Svaret af Simeon Hoftjener on Nov 2, 2015 18:59:22 GMT
Collab mellem Simeon Hoftjener og Gissa Bonde
den d. 6. november, år 526 M.T.
Det var alt sammen faldet på plads i løbet af meget kort tid; kun dagen efter deres ankomst tilbage til Corus skulle brylluppet stå, for de måtte nå det, inden den kongelige rundrejse fortsatte. Det var ikke meget tid til forberedelser, særligt ikke for den unge brud, der ellers havde haft meget at skulle lære om ægteskab og den slags forpligtelser.
Gissa måtte dog henstille sig til at lære det løbende, meget mod sin vilje. Utilfredsheden blev dog længe overtrumfet af både spænding og nervøsitet ved den blotte tanke om, at hun inden dagen var omme, ville være Simeons hustru. I lånte lokaler på Tågelygten, hjalp adskillige kvindelige familiemedlemmer til med påklædningen og tjenestepigen, der så godt som aldrig var ude af sit forklæde, var bange for at træde forkert, da hun endelig var blevet klædt i den lyse kjole, som både hendes mor og søster havde båret til deres bryllup.
Ceremonien skulle foregå efter alle foreskrifter, udenfor et af templerne i Corus. Gissa skælvede let under sjalet og hun var kold om nakken, hvor et hovedlin for en enkelt gangs skyld ikke dækkede det lyse hår, der var snoet op i sirlige fletninger. Hjertet hamrede afsted i brystet på hende og hun var nær gået helt i stå, var det ikke for et blidt puf, da hun fik øje på sin kommende ægtemand.
Simeon troede knapt på, at det virkelig skete. Det havde været så impulsivt, at han havde foreslået, at de ikke ventede. Hans familie havde ikke engang mødt Gissa før. Der havde ikke været tid. Han havde mødt hendes familie på gården, men ikke alle disse mennesker på kroen Tågelygten, som også var hendes slægtninge. Nu var de vigtigste medlemmer af begge familier dog samlet, skelende til hinanden, udenfor Gudindens tempel. Simeon var iklædt sit stiveste puds og hans hjerte bankede hastigt, indtil det føltes som om det gik i stå ved synet af Gissa, der kom gående imod ham, et kønnere syn end han mente at have set.
Han havde set hende uden hovedlin før, en enkelt gang, men ikke i dagslys og ikke på denne måde. Hans mundvige trak helt automatisk op og han smilede uden at forsøge at undertrykke det. Med fugtige øjenkroge, tog han imod hendes hånd fra hendes fader og gav den et blidt, forsikrende klem.
Gissa var absolut ikke sikker på, hvordan hendes fødder flyttede sig. Muligvis var det kun smilet på Simeons ansigt, der drev hende frem og hun havde det grangiveligt som om, at hele hoffets heste tordnede gennem hendes bryst, da hun rystende lod sin hånd overgive fra den ene til den anden. Varmen og følelsen af hans var betryggende og hun formåede, gennem vældet af følelser, at sende ham et lille smil.
De næste, få skridt gik nemmere, skønt hendes mave slog en kolbøtte, da de stod foran præstinden. Blikket søgte uundgåeligt op mod Simeon og hun måtte forsøge at synke den klump, der dannede sig i hendes hals. Bag ham var al den familie hun endnu ikke havde mødt, men hun havde i øjeblikket kun øjne for ham og ører for de ord, der begyndte at strømme. Hun hørte dem alle klart, mens hun samtidig fandt sig selv en anelse målløs over, hvor imponerende en figur han kunne udgøre. Følelsen der meldte sig var ikke så kendt, men føltes umiskendeligt som stolthed.
Simeon så ikke på andre end Gissa, da først han havde hende. Kortvarig opmærksomhed blev tildelt præstinden og han lyttede til hendes ord, gentog hvad der skulle gentages - men han havde kun øje for sin kommende hustru. Det var et held, at han allerede havde kysset hende, da præstinden afsluttede med en opfordring til netop dette lille, romantiske ritual. Han havde en klar fornemmelse af, at hendes panik ville have nået himmelhvælvet, hvis ikke de havde sneget sig til det. Måske var hun alligevel på vej derop. Han smilede svagt til hende, forsøgte at virke beroligende og bøjede sig langsomt, for at plante et ganske blidt kys på hendes læber, uden at slippe hendes hånd.
Gissas hjerte hamrede, før det føltes som om, at det helt gik i stå. Tiden stod stille, da Simeon, hendes mand, lænede sig frem mod hende og hun turde dårligt røre sig, da hans læber blidt berørte hendes for anden gang.
Denne gang vidste hun, at det ikke var ubehageligt og den tryghed, var nok til at det rislede behageligt ned langs hendes rygrad. Meget gengældelse blev det dog ikke til, men hendes hjerte ræsede lystigt igen og kinderne var røde, da han trak sig tilbage.
Det første der brød spændingen og den næsten lufttætte boble, som de ellers kortvarigt syntes at være i, var en munter hujen fra den side, hvor Gissas familie stod. Farven i kinderne blev tydeligere, men til gengæld kom hun også til at smile en anelse overvældet, da hun mødte Simeons blik, klemte blidt om hans hånd og med en dyb indånding, vendte sig mod familierne, der ønskede at lykønske.
Simeon blinkede et par enkelte gange hurtigt efter hinanden, da han mødte Gissas blik med blanke øjne. Den ellers så korrekte og køligt pertentlige tjener måtte tage sig selv i nakken for ikke at blive rørstrømsk. Det hjalp, da hendes familie brød øjeblikket med en upassende hujen, der fik ham til at spænde blot en anelse i kæben, men han besvarede Gissas lille gestus, før han vendte sig imod lykønskende familiemedlemmer fra begge sider, uden at slippe hendes hånd - uden at kunne, sådan som de var bundet sammen.
Gissas hjerte svulmede over det hun så i Simeons blik og hun havde nær rakt op og strøget ham over kinden, men blev stoppet i det af sin families højlydte indblanding. Blikket dvælede dog ved ham i et langt øjeblik og hun blinkede selv hurtigt et par gange, før hun fulgte ham ned mod deres familier.
Nervøsiteten vendte hurtigt tilbage; hun havde ikke mødt en eneste af Simeons familiemedlemmer og hun hilste pænt på dem, næsten med ærefrygt, mens hun krympede sig lidt over sin egen families væsentlig mere afslappede tilgang. Hun holdt ganske meget af dem, men hun var ikke i tvivl om, at det ikke var den gængse omgangsmåde i bygmesterens familie.
Gissa formåede dog hilsnerne med nogenlunde værdighed, selvom hun på et tidspunkt, prøvende og ganske forsigtigt, flettede fingrene ind mellem Simeons og holdt hans hånd lidt hårdere, end det måske var nødvendigt.
Simeon hilste høfligt på Bonden, hans hustru og det resterende rend. Han kende Micah Brygger, men resten var stort set fremmede. Hans egen familie var væsentligt mere tilbageholdende, men de tog da, til hans lettelse, imod invitationen til fest på Tågelygten. Han klemte forsikrende om Gissas hånd igen og trak lidt på smilebåndet over hendes fingre, der var flettet ind imellem hans. Han fangede hendes blik kortvarigt og smilet fik en varmere glød
Hendes skuldre faldt et lille stykke, da hun fandt Simeons blik og lod i et splitsekund, bare lidt af anspændtheden sive ud. Et lille, men varmt og oprigtigt smil trak hendes læber op og i det ganske korte øjeblik, hvor ingen talte til dem, fik hun selv muligheden.
"Jeg elsker dig," mumlede hun dæmpet, mere formet af læberne end egentlige ord. De lyse øjne skinnede svagt, men hun var glad og hun kunne ikke skjule det.
Simeons brystkasse svulmede en anelse og han klemte om hendes lille hånd igen. “Jeg elsker dig,” svarede han, stort set lige så lydløst som hun havde, men med mindst lige så meget følelse. Så var der endnu en slægtning, der ville give sine lykønskninger og de blev opfordrende puffet imod Tågelygten og den fest, der var planlagt i deres ære.
Hvis Gissa skulle være ærlig, så ønskede hun ikke nogen stor fest eller noget stort hurlumhej; hun ville have haft det helt fint med at forlade selskabet der, sammen med Simeon og uden tvivl en enorm stor mængde svirrende sommerfugle.
Hun vidste dog også, at det ikke var til at komme udenom og betænksomheden fra de mennesker, der havde planlagt gildet, varmede hendes hjerte. Så hun fulgtes med Simeon og resten af deres familie mod kroen; ærligt talt mere optaget af tanker om manden ved siden af sig end om den forestående fest, der uden tvivl ville være lidt af en prøvelse for ham og hans familie.
