den, og konkluderede med et tilfredst udtryk, at den ville klæde Mylas glimrende.

[Mathias Brygger]

Det havde været en lang rejse. En meget lang rejse. Og Mathias var ærlig talt ved at være en smule træt. Men han havde fortsat næsten hele dagen uden at holde pause, fordi han var så tæt på. Hans mål var Tågelygten. Hans forældre og hans søskende.

Han burde måske have givet besked om, at nu vendte han hjem. Men siden han havde forladt Tyra, havde han ikke haft mulighed, eller tid, til at sende besked til sine forældre. Pengene havde ærlig talt nok heller ikke været til det, hvis han havde talt rigtigt efter. I stedet ville han overraske dem allesammen.

Som vant, gik han ikke igennem kroen, men gik om i baggården, med en let og fornøjelig fløjten. Det lugtede stadigvæk som det plejede. Og han var spændt på, hvornår det ville blive opdaget, at han var kommet hjem.

[Mylas Brygger]

Mylas havde taget en pause fra bryggeriet og ladet sine andre børn lave noget af arbejdet selv. Han sad derfor på bænken omme i gården med sin pibe og nød den dejlige forårs luft. Den vandte støj fra køkkenet og kælderen lød, mens der en sjælden gang var ro ovre fra Elvas lille arbejdskammer. Mylas sad med lukkede øjne og tog dybe indåndinger og nød at være til lige i det nu.

Sådan sad han også da han syntes at høre en velkendt fløjten. Det lød som en melodi han havde hørt før. Han åbnede øjne ganske let på klem og i det så han sin ældste søn, hjemvendt fra dannelsesrejse. Han spærrede øjne helt op og rejste sig derefter brummende op med det største grin over hele hovedet. Hvilken en glæde denne indtil nu rolige dag kunne bringe. "Elva, vi har besøg." Råbte han mens han i roligt tempo gik frem mod sin søn.

[Elva Brygger]

Elva havde stadig skjorte holdt op da en fløjten fik noget til at røre sig i hendes erindring, men før hun nåede at finde den rigtige sammenhæng, afbrød Mylas's stemme hendes tanker fra bænken ved køkkendøren. Hun sænkede skjorten igen og så i hans retning med et spørgende udtryk for så at følge den retning han var på vej i.

Hun gik helt i stå et sekund eller to da hun fik øje på sin førstefødte og var så oppe at stå så hurtigt, at hovedet næsten snurrede "Mathias!" udbrød hun og stemmen knækkede af følelser mens hun hankede op i sine skørter og overhalede sin mand på vejen hen til den unge mand, som hun uden nogen tøven, lagde armene om halsen på og begyndte at kysse kontinuerligt på kinder og pande "Min dreng.. Du er hjemme.. Lad mig se på dig.. " plaprede hun, lagde hænderne mod hans kinder, så på ham med blanke øjne, kun for at trække ham ind i en omfavnelse igen, uden rigtigt at have set ordentligt på ham alligevel og uden at have nogen intentioner om at slippe ham igen lige med det samme. Fire år. Fire år var der gået siden hun havde set ham sidst.

[Mathias Brygger]

Mathias havde godt set sin far sidde henne på bænken med lukkede øjne, og han havde været på vej derhen, da manden vågnede op fra sin pause. Han smilede mindst lige så bredt som bryggeren og havde mere eller mindre gjort klar til at hilse på sin far, da hans mors stemme lød. han drejede hovedet og så på hende. Han fik en klump i halsen og lagde armene omkring hendes skikkelse. han lod hende kysse sig. Det var trods alt fire år, han havde været væk. ”Goddag mor,” sagde han med et grin og blinkede til sin far. ”Jeg er altså i ét helt stykke. Jeg har hverken mistet fingre eller tæer,” drillede han og fik hende endelig til at stå bare en smule stille, så han selv kunne plante et kys på hendes pande. ”Det er skønt at være hjemme.”

[Mylas Brygger]

Mylas så brummende til, mens Elva overfaldte deres ældste søn. Han gik tættere på så han stod lige ved siden af dem. Han kunne godt selv droppe at få noget som helst indført den næste ringe eller sådan indtil Elva var færdig med at gennemgå Mathias fra top til bund. Derfor rakte Mylas hånden ud og planter den tungt på sin søns skulder og gav den derefter et klem. Han smilede og brummede noget mere. "Det er dejligt at have dig hjemme igen. Jeg glæder mig til at høre om dine oplevelser og høre om du har nye opskrifter med hjem" Mylas øjne lyst af glæde.

[Elva Brygger]

Elvas blik mødte sønnens og hun fnøs "Og din uopdragne tunge har du heller ikke mistet kan jeg høre." hun gav ham et klap på kinden før hun lod begge hænder falde, kun for at gribe hans hænder i stedet og give ham endnu et inspicerende blik fra top til tå "Flabede hvalp.." mumlede hun for sig selv, med et smil så bredt, at der aldrig rigtigt blev plads til alvor i hendes ord "Den del af arven fra din far kunne du godt have ladet blive på landevejene." hun gav hans hænder et klem og lod Mylas komme til, uden dog at have sluppet sin søns hænder endnu.

[Mathias Brygger]

Han nikkede til sin far, da denne gav hans skulder et klem. Han ville hellere have givet ham et stort kram. Men det var lidt umuligt, når hans mor stadigvæk stod, og inspicerede hans krop. Hvilket var en smule komisk. ”Jeg kan ikke vente med, at dele mine oplevelser med jer,” svarede han sin far, inden han kom til at le højt og glædeligt af Elvas kommentarer omkrings hans store mund. ”Men du elsker mig så uendeligt højt alligevel, ikke mor?” Spurgte han drillende og blinkede til hende, mens det brede grin blev større, og hans tænder kom til syne.

[Mylas Brygger]

Mylas rystede på hovedet og smilede under det gyldne skæg. De vidste begge to at Elva også kunne være kommet med den kommentar hvis det stak hende, men Mylas lod vær med at sige noget om det. I stedet betragtede han blot sin søn. I det han stod der med sin egen søn kom han i tanker om sin egen søster. "Jeg er glad for at vores brev nåede sig omkring Selma. Så der er også sket lidt her på kroen mens du har været væk. Annalyn har overtaget køkkenet." Mylas græd ikke længere over det og havde kun lige gjort det sidste gang for dagen på hendes begravelse. Men tider som dette bragte minderne frem igen. Han smilede til sin søn. Mylas vidste godt at det var helt ude af kontekst.

[Elva Brygger]

Elvas smil kunne ikke være meget større og de lyse øjne udstrålede en varme ud over det sædvanlige ”Og vi kan ikke vente med at høre om dem.” hun gik et halvt skridt tilbage, men havde tog fat i hans arm igen, efter at have givet ham et halvhjertet dask over nakken ”Det er dit held, for en flab er og bliver du.” hun hægtede sin arm under hans frie og smilet blegnede lidt da Mylas tog ordet. For en gangs skyld havde hun ikke noget at tilføje. Savnet efter Salma var stadig stort, ikke blot for deres egen familie, men for alle der regelmæssigt havde deres gang på Tågelygten ”Hun klarer det glimrende, men man kunne vel ikke forvente andet, når det er Salma der har oplært hende.”

[Mathias Brygger]

Han dukkede sig en smule, da Elva kom ham et dask, men han grinede blot. Det forstummede dog, da samtalen blev ledt ind på Salma. Han nikkede. "Jo, jeg fik brevet," sagde han og kunne ikke helt forstå, at han ikke skulle se hende mere. "Og jeg er sikker på, at Annalynn nok skal kunne løfte opgaven," han smilede. Men ikke lige så bredt som før. "Er der ellers sket noget spændende her i Corus? Jeg var lige ved at støde ind i rundrejsen, da den kom til Tyra på en udflugt tror jeg, det blev kaldt," han så afventende på dem begge to. Han håbede ærlig talt ikke, at der var sket alt for meget.

[Mylas Brygger]

Mylas vendte sig så han stod på den modsatte side af sin søn end den side hvor Elva stod. "Ja, det kan hun. Hun et yderst dygtig og meget effektiv. Hun er dog ikke helt sikker på sig selv endnu. Men det skal nok komme." Han smilede let ved tanken, selvom smilet ikke var nær så stort som før. "Nå, kom lad os sætte os ind i krostuen. Der har vi fred et lille stykke tid endnu." Han smilede let inden han begyndt at gå mod indgangen til køkkenet som ledte videre ind til krostuen. "Jeg kan ikke lige komme i tanke om hvad der ellers er sket. Jeg har en ny brombær mjød som du skal smage på. Kan du huske hvad der ellers er sket, Elva?" Det var ikke fordi Mylas var glemsom han huskede bare ikke på ting som ikke drejede sig om eller havde en indvirkning på sin familie, forretning eller livet på kroen.

[Elva Brygger]

Elva havde stadig armen under sin søns da de gik mod døren og rynkede panden i mild overvejelse over sin mands spørgsmål "Så du beder mig om at huske fire år lige på stående fod?" et psh undslap hende muntert "Matilda Bager fik sin første i efteråret. En lille dreng." i en overgang havde sønnen og bager-datteren haft et godt øje til hinanden "Selvom hun selvfølgelig ikke er Bager længere, men Snedker nu." lige indtil den unge snedkersvend var kommet ind fra sidelinien. Det havde været et lille drama som kun dem man kunne have i ungdommens vår. Dem som senere blev glemt, eller reduceret til minder man tænkte tilbage på med et halvt smil og et stik af sørgmodighed.

[Mathias Brygger]

Han kunne ikke lade være med at fnyse drillende over sine forældre, der skulle forsøge at huske fire års begivenheder i Corus. "Er mine forældre begyndt at mærke alderen trykke?" Spurgte han, flabet og utroligt drillende, og han dukkede sig allerede på forhånd. Han vidste, at det nok ville udløse et nakkedask fra hans mor igen. "Orv, brombær mjød. Det lyder lækkert!" Sagde han og stoppede lidt op i sin ansigts mimik, da hans mor talte det om Mathilda. Han tabte mund og næse. "Hun fik hvad?!" Udbrød han, inden han fattede sig. "Ja ja. Det var jo nok meget godt, at jeg tabte det slagsmål," han rankede sig lidt op i sin fulde højde, for den dag havde hans stolthed og ære lidt et ret stort knæk. Men i det mindste var det ikke ham nu, der sad med en nyfødt, som han skulle tage sig af.

[Mylas Brygger]

Mylas brummede bare lidt på hans svar, han vidste at sin søn også vidste at det ikke var tilfældet og Mylas glædet sig i stedet til at det blev Mathias tur til at huske hvad der var sket i løbet af fire år. "Ja brombærrene forrige år var meget lækre, og så blandet med din mors sans for velsmagende urter, er den blevet ganske glimrende. Jeg mener det var noget vildt citronmelisse vi fandt?" Han kiggede spørgende på sin hustru. Mylas åbnede døren til køkkenet og lod mor os søn gå ind først. I mens blev han også selv ført tilbage til den ungdoms kærlighed som Mathias havde haft. "Ja, og din lillebror er blevet færdig som svend også. Og Ella bliver dygtigere og dygtigere for hver dag der går. Hun var vist en stor hjælp ved Matildas fødsel? Eller var det kun fordi jeg hørte om den i flere dage ved middagsbordet?" Mylas smilede stort til sin hustru, Mylas var van til at høre om fødsler og det gjorde ham intet, men derfor kunne han som sin søn ikke lade være med at prikke lidt.