In gradum

[Jack Blaycesra]

Alysy Ainsri

Mørke øjne. Lyse øjne. Men ingen blågrå. En lyd af latter og af en dør der knirkede. Dag tyve, og stadigvæk intet tegn på Alysy Ainsri. Han begyndte svagt at tvivle på sine kilder. Men han var en tålmodig mand i disse henseender. Opgav ikke håbet endnu. De mørke øjne scannede med jævne mellemrum omgivelserne. Han havde placeret sig i et mørkt hjørne, hvor han havde udsigt til størstedelen af krostuen. Ingen lyde gik forbi ham. Ingen der trådte ind af døren, gik hans næse forbi. Hun kunne umuligt skjule sig. Var hun i Corus, skulle han nok finde hende før eller siden.

Smagen af gæret gylden væske på tungen, som han førte øllet til munden og drak, holdt ham underholdt. Minutterne fløj forbi, og det var først da han var på brinken til at rejse sig og gå, at der skete noget interessant. Døren til krostuen blev atter slået op, og det samme gjorde hans blik. Ind trådte en skikkelse, der fik blodet til at slå hurtigere i hans blodårer. Var det..?

[Alysy Ainsri]

Alysy havde været på en mission, og var øm i hele kroppen, da hun sendt ud på aftenen trådte ind på Aben. Alysy ænsede ikke rigtig hvilke folk der var til stede; satte i stedet direkte retning mod baren, hvor en tjener allerede havde et krus øl klar til hende og de andre der var vendt tilbage, som de nåede derover.

Alysy svarede kortfattet på et par af de andres kommentarer omkring den succesfulde mission de havde haft; som latter og lettere samtaler dog fortsatte, bevægede hun sig væk, og satte i stedet retning mod et afsides bord væk fra alt larmen. Hun slog sig udmattet ned, og lænede sig dovent tilbage, som hun tog en første tår; med alle intentioner om at søge mod sit værelse, så snart kruset var drukket op.

[Jack Blaycesra]

Normalt var det let for ham at holde hovedet koldt. Hans missioner blev aldrig noget personligt for ham. Aldrig. Men denne her. Han kunne føle blodet dunke, adrenalin suse igennem ham. Han var klar over at det ville være et fejltrin at nærme sig hende, så længe han følte hadet pumpe rundt i hver en centimeter af sit korpus. Den slags intense følelser slørede sanserne, og han havde desuden brug for at være behersket.

Stolen gav en træt knirken fra sig, som han rejste sig fra den. Det tomme ølkrus havde han i hånden, som han bevægede sig op til baren. Han så ikke på Alysy som han gik, men derimod på kroværten, som tog imod det tomme krus da han nåede derop. Det var først da han fik den tilbage, genopfyldt, og vendte sig rundt med ryggen til disken, at han så på hende ud af øjenkrogen. Han tog en tår af øllet.

"Er pladsen her ledig?" Spurgte han, ganske som han havde spurgt Annis få dage forinden. Der var ingen grund til mere fantasifulde undskyldninger, eftersom kroen var særdeles proppet denne aften, og de få ledige plader der var tilbage, alligvel var ved siden af fremmede. Der var ingen grund til at kimse ad en gennemprøvet simpel taktik. Den plads han selv havde forladt, var desuden alligevel ikke synlig herfra.

[Alysy Ainsri]

Selv i en træt udgave var hun på vagt; det var nødvendigt når man havde flere fjender end folk man kunne stole på. Lænet tilbage i stolen lod hun derfor de blå øjne glide rundt; noterede sig fremmede som bekendte ansigter. Da hun ikke stødte på noget videre ophidsende, lænede hun sig umuligt mere tilbage i stolen, mens hun lod fødderne finde hvileplads på stolens nederste stolper ved siden af sig.

Først da manden snakkede, vendte hun de blå øjne op mod ham. Det kom ikke bag på hende at han stod der. Hun havde set ham bevæge sig hen mod hende, allerede fra da han havde taget det første skridt væk fra disken. “Deres stol fra før er blevet taget, kan jeg se”, påpegede hun og gjorde et kast hen mod pladsen hun havde set ham sidde på før. “Det er aldrig klogt at efterlade en god plads ubeskyttet, når stedet er så fyldt som i aften”, tilføjede hun. De blå øjne så direkte ind i den fremmedes; vurderede ham tydeligt og intenst i et langt øjeblik, før hun gav stolen hendes fødder havde hvilet på et skub hen mod ham. “Tag plads”

[Jack Blaycesra]

Rolig. Lyden af hans egen vejrtrækning gennem næsen. Han har så tæt på, alt det ville kræve var et enkelt stod fra hans dolk, og det smukke ansigt ville slukke sig for evigt. Det var næsten, så han kunne lugte blod i luften. Rolig. Hans ansigt røbede ikke, hvad der foregik bag hans nethinder. Tværtimod var det antydningen af et smil, der hang i hans mundvige. "Det kan jeg se. Jeg må passe bedre på næste gang." Han så ikke væk, da de hendes øjne borede sig ind i hans. Gengældte i stedet roligt blikket, og studerede den blåfarvede iris. Han lod hende holde blikket så længe hun følte behov for det, og slog først blikket ned, da hun skubbede en stol mod ham. Han nikkede. "Tak."

Knirk - lyden af stolen, som han trak den ind til bordet, efter at have sat sig. Han satte ølkruset på bordet, efter at have taget en slurk. Først sagde han intet, der var tværtimod stille, udover en summen af mange stemmer, og lejlighedsvise klank fra ølkrus der blev slået sammen. "Jeg havde ikke forventet, at finde hoffet delt op i to," kommenterede han, mens øjnene gled rundt i lokalet. "Men jeg må indrømme, at det er en interessant ændring på tingene." Igen førte han ølkruset til læberne, for at tage en slurk derfra.

[Alysy Ainsri]

Der var altid noget interessant omkring de fremmede der dukkede op i Corus. Mænd, der var hærdede af livets hårdhed. Mænd af stål med en stille livsklogskab. Skrappe, ældre mænd med groft udhuggede glorier. Hun overvejede hvad mandens historie over for hende var; hvilke historier havde hans ar at fortælle?

“Nej. Det gjorde de færreste”, svarede hun neutralt, uden at afsløre, hvor vidt hun selv havde været en af dem. Hendes blå øjne forlod ikke hans ansigt, da han lod sine egne glide rundt i rummet. I stedet hvilede de afslappet på ham, indtil øjenkontakten mellem dem igen blev genfundet. “Interessant.. Ja. For de der har været en del af tyvehoffet længe. Men for en udefrakommende? ..”, hun lænede sig den mindste smule forover uden at slippe ham med blikket. “Hvorfor?”, prikkede hun udfordrende til ham. 

[Jack Blaycesra]

Han studerede diskret hendes ansigt. Han var særdeles god til at se, når folk fortale ham løgne. Det var en gave han var født med. Alysy røbede dog ikke meget. Ikke endnu. Måske var det, det blå i hendes øjne, der sivede ud og dannede et beskyttende lag omkring hende. En kølig, klam dis, præcis som hans følelser for hende.

Han mistede ikke fatningen ved hendes undren. I stedet lænede han sig let tilbage mod stoleryggen. "Det er ganske simpelt," svarede han, og foldede hænderne foran sig på bordet. "Med hoffet delt bliver der pludselig rift om de gode hænder. Det giver folk som jeg flere muligheder, og måske endda til en bedre pris." Det var logik i hans egne ører.

[Alysy Ainsri]

Alysy kiggede skeptisk på ham og lagde hovedet lidt på skrå; stadig med et vurderende blik på ham. Hans svar fik antydningen af et fornøjet smil frem i det trætte ansigt. Hun sukkede lavmælt. “Det er sandt”, startede hun, men i stedet for at fortsætte, som det var tydeligt at hun ville, holdte hun en kort kunstpause, som hun tog en tår af sit krus med øl. Smagen var forfriskende og klarede hendes tanker lidt.

“Du er bestemt kommet på et godt tidspunkt, fremmede. Spørgsmålet er på hvilken side du finder mulighederne bedst.. Nyd Abens øl så længe det varer; du finder ikke øllen meget bedre end her”, tilføjede hun i et skævt smil, og lagde mellem linjerne, hvor hun personligt mente mulighederne var bedst.

[Jack Blaycesra]

Han fangede hendes subtile budskab, og besvarede det med et svagt smil i mundvigene. Han lod fingrene glide fra hinanden igen, for at tage fat i sit krus. Han drak ikke endnu, stillede i stedet skarpt på Alysy. "Det vil jeg gøre i så fald," ved disse ord, tog han kruset til læberne, og tog en tår.

Han måtte koncentrere sig, for ikke at stirre på hende. Kvinden, der fik hans blod til at koge i årerne. Han kunne næsten høre det bruse for ørerne. En usynlig hånd lagde sig på kvindens strube, og klemte til, så han kunne se livskraften forlade de kolde øjne.

Endnu et let smil formede sig på de let sprukne læber, "Du har ret, øllen fejler bestemt ikke noget. Måske jeg skulle overveje, at blive her noget længere," der var selvfølgelig også en hentydning i hans ord.

[Alysy Ainsri]

Der var noget over denne fremmede; noget der fik hårene til svagt at rejse sig på hendes arme på en alarmerende måde. Hun noterede sig mentalt at hun måtte holde et ekstra øje med ham; få Hector til at opsnuse et par oplysninger om ham, omend hun havde på fornemmelsen det ville komme til at tage tid. Hun kunne kun forestille sig alt for nemt, at han var en mand der var god til at få sin fortid til at forsvinde. Der var dog altid oplysninger at finde. Det var blot et spørgsmål om hvor man skulle lede.

“Måske skulle du”, svarede hun ham opfordrende tilbage. Hun tømte sit krus for indhold, før hun skubbede det ind på midten af bordet. “Hvis der ikke var mere vil jeg gå til køjs. Det har været en lang dag”, hendes blik så stadig direkte ind i hans.

[Jack Blaycesra]

Hendes direkte blik. De blå øjne. Der var noget der sagde ham, at hun var en kvinde på jagt. Det sitrede mentalt - der var ikke noget ved et let bytte. Dem havde han haft så rigelige af. Det ville blive så meget desto sødere, hvis det ikke var ligetil. Han rystede dovent på hovedet, "Nej, det var der ikke. Tak for selskabet." Om end det var flygtigt.

Nu hvor hendes tilstedeværelse var bekræftet, var det tid til at opsnappe informationer. Det ville sikkert blive en omfattende affærer, men det var en vigtig opgave. Han kendte ikke mange i hovedstaden - sørgede altid for at holde antallet af kontakter nede på et minimum. I hver fald den slags, der kende hans ansigt.

Tråd afsluttet.