En heldig dag?

[Domitan Stenhugger]

Gemma Garver

Domitan var mødt ind sammen med Alva for at være med på den næste vagt. Det var et stykke tid siden at de sidste have haft en nattevagt og derfor var han lige så frisk som han plejede. Da makkerparret var mødt ind havde de fået besked på at gå sammen med Matti og Malek og deres hvalp Gemma. Som makker til magikeren Alva kendte Domitan de fleste par. Så for at starte vagten på en god måde gik han hen til den lille gruppe på tre som de skulle følges med. Han satte sig på bænken og ventede på at de måtte gå af sted. "Hej Gemma." hilste han på den næsten udlærte hvalp.

[Gemma Garver]

Gemma var alt andet end rolig som hun sad på bænken. Det ene ben hoppede rytmisk og fik hele bænken til at gynge svagt, lige indtil Domitan slog sig ned ved siden af hende. Hun stoppede og så op med et skævt smil ”Hej..” svarede hun ”Ved du hvorfor vi skal slåes sammen i aften?” spurgte hun med let rynkede bryn. Hun var ikke nervøs, men altid rastløs før hun skulle på vagt.

[Domitan Stenhugger]

Domitan kunne ikke lade være med at smile af den unge kvinde som trods alt var stoppet med at vippet med benet. "Nej, jeg har ingen anelse. Jeg tror dit bud kan være lige så godt om mit?" Han kiggede spørgende på hende og kendte ligeledes den utålmodighed som han kunne forestille sig også var i hendes indre. Sådan havde han også været da han var helt ny ung hvalp. Med årene var han dog begyndt at værdsætte det lidt mere rolige tempo. "Har i oplevet noget spændende på jeres sidste vagter?" spurgte han, det kunne være en ad grundene til at de blev sat på det hold, eller fordi at vagtplanen måske bare skulle gå op i en højere enhed.

[Gemma Garver]

Gemma skar en grimasse og sukkede tungt, måske en smule overdrevet, uden dog selv at bemærke det ”Jeg er blank.” indrømmede hun ærgerligt og lænede sig tilbage mod væggen med en skuldertrækning ”Det kommer an på hvad du mener er spændende.” hun så på ham med et skævt smil ”Der er grænser for hvor længe fyldebøtter der ikke kan finde hjem er spændende.” hun rynkede brynene og smilet blegnede ”Der er alt for stille hvis du spørger mig.”

[Domitan Stenhugger]

Domitan fnøs og kunne kun give hende ret. Det var begrænset hvor længe man synes det var en fest. "Bare vent en dag bliver de situationer ligefrem sørgelige især når man møder den samme mand hver eneste nat, og man ser at han kun får det dårligere." Han smilede til hende. Det var en sand historie, men han håbede ikke hun ville tage det for tungt. Umiddelbart virkede hun dog ikke til at være en af dem som tog tingene særligt tungt. Han nikkede til hende, igen måtte han give hende ret. "Ja, det har du ret i. Især omkring slynglerne. Jeg har kilder som fortæller mig at der er lidt for stille efter fragmenteringen." Det var drabanternes opgaver at have øre alle vegne og det var ikke gået deres næse forbi at der nu var to grupper de skulle holde styr på og ikke blot en. Domitan var bestemt ikke glad for den udvikling. "Det kan være vi skal prikke lidt til bikuben i dag." Han blinkede til Gemma.

[Gemma Garver]

Gemma lyttede pligtskyldigt, uden at hun blev mindre rastløs af den ældre drabants ord og endte med at brumme lidt i det skæg hun ikke havde, før hun så op på ham med et skævt smil ”Lover du mig det?” hun hævede brynene i en flabet udfordring og rettede sig lidt op igen ”Hvis vi så bare kunne komme afsted. Jeg får pip af at sidde her og vente.”

[Domitan Stenhugger]

Han kunne tydelig se at hvalpen var utålmodig og kunne ikke lade være med at smile af det. Ligesom han skulle til at svare at det kunne han godt love kom der en fælles besked til alle om at de kunne gå ud på deres vagter. Domitan rejste sig op og gjorde klar til at smutte ud af døren. "Er du klar til at bide et par banditter i knæhasern?" Spurgte han Gemma. Han udvekslede et par korte blikke med sin makker og var på den måde ret hurtig enige om hvor de skulle tage hen, et sted hvor der var gang i den, det var vist hvad Gemma havde brug for.

[Gemma Garver]

Gemma rankede sig mens der blev givet beskeder og var oppe at stå før Domitan havde talt færdig ”Jeg er født klar.” svarede hun skråsikkert og sendte ham et bredt smil. Hun lukkede sin vams helt op i halsen, sikrede sig af ren vane, at alt var hvor det skulle være i bælte og lommer og fulgte så med de ældre drabanter ud på gaden, klar til at komme i gang.

[Domitan Stenhugger]

Domitan var ganske vist langsommere end Gemma og han håbede også det ville forholde sig sådan. Han rejste sig op og fulgte med de andre ud ad døren. Domitan behøvede ikke tjekke alt, han vidste godt for hans ting var og at de alle sammen var hvor de skulle være. Da de kom ud gennem porten og styrede direkte mod havnen, der var der hvor de godt fulde havnebisser holdte til, og dem var der altid gang i, det ville forhåbentlig slukke lidt af den indre kamplyst.

[Gemma Garver]

Gemma var den første ude ad porten og nåede adskillige skridt foran de andre, før det gik op for hende, at hun var det. Hun stoppede, forsøgte at tøjle sin utålmodighed og ventede til hun var blevet indhentet og satte farten ned da hun begyndte at gå igen ”Så.. havnen? Hvad tror du vi finder dernede?” hun skævede op til Domitan ”Noget bestemt eller den sædvanlige ballade på knejperne?”

[Domitan Stenhugger]

Domitan fulgte med de andre ud på gaderne og gik i et passende adstadigt tempo. Hvis de gik hurtigt var der altid nysgerrige folk som fulgte med for at se hvor der skete noget. Han trak på skulderne. "Der kommer et skib ind fra Carthak. Man ved aldrig hvad der kan være på et skib." Han smilede og kiggede på hende. Nogle gange var der intet andre gange var der noget mere og andet, og så var det altid godt at have en magiker med. "Men det kan også være at vi løber ind i det sædvanlige ballade." Hans øjne spillede og denne pige trængte virkelig til nogle oplevelser. Hun havde vist været for meget udsat for det sædvanlige ballade. Dog tænkte han at det var godt med en vis robusthed.

[Gemma Garver]

Gemma rynkede brynene lidt, uden helt at kunne forestille sig, hvad han tænkte der kunne være på et skib fra Syden. Eller, måske kunne hun godt. Problemer var bare, at hendes fantasi ind i mellem løb af med hende og pyntede på hvad der egentligt ville være realistisk "Hvad tænker du der kan være ombord, da?" hun håbede virkelig det ville være mere spændende end "..den sædvanlige ballade.."

Afsluttet