Snevejrsaften

[Miri Iskandar]

Solen var for længst gået ned, som den havde for vane at gøre tidligt, når vinteren herskede over Tortall. Sneen dalede roligt ned og en hvid dyne lå efterhånden over det meste af hovedstaden. Det var ikke mange dage hun havde været tilbage i Corus, hvor de fleste kendte hende som Siri Sarka, Tyvenes Dronning. Det var unægteligt den hun var i hovedstaden, netop med undtagelse af når hun befandt sig på bådene, der lå tøjret for vinteren nær den kongelige skov, efter aftale med paladset til gengæld for arbejdskraft. På dem eksisterede Siri Sarka ikke. Da var hun Miri Iskander af folket Sarka, datter af Nadya Cipris af folket Sarka og afdøde Adi Iskandar - en del af det flodfolk, der rejste land og rige rundt og alle dage havde gjort det.

Det var der hun befandt sig nu, siddende omkring et ildsted sammen med et par kusiner og en onkel, der fyldte aftenen med toner fra instrumentet i hans hænder. Det var koldt udenfor, og Miri kunne have ønsket at have haft det varmere. De havde dog oplevet kulden før og ilden gjorde sit arbejde. Alligevel havde hun viklet sine hænder ind i klæde, som hun var i færd med at slibe en af de knive, hun uden undtagelser bar på sin person. Hendes ben var beskyttet af begge de skørter hun ejede og skindbukserne skjult under dem, mens hendes overkrop var viklet tæt ind i det varmeste tøj hun ejede. Omkring skindvesten havde hun bundet et klæde stramt, og da hun erklærede sig tilfreds med sit arbejde, forsvandt det mindre våben ind under det, før hun efter et øjeblik fremdrog et andet fra skaftet på sine støvler.
Der var ingen overraskelse at finde hos personerne omkring ilden, som alle sad med hver deres håndarbejde. Miri smilede for sig selv, før hun vendte blikket mod arbejdet igen. Det var en god aften.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron var ikke normalt ude efter mørkets frembrud. Slet ikke om vinteren, med mindre han var udsendt og var nødt til det. Ikke at han havde så meget imod kulden. Faktisk havde vinteren altid været den årstid han holdt mest af næst efter efteråret. Sne i månelys var et næsten overnaturligt syn, men det var ikke på grund af det han denne aften havde forladt sit varme værelse på paladset. Ved hans side gik den halvstore ulvehund han nogle måneder tidligere havde hentet i Caynn. Til nogen overraskelse havde hans far overladt den til ham og hunden (der ikke efter ret mange standarder kunne betegnes som kun halvstor) var selvfølgelig fulgt med ham til Corus sammen med hans forældre til midvinterfestlighederne.

Han kunne have sendt en tjener ud at lufte hunden for natten, men han foretrak at gøre det selv. På den måde havde han også en undskyldning for at bevæge sig nærmere det flakkende lys fra et bål han havde set oppe fra paladset. Det havde været svagt og det var rent tilfældigt han havde fået øje på det, men efter at have set bådene ved floden på Midvinterens jagt i skoven, var han sikker på det var flodfolket der havde bål tændt. Netop flodfolket havde altid gjort ham nysgerrig og endnu mere nu, af grunde han holdt helt for sig selv.

Han holdt sig på afstand, men kunne alligevel skimte en mindre flok skikkelser om et bål mens han gik med en af de større stier. Både hans egen og hundens ånde stod tydeligt foran dem i hvide skyer, mens den svage, men umiskendelige, lyd af stemmer og musik der føltes fremmedartet og tillokkende. Han stoppede op og den store hund satte sig ved siden af ham i sneen uden at behøve nogen kommando. Den peb svagt, ivrig efter at undersøge nærmere hvad Galeron kun betragtede på afstand mellem træerne. Meget hurtigt blev den urolig og gav tilsidst et kort bjæf fra sig der fik ridderen til at fare sammen "Nej!" hvislede han, skævede mod lyset og følte sig som om han lige var blevet taget i naboens æbletræ. Han vendte sig og begyndte at gå ad stien tilbage mod paladset.

[Miri Iskandar]

Bålet knitrede og enkelte gløder sprang gennem luften, blot for straks at blive kvalt af de dalende snefnug. Sigøjnernes opmærksomhed var rettet imod deres respektive sysler, og ingen af dem lod til at bemærke, at de ikke var alene i mørket.
Det betød dog ikke at skikkelsen og hans følgesvend skjult i ly af træerne, gik uopdaget forbi. Tværtimod havde en kvindes blik fæstnet sig på dem, hendes syn bedre end de flestes. Hun lignede til forveskling sin datter, lige så meget som hun også delte mange træk med sin søn. Selvom hun havde set et halvt århundrede og tiden havde sat sit præg, så var der ingen tvivl om, at hun stadig var smuk.

Det samme var hendes udstråling, som sneen knasede under hendes fodsåler og hun med rolige skridt bevægede sig mod den fremmede, der ellers var på tilbagetog. Han var tæt nok på, til at hun uden problemer kunne se ham og han sandsynligvis ville kunne det samme. Da hun talte var det med en tyk, fremmedartet accent. "Vejret bliver koldere og koldere. Der er plads ved ilden."At det var en invitation var der ingen tvivl om. Skønt manden ikke så ud til at lide nogen nød, så vidste sigøjnerne om nogen, hvordan det føltes at fryse og hvor langt man kunne komme med en hjælpende hånd.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron var ikke naiv nok til at tro, at ingen af skikkelserne ved bålet havde hørt hunden og dermed måske heller ikke bemærket hverken ham eller den. Han håbede dog, mens han gjorde omkring på den ene hæl og lod den store hund lunte foran ham tilbage op mod paladset. Han så sig over skulderen efter nogle få meter og stoppede op da han så en skikkelse komme til syne mellem træerne. Det ville virke tre gange så suspekt (og tilmed uhøfligt) hvis han fortsatte og ignorerede personen han nu kunne se var en kvinde.

Han kaldte hunden til sig med et enkelt, kort fløjt og nikkede en enkelt gang som hilsen til kvinden. Der var noget bekendt ved hende, men han kunne ikke slå fast hvad på stående fod "Deres tilbud er mere end venligt, Madam, men jeg vil ikke trænge mig på." han gik nogle skridt frem mens han talte for at kunne se hendes ansigt tydeligt, og give hende mulighed for det samme "Jeg var her kun for at lufte monstrummet her før jeg gik til ro for natten." han strøg ulvehunden, der nu sad ved hans side, over hovedet for at understrege sine ord. Det var ikke usandt, men der var alligevel mere end hunden til grund for at han havde vovet sig ud i skoven for at lade hunden lette sig og ikke bare havde taget en runde på træningspladsen. Han blev stående på trods af sine afværgende ord og kastede et stjålet blik mod det flakkende lys fra bålet før han så tilbage på den ældre kvinde med et høfligt smil.

[Miri Iskandar]

Kvinden foran den lyshårede mand nikkede, mens hendes datter ved bålet, svagt blev opmærksom på lyden af stemmer over knitren fra bålet og musikken, der flød fra den ældre sigøjners instrument. Først troede hun blot, at det var nogle af mændene på vej hjem efter en dags arbejde og (hvad der ikke var usandsynligt) en tur på en af byens kroer, for at vinde - mere eller mindre ærligt - i terningespil.
Skikkelserne var dog for langt væk til at hun kunne se dem klart, kun ane silhuetterne i mørket. Hendes nattesyn var bedre end de flestes, takket være arven fra sin mor, og hun var ikke i tvivl om, hvor mange personer der var tale om. Det var såmænd ikke noget uvant syn, der kom flere folk forbi bådene, både af deres egne, men også nysgerrige byboere. Det var ikke det hun studsede over...

... Derimod var det det store dyr ved den enes side. Miris øjenbryn trak sig undrende sammen, og nærmest uden at registrere at hun gjorde det, stak hun kniven tilbage på sin plads i støvleskæftet, smilede til sin familie og kom hurtigt på benene, på trods af de mange lag tøj.

Skørtet strøg hen over sneen og hvirvlede den op enkelte steder, blot for at sporet øjeblikket efter blev dækket af den faldende sne. Den hvide dyne knasede under fodsålerne på den velbrugte og efterhånden slidte læderstøvler, der engang havde tilhørt Miris far og af samme grund var for store til hende. Det gjorde det dog nemt at fore dem om vinteren med klæderester af ødelagt tøj, der alligevel ikke kunne bruges til andet.
Sigøjneren kneb øjnene sammen over det umage par hendes mor og ridderen Galeron udgjorde. Faktisk var det så mærkværdigt, at hun i et øjeblik gik den mindste smule i stå. Måske havde hun haft en mistanke et sted i baghovedet, men at det rent faktisk var ham... Det havde hun alligevel ikke regnet med. Det føltes som evigheder siden hun sidst havde set ham, sovende på et værelse i Caynn, mens hun var lusket ud af vinduet som en anden listetyv (en titel der måske egentlig ikke var helt ved siden af) og forsvundet i solopgangen.

Miri sparkede sig ud af sin momentære trance og rømmede sig lavmælt. "Mamă,"begyndte hun, med blikket rettet mod den midaldrende kvinde. "Îl cunosc."Der var ingen tvivl om hentydningen i ordene, der dog på ingen måde var kommanderende. Nadya Cipris nikkede da også blot forstående, før hun høfligt gjorde det samme i retningen af manden, som hun - så vidt datteren var klar over - ikke kendte, og uden at sige yderligere, fortsatte forbi Miri med kurs mod bålet og bådene bag det. 

Den unge sigøjner så ikke efter hende. Hendes blik var i stedet rettet direkte mod ridderen. "Galeron?"

[Galeron af Ravntoft]

Galeron havde hele sin opmærksomhed vendt mod den ældre kvinde og opdagede først, at endnu en person var kommet til da hun rømmede sig. Hans blik flakkede mellem de to kvinder flere gange og selv i mørket var ligheden umulig at tage fejl af. Han forstod måske ikke de få ord (pånær ét) hun henvendte til den ældre kvinde, men han forstod meningen glimrende. Han forholdt sig selv afventende og følte sig taget en smule på dybt vand. Ikke at der som sådan var noget galt i at han var i skoven, heller ikke på dette tidspunkt, men at han selv vidste netop den unge sigøjner var den virkelig grund til han stod der.

Han nikkede høfligt som afsked til kvinden han nu var helt sikke på var Siris mor. Da hans blik mødte hendes igen, var det låst fast og han stod flere lange øjeblikke før et insisterende puf fra en kold snude ruskede ham ud af den momentære trance han var havnet i "Jeg skulle bare.. lufte ham." han skævede ned til hunden og et afslørende træk dominerede hans mundvige et splitsekund "Eller han lufter mig nok nærmere." han rømmede sig og overvejede hvorvidt det var for upassende, eller bare for underligt at sige "Tak for sidst.". Han valgte at lade være "Jeg hørte at bådene havde lagt til ved floden i skoven for vinteren. Jeg vidste ikke du var sammen med dem." han smilede svagt ..men jeg håbede det..".

[Miri Iskandar]

Sigøjneren trak tørklædet, der beskyttede det meste af det viltre hår, tættere sammen omkring sig, som hun trådte et skridt nærmere Galeron. Det trak svagt op i den ene side af hendes læber, som blikket fandt det store dyr ved hans side. Hun havde kun mødt hunden en enkelt gang før, men det møde stod til gengæld pludselig klart i hendes tanker. Glimt af lukkede vinduesskodder, tavse tillidserklæringer og tung, uventet søvn vendte tilbage til hende og fik de mørke øjne til at løfte sig til hans, der i mørket var så sorte som hendes, men som hun vidste i virkeligheden var samme farve som floden på en solklar dag.

Hun kunne være mistænksom over at finde ham der, men skulle hun være ærlig overfor sig selv - så var det ikke tilfældet. Eller også havde hun bare ikke lyst til at være det? I stedet for at undersøge ham med blikket, smilede hun blot og trak antydningsvist på skuldrene. "Det er mit hjem, selvom man nogle gange skulle tro andet." At afgrunden mellem hende og livet på Den Dansende Due også blev større, det undlod hun at nævne. "Vi får vist alle hjemve fra tid til anden."

[Galeron af Ravntoft]

Selvom det var flere måneder siden han siden deres umage møde i Caynn, krøb samme anspændte forventning som de foregående gange ind på ridderen da han stod alene tilbage med den unge sigøjner. Han havde ikke forventet at se hende igen, ligesom både første og anden gang han så hende, men det begyndte at se ud til Guderne morede sig med at lade deres veje krydses. Hun var lige så køn som han huskede, mere endda uden de skrammer hun havde haft sidst og hans blik afsøgte helt naturligt hendes ansigt i mørket.

Han smilede uden at tænke over det, drejede så hovedet og så tilbage mod paladset hen over den ene skulder "Ja.." han nikkede uden at behøve uddybe, at den imponerende bygning havde været hans hjem i adskillige år. Han kom der ikke helt så hjemmevant længere og det ville altid være et andet sted der i langt højere grad var hans hjem "Man bør vel være taknemmelig for man har et sted at kalde hjem man kan længes efter." hans fingre havde på egen akkord fundet ulvehundens ene øre og at det bragte lykke blev kun bekræftet da det store dyr lænede sig ind mod ham og uundgåeligt fik ham til at tage et halvt skridt til siden "Hvor længe bliver I liggende her?" spørgsmålet var ikke så spontant som det måske virkede. Nærmere tværtimod havde han tænkt over lige det siden det øjeblik hvor Miri viste sig bag sin "Var det din mor?" fortsatte han sin næste tanke med ord og nikkede tilbage mod lyset fra bålet. Ikke at han egentligt var i tvivl om svaret.

[Miri Iskandar]

Sigøjneren nikkede bekræftende, mens hun med et smil på læben, betragtede hvordan hunden udstrålede velbehag for sin ejer. Hun ville have kommenteret på hans ord, men før hun kunne nå det, havde han stillet ikke bare et, men to spørgsmål. Et svagt underholdt fnys undslap hende, men udraderede ikke smilet eller den svage antydning af nysgerrighed, der gemte sig et sted i de brune øjne - men som heldigvis var skjult af mørket.

"Det var det, ja," nikkede hun, og trak tørklædet lidt tættere sammen omkring sig. Hun havde altid hadet kulden, lige så længe hun kunne huske. Hendes far havde ment at det var hendes blod fra kobberøerne, der gjorde det og drillet hende med det, før han havde lånt hende en ekstra trøje.  Smilet voksede lidt ved mindet.

"Vi bliver liggende vinteren over. Floderne fryser, så bådene kan ikke sejle. Mod arbejdskraft, er der ingen der beklager sig." At det sidste måske ikke var helt rigtigt, det var hun godt klar over. Der var daglejere, der søgte arbejde vinteren over, som ikke brød sig om at blive udkonkurreret af en flok sigøjnere. Men familien var vigtigere for Miri, så hun lod sig ikke mærke af det.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron kastede endnu et blik mod lyset fra bålene og kunne nu ikke længere se skikkelsen på vej tilbage. Han nikkede en enkelt gang, uden egentlig at have været i tvivl om den midaldrende kvinde var hendes mor. Ligheden var slående. Hans blik fandt hendes igen mens hun fortsatte og på samme tid gik det op for ham at han nok ikke var helt så afslappet som han prøvede at give udtryk for. Han havde håbet at se hende igen, men ikke regnet med det og nu han stod overfor hende, var han anspændt og en smule ærgerlig over ikke at have taget imod det tilbud om at varme sig ved ilden han havde fået kort forinden.

"Vi har ofte haft en lignende aftale." han var ved at fortsætte, men tøvede et øjeblik og smilede beklemt ved at tale om sit hjem og sit ophav "Hjemme.." fortsatte han så alligevel "Floden har sit udløb til Smaragdhavet tæt på mit barndomshjem." han tav igen og så denne gang opmærksomt på hende. For alt han vidste kunne hun og hendes familie have været på nogle af de både der over årene havde overvintret på floden tæt på godset i Ravntoft.