Fortabelse

[Mariette af Josdirk]

Alexander af Viksø
19. september 526 M.T

I Anaks Rede blev der afholdt brydeturnering for alle riddere, der skulle være interesseret. En begivenhed der faldt i interesse for mange, på nær en lyshåret komtesse, der i stedet havde fundet plads på en bænk i udkanten af forsamlingen, pakket godt ind i sin tykke kappe.

Selvom hun sad tæt nok på til at kunne følge med, så var hun i øjeblikket ikke til stede som publikum, men i stedet fortabt på en klippeafsats under en rasende storm, akkompagneret af de høje råb og slag fra ridderne, der hos hende var lyden af to mænd der kæmpede til døden med hende som præmie.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde sørget for at få en god plads til at overvære brydeturneringen. Selvom han absolut ingen planer havde om selv at deltage, så var der ikke meget, som kunne holde ham væk fra at se horder af muskuløse mænd, som sloges og svedte og måske blev lidt mudret til også.

Han havde allerede set flere kampe, da han så sig tilbage og fandt et velkendt ansigt lidt tilbagetrukkent fra mængden. Han trak sig ud af mængden og gik hen mod hende, dog uden at hun lod til at lægge mærke til ham. "Hvor er du henne, Marie-pige?" Hans stemme var let og drillende, som han satte sig ned ved siden af hende.

[Mariette af Josdirk]

Hun var dybt investeret i bogen, som hun forsigtigt vendte en side i bogen, uden at lade koncentrationen vige den mindste smule. Opslugt af alle ordene der dansede for hendes blik, havde hun lænet sig forover, mens hun snoede sin pegefinger rundt om en af de lange, lyse lokker, der havde revet sig løs fra den opsatte frisure.

Der gik et øjeblik før hun reagerede på lyden af sit navn. Hun glippede et par gange med øjnene, før hun løftede hagen, og mødte personen ved siden af sig med et bredt tandsmil. “På grønne marker, der snor sig så langt øjet rækker. Hos en familie, hvor stedmorens træk er lige så kolde, som farens smil var varme. En mand, mystisk og utilregnelig, en anden sød og blid. Og et stormvejr, der ændrer alting”, svarede hun en smule teatralsk, som hun gav et resume, man var nødt til at have læst romanen for at forstå. Hun sukkede sødt, sendte ham et smil ligeså, før hun med lukkede øjne lænede sit hoved bagud, i det hun lukkede bogen i. 

[Alexander af Viksø]

Hans smil blev bredt, da hun beskrev bogen, sådan som hun havde for vane. Da hun lukkede bogen, hev han den legende ud af hænderne på hende og bladrede lidt i den selv, mens han skimmede lige hist og her. "Er det en bog for mig? Er helten stor og stærk og mandig? Eller bare lille og uheldig hele tiden?" Han blinkede let til hende, som han leverede bogen tilbage.

[Mariette af Josdirk]

Mariettes øjne var stadig lukkede, i det han rev ud efter bogen, og hendes hænder fulgte instinktivt efter i et forsøg på at hive den til sig igen, før hun i et sødt grin lod armene falde ned i skødet igen. I stedet drejede hun kroppen, og placerede sine hænder på bænkens ryg, så hun kunne hvile sin ene kind ned mod dem. De blå øjne var vendt mod Alexander; hendes mundviger vendt opad i et bredt, venligt smil. 


”Hvem siger det ikke er en heltinde, og ikke en helt, der er bogens hovedperson?”, spurgte hun med et hævet bryn, i det hun med et skævt smil tog imod bogen igen. Hun holdte hans øjenkontakt et langt øjeblik, før hun sukkede ud. “Lille og uheldig.. Men de citater han ind i mellem kommer med .. vil smelte dig hjerte, Alex”, hævdede hun, og lo ganske let, før øjnene faldt på de kampe der foregik bag ham.

[Alexander af Viksø]

Alex trak lidt på skuldrene. "Hvis det var en heltinde i stedet for en helt, så var det jo netop ikke noget for mig," svarede han med et blink i øjet. Han sukkede teatralsk, da hun måtte indrømme, at helten var mere af en antihelt. "Åh, hvorfor skal det altid være den almindelige mand, de skriver om?" Hans stemme var påtaget tragisk. "Lad dog folket få en rigtig helt." Han smilede og skubbede let til hende, mens han blinkede med det ene øje.

[Mariette af Josdirk]

Et naturligt og blødt smil trak frem på hendes læber. Selvom hun ikke var helt enig med det han sagde, så var hun som altid underholdt af hans ord og væremåde. En sød latter gled over læberne, i det han let skubbede til hende, og hun skævede en sidste gang ned mod bogen, før hun lagde den fra sig på den frie plads mellem dem. “En rigtig helt..”, startede hun, og lød som tænkte hun så det knagede, mens de blå øjne gled ud over pladsen. “Som….. Dem der måske?”, spurgte hun i et skævt smil, før hun diskret pegede den hen mod de robuste og noget svedige ridder, der var at få øje på et stykke fra hvor de sad. 

[Alexander af Viksø]

Alexander smilede og så i den retning hun pegede. Han sukkede tilfreds og lod som om, han måtte tørre sig om munden. "Åh ja. Der er ikke meget, der er mere lækkert end riddere." Han blinkede let til hende og sukkede så igen. "Prøv bare at se på dem, Marie. De muskler - som er blevet fremelsket gennem mange års træning. Nu spiller de under huden, mens de kæmper.. Bare tanken om at være i armene på sådan en mand." Han sukkede igen og tænkte måske på en helt bestemt ridder. "Man kan næsten opfatte lugten af mand helt herover, hvor vi sidder."

[Mariette af Josdirk]

Mariettes uskyldige sind tøvede med at flytte blikket hen på dem. Hun gjorde det dog, og øjnene udvidede sig tydeligt under hans beskrivelser, mens hendes læber ubevidst adskilte sig den mindste smule. På et tidspunkt under beskrivelsen blev trancen dog brudt, og i stedet skød farve op i hendes kinder, før hun blidt - og meget abrupt - gav hans arm et klask med sin bog. 



"Alex! Folk kunne komme forbi og høre dig”, udbrød hun, og så meget sigende på ham med store øjne et par sekunder, før en trillende latter gled over de rosarøde læber. 


[Alexander af Viksø]

Han smilede til hende, da hun daskede ud efter ham. "Pjat med dig. Der kommer ingen herover, så længe de står derover i al deres glorværdige storhed." Han grinede lidt. "Men nu vi er ved det, så vil jeg gå tilbage og se dem på tættere hold," han blinkede en enkelt gang. "Skal du med?"

[Mariette af Josdirk]

Mariette kunne ikke andet end at le med ham. Alexander havde den effekt på folk; i hvert fald på hende. Han var hendes ven. Hendes gode, gode ven, og hun tog sig selv i at værdsætte dette i stilhed et par sekunder, før hans stemme trængte igennem. “Lad os!”, sagde hun begejstret, før hun i et sødt grin fik rejst sig op, og gav hans arm et blidt klask, før hun begyndte at bevæge sig hen mod de svedige riddere, i et tempo, hvor han nemt ville kunne følge efter hende.

Tråd afsluttet