Omvæltninger [R]

[Marinie af Linden]

Martin af Meron
d. 7. august, år 525 M.T.

For mange var det en glædens tid. Tropperne var vendt hjem og mange havde genset deres fædre, ægtemænd og sønner. Marinie havde været blandt de mange, der ønskede at byde deres kære et velkommen hjem, men i stedet for en varm omfavnelse, blev hun mødt af en grum nyhed, der endnu ikke var nået til hovedstaden.

Nu, to dage senere, følte hun sig hul. Hun maskerede naturligvis sine følelser, smilede pænt når hun passerede andre og lod som om, hun ikke så de medlidende blikke. Det var nok til at drive hende til vanvid og efter en særlig lang middag i hofsalen, kunne hun ikke holde det ud længere. Det drev hende væk og ud på en af de mange korridorer, der ikke just ledte hende hjem til byhuset, men som fungerede ganske fint som en flugt fra menneskemængden.

[Martin af Meron]

Martin havde søgt væk fra hoffet, da han var vendt hjem. Han vidste, at han ikke kunne være bekendt at holde sig helt væk. Det var ham, der var greven nu. Ham, som ansvaret hvilede på. På turen hjem, havde han nægtet sig selv at tænke på den frygtelige dag, men her.. Her insisterede alle på at spørge ham, hvad der var sket. Og han kunne ikke tale om det.

Derfor fandt han sig selv stående i en tilfældig korridor - væk fra menneskemængden - og så ud over den by, som han i mange år havde set som sit andet hjem. Et træt udtryk gled dog over hans ansigt, da han hørte nogen komme imod sig og han stivede sig af til at tage samtalen.. Igen...

[Marinie af Linden]

Marinie ønskede som udgangspunkt ikke at se nogen, men da hendes blik strejfede en skikkelse og hun genkendte ham, kom hun instinktivt til at stoppe op. Det lyse blik hvilede på ham et øjeblik og hun vidste med det samme, at hun ikke var den eneste, der havde mistet. Den slags rygter løb hurtigere end nogle andre.

"Grev Meron," hilste hun af samme grund og med en svag åndeløshed. Det var ikke kun hendes verden, der var en anden nu. Efter et øjeblik faldt hendes skuldre lidt og hun trådte et par skridt frem, så hun selv kunne se ud. "Har De også søgt tilflugt fra menneskemængden?"

[Martin af Meron]

Han så hen på den person, som kom imod sig og et ganske lille smil viste sig alligevel, da han genkendte hende. Det forsvandt dog brat, da hun henvendte sig til ham med hans nye titel. Han forsøgte at presse det dårlige humør i baggrunden. Det var ikke hendes skyld, at han var blevet Greve tyve år for tidligt. "Komtesse Marinie."

Han var glad for, at hun tilsyneladende ikke forventede en formel samtale. Da hun stod med blikket ud mod byen ligesom han, slappede han lidt af igen og lænede sig tilbage mod vindueskanten. Han svarede ikke på hendes spørgsmål. Det var tydeligt nok, hvad han lavede og hendes spørgsmål viste, at hun forstod. Hun havde også mistet. "Det er hæsligt, er det ikke? Hvordan de insisterer på at svælge sig i hver eneste lille detalje, de kan få fat i."

[Marinie af Linden]

Smerten i hendes bryst var umiddelbar, men hendes ansigt afslørede intet. Hun undertrykte sine følelser, nøjagtigt som hun altid havde lært at gøre det og krummede kun fintpolerede negle en anelse ned mod stenkarmen.

"Hoffet er, og har altid været, fyldt med gribbe," svarede hun simpelt, velvidende at hun oftest selv var en af dem. Det var en ubehagelig følelse at stå på den anden side nu. "Og alt man kan gøre er at smile pænt og forsikre dem om, at man klarer sig."

[Martin af Meron]

Han rystede let på hovedet. Ikke i en benægtelse af hendes ord, men fordi han absolut ikke brød sig om, at det var sådan, verden var skruet sammen. "Engang imellem føler jeg mig bare så.. Alene." Hans stemme var næsten rå. Han vidste, at han havde sine tjenestefolk med sig og også et par kammerater her og der. Men ingen af dem havde elsket hans fader, som han selv havde gjort det og de forstod simpelthen ikke hans sorg.

[Marinie af Linden]

Hans ord trængte ind til hende, selvom hun holdt facaden højt. Hun sank en enkelt gang, før hun drejede hovedet op mod den nygjorte greve.

"Jeg ved, hvad De mener," svarede hun og det var ikke tomme ord. Smerten lyste kort ud af de lyse øjne, før hun fattede sig og hurtigt vendte blikket væk. "Er der en vej frem igen, tror De?"

[Martin af Meron]

Han trak lidt på skuldrene og søgte stadig ikke øjenkontakt. "Andre kommer over sorg hele tiden, så jeg håber, at der også er en vej for mig." Han sukkede lidt, mens han så ud over byen. "Jeg vil tro, at man bare må prøve at forsøge at nyde livet igen. At hvis man sætter pris på livets goder, så en dag vil det hele ikke se så tomt ud mere." Han skottede over til hende et kort sekund.

[Marinie af Linden]

Marinies hjerte gjorde ondt. Det var svært at forstå tabet. For greven betød det nyt ansvar, men for hende var intet anderledes. Intet andet end at hun var alene igen og hele hendes fremtid nu var forsvundet.

Hun hørte hans ord, men de trængte ikke fuldt ind. I stedet blinkede hun tungt en enkelt gang og da hun drejede ansigtet op mod ham, var smerten for en gangs skyld malet skinnende klart i de lyse øjne. "Jeg vil bare glemme."

[Martin af Meron]

Han så over på hende for alvor, da hun svarede ham med ord, som han havde sagt så mange gange til sig selv, at det var svært at forestille sig, at hun nu stod og sagde det samme ved en tilfældighed. "Jeg ved præcis, hvad du mener," svarede han og kom ubevidst til at træde et lille skridt nærmere, fordi han følte sig draget af en lidelsesfælle. "Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg kunne glemme det. Bare for en stund. Så ville jeg gøre, hvad det skulle være."

[Marinie af Linden]

Marinie var ikke sikker på, hvordan skiftet skete. Det var der dog, helt tydeligt og hun holdt næsten vejret, da han trådte et skridt nærmere. Lyse øjne var fanget af hans og for en stund, var det som om at hullet i hendes bryst blev mindre.

"Hvad som helst?" spurgte hun, dæmpet nu og lidt åndeløst. Ubevidst drejede hun sig lidt mere mod ham, uden at slippe hans blik.

[Martin af Meron]

Han følte sig pludselig draget af hende. Hendes dæmpede stemme og den længsel, hun selv udstrålede, som spejlede sig i hans egen sjæl. Han trådte lidt tættere på igen og slap ikke hendes blik med sit eget. "Hvad som helst," bekræftede han. Hun virkede som om, hun forstod, hvordan han havde det. At han ikke ønskede at huske og at han ikke ønskede at tale. Og hun virkede til at have det på samme måde. Hun havde mistet sin forlovede og sørgede tydeligvis også.

[Marinie af Linden]

Marinie vidste ikke, hvordan det skete. Kun at hendes blik var fanget af hans og at noget kriblede under hendes hud. Et behov for at veje op for det hun havde mistet, måske. Et behov for at erstatte det hun fysisk havde tabt.

Normalt ville hun aldrig vove, det hun gjorde næst. Ikke uden at være fuldstændig sikker, eller i ly af et af paladsets utallige gemakker. Måden han kom tættere på, næsten syntes lænet ind over hende, fik dog hendes krop til at reagere instinktivt og inden hun kunne nå at tænke sig om, var hendes læber mod hans.

[Martin af Meron]

Han havde fornemmet, hvad der ville komme og da hun trådte ind til sig, reagerede han uden at tænke. Han lukkede armene omkring hende og hans læber mod hendes var faste og trængende. Deres læber bevægede sig i synkrone bevægelser og han lagde sine hænder på hendes liv og holdt hende fast ind til sig. Og i disse øjeblikke, så eksisterede hans problemer ikke. Han kanaliserede hele sin sorg og alle sine bekymringer ind i det kys og han havde ikke lyst til at stoppe igen.

[Marinie af Linden]

Der var en risiko for, at nogen kunne overraske dem der, men Marinie tænkte ikke. Der var ikke plads til at tænke. Hun sank blot villigt ind i grevens arme, kyssede ham insisterende og med et undertrykt behov, der kæmpede for at komme ud.

Nestor var borte. Det samme var hendes fremtid og det bedste sted at glemme sine sorger, havde altid været i en varm favn. Det bekræftede hun over for sig selv nu, som hun strakte sig op, trykkede sig tættere ind til ham og lukkede slanke fingre tæt om hans nakke.