Møllens mel.

[Matthew Bager]

Det var lidt over morgen tid og Matthew var blevet sent ud af sin mester til mølleren, som tilfældigvis var hans far, for at hente mel til brød og kager. Matthew gik roligt afsted imens han nynnede en melodi han havde haft på hovedet hele morgen. Han kom til møllen og hilste da også lige på sin mor da han var der. Møllen log lidt uden for byen ved en flod for at få mest muligt vandstrøm, ellers havde de nogle arbejdsheste til at trække mølle stenen rundt.
Han fik to store sække med mel og betalte for dem. Matthew gik med sit forklæde på og en hvid bager trøje på. Han gik stille og roligt ind i møllen og tog sækkende op på hver skuldre så hans syn var nu begrænset. Han havde håret sat op i en hestehale med en snor for ikke at få hår i brødet. Det kunne mesteren ikke lig.
Matthew gik lidt i sine egne tanker da han pludselig, ved et uheld, stødte ind i en person og tabte den ene sæk. ”ej det må De meget undskylde” sagde Matthew og tog fat i sækken men vidste ikke helt hvordan han skulle få den op igen.

[Owen Tømrer]

Owen var blevet sendt ud på en lille indkøbstur af Lynn. Hun ville selvfølgelig helst have haft, at han overlod det til hende, men hun havde efterhånden lært at lade være med at diskutere med ham på det punkt. Og når sandt skulle siges, så var det slet ikke så slemt denne dag. De få ændring, som Nielain havde lavet til hans træben allerede, havde gjort det mere behageligt at gå med. Dette var selvfølgelig ikke noget, han brød sig særligt om at indrømme, men han havde altid lært, at man skulle give ros, hvor det var fortjent.

Sådan gik han i sine egne tanker med en lille bæreslynge over skulderen, da han pludselig mistede balancen, som nogen gik ind i ham og han væltede. Af gammel vane, tog han fra med sin højre arm, men havde i dette sekund glemt, at han ikke længere havde hele armen og han faldt derfor så lang, som han var.

Han ømmede sig gevaldigt og det tog ham måske også et øjeblik at komme til sig selv. Han så irriteret op på den klodsede knægt, som var gået ind i ham. "Kan du give mig en hånd op?"

[Matthew Bager]

Matthew som var så klodset at være gået ind i en, så på ham da han spurgte om hjælp til at komme op. Matthew slap sin faldet sæk og gik over til ham og rækte en hånd ned til ham og så nu at manden han var gået ind i manglede en arm op til albuen. Hvilket jo forklarede lidt hvorfor han ikke bare rejste sig op. Og da Matthew så ordenligt efter på manden og så han også havde et træben. Stakkels mand. Når manden tog Matthews hånd ville han hive ham op. Matthew smilte venligt og sagde roligt ”De må meget undskylde, det er svært at se sig for med to sække over skuldrene.”
Matthew tog hånden til sig når manden var kommet op og gik over til sin sæk han havde tabt og tænkte lidt over hvordan han skulle få den op og bære den over til sin mester, men måske han bare skulle hjælpe denne mand først. Han var jo kun halv i ben og arme. Det virkede helt synd for ham. Men sådan var det jo nok for nogle, ikke alle var lige heldige.

[Owen Tømrer]

Owen skar ansigt, da den anden sagde "De" til ham. Efter Owen's mening, sagde man kun den slags til adelige og til borgerlige, som troede for meget om sig selv. Men på den anden side, så havde han også levet på gaden i lang tid. Han tog den andens hånd og kom anstrengt op at stå og tjekkede derefter, at intet i hans bæreslynge havde taget skade af faldet. Det havde det heldigvis ikke.

Han så over på den anden og så med det samme hans dilemma. "Lad mig give dig en hånd." Han gik besværet tættere på og ignorerede det faktum, at han måske ville være til mere bøvl end hjælp. Det var det rigtige at gøre, når nu manden havde brug for hjælp.

[Matthew Bager]

Matthew hjalp manden op for han ville jo ikke være uhøflig nu hvor han havde væltet ham. Han sagde altid De til folk han ikke vidste hvad rang var så det var mest høfligt at sige De til dem. Matthew så på manden da han sagde han ville give en hånd. Matthew tænkte hurtigt over hvordan han kunne hjælpe men nikkede så til manden. ”det ville være rart” han så på sækken der var på hans skuldre og tænkte vis manden holdte på den sæks bund foran så ville han måske kunne bukke sig ned og samle den anden op?
Og dog. Det ville måske være til besvær for manden da han kun havde en arm. Måske han bare skulle prøve at løfte den anden sæk op på Matthews skuldre så han selv kunne hoppe den på plads. Ja det var planen. ”vis nu du tager den sæk op mod min skuldre kan jeg måske få den helt op.” sagde han og nikkede med sækken på jorden. Han sagde nu kun du fordi manden havde sagde dig så han regnede selv ud at manden ikke ville kaldes De, Dem, og Deres, selv om det var det pæneste ifølge hans forældre.

[Owen Tømrer]

Owen gik hen mod sækken og overvejede et kort nu, hvordan han bedst skulle hjælpe den anden, da han kom med et forslag. Owen lagde forsigtigt sin krykke fra sig på jorden og sank ned i det gode ben, mens han brugte træbenet til at støtte og holde balancen. Dernæst lagde han sin gode arm omkring sækken med mel og støttede op om den med armstumpen og forsøgte så at støde fra, så han kunne løfte den op fra jorden. Det gik ikke fantastisk godt, for sækken var tung og han havde dårlig balance, men det lykkedes ham dog at få den så langt op, så den anden kunne få skulderen ind under.

[Matthew Bager]

Matthew vidste at der ikke var forfædeligt langt til bageren. Han tog imod sækken ind under skuldren og selv om det var upraktisk at gå med den sådan gjorde han det. Han ville jo helst ikke være til yderligt besvær. Men han ville gerne undskylde på en anden måde men hvordan. Måske han kunne tilbyde manden et frisk bagt brød? Han så på manden og smilte lidt til ham. ”måske jeg kan tilbyde dig et brød som undskyldning” spurgte Matthew om for at vise han faktisk var ked af at være gået ind i ham. Måske han så også kunne få at vide hvad der var sket med mandens arm og ben. Det måtte ikke være behageligt at rende rundt med et halvt ben og en halv arm. Men sådan var det jo i denne tid.

[Owen Tømrer]

Owen var så godt som på vej til at fortsætte, da han blev tilbudt et brød som undskyldning. Egentlig ville han helst ikke have noget. Men på den anden side. Så kunne han give bare en lille smule til Madam Stenhugger som tak for al den hjælp hun og hendes familie havde givet ham. Derfor nikkede han let. "Det er i orden," svarede han med et let smil. Måske også den unge mand ville få det bedre af at få lov til at gøre undskyldning.

[Matthew Bager]

Matthew så på manden da han så ud til at ville videre men da han så sagde det var iorden nikkede Matthew og nikkede mod vejen til bageren, han smilte lidt for sig selv imens han bar på sækkende. ”jeg hedder for resten Matthew Bager” sagde han med et smil og ville gi hånden vis ikke det var fordi han holdte sækkende. De kom hurtigt til bageren hvor Matthew gik ind bag ved og lagde sækkende fra sig og fandt noget af det helt nyfriske brød og tog den med ud til manden og rakte ham det. ”her, helt frisk og lækkert” sagde han da han jo selv havde været med til at bage det inden han var sendt til mølleren.

[Owen Tømrer]

Owen fulgte med og brummede let, da den anden præsenterede sig. "Jeg hedder Owen.. Owen Tømrer." Han så over på den anden, men sagde ellers ingenting mens de gik. Han kendte ham ikke og var generelt ikke den mest snakkesagelige. Da han fik brødet i hånden smilede han dog oprigtigt og nikkede let. "Tak skal du have. Det skal nok gøre lykke." Han trak et stykke klæde frem fra sin slynge og viklede det fast om brødet, inden han lagde det hele tilbage i slyngen.

*død*

[Matthew Bager]

Matthew så på ham da de gik og nikkede da han sagde sit navn. Matthew smilte til ham da han fik brødet og sagde det ville gøre lykke. Det var da godt nok at det ville bringe lykke, selv om han ikke forstod hvordan lykke. Matthews brune øjne så roligt på Owen og nikkede. "jamen, så tak for hjælpen med sækken og undskyld igen for at vælte dig omkuld." sagde han med et roligt smil og så på de andre kunder der fik betjening.