Det underskønne Tyra...

[Jessamine af Ravntoft]

Den 25.02 år 525 M.T.

Jess gabte med hele sin sjæl og krop, som hun dumpede ned ved bålet ved siden af en næsten jævnaldrende mand fra Dronningens Livgarde. Hun var udmattet efter en dag i sadlen og alle de ekstra pligter, der tilfaldt en væbner. Når alle andre havde gjort deres ting rene, slået telt op og redt op til dem selv, kunne de spise aftensmad og slappe af med god samvittighed. Væbnerne – hun var heldigvis ikke alene – måtte både tage sig af deres egne og deres ridderes ting og hun sov som en sten hver eneste nat. I det mindste insisterede ingen på at Emmet skulle spise med de høje herrer. Hun ville være kollapset midt i sine serveringspligter hvis hun havde nogen. Der var visse fordele ved at tjene en ganske almindelig ridder og ikke en som hendes onkel.

Da hun sank ned på den tørre træstamme i varmen fra bålet, sendte hun en medlidende tanke i Anders' retning, før hun tog imod en træskål med suppe og en grov humpel brød. Hun skænkede også rigelige måltider på kroerne i Tortall en kærlig tanke og huggede i sig. Når de nåede Rodlund ville maden i det mindste være stabil. Hun romantiserede ikke tanken om krig, men hendes madglade hjerte så en anelse frem til den ene lille ting.

[Emmet af Vårfos]

Selvom det måske nogle gange virkede sådan for væbnerne, så holdt pligterne ikke op, så snart man trådte ud af Prøvelsens Kammer som nyudklækket ridder. Emmet af Vårfos havde været på benene i mange timer efterhånden og de ellers veltrænede muskler, var begyndt at værke. Han kunne have valgt at indtage sin aftensmåltid sammen med en flok af de andre riddere i et af teltene, men alligevel trak bålets varme af en eller anden grund bare mere.

Der var da også kendte ansigter i blandt de tilstedeværende, og det trak svagt op i den ene side af Emmets læber, som han snart efter - med en fyldt træskål i den ene hånd - dumpede ned på den ene side af sin væbner. Et tungt suk undslap ham, og han drejede først hovedet imod Jessamine, efter han havde skovlet den første skefuld ind. "Så langt, så godt."

Øjenbrynene gled sigende op.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa var faldet i snak med manden ved siden af sig og fnøs muntert over en konstatering om vejret her i forhold til i Corus. Hun vidste ikke helt om regn var bedre end sne, men lige nu var der i det mindste tørt og moderat opholdsvejr. Det var en simpel grund til at være mindre utilfreds med livet og hun tog hjertens gerne imod den.

Da nogen dumpede ned på hendes anden side, vendte hun kort hovedet, før det trak lidt i hendes mundvige over det tunge suk. Det var altid godt at vide, at det ikke bare var en selv, der synes turen var ret hård. Hun gumlede selv på sin humpel brød dyppet i suppe og hævede øjenbrynene næsten synkront med Emmet. ”Lidt over halvvejs, hvis vi er hvor vi burde være.” Hun havde selv siddet med et kort foran sig for et døgns tid siden. ”Ridder Disart sagde, at vi når en by i morgen aften. Bedre mad, måske.” Hun så håbefuld ud et øjeblik, før hun kastede et blik ned på den tynde suppe. ”Ikke at det her ikke er godt nok, selvfølgelig. Slet ikke.”

[Emmet af Vårfos]

Emmet stoppede med at skovle mad ind, for at se på Jessa da hun talte. Selvom de begge uden tvivl var trætte efter en lang dag, hindrede det ham alligevel ikke i at komme til at smile underholdt, mens han tyggede og sank en kogt grøntsag. "Jeg sætter pris på din evne til at se omstændighederne fra den lyse side. Mange af de andre væbnere er udkørte allerede nu, men Jessamine af Ravntoft er ukuelig, så længe der er udsigt til et solidt måltid mad?"
Selvom der - ikke uvant - var en drillende undertone at finde i ridderens ord, så var der såmænd også reel taknemmelighed - måske var han endda en lille smule imponeret. Selvom Jessa måske nok af og til mente at han var efter hende, så måtte han indrømme overfor sig selv, at hun havde vist sig langt mere udholdende, end han havde troet, hun ville være, da han valgte hende som sin væbner. Og ikke bare på denne tur.

Skeen forsvandt i suppen igen og i nogle øjeblikke spiste han blot videre i tavs eftertænksomhed med blikket rettet mod bålet. Det var først da det rettede sig mod en skive gulerod, der nægtede at lade sig fange, at han talte igen. Dæmpet og kun for hendes ører. ".. Er du nervøs for, hvad der sker når vi når frem?"

[Jessamine af Ravntoft]

Jess vidste bare, at Emmet ville drille hende med smutteren. Hun talte altid om mad – og hun vidste det virkelig godt. En anelse flov, men ikke nok til at få røde ører, himlede hun med øjnene af ham inden han var færdig med sin sætning. Den fik hende lidt på andre tanker, dog. Hun trak på skuldrene og dyppede brødet i sin suppe med et eftertænksomt blik. Der var masser at brokke sig over, hvis man var vandt til at sove på silkelagner, men hun havde været på farten med sin ridder i størstedelen af tre år.

Selvom hun ikke just var kendt for at være den meget grublende type, der havde svært ved at få munden på gled, havde hun problemer med at finde på et ordentligt svar på hans spørgsmål. Inden det var dukket op, havde han stillet endnu et – et langt sværere et af slagsen. Flere panderynker viste sig på hendes pande og hun benyttede sig af den belejlige pause i at spise et øjeblik, før hun sank og trak på skuldrene igen. ”Jeg ved ikke hvad det er at være i krig... Men det ved du jo heller ikke...” Hun hævede et øjenbryn og så næsten drillende på ham i et øjeblik, selvom blikket var fuldt af alvor. Hun var yderst opmærksom på, at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål endnu. ”Nervøsitet hjælper ingenting. Det er bare endnu en ny udfordring og udfordringer må man tage fra en ende af. Den første er overhovedet at komme til Rodlund. Det skulle været et godt fæstningsværk.” Hun smilede en anelse stramt, men ordene var reelle nok. Meningsløs bekymring ledte ingen steder hen.

[Emmet af Vårfos]

Emmet tog ikke blikket fra Jessamine, selvom han ellers have en vældig tiltrængt skål med suppe i hånden, som bestemt ikke blev varmere. Alligevel syntes han at ignorere det for nu, mens han med svagt rynket pande overvejede hendes ord. I et øjeblik var han ikke klar over, hvad han skulle svare og han betragtede i stilhed krumningen af det lettere anstrengte smil, der hvilede på Jessas læber, og som han kendte hende godt nok til at vide, ikke kunne være oprigtigt.

Selv smilede Emmet dog ikke, og alvoren var tydelig i hans stemme. Det var næsten helt uvant for ham, når de sad på den måde de gjorde. Der var næsten altid et venskabeligt glimt i øjet, eller en drillende kommentar på vej. Det var en helt anden side af Emmet, der kom frem. "Undervurder ikke betydningen af nervøsitet. Overmod gør ikke nødvendigvis godt." Em trak alligevel lidt på smilebåndet."Det er en hårfin grænse."

[Jessamine af Ravntoft]

Jess rynkede panden kraftigere endnu. Hun lod selv suppen være et øjeblik og i hendes tilfælde var det en ret alvorlig indikator på hendes distraktionsgrad. ”Jeg siger ikke, at der ikke er grund til at være nervøs. Jeg er ikke overmodig, Em,” svarede hun reelt, uden at have lyst til at undskylde for sig selv. Det kunne hun ellers godt finde på til tider, når det lige kom til hendes ridders irettesættelser.

”Jeg siger bare, at der ikke er noget at gøre ved nervøsitet. Det er en ubrugelig følelse. Det betyder ikke at jeg ikke har den...” Hun smilede svagt og spiste videre i nogenlunde tavshed. Alene ordet ”følelse” var aldeles uvant i en samtale med Emmet. Det gik først op hende efter hun havde sagt det, at det var noget af det hun i den grad prøvede at undgå at sige. Følelser var noget svagt, piget, pjat at tale om. Det var ikke noget, der hørte til i rollen som væbner, med mindre ordet ”fædreland” kom før det.

T r å d    l u k k e t