Til Niklaus, min sol

[Mariette af Josdirk]

Niklaus af Legan  

Forlovelsen til Niklaus havde ikke mindsket hendes behov for at drømme sig væk i kærlighedsromaner; tværtimod hungrede hun nu efter dem. Det samme med lange gåture, hvor hun dagdrømte sig væk til alle de dage og nætter, de snart ville kunne tilbringe sammen. Det var sådan en gåtur hun var taget ud på tidligt denne morgen, og havde på vejen plukket de smukkeste, røde blomster, som netop var sprunget ud.

På vej tilbage til sit eget telt, stoppede hun op ved Niklaus eget, for at overrække blomsterne og et brev til en af hans tjenestefolk. Hun beholdt en enkelt blomst til sig selv, og smådansede hele vejen tilbage, mens hun med et smil dagdrømte videre; denne gang om hvad Niklaus mon ville synes om hendes lille gave.


Min Sol,

Hvis jeg havde en blomst, for hver gang jeg tænker på dig, ville jeg bevæge mig i en have af roser hver dag. Må disse blomster tale til dig om kærlighed, i et sprog kun hjertet vil kunne forstå.

Din,

M