Svaret af Arianna af Linden on Oct 9, 2015 16:01:47 GMT
Collab mellem Arianna af Linden & Hugo af Harise
efteråret år 519 M.T.
Arianna havde trukket sig tilbage til det lille bibliotek efter måltidet. Hun havde talt høfligt med Greven hele aftenen og trængte til lidt ro. Marie og Nestor lod til at komme fint overens og hun var særdeles godt tilfreds med det ægteskab, hun havde fået sin datter passet ind i.
Hugo havde pænt fået besked af sin far på, at trække sig tilbage sammen med ham. Det unge par og en anstandsdame skulle få lov til at tale lidt sammen. Det passede den unge grevesøn fint. Han gad ikke bruge tid mere end højst nødvendigt på de nyforlovede.
Han plejede at trække sig tilbage til biblioteket, når mørket var faldet på. Og denne aften var ikke en undtagelse. Han vidste, at der som sædvanligt ville være tændt op i ildstedet, og en tjener fulgte efter ham med en bakke, hvorpå der stod et glas og en karaffel med vin i. Han trådte ind i biblioteket, og så baronessen sidde der inde. Han hilste på hende som etiketten foreskrev det. ”Deres Excellence,” sagde han og gik hen til sin bløde lænestol, der stod foran ildstedet.
Hun sad ganske nær ved den lænestol, som Hugo valgte at sætte sig i og hun så over på den unge grevesøn med let sænkede øjenvipper. ”Junker.” Hun skævede over til karaflen og kunne mærke, at hun ærgrede sig over, at der kun var et glas. ”Trængte De også til lidt ro oven på middagen?”
Da tjeneren havde sat bakken ned på bordet ved siden af Hugo, gjorde grevesønnen tegn til, at tjeneren skulle hente et glas mere. Det var ikke høfligt, at han var den eneste der sad og drak den krydrede vin. ”Det gjorde jeg ja. Og så mente min kære fader, at de unge mennesker skulle være lidt alene,” svarede han og trak let på skuldrene. Det var kun et trick fra hans fars side, så Marie kunne charmere sig ind på den meget modvillige Nestor.
Arianna nikkede let og glædede sig over, at han så hurtigt havde fanget hendes ønske om et glas mere. Den kommende greve ville muligvis vise sig at være en ganske opmærksom og venlig ung mand. ”Det må også være rart at kunne tale frit engang imellem. Uden lyttende forældre, mener jeg.”
Han trak let på skuldrene, mens der blev hældt vin op i de to glas. Han var stort set aldrig sammen med sin far, så han følte sjældent den samme trang. Men det var måske anderledes når man blev forlovet. Han vidste det ikke. Han var ikke selv forlovet. ”Bestemt. Men så er det godt, at vi kan trække os tilbage til nogle langt mere roligere kroge af borgen,” sagde han og løftede sit eget vinglas op i hånden.
Hun tog tilfreds imod det glas, som blev hældt op til hende og hun lænede sig lidt frem, da tjeneren trak sig tilbage. ”De har ganske ret. Selvom det sommetider kan være rart med lidt.. Selskab… Især nu hvor endnu en trist og grå vinter nærmer sig.” Hun nippede til sit glas og fokuserede på ham ud af en øjenkrog.
Han nikkede kort. Selskab var ikke det store han gjorde sig i. Men nogen gange var det rart med en kvindes selskab. Han løftede det ene øjenbryn og skævede over på hende, mens han tog en tår af vinglasset. ”En grå efterårsaften er altid kedelig at tilbringe alene,” kommenterede han og rettede så sit blik mod ildstedet foran sig. ”Vil De ikke give mig ret, baronesse?”
Hans svar fik smilet frem på hendes læber og hun så hen på ham under let sænkede øjenvipper. ”Jeg kunne ikke være mere enig.” Hun rakte en hånd ind og lagde den forsigtigt mod hans underarm. Det var en forholdsvis uskyldig gestus, hvis hun nu havde misforstået situationen. Og en ikke særlig uskyldig gestus, hvis hun havde læst den rigtigt.
Ved hendes berøring af hans underarm, drejede han hovedet og så på hende for første gang siden han havde sat sig i stolen. Han forstod godt hendes gestus. Og han var bestemt ikke afvisende overfor den. Han tog sin frie hånd og løftede hendes op til sine læber, hvorpå han strøg sine læber over hendes håndflade, inden han igen lagde hendes hånd på sin underarm. ”De må endelig lade mig vide, hvis De trænger til selskab. Så skal jeg gøre hvad jeg kan, for at hjælpe dem.”
Arianna smilede let, da han beviste, at hun havde opfattet det korrekt. ”Selskab på en kold aften som i aften ville jeg ikke afvise.” Hendes stemme var kælen og hun ville egentlig være godt tilfreds med, hvis hun ikke skulle tilbringe natten alene.
Det trak lidt i hans mundvige ved hendes ord. Han forstod hentydningen i dem, og ville bestemt ikke have noget imod at efterkomme hendes ønske. ”Jeg tilbyder Dem mit selskab lige så længe, som De har lyst til,” sagde han og stillede sit vinglas på bordet ved siden af sig.
Hun smilede sensuelt til ham. ”Nådigherren er alt for venlig.” Der var en lille hemmelighed i hendes ord. Hun var ikke i tvivl om, at han forstod, at hun ikke var helt så formel over for ham nu, som hun talte til ham. ”Måske et mere privat sted?”
Han løftede sit vinglas op til læberne igen og tog en tår, inden han igen kastede sit blik på hende, mens et kontrolleret og svagt smil fandt frem på hans læber. ”Et privat sted vil være et oplagt sted,” svarede han roligt på hendes spørgsmål. Han var ligeglad med, hvilket værelse de skulle være i. Han var bare tilfreds med ikke at skulle tilbringe natten alene.
Hun rejste sig yndefuldt og så over sin ene skulder. ”Måske på mit værelse? De ved.. En kvinde har brug for sine egne ting omkring sig.” Hendes værelse ville være det mest oplagte sted. Hun var selvfølgelig blevet indkvarteret i et gæsteværelse og der kom meget færre tjenestefolk den vej forbi. Hun var ikke særligt interesseret i, at deres nat sammen skulle være alt for kendt på borgen.
Han stillede sit vinglas ned på bordet, da hun rejste sig op fra sin stol. Så nikkede han ganske roligt. ”Deres værelse,” svarede han bekræftende og rejste sig derpå selv op fra sin stol. Han vidste dog ikke, hvilket af gæsteværelserne hun var blevet indkvarteret i, så hun blev nødt til at vise ham vejen derhen. ”Jeg vil lade Dem føre, baronesse,” sagde han og fulgte efter hende ud af døren.
Hun gik foran ham ud af biblioteket med sensuelt vuggende hofter. ”Ved De hvad, Junker? Det finder jeg faktisk også allermest tilfredsstillende.” Der var mere i ordene, end der rent faktisk blev sagt, men hun uddybede dem ikke.
Synet af hendes krop der gik foran ham, sendte stød igennem den unge grevesøn, som han forlod biblioteket sammen med hende. Han løftede det ene øjenbryn ved hendes ord, og hørte tydeligt, hvordan arbejdsfordelingen allerede var planlagt. Det var nyt for ham, og ville sikkert blive spændende at opleve sammen med så erfaren en kvinde.
Hun lod ham komme op på siden af hende og de fulgtes ad til hendes overladte værelse. Hun åbnede døren og gik ind før ham og overlod til ham selv at komme ind og lukke døren efter sig. ”Hvad siger De til et glas mere, nu hvor vi er i mere .. private rammer?”
Han fulgte efter hende ind i soveværelset, og lukkede døren i bag sig. Han gav sig ikke i kast med at se rundt i værelset, det var ikke derfor han var kommet. Til hendes spørgsmål nikkede han let. ”Meget gerne, Deres Excellence,” svarede han og gik længere ind i rummet. Han afventede hendes bevægelser, for at se, om det var sengen han skulle sætte sig i, eller på en af de stole, der stod henne ved vinduet.
Hun gik hen til vinkaraflen og skænkede op i to glas. Hun tog et i hver hånd og gik hen og afleverede det ene til ham, inden hun vendte ryggen til ham og gik over til sengen, hvor hun satte sig yndefuldt på kanten og nippede til glassets indhold.
Han tog imod det vinglas, som hun havde skænket op til ham. Han tog en tår af glasset, mens han betragtede hendes krop, da hun satte sig ned på sengekanten. Han trådte de få skridt der var, hen til sengekanten og satte sig ned ved siden af hende. ”Skål for at skulle tilbringe natten sammen med en yderst elegant og smuk skønhed,” sagde han og så hende i øjnene.
Hun hævede sit glas og klinkede det ganske let mod hans. ”Og skål for en nat med en gentleman.” Hun smilede sensuelt til ham igen og tog en større slurk af sit glas. ”Jeg må sige, at min aften pludselig blev betydeligt mere spændende.” Hun drak lidt mere og satte derefter glasset fra sig på sengebordet.
Det trak i hans mundvige ved hendes ord, og han drak en stort tår af sit vinglas samtidig med hende. Så løftede han det ene øjenbryn og så spørgende på hende. ”Så det er den? Må jeg spørge, hvad der er med til at gøre Deres aften mere spændende?” Spurgte han og lænede sig en smule tilbage på sengen, mens han tog en tår mere af vinglasset.
Hun lagde sine hænder på hans skuldre og hjalp ham mere ned at ligge, nu hvor han allerede selv var begyndt. Hun tog hans glas fra ham og stillede det hen på bordet til hendes, inden hun satte sig overskrævs på hans mave. ”Jeg tror bestemt, det har noget at gøre med en helt bestemt ung mand, som nu ligger i min seng.” Hendes lange negle borede sig lidt ned i hans brystkasse gennem hans tunika.
Han gjorde ikke modstand, da hun tog føringen, og lagde ham ned på sengen. Han nøjedes med at lade sine øjne fokusere på hendes ansigt og især på hendes læber. Da hun satte sig overskrævs på ham, placerede han sine hænder på hendes hofter, for at støtte hende balancemæssigt. ”Det glæder mig, at jeg kan behage Dem med mit selskab,” sagde han og brummede svagt af velvære, da han mærkede neglene bore sig ned i hans brystkasse.
Hun spandt tilfreds, da han uden kommentarer lod hende styre. Hun løftede sig let og hev hans tunika op, så hendes hænder kunne finde ind under den og hun satte neglene i hans bare hud i stedet. ”Det kan de tydeligvis, junker. Det kan De” Hun mærkede en berusende følelse løbe gennem sine årer. Manden under hende var kommende Greve af Harise. Det var ikke en dårlig forbindelse. Hun lænede sig langsomt ned og lagde sine bløde læber mod hans et kort sekund.
Det faldt ham nemt, blot at lade hende tage styringen. Han var ikke vant til det. Normalt for ham gik styringen begge veje. Men det virkede kun som det rigtige at gøre over for baronessen. Han smilede skævt til hende, og brummede igen, da han mærkede hendes fingre mod sin bare hud på brystkassen. Følelsen af hendes negle der borede sig ned i hans hud sendte stød gennem hans krop, og det tændte ham tydeligvis.
Hun tog fat om hans hals, mens hun kyssede ham og hun trak ham let med op. ”Bliv der.” Manden var ridder og måtte sikkert have nogle mavemuskler, så hun efterlod ham med skuldrene solidt hævet over sengen. Så tog hun fat i tunikaen og hev den over hovedet af ham, så han nu havde bar overkrop, hvorefter hun klemte let sammen om hans brystvorter, mens hun pressede ham ned igen.
Han var ikke sen til at gengælde hendes kys, eller til at gøre som hun sagde. Hun var tydeligvis en kvinde, der vidste hvordan hun ville have det. Han havde ikke besvær med at holde sig oppe, mens hun trak tunikaen over hovedet på ham. Det krævede dog, at han fjernede sine hænder fra hendes hofter. Hans krops reagerede på hendes behandling af hans brystvorter, og han stønnede svagt af det. Ikke utilfreds med hendes fremgangsmåde.
Hugo var på mange måder en tiltrækkende mand. Han var høj, flot og stærk. Og så havde han den her tykke aura af fuldstændig 'mand' omkring sig. Arianna var i hvert fald ikke upåvirket og at han så villigt overgav sig til hende, gjorde det kun bedre. "Jeg må indrømme, at jeg er glædeligt overrasket, Junker. Men hvad mon vi finder hernede?" Hun flyttede sig til side og løsnede uden besvær hans bukser. "Tag dem af." Hendes tone var skarp, men ikke af utilfredshed. Det var bare tydeligt, at hun var vant til at uddele ordrer og få dem adlydt.
Han kunne ikke lade være med at more sig over Ariannas meget kyndige måde at varetage en mand på. Det gav ham indtrykket af, at det bestemt ikke var første gang hun gjorde dette. ”Glæden er helt på min side, baronesse,” sagde han og og løftede igen sin overkrop for at tage sine bukser af. Han smed dem et vilkårligt sted på gulvet, og var egentlig lidt ligeglad med hvor de landede. ”Er der ellers noget, De ønsker?” Han løftede spørgende det ene øjenbryn og kunne mærke det trak i hans mundvige ved synet af hendes iver for at få ham ud af tøjet.
Hun kunne ikke lade være med at grine af hans kommentar. Havde han sagt noget andet, eller været provokerende, så havde hendes reaktion været en anden end den lette latter, som nu undslap hende. "Ja. Nu skal De ligge stille." Hun smilede drillende og var godt tilfreds med, at han nu lå helt inde på sengen. Hun bøjede sig ned og tog ved hans håndled. Dem førte hun over hans hoved og trykkede dem godt ned i madrassen for at sikre sig, at han vidste, de skulle blive der. Og så lukkede hendes læber sig om en brystvorte.
Han nikkede som svar på det hun sagde. Han kunne skam sagtens ligge stille. Det trak i hans mundvige over hendes latter. Det var altid noget at hun ikke blev sur over hans kommentar. Han lagde sig tilrette i sengen, og lod hende flytte rundt på sine hænder, mens han kiggede op på hendes ansigt. Han fornemmede, hvad hun ville have ham til. Så han flettede fingre med sig selv, og lod hænderne blive op over hovedet. Han brummede svagt, da han mærkede hendes læber lukke sig om hans ene brystvorte, og det kostede ham meget besvær, at blive liggende, og ikke lægge hænderne på hendes hofter. Men Arianna var tydeligvis ikke en kvinde, som man satte sig imod.
Hun bearbejdede hans brystvorte med sine læber og tænder i flere minutter, inden hun lænede sig ind over hans overkrop og begyndte forfra med den anden, mens han kunne mærke snorene og broderierne fra hendes kjole på sin overkrop.
Han kunne ikke lade være med at stønne af lyst over, at hendes læber befandt sig på hans brystvorter, en efter en. Hans krop var ikke upåvirket, og det kunne mærkes, at den dunkede imod stoffet der skilte hans krop fra hendes. Hårdheden der fulgte med hendes kjole der blev presset ned mod hans brystkasse fik et dybere støn over hans læber og han måtte lægge bånd på sin selvkontrol for ikke at overtage styringen fra hende.
Hun endte med at smile af ham igen og trak sig langsomt ind over ham, indtil hun kunne se op på hans ansigt og stadig var i kontakt med meget af hans krop. "Har De svært ved at ligge stille? Så må De endelig sige til. Det har jeg midler imod." Hun var bevidst kryptisk. Hun var ikke så naiv at tro, at hun var hans første kvinde og derfor tog hun ikke de vilde hensyn.
Han smilede svagt til hende, men var ikke interesseret i at vide, hvilke midler hun ville bruge imod ham, hvis han begyndte at bevæge sig. ”Jeg skal nok lade Dem vide, hvis det bliver nødvendigt,” svarede han blot og så op på hende imens.
Hans svar morede hende og hun sagde ikke mere. I stedet trådte hun ned fra sengen og begyndte at løsne snørerne i sin kjole, som denne aften sad foran. Hun gjorde det bevidst langsomt, mens hun holdt øje med, om hun havde hans opmærksomhed. Kjolen kom af i langsomme bevægelser og brystbånd og underkjole kom snart samme vej. Hendes underbenklæder trak hun langsomt ned over sin velformede bagdel og trådte til sidst ud af alt, så hun stod nøgen foran ham uden mindste gnist af generthed. Hun forventede, at det ville blive en laaaang aften.
