Alvorlige emner

[Emmet af Vårfos]

Lionel af Vårfos
d. 14. oktober, år 526 M.T.

Emmet var, hvis han skulle være ærlig, en anelse nervøs. Det var ikke fordi, han nogensinde havde været intimideret af sin lillebror, men der var ikke rigtigt nogen del af ham, der havde lyst til at fortælle den væsentlig mere konservative ridder (og det sagde ikke så lidt), at Emmet halvt havde lovet at gifte deres lillesøster til en borgerlig magiker.

Der var dog også andre ting, der rent praktisk var det bedste tidspunkt at se til og han havde tænkt sig at lægge ud med det. Han slog et par gange med en kno på trædøren og ventede på svar, før han åbnede den og trådte ind. Blikket faldt kort på Lionel, mens han skubbede døren i bag sig. "Jeg har noget, jeg gerne vil drøfte med dig."

[Lionel af Vårfos]

Lionel var bedre i stand. Han drak stadig næsten en karaffel vin om dagen, men han var oppe at gå og han formede ord klarere. Uanset sin tilstand, var der dog stadig noget mørkt over den unge ridder, der ikke kunne gå uden støtte og holdt sig primært til det lille bibliotek eller sit eget værelse.

Han sad netop med omtræk lavet af den samme helbreder, som så til Emmets knæ og flyttede rundt på brikker på et træbræt i et spil med sig selv. Da der blev banket på døren, løftede han langsomt blikket med en afventende mine, uden nogen reel entusiasme. Karaflen på bordet var halvtom.

[Emmet af Vårfos]

Emmet forventede aldrig meget hilsen fra sin lillebror. Han trådte ind og satte sig i stolen på den anden side af spillebrættet, i kort overvejelse om at foreslå et spil. Han besluttede dog, at det nok alligevel ville dø indenfor øjeblikke og undlod.

"Jeg rejser efter rundrejsen inden længe," annoncerede han og besluttede at det var bedst bare at komme ud med det. "Nu hvor det hele er... Faldet lidt mere til ro, er det på tide at følge op på flere affærrer. Det først forekommende er en forlovelse til Adalia..." Han tøvede kort. "Og jeg kommer heller ikke udenom, at det samme gælder for dig."

[Lionel af Vårfos]

Lionel var mest optaget af spillet, indtil Emmet begyndte at tale. Han løftede blikket og så direkte på sin storebror med vågne øjne og en skarp rynke i panden. "Tilfældige forlovelser du har tænkt dig at piske op?"

Han spændte en anelse i kæben. "Hvor brænder det henne?"

[Emmet af Vårfos]

Emmet var ikke overrasket over reaktionen. Den kunne han håndtere og tog det roligt. "Intet af det er nyheder. Begge dele var undervejs, mens hertugen stadig levede," pointerede han bestemt. Han lænede sig lidt tilbage.

"Hør, jeg har ikke tænkt mig at være fuldstændig urimelig, Leo. Jeg ville endda medtage mig selv, hvis det ikke var for kort tid siden..." Han afbrød sig selv brat. "Jeg har kun en enkelt arving. Et len som Vårfos har brug for mere sikkerhed end det."

Han kløede sig lidt i nakken. "Jeg ved, at du selv overvejede mulighederne for kort tid siden. Er der nogen, du kunne tænke på som...?"

[Lionel af Vårfos]

Lionel vidste udmærket hvad Emmet talte om. Han havde selv ledt på rundrejsen, selvom han ikke huskede resultaterne af det, tabt for ham, som så meget andet i tiden før hans overfald. Men det var noget andet.

Hans tale var klar nok, men stadig besværet, han kunne ikke gå og ved alle guder... Han havde ikke haft rejsning siden... "Nej. Jeg kunne tænke mig at blive ladt alene," konstaterede han tørt. "Hvem skal Adalia giftes med?"

[Emmet af Vårfos]

Emmet fnøs. "Ja, hvem har ikke haft det ønske?" svarede han tørt, men også et bestemt tonefald. Der var ingen af dem der var i tvivl om, at ægteskab var nødvendig. "I det mindste giver jeg dig muligheden for selv at være med til at vælge."

Han så på sin lillebror nogle øjeblikke endnu, før blikket gled lidt væk. Han var ikke sikker på, at han nogensinde ville overbevise Lionel om at forlovelse var en god idé, hvis han hørte for tidligt hvad planerne var. Enkehertuginden havde fået det at vide og hun havde kun lige slugt nyheden...

"Der er flere muligheder. Jeg er ikke sikker på nogle af dem, men Adalia får muligheden for at komme sin mening." Havde egentlig allerede tydeligt givet udtryk for den. "Ligesom dig."

[Lionel af Vårfos]

Lionel gryntede dæmpet og rakte ud efter sit bæger, kun for at opdage, at det var tomt. Han greb karaflen og hældte op til sig selv, uden at tilbyde Emmet. Han vidste alligevel ikke hvor de andre bægre eller krus befandt sig.

"Hrm..." Han drak og stirrede ud i luften i et langt øjeblik, før han brød tavsheden igen, uden at sige det, der for alvor var i hans tanker. "Hvilke muligheder, Kirsten Giftekniv?"

[Emmet af Vårfos]

Emmet kunne godt se, at han fik svært ved at komme udenom. Han forbandede sin lillebrors stædighed. Han kløede sig lidt i skægget.

"Jeg kan forstå, at Falamin af Rosenmark har været på bordet," begyndte han, før han trommede lidt med fingrene. Bevidst trak tiden og var overdrevent afslappet, da han fortsatte. "Adalia foreslog selv Rikash Salmalín, den yngre. Før du siger noget," tilføjede han hurtigt.

"Jeg er udmærket klar over, at han er borgerlig, men han er også en af dronningens mest betroede støtter og flere generationer af hans familie det samme. Arvespørgsmålet er selvfølgelig et problem, men der kunne indgås en aftale..."

[Lionel af Vårfos]

Lionel følte ingen genkendelse ved navnet, men han talte ikke meget om sin pletvist manglende hukommelse. Det var ikke stolthed, der svulmede i ham over at være franarret så meget af det han engang kunne. Han tog en dyb indånding, som dog slap punkteret ud ved det næste ord.

"Hv............" Blikket han sendte sin bror var pludselig knivskarpt. "Hertugen ville aldrig have tilladt det." Og så var den ikke meget længere, i hans optik.

[Emmet af Vårfos]

Emmet mødte sin lillebrors blik. "Det er jeg udmærket klar over," svarede han, uden den mindste tøven. Han havde selv følt vægten af sit fars spøgelse, da han havde talt med Adalia i haven.

"Men selvom vi var ens på mange områder, så var det ikke på alle," konstaterede han, selvom han tøvede en anelse. "Der har været ulykke nok i den her familie. Hvis jeg kan gøre bare et eller andet for at gøre Adalias liv nemmere, så gør jeg det. Dit med, Leo."

Det lød måske blødsødent, men Emmet var ligeglad. Familie betød noget og det var hvad han kunne gøre for sin. Guderne måtte vide, at han ville ønske, at han selv havde haft den mulighed. Så havde han aldrig giftet sig med Uline og hun ville ikke være død nu.

[Lionel af Vårfos]

Lionel kunne let have sagt sin meget klare mening om hvad Emmet sagde om Adalia, om ægteskab, men han var den nye Hertug. Beslutningen og myndigheden lå hos ham, uanset hvad lillebror mente. Kæben var spændt og han drak igen, uden en eneste kommentar.

"Du kunne have gjort mit liv nemmere ved at føje min bøn om at slutte det," bemærkede han tørt, men fortsatte, inden Emmet kunne svare. "Jeg er ligeglad med hvem du slæber med hjem. Jeg er ikke som dig eller Adalia."

[Emmet af Vårfos]

Emmets fingre knugede sig hårdt sammen om stolens armlæn og i et øjeblik så han på sin lillebror med et næsten krigerisk blik, før han bed det i sig og rejste sig brat.

"Fint. Du havde muligheden. Jeg rejser i morgen," svarede han, kort for hovedet og måske en anelse for impulsivt. Han havde ikke tænkt sig at undskylde for, at han forsøgte at give sine søskende en stemme. Hvis Lionel ikke havde tænkt sig at tage imod den, så var det absolut ikke hans problem.

[Lionel af Vårfos]

Lionel var både brysk og stivnakket, men han var ikke helt idiot. Da Emmet rejste sig, tog han en dyb indånding. Storebroren havde netop talt færdig, da han tog til genmæle med et simpelt "Linden."

Blikket var låst i Emmets og selvom han lige havde proklameret, at han var ligeglad, var det ikke ligefrem det, der strålede ud af de grå øjne. Der var dog mange med det slægtsnavn. "Marinie," tilføjede han derfor, vældig hjælpsomt, før han løftede bægeret og drak igen.

[Emmet af Vårfos]

Emmet havde været mere eller mindre klar til at gå, velvidende at han egentlig ikke kunne tillade sig at være vred over sin lillebrors reaktion på nyheden om Adalias potentielle forlovelse. Han nåede dog ikke så langt, før et enkelt ord fik ham til at stoppe op og se ned på Lionel igen.

På trods af samtalen med William, var det den lyshårede Petra, der først dukkede op i hans tanker. Det kunne have været potentielt temmelig akavet, men før sådanne tanker overhovedet nåede at forme sig, blev meningen mere klar. "Marinie af Linden," gentog han, lidt overrasket, selvom han måske ikke burde være.

Han nikkede ganske let. "Jeg taler med Baronesse Arianna."