Svaret af William af Stenbjerg on Oct 1, 2015 23:49:07 GMT
Collab mellem Marinie af Linden og William af Stenbjerg
den 1. juni, år 526 M.T.
William havde siddet på kontoret på Paladset i flere timer, men hans koncentration var svag og han havde brug for en distraktion fra tankerne, som blev ved med at svirre omkring Katherine. Han knyttede sin ene hånd, tog en dyb indånding og slog dem i bordet, før han rejste sig og forlod kontoret. Med døren låst, gik ham imod biblioteket. Han var ikke færdig med dagens arbejde, men der var andre steder at finde inspiration end på det lille værelse, hvis vægge føltes tætte.
Solen var stadig på himlen, men det var eftermiddag og knapt så varmt indenfor, som det havde været. På biblioteket var det behageligt køligt og Williams tanker klarede lidt, da han trådte indenfor.
Det var forfærdeligt varmt udenfor og det var mere eller mindre den eneste grund til, at Marinie befandt sig på biblioteket. Det var sådan set ikke fordi, at hun ikke var en belæst kvinde; hun holdt det bare til sit eget selskab. Mange brød sig ikke om at tro, at en kvinde var for fortabt i bøger.
Hun bevægede sig gennem rækkerne og kastede flere mere eller mindre uinteresserede blikke på de massive reoler. I langt flere tilfælde fæstnede lyse øjne sig på andre tilstedeværende og der gik et stykke tid, før det blev et velkendt ansigt, der dukkede op i hendes synsfelt.
William af Stenbjerg var en forandret mand, men de havde en ganske fornøjelig historie og det var rigelig motivation til at træde halvt rundt om hjørnet og frem, hvor han uden tvivl også ville få øje på hende. Antydningen af et smil spillede over hendes læber.
William hævede et enkelt bryn, da Marinie af Linden trådte ind i hans synsfelt, men gjorde ingen dramatisk, overrasket mine over at se hende der. Hans mundvige sitrede dog en anelse, som han standsede, bøjede hovedet let og vendte sig imod en af hylderne med et udtryk som om antikke potteskår fra de gamles tid var af udpræget interesse.
"Marie," hilste han dæmpet, men familiært. "Er du kommet for at få inspiration til dit næste store plot? Fiktionen står vist bagerst..." Han så hen på hende med et afventende blik.
Maries blik hvilede hun kortvarigt på William, før hun selv havde drejet sig mod reolen og lod som om, at hun betragtede udvalget af litteratur og ikke udelukkende var stoppet op for at tale med hertugen.
Hendes ene mundvig sitrede, men hun svarede ikke med det samme. I stedet hev hun en bog ud fra hylden og betragtede indbindingen. “Jeg foretrækker realiteter. Ikke forestillinger,” svarede hun roligt, men snakkede ikke om bøgerne. Hun stilede højt, men ikke kun i sine drømme.
Blikket gled flygtigt over mod ham og et enkelt øjenbryn hævede sig lidt. “Det overrasker mig, at se dig uden din lille hustru.”
Williams kæbe spændtes en anelse, som hans ene fingerspids strøg over en dybt uinteressant titel. Han tog en dyb indånding, før han svarede.
“Det er ikke din sag, Marie.” Det var simpelt, afvisende og alligevel blev han stående, trak en bog ud og lod som om, at han læste den.
Maries ansigtsudtryk ændrede sig ikke meget, men hun overhørte absolut ikke den afvisende tone. Problemer i paradis? Det var der ikke meget tvivl om og selvom hun ikke ønskede noget skidt for William, så noterede hun sig det mentalt.
“Udmærket,” svarede hun lavmælt og åbnede langsomt bogen. “Jeg skal ikke spørge mere.”
Han nikkede en anelse, før hans skuldre faldt lidt og han selv så lettere ligegyldigt på en udførlig tegning af en vase.
“Er du tørstig?” Han drejede hovedet en anelse og så direkte på hende.
Marie ville vove at påstå, at hun kendte William godt. Havde været ganske tæt med ham i en periode. Nok til, at hun ikke var i tvivl om, at alt ikke var helt, som det skulle være. Det krævede heller ikke mere end at have lyttet til et par rygter, før man halvt kunne gætte sig frem til, hvad det kunne være.
Hun lukkede bogen sammen igen og mødte hans blik. “Jeg kunne drikke,” svarede hun, uden meget overvejelse og sneg sig til et nærmere blik på ham. Han så nærmest ti år ældre ud, end han egentlig var.
William nikkede let en enkelt gang og lukkede bogen i igen. “Glimrende,” svarede han roligt, som han lod den glide på plads på hylden. “Jeg har en hel flaske brændevin fra Blydin, som jeg kunne bruge din hjælp til at tømme.”
Marie satte selv bogen tilbage på den tomme plads og gjorde ingen anstalter til at blive stående længere. “Jeg hjælper gerne en gammel ven,” lovede hun og i et øjeblik sitrede hendes mundvige i noget, der næsten var et helt oprigtigt smil og ikke bare den drillende antydning, som så ellers ofte var til stede.
Hun tilbød ham ikke sin arm og havde ikke tænkt sig at gøre det, medmindre han selv rakte ud. Engang ville hun ikke have tøvet, men William havde forandret sig efter sit ægteskab og hun var ikke interesseret i en afvisning. Til gengæld var hun ikke bange for selv at starte med at gå og så snart de var ude af biblioteket, så hun op på ham igen.
“Hvordan går det, William?” spurgte hun roligt, næsten afslappet, men under attituden, var der en snert af reel interesse.
William tilbød ikke Marie sin arm, men fulgte hende ud af biblioteket. Hans blik var lettere overskyet og han stirrede lige frem for sig, indtil hun brød tavsheden og han så ned på hende, en kende mere vågen.
“Ikke godt,” svarede han simpelt og sandfærdigt. “Men bedre efter brændevin og længere tid i dit charmerende selskab, Marie.”
Han kunne drukne sine tanker på mange måder. Det var ikke faldet ham ind at hans tidligere elskerinde var en mulighed, før hun dukkede op foran ham på biblioteket. Han havde lovet Katherine; ikke flere adelsfruer, men han havde ingen problemer med at bryde sine løfter til hende i øjeblikket.
Bekymringen var absolut ikke tydelig i Maries lyse øjne, men den var der et sted. Hun var dog ikke en til at grave efter problemerne, så hun smilede i stedet og rankede sig lidt. “Du har altid været god til smiger,” svarede hun roligt og sparede ham for flere spørgsmål.
I stedet fulgte hun en efterhånden velkendt vej gennem gangene, selvom det var længe siden, at hun havde gået den sidst. Hun holdt blikket rettet fremad og undgik bevidst følsomme emner, da hun spurgte: “Hvilken årgang er brændevinen?”
William trak en anelse på smilebåndet. “Jeg har tilbragt hele min ungdom ved hoffet. Jeg tror det er bygget på spytslikkeri, smiger og fine fornemmelser…” Hans stemme var lettere tør. Han kunne spille spillet, men han havde aldrig for alvor været en del af det. Hans ambitioner var ikke til det. Det vidste hun, ligesom han vidste, at hendes var.
En uinvesteret lyd forlod ham som svar på spørgsmålet lidt senere. “Det er en jeg fik for at gøre en ven en tjeneste sidste år. Den er uden datomærke, men den er ikke fra din livstid.”
William var bitter. Hun kunne huske, at han ikke altid havde været sådan og det var ikke svært at finde nogen at bebrejde for forandringen. Han var, naturligvis, også blevet ældre, men år gjorde kun så meget.
Marie slap en dæmpet lyd som det eneste svar og undlod at sige mere. Nogle gange var tavshed guld.
William sagde ikke mere, før de nåede kontoret. Han lukkede Marie ind og lukkede døren bag dem. Privat. Hans skuldre faldt en lille smule og han tog en dyb indånding.
“Skal jeg drikke brændevinen fra et glas - eller fra din navle?”
Marie fulgte med ind på værelset, uden betænkeligheder ved det. Der havde aldrig været nogle overraskelser i grunden til hendes besøg og der var det heller ikke nu.
Tværtimod drejede hun sig roligt mod ham og smilede antydningsvist. Et enkelt, slankt øjenbryn hævede sig. “Hvad foretrækker du?”
William trak let på den ene skulder og slog sig ned i den brede stol bag skrivebordet, mens han slog ud imod en af de andre. Sengen, der engang havde været her, var væk, men det havde aldrig været nogen reel hindring. Der var en divan og et skrivebord og det var alt han havde brug for.
“Vi kan starte med at drikke,” konstaterede han, som han fandt både glas og flaske frem og åbnede den, temmelig uceremonielt, i forhold til dens alder. Han skænkede op og skubbede det ene glas i Maries retning, før han tog en ordentlig tår og halvt tømte sit eget.
Marinie accepterede uden betænkeligheder, men hævede blot øjenbrynene ganske let, før hun roligt tog plads i stolen. Blikket forblev på William, selv da han skænkede op, men hun sagde ikke noget med det samme.
Ikke før hun havde rakt frem efter glasset. Hun dog først en lille, diskret tår, efter hun havde spurgt: “Uden at tale?”
William sad og stirrede på glasset, da Marinie brød tavsheden. Han løftede blikket med en fjern lyd, før han fokuserede.
“Hvordan føltes det, da Nestor døde?”
Marinie stivnede den mindste smule og i et øjeblik knugede hendes fingre sig hårdere sammen om glasset. I det korteste øjeblik, før hun fattede sig og satte det fra sig på bordet.
“Som om hele verden var stoppet,” svarede hun dæmpet og mødte kun efter et øjeblik hans blik. Hendes ansigt var udtryksløst, men der var en snert af noget mere i de lyse øjne.
William så ikke ud som om han havde indset, at det var et forfærdeligt spørgsmål. Hans kæbe blev anspændt og han stirrede lidt ud i luften.
“Måske skal vi tale mindre,” konstaterede han, før han tømte glasset og rejste sig op igen.
Maries ansigtsudtryk ændrede sig ikke meget, men hun fulgte William opmærksomt med blikket. “Du spurgte,” svarede hun roligt, men uden at fortsætte emnet. I stedet rejste hun sig også selv og drejede sig mod ham.
En uinvesteret brummen forlod ham og han trådte hen til hende. Der var ikke meget tøven, som han bøjede sig og kyssede hende insisterende.
Hun var velkendt. Det var ikke som Katherine, men heller ikke som en blomsterpige eller villig bagerkone. Hun duftede af blomster og han huskede hende, som den ene hånd lagde sig på hendes lænd og trak hende ind imod ham.
Det var længe siden, at deres affære var stoppet, men Marie havde ikke lagt ham fra sig. De havde været elskere i årevis og da hans læber var mod hendes, hårde og krævende, svarede hendes krop helt af sig selv.
Hun vidste et eller andet sted godt, hvad Williams pludselige behov bundede i, men hun skubbede tanken fra sig og lod sig indbilde, at han stadig begærede hende på samme måde, som han engang havde gjort. Det var nok og der var ingen tøven, da hendes fingre lukkede sig om hans nakke og holdt ham fast.
William havde brug for noget håndfast. Han havde ikke rørt en anden kvinde i mere end et år, ud over den temmelig ligegyldige Elissa, som var fjernt fra hans tanker. Katherine havde været alting, men Katherine havde bedraget ham. At han nu gjorde det samme, føltes retfærdigt. Det føltes… Godt.
Han tøvede ikke, men lod sine fingre gå i gang med det selvfølgelige arbejde med at løsne Marinies snøreliv, imens han kyssede hende krævende og uden tøven.
Marie var villig under hans hænder, ganske som hun altid havde været. Hun burde måske tøve, prøve at fortælle ham, at det i virkeligheden ikke var hvad han havde lyst til at gøre, men hun gjorde det ikke.
I stedet løsnede hendes fingre hans bælte, så hun kunne komme til at hive tunikaen op. Det føltes godt at være sammen med ham igen.
William sansede ikke rigtig hvad der var fornuft, selvom han havde sine grunde til at være vred og til at ønske hævn. Han lod tankerne stå, begravede ansigtet ved Maries hals og kyssede hende der, før han bed hende, ikke hårdt, men nok til at det kunne mærkes.
Hans fingre arbejdede hurtigt og det varede ikke længe før han kunne hjælpe hende ud af kjolen. De havde været der mange gange før.
Havde omstændighederne været andre, ville hun have leet og komplimenteret hans effektivitet. Det var dog ikke tiden og hun slap i stedet en dæmpet lyd over tændernes markering mod hendes hud. Det fik hendes fingre til at krumme sig en anelse sammen mod hans ryg, men hun sagde intet.
I stedet trådte hun helt ud af kjolen og gjorde også hurtigt kål på hans underskjorte. Der var tidspunkter, hvor det kunne være en fornøjelse at tage sig tid. Nu var ikke et af dem.
William havde ingen tålmodighed. Så snart han var fri af skjorten og Marinie i underkjole, tog han fat i hende, vendte hende fysisk rundt og skubbede hende det enkelte skridt tilbage til bordet. “Bøj dig frem,” fik han frem i en hæs stemme, halvt ubevidst om hvad han havde gang i.
Han havde været hårdhændet med hende før, men aldrig voldsom. Voldsom var ellers netop ordet hun ville sætte på den bratte handling og hun fandt sig, i det korteste øjeblik, overrasket over det.
“Stille og roligt, William,” svarede hun, varsomt, men stadig roligt. Næsten med et smil i stemmen, som altid. Hjertet hamrede en anelse hurtigere, men hun var ikke tilnærmelsesvis bange. Han havde en tendens til at blive grebet af øjeblikket og hun adlød ikke hans ordre med det samme.
William hørte ordene, men det var ikke hvad han var interesseret i. Han havde ingen planer om at tage det roligt. Han havde taget det roligt alt for længe. I stedet tog han fat om hendes hofte med den ene hånd og tvang hende fysisk fremover med den anden.
Han var klar til hende og han havde tænkt sig at tage hende sådan. Hans hukommelse sagde ham, at der intet var under underkjolen og han havde planer om at finde ud af det.
Roen forsvandt i det øjeblik, han fysisk tvang hende forover. Handlingen var så uventet, at hun slap et hørligt gisp. “Stop!” udbrød hun, lettere panisk og absolut uden den sikkerhed, hun ellers så ofte var indhyllet i.
“Slip mig!” fortsatte hun vredt og vred sig væk fra hans hænder.
Han slap hende brat og stod tilbage med brynene trukket tæt sammen og et lukket blik. Han burde beklage at han havde været voldsom, men det eneste han formåede var at bøje sig, samle sin skjorte op og trække den over hovedet, uden et ord til sin tidligere elskerinde.
Marie rystede, da hun trådte væk og stirrede på manden foran sig. Følelsen af komplet magtesløshed havde nået at sætte sig i hende og hun brød sig ikke om det. I nogle øjeblikke så hun blot tavst på ham, før hun selv samlede sin kjole op og vendte ryggen til ham, inden hun begyndte at tage den på. Pludselig var værdigheden meget lille; en følelse der ellers var ukendt i hans selskab.
William skænkede et glas mere til sig selv og tømte det, før han tog sin tunika og gav sig til at trække den over skjorten og ordne den, så den sad ordentligt. Da først han var påklædt og stod lænet imod skrivebordet, tog han en dyb indånding.
“Beklager,” fik han hæst frem, med en lettere opgivende gestus med den ene hånd.
Da først det kortvarige stik af frygt havde lagt sig, blev det effektivt overtaget af en anden følelse. Vreden meldte sig brat og hænderne rystede værre, da hun trak kjolen op over skuldrene.
“Jeg er ikke en hore,” svarede hun blot, en anelse giftigt og ikke uretmæssigt. Kæben var spændt, men hun kunne ikke se på ham. Hvis han ville behandle nogen på den måde, så måtte han betale sig fra det eller holde sig til sin hustru.
Blikket hvilede kort på Marinie, før han skænkede endnu et glas op og tømte det lige så hurtigt som det sidste. Han havde ikke flere kommentarer. Hun havde ret. Hun var ingen hore. Dem var der heldigvis nok af i byen og når hun ikke ville deltage i hans hævnaktion, så var der rigeligt, der kunne betales fra det.
Marie kunne ikke snøre kjolen selv, men hun havde ikke tænkt sig at blive stående og vente på hans hjælp. Så i stedet trådte hun forbi ham og åbnede døren. Der var tjenestepiger over alt og hun kunne få den første og den bedste til at hjælpe sig. Der var måder at sørge for, at tyendet ikke fortalte mere end de skulle til andre.
Risikoen for rygter var dog bedre end at blive. Ydmygelsen brændte sig langsomt ind i hende og hun var ikke mere end lige nået ud på gangen, før hendes øjne begyndte at svide.
