Til Kayfer

[Oranie af Sigisfelt]

d. 18. november

Korporal,

Gennem støv og lange nætter, er vi endelig nået frem. Det er en omvæltning at være her nu, et sted så tomt for mennesker, når man har vænnet sig til rundrejsens mylder. Varmen fra ørkenen når os og jeg savner ikke kulden, ikke det fjerneste.

Jeg savner til gengæld dig. Der har været for få distraktioner på vejen. Ingen røverbander, ingen spændende gæster til selskabet. Intet andet end de enkelte samtaler, til at lede mine tanker væk. Jeg tænker også på dig nu, mens jeg skriver. På dit smil, din latter, dine kys…

Når jeg om lidt går i seng, vil jeg også tænke på dig. Huske følelsen af dig, lige før jeg falder i søvn, dine hænder mod min hud og dine læber...

I morgen er der endnu en dag. Ørkenen kalder snart.

Tænk på mig.

V.K.

[Kayfer af Gyldensø]

d. 24. november

Kære V.K.

Mine læber? Hvem har lært dig at skrive sådan? Jeg fik dit brev i går, men jeg havde først lejlighed til at svare nu. Til gengæld har jeg ikke kunne stoppe med at tænke over det. Hvis dit formål var at drive mig til vanvid, kan du ønske dig selv tillykke. Jeg tænkte en hel del på dig før. I nat tænkte jeg på vores sidste timer sammen og på de lyde du siger, når jeg rører ved dig. De er temmelig anderledes fra mine nuværende sovekammeraters (heldigvis). Når vi ses igen, skal jeg få dig til at sige ganske mange flere af dem.

Rundrejsen bevæger sig støt videre. Vi er ved Piratklippen nu og rejser videre til Drotvig om et par dage. Jeg møder de underligste komtesser for tiden og savner dig mere, fordi du ikke er som nogen andre.

Om lidt mindre end en måned er vi sammen igen. Så kommer du til at betale for at sende sådan et brev til mig.

K.